Categories
Dansk Forside

Brev #10

Holbæk, d. 06. juli, 2015

 

Kære Carl,

Jamen, så er det sket! Vi er gået fra et blæsende deprimerende koldt efterår til en bragende varm sommer – på kun to ugers tid! Og selv om det er en temmelig mærkelig manifestation, må jeg sande, at det er såre almindeligt for den danske sommer at opføre sig på denne måde. Vi forundres over den hver gang, og dog er ordene ”Du danske sommer, jeg elsker dig / skønt du så ofte har sveget mig”, så sande, så sande. Det er en sang, som vi kender meget godt, komponeret året efter din død af komponisten Otto Mortensen – en værdig aftager af din sangskrivertradition.

Man skulle tro, at jeg så skulle ud og nyde det gode vejr, men nej! Jeg har en deadline. En dødslinje som skal passes. Den 1. oktober skal jeg aflevere to værker – et symfonisk og et kammermusikalsk inklusivt stemmemateriale til Odense Symfoniorkester, så jeg har travlt! Derfor skynder jeg mig langsomt – så langsomt, som jeg overhovedet kan…

Der er begyndt så småt at komme noder, skal jeg hilse og sige. Det er altid en god ting, når man sådan skal skrive en symfoni. Jeg har forsøgt at skrive nogle skitser omkring flere af temaerne, både de musikalske og de mere stemningsprægede indslag. Som eksempel: hvordan klinger det, når børnene fra Middelfart beskriver lyden af ”Vild Forventning”? Eller hvordan klinger det, når søfartsskoleeleverne fra Marstal beskriver lyden af ”Godt Sømandsskab”? Og her skal jeg gøre opmærksom på, at jeg forsøger at holde fast i min egen devise om at det ikke nødvendigvis er lyden, men klangen af disse begreber, som jeg sigter mod. Hvor er musikken i disse begreber for disse mennesker på dette sted? Jeg må ærligt indrømme, at det stadig er en noget abstrakt og uhåndterlig øvelse for mig. Og dog – der er begyndt at komme noder…

Men lad mig spole lidt tilbage og vise dig et billede. Billedet forestiller mit arbejdsbord, og de fire nodeark, som er sat fast på bordet, forestiller hver en sats. Jeg har (som du kan se) forsynet hver sats med et minuttal (som jeg forholder mig rimelig frit til) og nogle ord, som beskriver grundklangen af hver sats. ”Ungdom / Dag / Sommer” er førstesatsstikord. ”Voksendom / Aften / efterår” er andensatsstikord. ”Alderdom / Nat / Vinter” er tredjesats, og ”Barndom / Morgen / Forår” er fjerde og sidste sats. Du kan også se, at jeg har holdt fast i mine tidligere ideer om at hele symfoniens energistuktur har en butterflyform, som disse grundklangsord afspejler. Så har jeg skrevet alle 31 lydklip op på små gule sedler, og fordelt dem på en helt igennem intuitiv måde, på de fire ark, i de fire satser. Det er ikke nødvendigvis min plan, at alle 31 skal repræsenteres eller være til stede i symfonien, og det er heller ikke sikkert at jeg beholder denne rækkefølge – det er bare mit udgangspunkt. Jeg har valgt, at hver gang jeg anvender et lydklip, skal den cirkles i pink, og hvis ikke det bliver anvendt, skal det krølles sammen og smides i genbrugsbeholderen. Jeg kan sende dig et billede af, hvordan arbejdsbordet forvandler sig i løbet af processen.

I al fald ser arbejdsbordet som udgangspunkt sådan her ud:

LAF_Skrivebord02-1

Som du kan se, har jeg også som udgangspunkt lagt noget af din musik i hver sats. Det er meningen af denne musik skal være en slags musikalsk rygrad for de enkelte satser – ikke nødvendigvis hørbart, men en Nielsensk tilstedeværelse. Alle fire motiver er for så vidt blevet valgt for mig. De to er kommet i den tid, hvor jeg har funderet over denne symfoni. Fugato stedet fra anden sats af 5. symfonien, som jeg hørte i bilradio på vej til Fåborg hin marts aften. ”Jeg ved en lærkerede” har været Erling, Rasmus og Carstens temasang hele vejen igennem ”Lyden af Fyn”. Melodien til ”Dybt hælder året sin gang” sendte du til mig ved min grandnieces dåb i maj måned. Og slutteligt har ”Solen er så rød, mor” været et tema til lyden af Odense, da Erling, Carsten og Rasmus sammen var i Odenses regnvandsbassin, som tilfældigvis var tømt ved lejligheden.

Det er en suppe med mange ingredienser, og man kunne fristes til at sige, at der er for mange ingredienser. Man kunne måske også fristes til at sige, at vi er for mange kokke. Det sidste vil jeg dog sige ikke er sandt, for jeg har betinget mig absolut kunstnerisk frihed, som også er blevet bevilget uden kny, så der kun var én kok.

Jeg må tilbage til arbejdet, Carl, og jeg kommer til at springe næste brev over, så der går fire uger til næste gang jeg skriver. Jeg kunne fristes til at sige, at jeg holder sommerferie – en kærkommen ting – men det handler snarere om at jeg lukker mig inde i arbejdslejr for at komme et ordentligt spadestik dybere i dette værk.

Måske holder du sommerferie på din sky, måske med en dejlig kølig multifarvet drink med paraply og sugerør. Det håber jeg!

Knus
 Andy-signatur

Categories
Dansk Forside

Brev #9

Holbæk, d. 22. juni, 2015

 

Kære Carl,

I morgen er det Sct. Hans aften. Og Lyset begynder at svinde. Allerede!! Denne sommer har været en ”rigtig” dansk sommer; det vil sige at den endnu ikke har gidet være så høflig at tage sig sammen og melde sin ankomst. At lette på hatten og sige ”Her er jeg da! Jeg har ikke meget at tilbyde, men lidt varme kan jeg da præstere”. Næ, vi har haft kulde, vind, regn, hagl – badetemperaturer som er en grønlandsk strand værdig. Vi venter med tilbageholdt åndedræt på at sommeren endelig skal komme, men jeg er bekymret for, at vi dejser om med iltmangel før den viser sig i al dens pragt og varme. Måske først til næste år…

Men Lyset, Carl! Dét er her. Det sælsomme nordiske lys, som om dagen er så azur-blåt og afbrændt-gyldent, især hvor Danmark møder vandet – Skagen, Sjællands Odde, Røsnæs, Martofte, og tusinder af andre steder. Og om natten, disse mystiske og kontrastløse lyse nætter, hvor alskens syner anes; dybt i de grå-grønne-hvide dampe af mosekonens bryg. Det er her alt sammen. Og så kan vi næsten tilgive den uartige danske sommer dens mangel på pli.

Jeg ved, at lyset har haft stor betydning for dig, ligesom det har det for os alle sammen. Det er livgivende, det er varme, det oplyser, det er alle levende væsners eksistensgrundlag, det er alle religioners fundament, og det har været en hjørnesten i din musikalske produktion. Helios overturen, som jeg har omtalt som en mulig model for mit værk, er et godt eksempel. Men jeg ”hører” også lyset i mange af dine andre værker; for eksempel din Espansiva, eller 5. symfonien.

Så i morgen fejrer vi, at solen er på sit højeste, og prøver at fortrænge at det betyder, at fra nu af så svinder lyset lige så langsomt, men lige så sikkert. Og vi håber, at vi muligvis kan få en lille sommer endnu; i al fald nogle dage, så vi kan huske, når de lange vinternætter atter kommer, at der trods alt var lidt varme og lys at spore mens solen var på sit højeste.

Men det, som jeg egentlig vil vende med dig i dette brev er noget helt andet, selv om det muligvis godt kunne knyttes til soltemaet. Det er et emne eller et begreb, som jeg kan betegne ”Musikalsk identitet”. Jeg kan forestille mig, at du straks har en idé om, hvad jeg mener med dette, men lad mig alligevel prøve at beskrive, hvad jeg tænker om dette begreb.

Vi kender begge til, at en komponists værker har en indbyrdes identitet – altså at man kan høre om et værk er af Ludvig Beethoven eller af J.S. Bach eller af Richard Wagner, og at dette værk ikke kunne tilskrives andre end netop den ophavsmand. Dels er der en musikalsk tidsånd, som netop disse tre omtalte komponister deler, men selv hvis man valgte værker af komponister inden for deres egen tid, ville deres produktion træde ud som en prægnant identitet; en musikalsk særegenhed. De har, så at sige, skrevet sig selv ind i musikken. Igor Stravinsky, en lidt nyere komponist, hvis musik jeg ved du kendte, er muligvis et ypperligt eksempel på en komponist, som altid væver sin egen identitet ind i sine toner – lige meget om han skriver i russisk folklore-tradition, neobarok, eller en ragtime – så kan man altid høre Igor småklukke i baggrunden.

Dine toner er også et meget fint eksempel på musik med en meget stærk musikalsk identitet. Men hvor Stravinsky klukker i baggrunden i sin hvide kittel, og for mig er lidt adskilt fra sine toner, er du ét med din musik. Den vokser ud af dig, og jeg har svært ved at adskille din musik fra dig, din baggrund, din opvækst. Det skyldes, at du har været meget bevidst om at fokusere på disse ting i din musik. Men jeg tror, at det er dybere end det. Jeg tror, at det bunder i hvem du var, og hvad du følte var væsentligt og sandt. At du sørgede for at disse ting var med i din musik. Det lyder lidt højttravende, og det er slet ikke sådan ment. Fordi jeg netop ikke tror at du var et ”højttravende” menneske. Jeg citerer fra et brev, som du skriver til din kone Anne Marie:

”(…) Lad os huske at Kunst er som alt andet: en jevn menneskelig Ting og slet ikke noget for sig. Vort arbejde er aldeles ikke mere værd eller har en højere rang end den beskedne Haandværkers eller Forretningsmands. (…)”

Nemlig og Amen. Det kunne være kunstnerens fadervor. I hvert fald for nogle af os. Der er sikkert mange, som ser sig selv som udvalgte og bedre end andre mennesker, fordi de er kunstnere. Fred være med det og dem – det var musikalsk identitet jeg kom fra.

Der skete noget besynderligt i forbindelse med kunstmusikkens vej i det sidste århundrede, muligvis mest efter dine død i 1931, men det var i gære mens du endnu levede. Måske skyldtes det kølvandet på de traumer, som efterfulgte 1. og 2. verdenskrig, som mange historiker ynder at forklare det ved, jeg ved det ikke. Jeg tror mere, at det hænger sammen med en økonomisk overflod efter især 2. verdenskrig, men jeg er ingen ekspert. Hvorom alting er, så blev meget af den såkaldte avantgardekunstmusik stort set identitetsløs. Dette hænger for mig sammen med flere sammenfaldende fænomener. Det historiske, økonomiske, og infrastrukturelle. Lad mig tage dem én ad gangen

Det store Central-Europæiske-Musik-Kulturs-Historie-Lokomotivs kunstprojekt, som jeg omtalte i brev #4, og hvis projekt, ”smid barnet ud med badevandet”, resulterede i, at alle de identitetsskabende parametre i musikken – melodi, harmoni, rytme – blev bandlyste. Og jo længere op i 60érne og 70érne vi kom blev mere og mere smidt ud indtil det rene ingenting var tilbage, som kunne skabe musikalsk identitet.

Kunstens økonomiske grundlag hviler på tidligere tiders laurbær, og dette gælder i særdeleshed den ”klassiske” musik, hvis institutioner – det være sig symfoniorkestre, operahuse, konservatorier, musikskoler – alle disse institutioner er økonomisk afhængig af et publikum, som synes at denne kunst er værdigfuld at støtte. De penge, som var i overflod i midten af sidste århundrede, fandtes stadig til disse institutioner i kraft at den klassiske musiks historiske stilling. Det var almindelig dannelse at sætte pris på den klassiske musik, og dermed også den nyere kunstmusik, som var denne traditions nutidig manifestation. Men vi var ligeglade med vores publikum dengang. Vi havde jo pengene og vi havde institutionerne og vi havde alt. Så hvad skulle vi med publikum? Jeg husker et brev fra den store komponist Arnold Schönberg (og jeg citerer fra hukommelsen), som, tilsyneladende lidt træt af den modstand han mødte fra sit publikum, skrev til en ven, at det eneste man egentligt kunne bruge et publikum til, var at dæmpe akustikken i en stor koncertsal.

Global kommunikation, som blev hurtigere og mere effektivt, op igennem den sidste halvdel af sidste århundrede gjorde, at vi komponister (som så mange andre) havde enormt let ved at orientere os om, hvad der skete i vores nærområde, men også meget langt væk. Dette skabte en sær form for kunstnerisk enighed og en del topstyrede kunstneriske institutioner. Disse institutioner kunne så udvælge den kunst som var den ”rigtige” og undertrykke – det vil sige ikke støtte – den ”forkerte” kunst.

Alt dette gjorde, at jeg (og mange andre) har været med til adskillige ny-musik-festivaller i hele verden, hvor man kunne høre en koncert med adskillige værker, og disse værker kunne ikke adskilles fra hinanden med nogen nævneværdig identitetsforskelle. Jeg kan huske, at jeg sammen med en komponistkollega gik til en koncert på en international musikfestival, bevidst uden at læse programmet i forvejen. Vi gav hinanden den opgave, at forsøge at gætte os til hvilken nationalitet komponisten for de forskellige værker havde. Det var en umulighed. Vi kunne ikke høre om komponisten var koreansk, brasiliansk, italiensk, eller dansk. Det hele lød ens. Selvfølgelig var værkerne forskellige – det var ikke de samme værk, som blev gentaget, men de forskellige værker havde, for mig og min ven at høre, ingen sønderlig musikalsk identitet. Hverken geografisk, eller personligt. Eller måske er det mere præcist at sige, at de havde stort set den samme musikalsk identitet – nemlig den herskende måde musik skulle klinge på det tidspunkt. Og derved havde de ingen identitet. Og det er bare for kedeligt!

Så, kære Carl, alt dette for at fortælle dig, at jeg slås en brav kamp i bedste Don Quixote manér mod den ene vindmølle efter den anden for at skabe en tidssvarende (fri mig for det moderne!) musik, som bunder i en ægte Papesk musikalsk identitet. Og det vil jeg blive ved med. Og jeg er bestemt ikke alene om denne kamp. Jeg synes, at vi er flere og flere komponister, som prøver at finde frem til deres egen ”lyd”, deres egen tid, deres egen identitet.

I øvrigt tak for dit svar omkring titlen på min symfoni! Jeg synes at ”Sinfonía Fionia” er et godt bud! Det vil jeg bestemt tage med i mine overvejelser!

Hav det godt,

din

Andy-signatur

Categories
Dansk Forside

Brev #8

Holbæk, d. 8. juni, 2015

 

Kære Carl,

Jeg må lige tage forskud på dagen i morgen, og sige tillykke! I morgen er det præcist 150 år siden at du for første gang så dagens lys, 150 år siden at du trak dit første åndedræt, 150 år siden at du hørte denne verdens forunderlige lyde, som du siden hen ordnede i de mest vidunderlige musikværker, 150 år siden at du blev født lige uden for den lille fynske landsby Nørre Lyndelse, i et lille fattigt landarbejder hjem i Sortelung. Du var det syvende af i alt tolv børn, og en del af dine søskende døde som relativt unge, nogle af tuberkulose. Nogle af dem udvandrede til udlandet, både til USA og Australien. Dine egne to døtre og din søn fik ingen børn, så der er ikke nogen nulevende slægtninge efter dig til at råbe hurra. Det vil sige, at det faktisk er ret sandsynligt, at der, et eller andet sted i USA eller Australien, findes efterkommer af Niels Maler og Maren Kirstine, og dermed dine fjerne slægtninge. Der er bare ingen der har kendskab til dem.

Men på grund af din store musikalske gave til verden, bliver du fejret vidt og bredt i Danmark og der bliver råbt masse af Hurraråb. Og ikke kun i morgen, men i hele dette Herrens år, 2015. Der har været, og kommer til at være, masser af koncerter, foredrag, og begivenheder, der markerer din 150-årsdag. I morgen skal Lisbeth og jeg til Fyn for at overvære en fødselsdagskoncert med Odensesymfoniorkester, som skal afsluttes med et fakkeltog, som jeg tænker kunne lede tankerne hen på det fakkeltog, som markerede din 60-årsdag i København – den sidste runde fødselsdag, som du kom til at opleve. Den Kgl. Opera har lavet en ny-iscenesættelse af din opera ”Saul og David”, som har fået fine roser.  Faktisk har jeg en britisk ven, som tilfældigt også er operainstruktør, som var ind og se operaen. Han kendte ikke dig som komponist, for slet ikke at tale om din musik, men det var en åbenbaring for ham at overvære ”Saul og David”. Han var ekstremt begejstret over at have ”fundet” dig og din musik. Radio Symfoniorkesteret laver en stor fødselsdagskoncert, som sendes ”live” i radioen og i fjernsynet. Og jeg kunne blive ved og ved. Ja, projektet ”Lyden af Fyn” er i anledning af dit runde år.

Du har beskrevet din barndom i bogen ”Min Fynske Barndom”, som i øvrigt også er lavet til spillefilm af instruktøren Erik Clausen, hvor jeg havde den store ære (sammen med dig, selvfølgelig) at skrive filmmusikken. Faktisk skal jeg om få dage holde foredrag om lige præcis denne film, og min måde at skabe filmmusikken på, på Krogerup Højskole i Nordsjælland. Og det glæder jeg mig meget til. Det var en spændende opgave at forsøge at finde en måde at skildre, ikke kun den musik, som du har hørt som ung, men måske mere at forsøge at skildre, hvorledes denne musik, som omgav dig i din barndom på Fyn, har influeret på dine senere værker, og måske hvorledes du åbnede dig for det, som du senere skulle vige dit live til, at komponere musik.

Det er en mærkelig bestilling, at være komponist. Det er en noget luftig affære; man skaber ting, som ingen fysisk form har. Jo, bevares, der kan være et partitur, eller en plade, men egentligt gør vi komponister ikke andet end at sætte luften i svingninger. Jeg kan ikke lade være med at tænke på din 60-års dag, som var noget af en offentlig begivenhed, med det omtalte fakkeltog fra Christiansborg til Tivoli, hvor der var festbanket på Nimb, med taler og alt hvad der hører sig til. Du kvitterede et par måneder senere med at udtale i et interview i Politiken at:

”…ifald jeg kunne leve mit Liv om igen, vilde jeg piske alle Kunstnergriller ud af mit Hoved og gaa i Handelslære eller gøre et andet nyttigt Arbejde, hvoraf jeg til sidst kunde se et Resultat.”

Og det lyder grangiveligt mærkeligt, efter at have været fejret som Danmarks største komponist i din egen tid, og tidligere tider, at du meget præcist frasiger dig komponistgerningen. Nogle kunne synes, at det ligefrem var en tand krukket – men jeg må indrømme, at jeg forstår dig godt, selv om jeg samtidig må sige, at jeg ikke helt deler din mistrøstighed. Måske, hvis du spurgte mig for en 5-8 år siden, ville jeg have været helt enig med dig. Lige for tiden er det knap så slemt. Det har det med at bølge lidt frem og tilbage Du fortsætter i al fald med at sige:

”Hvilken menneskelig Tilfredsstillelse maa det ikke være, naar en Mand om Aftenen kan lukke sin Butik eller sit Værksted, vide, at han har gjort et hæderligt og godt Arbejde, og faa sin rimelige Løn derfor.”

Og her må jeg blankt indrømme, at jeg hører din far Niels Maler tale. Han var jo håndværker og spillemand (i den rækkefølge) og hans ambitioner for dig var, som mange fædre, lige med sine egne ambitioner og mål. Men du fortsætter dine tanker omkring at skabe noget mere konkret:

”Men disse simple og ellers til en hver Tid gældende Tanker har ingen Gyldighed, naar Talen er om skabende Kunstnere. Man kan næsten sige tværtimod. Jo mere Umage man gør sig, jo ringere bliver faktisk Ens praktiske Situation. Hvad nytter det mig, om hele Verden tager Hatten af for mig, men skynder sig forbi og lader mig sidde tilbage med mine Varer, indtil det hele bryder sammen, og jeg til min Skændsel opdager, at jeg har levet som en fjottet Fantast og troet, at jo mere jeg arbejdede og stræbte i min Kunst, jo bedre maatte min hele Stilling blive. (…) Nej – nej – jeg véd kun, jeg har aldrig raadet noget Menneske til at gaa Kunstnervejen.”

Jeg er helt med på din sætning om, at lige meget hvor meget man knokler, så synes det som om at det rent materielt ikke får nogen stor kompensation. Men friheden, Carl! Friheden! Det synes jeg at du glemmer. Og jeg er sikker på at du, hvis du havde fået dit ønske opfyldt som en anden Aladdin, så var er ikke gået meget lang tid, før du bitterligt havde fortrudt. Men det er bare min fornemmelse, Carl – jeg kan selvfølgelig ikke vide det. Det er kunstnerens dilemma, at man selvfølgelig gerne vil belønnes for det arbejde, som man gør, og den belønning er til tider (tit) meget ringe, og kommer meget længe efter (hvis nogen sinde) at man kan have glæde af det. Og vi går jo aldrig på kompromis med vores arbejde. Det skal altid være det ypperste vi kan præstere, for andet ville give os en dårlig smag i munden. Andet ville blot være utilfredsstillende. Og det koster blod sved og tårer. Bundlinjen er nok, at vi aldrig helt kan kompenseres for vores arbejde. Men det er i orden, for vi har selv valgt det, selvom det til tider kan fornemmes som om det omvendte er tilfældet.

Men jeg kan, (90 år efter disse dine ord er blevet ytret) sige til dig, at dine anstrengelser i den grad har båret frugt og skabt genklang hele verden over. Så jeg er i hvert fald én (og jeg ved at vi er rigtig mange), som er glad for, at du gik den vej du gik. Jeg ved at det er en ringe trøst nu, hvor du er hinsides alt, hvad der hedder ”rimelig løn” og ”praktiske situationer”, men jeg håber at du kan; fra din sky, eller hvor du ellers befinder dig nu – at du kan opfatte, at du har gjort verden til et bedre sted med dine luftsvingninger, med din musik. Og for det siger jeg tak, og endnu engang tillykke.

Hip hip hurra!!

din
 Andy-signatur

Categories
Dansk Forside

Brev #7

Holbæk, d. 25. maj, 2015

 

Kære Carl,

Nu er der gået fjorten dage, hvor jeg mere eller mindre har brugt tiden på at stirre ud i luften. En af vores nulevende komikere, Niels Hausgaard, beskriver denne stirren ud i luften som en tilstand, hvor man, især mænd, ”fin-tænker”. Jeg ser det som en eftervirkning af de ca. tre et halvt år, hvor jeg har båret rundt på det, som startede som en utydelig drøm, og som siden blev til operaen ”Andre Bygninger”. Jeg tror ikke, at jeg har været klar over, hvor stor en vægt den havde, især til sidst, ej heller hvor træt jeg er blevet af at have haft den på skulderne i al den tid. Jeg har da ellers mærket den nedtur det er at afslutte en opgave, men aldrig så stor og så hurtig en rutsjetur ned ad, som jeg har oplevet i de sidste to ugers tid. Jeg har været utilgængelig for mine omgivelser, og heldigvis har jeg en kone og en familie, som er forstående; for som sagt er det meste af tiden gået med at stirre ud i luften, med mindre jeg pludselig fik en trang til at lægge mig midt på dagen – hvad jeg ellers aldrig gør – og falde durk i søvn. Der må være tale om en restituering af både krop og sjæl. Især sjæl, tænker jeg. Der er grænser for, hvor meget man som kunstner kan blive ved med at give, uden at man på et tidspunkt skal lade op igen.

 

Min fintænkning har kredset om mangt og meget, men til tider selvfølgelig også om den opgave, der ligger foran mig, nemlig min fynske symfoni. Jeg har kredset om en tilsyneladende lille ting, men dog en stor ting for mig – nemlig hvad symfonien skal hedde. Jeg synes at navnet ”Lyden af Fyn” er en ret kedelig titel, omend den er meget præcist beskrivende. Jeg synes principielt, at en titel skal vække nysgerrighed og åbne et vindue eller en dør på klem for tilhøreren. Et vindue eller en dør, som man føler sig tryg og nysgerrig på at kravle ind af. Jeg er ret betaget af Fyns latinske betegnelse – Fionia. Det er et meget smukt navn. Lyden af ”Fionia” ruller af tungen; der er ikke nogen kanter på ”Fionia”, og på den måde synes jeg, at det også passer til Fyn. Så har jeg brug for at trække ”lyden” af Fyn ind i titlen. Her tænker jeg på et ord som ”genklang”, som har en musikalsk hentydning, og også en betydning, som rækker lidt ud over nuet. Genklang kan også dække over noget historisk. Noget fra en anden tid. For eksempel din musik. Jeg har nemlig en idé om at indlemme din musik i symfonien. Måske bliver der tale om musikalske hentydninger, som man ikke umiddelbart kan genkende, men som jeg bruger som strukturelle byggeklodser. Som for eksempel dine ”Fynske” tertser, som indleder 5. symfoni, eller ”Jeg ved en lærke rede”. Måske finder jeg på at bruge et tema, eller et motiv, eller bare en ”Nielsensk” musikalsk vane. Men under alle omstændigheder kunne en titel være ”Fionia Genklang”, eller måske ”Genklange af Fionia”. Og måske skal det bare slet og ret være “Fynsk genklang” eller “Genklange af Fyn”. Hvad tænker du?

Og Carl, jeg har spurgt dig, om ikke du kunne give lyd fra dig ved lejlighed, og forleden dag kom der en lille besked fra dig. Jeg var til min gran-nieces barnedåb, som i øvrigt var en meget smuk og hyggelig begivenhed for familie og venner af det nystartede par og deres første barn. Den ene salme, som vi skulle synge, var til din melodi til salmen ”Dybt hælder året sin gang”. Det er så smuk en melodi, og samtidig så enkel en melodi, så jeg ville bare sige; tak for den. Og måske kunne den bruges som et motiv i den ene af satserne til symfonien, hvem ved. Det er i hvert fald en oplagt ide til den sats, som enten indleder aften, eller afslutter aften, altså 2. eller 3. sats.

Nu må jeg slutte, kære Carl. Jeg kan mærke at mit behov for fintænkning ikke helt er forbi. Men mon ikke jeg snart får varmet min kreative side op igen, for jeg kan mærke at den tomme partiturside kalder… Vi tales ved om 14 dages tid.

Din hengivne
Andy-signatur

Categories
Dansk Forside

Brev #6

Holbæk, d. 11. maj, 2015

 

Kære Carl,

Jeg tror, at dette brev bliver noget kortere en de andre, jeg har sendt til dig. De sidste 14 dage har stået i operaens tegn, nærmere bestemt min opera ”Andre Bygninger”. Jeg sluttede sidst lige inden premieren, og jeg kan sammenfatte den i tre ord: Det-Gik-Godt. Måske bedre; fire ord: Det-Gik-Ekstremt-Godt.

Og jeg kan godt betro dig, at det var rimelig meget forløsende, da prøveforløbet op til premieren var plaget af sygdom, samt at selve operaen var, på alle mulige og umulige måder, en kæmpe satsning fra Den Fynske Operas side, og ca. to en halv gange for stort på alle leder og kanter. Og jeg vil sige, at de skal have ros for at holde ved deres satsning i tykt og tyndt, og at operachefen, Jesper Buhl, aldrig har veget fra sin overbevisning om, at denne opera skulle se dagens lys, og at det skulle være på Den Fynske Opera. Og det er jeg ham evig taknemlig for.

Man kan måle et værks succes på mange måder; på anmeldelserne (de var meget rosende), på de medvirkendes reaktion (de er helt pjattet med operaen, og er helt bedrøvede over, at den kun bliver opført i de to uger, som den blev), på publikums reaktion (som har været helt overvældende). Flere har skrevet til mig om deres oplevelse, og jeg har helt lyst til at dele nogle af dem med dig:

For eksempel Johanne skrev:

”’Andre Bygninger’ på Den Fynske Opera er en fabelagtig og forrygende opera! UDRÅBSTEGN! Tal, tekst, fortælling, musik, persongalleri, scenografi, kor, dans går op i en højere enhed, det er charmerende, det er klassisk og det er finurligt. Tak til de medvirkende for en forførende og foruroligende rejse ind i ‘Bygning 2’! Tak til Andy Pape og Rasmus Zwicki for at have beriget med en ny skarp opera med humor, skønhed og tal-poesi!”

Eller Jørgen har skrevet:

”Hvis man skulle have mulighed for det, bør man skynde sig at købe billet til forestillingen Andre Bygninger med Den Fynske Opera.
Jeg oplevede den i aftes og er stadig både forstemt og knuget over mine 2 timer og 40 minutter som del af det univers, der udfoldede sig på scenen.
Del af. Ikke beskuer. Del af. Se, dét er god kunst.
Tak for en modig opsætning, Jesper Buhl.”

Eller Anne-Louise:

”Forrygende, forjættende og fuldstændigt helstøbt…eller med andre ord: Ååårrhh hvaaad for en fed opera!!! (udråbstegn, udråbstegn, udråbstegn)”

Det sidste er lidt nydansk, men jeg er sikker på at du forstår meningen.

Der er sågar et publikum, som er meget kyndig i musik og musikteater, som betroede mig (og dette siger jeg videre til dig i fuld fortrolighed) at denne opera har potentiale til at komme på højde i dansk operahistorie af din egen ”Maskerade”, og det er store ord!!

En anden ting ved publikum til denne opera er, at jeg bemærker, at der er mange unge mennesker tilstede. Ikke fordi jeg har noget imod ældre mennesker (jeg er hastigt på vej til at blive et sådant), men fordi gennemsnitspublikum til opera i min tid fortrinsvis er den ældre generation. Og det synes jeg er synd. Jeg mener at opera, i en fornyet og tidssvarende form, har meget at sige unge mennesker. Det er har været et af mine mål at gøre denne opera ”ungdommelig”, ikke for at lefle for den unge generation, men fordi jeg mener, at deres musik og deres tilgang til musik interesserer mig og tiltaler mig meget. Og måske, som min søn siger, jeg er aldrig blevet helt gammel – og det tager jeg som et kompliment. Jeg tror faktisk, at det er en væsentlig bestanddel af at være kunstner, at man kan huske sit (lege-)barnlige jeg.

Jeg har fået at vide, at en mor tog sine to teen-age drenge ind for at se operaen. Hun gjorde det som en slags indvielse i operaens kunst og forventede, at de i bedste ville fald være ligeglade, og i værste fald hade det. Hun selv var bare så betaget af operaen, at hun skulle ind og se den igen, hvorpå hendes drenge krævede af hende, at de også skulle ind og se den igen. Det havde hun godt nok aldrig tænkt at hun skulle opleve, at to knægte skulle gentage oplevelsen af en nyskreven opera.

Men Carl, ved du hvad, den største og væsentligste målestok for denne operas succes eller fiasko for mig er min egen vurdering af, hvor vellykket den er i forhold til den musikalske vision, som jeg havde for den. Og det er jo klart at noget af visionen var, at folk skulle blive suget ind i denne mærkelige verden, som Rasmus Zwicki og jeg havde konstrueret – og det er lykkes til fulde. Men min egen musikalske vision, om at prøve at gå en vej, som ikke var på den store Central-Europæiske-Musik-Kulturs-Historie-Lokomotivs skinner, som jeg har talt om før – denne vej, eller måske skulle jeg sige denne sti, synes jeg så småt at jeg har fundet. Jeg ved ikke, hvor den fører hen. Jeg ved heller ikke om det bare er mig, der forvilder mig ud i landskabet, men jeg er bestemt ikke færdig med at gå denne vej, for jeg ved at retningen er der. Vejen må jeg selv skabe. Jeg skal blot blive ved med at gå, lige så langsomt, måske kan jeg køre lidt på mit lille røde løbehjul – men ikke hurtigere end det. Og jeg skal også give mig selv lov til at køre i cirkler en gang imellem, for det gør vi mennesker ofte.

Nu er teatret lukket og slukket, de sidste klapsalver er forstummet, og kulissen er pillet fra hinanden. Nu er tiden moden til at kigge fremad. Jeg bliver nødt til at finde ud af hvordan (hvis det overhovedet kan lade sig gøre) jeg kan integrere denne musikalske vej ind i symfonien ”Lyden af Fyn”. Så, kære Carl, det vil jeg fundere videre på, og vi skrives ved om fjorten dage.

Som altid, din hengivne

Andy-signatur

Categories
Dansk Forside

Brev #5

Holbæk, d. 27. april, 2015

 

Kære Carl,

Fredag, d. 17. april

Jeg ved ikke, hvor sammen hængende dette brev lige bliver. Just nu befinder jeg mig i et tog på vej fra Holbæk til Odense for at overvære en prøve (gennemspilning!) af min opera, ”Andre Bygninger”, der har premiere om en uge. Der er gået ”kuller” i den, som der altid gør til sidst i en indstudering, men denne kuller synes lige en tand mere end sædvanligt. Det er min skyld, naturligvis. Jeg har skrevet en al for stor opera til Den Fynske Opera på alle ledder og kanter. Men som humlebien, som ifølge fysikkens love ikke kan flyve, vil vi, som humlebien, flyve på smukkeste vis, takket være alle de dedikerede medvirkende, som slider og slæber med meget mere og andet, end de burde. Jeg er sikker på det – det kan bare ikke ses lige nu…

På grund af al denne stress, har jeg tænkt mig at skrive lidt dagbogs-agtigt, og det er dér at min bekymring for sammenhængen kommer. Hvorom alting er, så sluttede jeg sidste brev i en større musikhistorisk palaver, som naturligvis står for min helt egen regning, og da jeg ikke er musikhistoriker, er det blot en enkelt komponists udsyn på det store og komplicerede historiske vue. For lige at binde en sløjfe på disse tanker, ville jeg gerne vende tilbage til din musik, Carl, for det er også min bestemte mening, at du lykkedes med at finde din egen vej i denne opbruds tid. En vej som ikke lige var på den store Central-Europæiske-Musik-Kulturs-Historie-Lokomotivs skinner. Netop din klarinetkoncert synes jeg er et udtryk for denne nytænkning. Det er så vildvoksende, og dog samtidigt stramt i sit formsprog, så smukt harmonisk og melodisk. Og du smider ikke barnet ud med badevandet! Værket har helt klart rod i både din egen musik, og en ny modernitet, men holder samtidigt fast i dine musikalske rødder, helt tilbage (for mig at høre) til din Fynske opvækst. Det er for mig en væsentlig side af kompositionsarbejdet – at holde fast i sine rødder – og på denne måde er du et stort forbillede for mig som komponist.

Nu forsøger jeg så at komme tilbage til mit oprindelige spor, for alt dette her handler jo om, at jeg skal skrive denne symfoni ”Lyden af Fyn”. Og jeg må til at komme i gang med at skrive. Altså på papir, for der kører en hel del rundt i hovedet på mig, rent musikalsk. Mine første tanker kredser om værkets storform. Det er ekstremt svært for mig at skrive en symfoni, ved bare at starte i den ene ende og komponere løs indtil man når en slutning. Det er jeg sikker på at du ved alt om, og formodentligt er enig med mig i. Det svarer til at en kunstmaler går i gang med sit maleri i et hjørne af billedet og slutter i det modsatte hjørne. Jeg er nødt til at have en fornemmelse for, hvad jeg vil i store træk. Det betyder ikke at jeg ikke kan ændre denne mening, hvis musikken viser sig at ville en anden vej, men ét eller andet skelet må jeg have, som jeg kan hænge musikkens kød op på.

I min erfaring er der fem arketypiske storformer, som et musikværk kan antage. Butterfly-formen, Rødspætte-formen, Pølse-formen, Kile-op-formen, og Kile-ned-formen. Nu taler jeg ikke klassik formlære, med sonate, rondo, fuga, passacaglia, menuet og alle de andre klassiske former, som denne formlære udgør. Her taler jeg rent musikalske energi-former. Lad mig tage dem i rækkefølge, bare så du forstår min tankegang.

Butterfly-formen er, for mig, den helt klassiske energiform. Stort set alle wienerklassiske symfonier er i Butterflyform. Lad os bare tage et eksempel: Mozarts symfoni nr. 40. Første sats starter med en stor energi manifestation, som samles til endnu mere energi til endnu flere energiudladninger. Midtersatserne 2 og 3 falder i energi, bliver mere indadvendte, for i fjerdesats igen at samle og udlade næsten endnu mere energi end førstesatsen. Så hvis man afbildede værkets musikalske energi på et stykke papir, med energiniveauet på den lodrette led, og tiden på den vandrette led, vil man til sidst have tegnet en butterfly (en meget ujævnt en, men dog alligevel…). Din egen Espansiva symfoni er i denne Butterfly-form.

Rødspætte-formen er for mig at se den arketypiske modernistiske form. Den starter i nulenergi, ophober mere og mere energi undervejs, forbruger denne energi og slutter så i nulenergi igen. Altså noget der starter i ingenting, bliver til en hel masse, og slutter igen i ingenting. Faktisk den ”modsatte” eller komplementære form af Butterflyformen. Din egen ”Helios Ouverture” er et godt eksempel af Rødspætteformen. Denne form har været en yndlingsform for den nyere kunstmusik, og er blevet noget slidt på grund af dette overforbrug.

Pølse-formen er, som navnet antyder, en form der hverken skaber, forbruger eller ændrer i energiniveau. Jeg ved ikke, om jeg kan komme på musik, som du kender, Carl, som er i Pølse-form. Jo, det skulle da være noget af Erik Saties musik, Altså den musik, som han fremførte som musik, som skulle have samme funktion som en lænestol. Den var der altid, og ændrede sig for så vidt ikke, lige som en lænestol. Man kan vælge at sidde i den (altså lytte til- skrue op for musikken) når man vil, og rejse sig (forlade- slukke for musikken) når man vil. Man kunne kalde det en form for ”tapetmusik”. Siden hen er der en amerikansk musikretning, som hedder ”minimalistisk” musik, som man vel kunne sige var i forlængelse af denne tanke, og som tit er i Pølseform. Rigtig meget popmusik er i Pølseform. Energiniveauet er ens fra start til slut.

Nu skal jeg snart af i Odense, så jeg må slutte her – jeg er så spændt på, hvor langt holdet er kommet med indstuderingen!

Mandag d. 20. april:

Så sidder jeg i bussen igen på vej til Odense. Vi har haft to fine prøver, den ene gennemspilning, som jeg omtalte, og i lørdags havde vi første orkesterprøve sammen med musikerne, den såkaldte sitzprobe, idet alle sidder ned (også sangerne) og der ikke er nogen dramatisk bevægelse. Man musicerer bare. Og det var fantastisk! Jeg har kun 12 musikere at gøre godt med, men jeg kan betro dig, at det lød stort. Dels er der otte sangsolister, og otte sangere i koret, altså seksten vokalstemmer i alt, men jeg anvender også tre elektroniske instrumenter, og vi klangbehandler alle de ni ”akustiske” instrumenter elektronisk. Og så er der hele to wagnertubaer med! Det ville nok være en noget fremmed klang for dine ører, Carl, men hvor kunne jeg godt tænke mig at du sad med engang og lyttede…

Nå, men jeg kom fra mine fem arketypiske musikenergiformer. Jeg mangler bare kile-op og kile-ned. De er rimelig lige ud af landevejen. Begge er lidt sjældne former isoleret set. Man kan sige, at butterfly- og rødspætteformerne består begge af kilde-op, og klide-ned, bare sat samme på hver sin vej. Men der findes værker, som er i streng kilde-op form. Ravels Bolero, for eksempel. Den starter ved nul energi, og vokser og vokser uden at helme for at slutte i maksimum energi. Kile-ned formen kan jeg ikke rigtig komme med et musikeksempel på. Det skulle starte med maksimum energi, og blive til mindre og mindre for til sidst at have mistet al sin energi. Jeg har faktisk skrevet en sats i denne form. Fjerde sats af min tuba koncert. Men første sats er i kile-op form. Så man kan måske med rette sige at hele værket er i rødspætteform…

Men altså; jeg spekulerer på, hvad for én af disse arketypiske former, skal jeg bygge på, som et udgangspunkt. Og denne symfoni; skal den have de klassiske fire satser, som mange af dine symfonier er – eller skal den ikke have de traditionelle fire satser, som nogle af dine symfonier også har? Væsentlige spørgsmål, som jeg faktisk har funderet over i nogen tid nu. Og når dette fundament er lagt, hvordan indkorporere de 10 lydegne og 32 lydklip som Rasmus og Erling har samlet sammen. Kan formen være med til at formidle denne ide? Det er den ældgamle diskussion om form og indhold, og deres indbyrdes afhængighed, eller mangel på sammen. Det er ret væsentligt for mig, ligesom man kan høre og fornemme din fynske baggrund i dine symfonier, at man også kan fornemme, måske ikke ligefrem selve de 32 lydklip, men at de Fynske lyde på én eller anden måde ligger til grund for den musik, man hører. Det er faktisk en noget kompleks tanke, og måske kan det slet ikke realiseres.

Mine tanker kredser omkring din Helios overture – altså formen, forstået på den måde, at dette værk, som på sin måde afbilder musikalsk en dags forløb. Den starter ved solens opgang, i stilhed, ingen er endnu stået op, dagen er endnu ikke gået i gang. Og så rammer solens stråler et træ; en sten; og dagen er startet. Musikken er i røre. Og solen stiger på himlen, og musikken udvikler sig, som dagen gør det, for til sidst at energien daler med solens nedgang, for til sidst at synke i havet igen, hvor musikken går til ro. Den er inspirerende fordi den indeholder mange ingredienser for de egne og lydeksempler, som Erling og Rasmus samlede sammen. De er meget ofte knyttet til et tidspunkt ud over at være tilknyttet en egn. Odense lydene foregår om natten. Familiens lyde er om morgen eller om aften. Igangsætternes lyde foregår midt på dagen, mens arbejdet pågår, ligesom mændenes lyde foregår i arbejdstiden. Navigatørenes lyde forekommer mig at være tidlig morgen eller sen aften. Og så videre.

Så frem for at værket skal spænde om en dag, som din Helios, tænker jeg at min symfoni nærmere skal spænde om et døgn. Og selv om det er nærliggende at starte, som din Helios, om morgenen, så har jeg en mavefornemmelse for, at det ikke ville være det rigtige for denne symfoni. At starte om morgen ville give mig en Rødspætteform, som din Helios, og som selvfølgelig passer perfekt til lige præcis din musik. Men jeg kan jo starte døgnet når jeg vil, og jeg tænker at starte midt på dagen. Der hvor energien er høj. Så hvis man nu sagde, at jeg holdt mig til de traditionelle fire satser, så ville første sats være mellem middag og tidlig aften. Stor startenergi, med aftagende bevægelse. Andensats skulle være fra tidlig aften til midnat. Tredje sats fra midnat til tidlig morgen. Og fjerde sats spænder fra tidlig morgen til middag. Det er i hvert fald en arbejdsmodel. Med de klassiske fire satser, som en klassisk symfoni skal have.

Nu nærmere jeg Odense, og dagen er bare pragtful blå himmel og solskin. Foråret er over os. Og jeg skal tilbringe hele dagen i et mørkt teater. Men hvor er det bare dejligt at få lov! Vi tales ved snart.

Aften d. 20. april

Så er jeg på vej hjem fra Den Fynske Opera, efter en hård arbejdsdag i operaen. Jeg tror, at jeg involverer mig alt for meget i min egne operaer – men jeg må kunne lide det, siden jeg altid vikler mig helt ind i indstuderingen. Jeg må tilstå, at jeg er alt for interesseret i, hvordan værket bliver født, og hvordan den kommer til verden. Jeg har været med til alt fra at give diverse musikalske og dramatiske noter, til scenerengøring, til lys og lyd programmering, trøstende og opildnede ord til de mange sangere og instrumentalister. Men kors hvor er jeg træt! Jeg kan mærke, at jeg er ved at være tæt på de 60, og ikke har lige så mange kræfter, som da jeg var 30. Det er bare et kæmpe arbejde at lave opera. Men hold da op, hvor er det sjovt. Og spændende. Og forfærdeligt. Men jeg er sikker på, at vores anstrengelser ender med en fødsel på en velvoksen og velskabt opera, der skriger og skråler, og bare vil ud i denne verden. Kigger på en vidunderlig solnedgang over de sjællandske marker og er bare spændt på, hvordan premieren spænder af.

Det kan jeg fortælle dig i det næste brev.

Indtil da, forbliver jeg din hengivne,

Andy-signatur

Categories
Dansk Forside

Brev #4

Holbæk, d. 13. april, 2015

 

Kære Carl,

Jeg fik ikke helt fortalt færdigt om min fysiske og musikalske opvækst i mit sidste brev, så jeg fortsætter, der hvor jeg slap.

Som teenager i USA, gjorde jeg mig fortrolig med den klassiske musik via mine klavertimer. Jeg var pludselig én som kunne bruges som akkompagnatør; jeg ledsagede min bror i Mozarts klarinet koncert, og ledsagede en god veninde i Mozarts fløjtekoncert, samt diverse tjanser som akkompagnatør for mit High School kor etc.  Men jeg havde samtidigt stiftet bekendtskab med al mulig anden musik. Specielt den amerikanske komponist Charles Ives gjorde indtryk på mig, takket igen været komponisten og dirigenten Leonard Bernstein fik jeg kendskab til Ives værker. Ives var for øvrigt samtidig med dig, kun ti år yngre, selv om jeg kraftigt tvivler på, at du har kendt til ham. Han blev først anerkendt i 1950’erne længe efter han var holdt op med at komponere musik som meget få mennesker gad høre på… En anden af mine store idoler, som også blev eksponeret takket være Bernstein (han stod for den musikalske opdragelse for en hel generation amerikaner) var George Gershwin. Han blev født da du var 33 år gammel, men han døde desværre alt for ung i en alder af 38, kun syv år efter din død. Han er nok én, som du ville betegne som ”foxtrotkomponist”, men hans ambitionsniveau for sin musik var tårnhøjt. Han besøgte Maurice Ravel for at få nogle komponist-tips, og især tips om at instrumentere, som Ravel jo var mester i. Gershwin skrev for symfoniorkester, han skrev opera, og jeg tror, havde han levet længere, var det blevet til meget meget mere. Men jeg elsker hans sprudlende energi, hans ubekymrethed for det næsten banale, det grænser (nogen ville synes overskrider- ) det svulstige.

Jeg spillede i marchorkester (slagtøj), spillede jazz, og popmusik. Jeg elskede popmusik. På dette tidspunkt, 1960erne, brød en gren af popmusikkulturen alvorligt igennem som hed ”Rock and Roll”. Musikere begyndte at spille på elektriske og elektroniske instrumenter, som blev opfundet på dette tidspunkt. Et tidspunkt, hvor amerikanerne sendte et rumskib til månen, med en masse tekniske og elektroniske landevindinger til følge. Rockmusikkens udbrud var samtidig med et stort verdensomspændende ungdomsoprør. Vi havde en mission, et budskab: ”Make Love, Not War”, ”All We Are Saying, Is Give Peace A Chance”. Vi blev kaldt ”Flowerpowergenerationen”. Og jeg husker, at jeg også ville spille Rock’n’Roll til mine klavertimer, men det nægtede min klaverlærer. Han mente at den klassiske musik var den eneste sande musik, og at den her ”Rockmusik-dille” ville dø ud om tre år, højst fire. Det var så ca. 45 år siden og Rockmusikken kører stadig på bedste beskub, og med mange nye forgreninger, og med et kæmpestort publikum. Man kunne med rette påstå at et stort flertal af mennesker på vores jordklode har rock musikken som deres eneste og fuldt ud dækkende musikalske udsyn, inklusivt mange af de politikere som bestemmer, hvor musikstøttekronerne skal flyde hen. Men det er en hel anden historie.

Jeg var i hvert fald (og stadig er) helt vild med denne Rockmusik. Jeg havde øret helt inde i radioen i så mange timer som jeg overhovedet kunne om dagen. På dette tidspunkt i mit liv var min familie flyttet til en by lidt syd for Los Angeles, som hedder Huntington Beach. Det rene paradis, rent vejrmæssigt. Et klima som Sydspanien, eller måske rettere Nordafrika, og lige på Stillehavskysten med lange dejlige sandstrande. Men når min storbror ville på stranden og bade (og kigge efter pigerne) ville jeg hellere blive hjemme og høre Rock’n’Roll-Radio, som jeg ovenikøbet optog på bånd, så jeg kunne genhøre det når som helst. Og hvis jeg endelig tog til stranden, var det med min transportable transistorradio med en dertil tilbygget højtaler, så jeg ikke gik glip af noget.

Jeg er ikke sikker på at du ville have billiget min musikalske opførsel, Carl. Jeg har læst, at du var meget kritisk over for de komponister, som du kaldte ”foxtrotkomponisterne”. Her tænker jeg på Jacob Gade, eller måske senere Kai Normann Andersen, som har adskillige danske hits på samvittigheden. Jeg har også forstået fra dine breve, at du ikke var særlig stor tilhænger af den amerikanske jazzmusik. Din omtale af jazzen i 1925 var: “disse dyrehavslyde og denne dødningeagtige, skeletranglende, frække og påtrængende jazz-musik.”. Kradse ord, Carl, om dette musikudbrud, som var i sin vorden i slutningen af dit liv, denne underholdningsmusik, denne underholdningsindustri, som du meget rigtigt fornemmede som en slags ”fare” i forhold til den ”klassiske” kompositionsmusik. Og ved du hvad? Du havde helt ret. Forstået på den måde, at den musik vi hører i radioen, den musik som folk hører på deres diverse lytte-apparater og fjernsyns-apparater, er denne musik. Den er blevet døbt ”Den Rytmiske Musik”, hvilket er en lidt underlig betegnelse – som om den musik vi andre beskæftiger os med er u-rytmisk eller a-rytmisk. De fleste penge, som bliver omsat i forbindelse med musik på jorden (og det er rigtig rigtig mange penge) er i forbindelse med denne musik. Den musik som jeg skriver, og den musik som mine komponistkollegaer skriver, findes simpelthen ikke for den almindelige dansker. Den fylder stort set intet i medierne, de skrevne medier såvel som de hørte og sete medier. Og efter min mening er vi ”klassiske” komponister selv skyld i denne dystre udvikling.

Denne udvikling hænger, for mig at se, ubrydeligt sammen med det store Central-Europæiske-Musik-Kulturs-Historie-Lokomotiv, som jeg så stiftede bekendtskab med, da jeg flyttede til Danmark som 16-årig i 1971. Grunden til jeg flyttede de over 8.000 km fra Huntington Beach til Virum var, at min far to år tidligere på sin sabbatorlov fra universitetet i Californien havde arbejdet i et år på August Krogh Instituttet i København. Laboratoriet var så glad for ham, at de slog en stilling op, som var hans, hvis han søgte den. Jeg husker lige så tydeligt da mine forældre spurgte, eller rettere meddelte mig og mine to brødre, ved en ellers helt almindelig aftensmad. ”Hvad ville I synes om at bo i Danmark? ”. Øøh… Jeg anede ikke hvor Danmark var i verden, og jeg husker at jeg kiggede i min geografibog, som havde et Europakort. Kortet var dog så lille at i stedet for navne i de forskellige lande, var der blot tal, og så kunne man læse i margen, hvad land de forskellige tal svarede til. Jeg tror at bogen var dårlig trykt, for Danmark var et tretal og Ungarn var et ottetal. Men typografen havde byttet om på de to tal i margen, og i lang tid, troede jeg at Danmark lå i Centraleuropa. Jeg kan også huske, da jeg ankom den første dag til Danmark, at jeg lyttede med forundring til dette underlige uforståelige sprog, som mindede mig mest af alt om regnvand der dryppede ned i en tønde. Hvordan skulle jeg nogensinde kunne ikke blot efterligne, men også forstå disse mærkelige lyde? Jeg blev kastet ind i en dansk niendeklasse, hvor der heldigvis var en Gertrud, og en Astrid, som hjalp mig enormt meget med udtale og grammatik, og jeg kom til at lære sproget rimelig hurtigt. Næste år videre til gymnasiet, Virum Statsskole, hvor jeg havde en god kammarat, Karsten, som hersede med min danske udtale, ordstillinger og andre mindre lødige aspekter af det danske sprog. Så da jeg var færdig med gymnasiet, kunne folk ikke længere høre at jeg ikke var dansk. Jeg tror også, at det hang sammen med en ikke ualmindelig trang til ikke at stikke ud, ikke være anderledes midt i puberteten.

Og det var i gymnasiet at jeg fandt ud af, at jeg ville være komponist. Da jeg startede i 1.g., ville jeg være videnskabsmand (ligesom far…) og læste den linje, som hed mat/fys. Altså ikke det fjerneste med musik at gøre. Faktisk valgte jeg musik fra og valgte formning, mest fordi jeg syntes, at jeg kendte til musik og ville lære mere om billedkunst, og kunst i det hele taget. Så da jeg skrev en sonate for violin og klaver (jeg spillede klaver og Ulla, som gik klassen over spillede violin), og det kom for øre af én af musiklærerne, kan jeg huske at på en cykeltur, hvor vi tilfældigvis cyklede hjem sammen, kom hun til at spørge, om denne Sonate, som jeg havde skrevet, også var i sonateform. Jeg måtte bede hende gentage spørgsmålet, og da det anden gang var lige så uforståeligt, måtte jeg spørge, hvad en sonateform var for noget? Hun var meget sød, og foreslog at jeg kunne læse i nogle bøger. Og så begyndte jeg at læse og opdagede, at der var en kæmpe verden, som jeg ikke kendte til. En verden af musikalsk struktur, musikalske systemer, melodik, harmonik, formlære… Og da jeg, færdig med tredje g., søgte optagelse til Det Musikvidenskabelige Institut i København, igen med hjælp og støtte fra violin-Ulla, der var kommet ind året før, fik min musikalske uddannelse endnu et nøk videre. Der lærte jeg endnu mere om musikkens hemmeligheder, men jeg syntes alligevel ikke, det var stedet for mig, for der var ingen fag som arbejdede kreativt med musikken. Jeg søgte derfor optagelse på Det Kongelig Danske Musikkonservatorium, og var så heldig at komme ind, på trods af en for lav teorikarakter. Og her blev jeg for alvor indviet i det store Central-Europæiske-Musik-Kulturs-Historie-Lokomotiv. Det er noget, som i høj grad var i gang i din levetid. Ja, det har været i gang i lang lang tid før din levetid. Siden renæssancen, sikkert også før. Den moderne version af dette lokomotiv plejer at blive hængt op på tre komponister, som var i Wien ved 1900 tallet; Arnold Schönberg, Alban Berg, og Anton Webern. Jeg plejer at tænke på dem som de tre A’er, men musikhistorikerne plejer at kalden dem ”Den Nye Wienerskole”, for at adskille dem fra den ”Gamle Wienerskole” – Beethoven, Mozart og Haydn. Jeg kalder denne ”Ny-Wiener-Skole” kunstretning for et lokomotiv, fordi, som et lokomotiv, så kører det på skinner. Det gør den fordi den har adopteret en, for mig at se, fejlagtig opfattelse, som jeg vil betegne ”historisk nødvendighed”. Historisk nødvendighed går kort fortalt ud på, at hvis begivenhed ”A” indtræffer, og begivenhed ”B” indtræffer, og man så tegner en lige linje mellem ”A” og ”B”, så kan man forudsige at begivenhed ”C” nødvendigvis må indtræffe – heraf historisk nødvendighed. For Schönberg, var den historiske nødvendighed den, at dur/mol-tonaliteten (det vi fagfolk kalder den funktions-harmoniske tonalitet) var kraftigt under opløsning, efter den blev udvidet næsten grænseløst af de senromantiske komponister med Richard Strauss og Richard Wagner i spidsen. Man kan sige at dur/mol tonalitet var punkt ”A” og de to Richards udvidelser var punkt ”B”. Så opfandt Schönberg punkt ”C”, nemlig den serielle musik, hvor alle de tolv kromatiske toner var lige gode, som også kaldes tolvtonemusikken. Han syntes, at det var en historisk nødvendighed, at musikken måtte gå denne vej, og beseglede dens skæbne med også at opfinde regler om, at de rester, som måtte være af den dur/mol-tonale musik, ikke måtte findes i denne nye moderne og rene musikform. De skulle støvsuges væk. Og det var også et frisk pust, og der er kommet nogle fantastiske værker ud af denne idé. Og det er jo en skøn kunstretning, for det er altid dejligt at køre på skinner. Så ved man da, hvor man skal hen. Det store publikum hadede denne musik, på nær en lille skare, som kunne se det visionære i denne kunstretning. Men det generede ikke Arnold, han skrev meget optimistisk i et brev til en ven, at om 100 år, da vil børn synge serielle rækker på samme måde, som de synger vuggeviser. Der gik han gruelig galt i byen. For de 100 år er gået. Og børnene synger ikke det der ligner serielle rækker – så langt fra. For historien kører ikke i rette linjer.

Men denne historie fortsætter, for efter den 2. verdenskrig, som jeg har fortalt dig om tidligere, så var det som om det Europa, som rent fysisk lå i ruiner, også lå i musikalske ruiner, og skulle genopbygges. Det var som om musikkens skæbne i denne efterkrigstid blev holdt i nogle få komponisters hænder, og disse komponister betragtede de tre A’er og Ny-Wiener-Skolen som deres store forbillede. Og så begyndte det store Central-Europæiske-Musik-Kulturs-Historie-Lokomotiv at køre for alvor. Fordi, hvorfor stoppe ved at tonerne skulle være lige vigtige? Når man hører de tre A’s musik, er der, på trods af at de har forsøgt at smide alt det dur/mol-tonale vraggods væk, stadig en espressivitet, som kunne lede hen til emotioner. Og var emotioner endnu et affaldsprodukt af den dur/mol tonale musik? Det kunne man også forsøge at smide overbord. Man kunne finde tonerne helt tilfældig, eller med maskinelle systemer, så nogen form for emotion ikke kunne sive igennem. Og hvad med tonerne selv – er de da ikke en rest at den forbandede dur/mol tonalitet, som igen kan lede hen til espressivitet og emotioner. Hvad med at skrotte tonerne helt. Hvad med at bede musikerne om at spille kun støjlyde på deres instrumenter. Eller hvad med at lave en musik som kun består af stilhed. Alt dette og mere er en del af den store Central-Europæiske-Musik-Kulturs-Historie-Lokomotivs projekt. Og da jeg kom ind på konservatoriet syntes jeg, at det var enormt spændende. Sikke meget man kunne eksperimentere med, og gør oprør med. Men jo mere jeg beskæftigede mig med det, jo mere fornemmede jeg, på trods af at alt kørte på skinner og det hele var forkromet og fint, at det var en musikalsk blindgyde for mig. Det førte mig ikke i den retning, hvor jeg ville hen. Men hvilken retning ville jeg så hen? Det er spørgsmålet, Carl. Jeg ved det faktisk ikke helt. Jeg har nogle ideer, nogle fornemmelser. Så jeg piller lige så stille rundt på mit lille røde løbehjul, langt væk fra de Central-Europæiske-Lokomotivs-Togskinner. Nogen gange går det i cirkler, nogen gange flytter jeg mig ikke ret langt, og i hvert fald ikke i en lige linje, men jeg har det godt med at finde min egen vej. Og jeg er ikke spor alene – jeg møder flere komponister, som udforsker deres egne veje på rulleskøjter, gåben, og andre selvopfundne transportmidler. Jeg kan savne nogen gange, at vi ikke er flere, der sammen finder vej, for det er lidt ensomt, og måske lykkes det i fremtiden at finde en fællessti uden for togskinnerne, hvem ved.

Vi skrives ved om fjorten dage,

Indtil da, forbliver jeg din hengivne

Andy-signatur

Categories
Dansk Forside

Brev #3

Holbæk, d. 30. marts, 2015

 

Kære Carl,

Jeg har tænkt mig at brug dette brev til at fortælle lidt mere dybtgående om mig selv. Jeg tror at det er vigtigt for dig at vide, for at du kan forstå nogle af mine musikalske udgangspunkter, og derved mange af mine musikalske valg.

Jeg er i alle henseender dansk – jeg har dansk pas, jeg er dansk gift, jeg taler dansk, skriver dansk – og dog, på mange måder er jeg slet ikke dansk. Som en af vores mest berømte nulevende skjalde, Benny Andersen skriver:

(…) Findes der nogen mere danske end danskerne?
Efterkommere af Danerne
en folkestamme i Sverige
invaderede vort land en gang i 300-tallet
mens de oprindelige danskere
Herulerne
de ædle og tapre
men talmæssigt underlegne Heruler
blev fordrevet af de grumme svenske Daner
måtte flakke hjemløse om i datidens Europa
i flere hundrede år til det omsider
lykkedes nogle få tusinde af disse urdanskere
at nå op til Sverige og bosætte sig der
under den tvivlsomme betegnelse svenskere

I får spørgsmålet endnu en gang
og tænk jer grundigt om før I svarer:
Findes der nogen mere danske end danskerne?

Det korrekte svar er:
Ja!
Svenskerne!
De er de autentiske og egentlige danskere
Som jøderne i ørkenen drages de bestandig
mod det forjættede land
der flyder med øl og bacon
men i syttenhundrede år har været okkuperet
Af hvem ?
Af svenskere!
Af os!

Ikke så sært at Skåne
kræver Danmark tilbage…

Så altså ifølge Benny Andersen, er selv danskerne ikke engang danske. Men jeg…

Jeg er endnu mindre dansk. Jeg er født og opvokset i Sydcalifornien i De Forenede Amerikanske Stater. Og mine forældre er begge andengenerationsindvandrere i USA, idet alle fire af mine bedsteforældre er født i Østeuropa og emigrerede til USA. Lidt spredt imellem Ukraine, Rusland og Belarus. De var alle af jødisk slægt, og flygtede fra Europa på et tidspunkt, hvor jødehadet bølgede højt. De familier, som mine bedsteforældre efterlod, blev udslettet i den verdenskrig, som fulgte lige efter din død, og som efterlod Europa i ruiner både fysisk og psykisk, og mellem 5 og 6 millioner jøder myrdet. Da jeg voksede op, kendte jeg kun min farfar, da mine andre tre bedsteforældre desværre døde i en tidlig alder, og han var ikke én som talte ret meget om gamle dage. Jo, for resten, jeg kan huske at han fortalte mig en historie om, at han var familiens sorte får, og at han som knægt sammen med nogle venner have fremstillet en pistol af et stykke rør. De havde fundet en patron, som de ville affyre mod siden af en lade. Det var vist lykkedes at fyre ”pistolen” af uden af nogen kom til skade, men det blev selvfølgelig opdaget, og knægtene fik en ordentlig røffel. Om det var derfor han blev sendt væk i lære som fotoretouchér, og siden sendt videre til USA, ved jeg faktisk ikke.

På min mors side kendte jeg som sagt hverken min mormor eller morfar, men jeg kendte faktisk min oldefar, som først døde da jeg var 13-14 år gammel. Han var en værre lømmel, har jeg på fornemmelsen. Jeg husker, at vi besøgte ham på en ”alderdomscenter” i Californien – dejlige pastel bungalows, skønt vejr helet året rundt. Jeg kan huske, at mine forældre spurgte ham hvordan det var. ”Det var såmænd meget godt… men damerne er bare så gamle”, sagde ham. Og på dette tidspunkt var han vist over de firs. Han solgte Singer symaskiner i Ukraine som ung mand, og han var gift ind i en familie af stærke kvinder. Hans kone og hans svigermor (der nævnes aldrig nogen mænd i de historier jeg har hørt) ejede en lille købmandsforretning. Det hed sig at han var en stor økonomisk belastning for denne forretning, så da han valgte at tage til USA – han var på dette tidspunkt far til fire børn – jeg forestiller mig at han tog afsted en dag for at opkræve afbetalinger på sine symaskiner, og bare aldrig vendte om før han nåede New York – var konen og svigermor ikke frygtelig kede af det. Dette må have været i det tyvendeårhundredes første årti, for jeg har også hørt historier om, at han skrev til konen efterfølgende, at hun skulle pakke børnene sammen og tage til New York for at bo sammen med ham. Hun skrev tilbage til ham, at det kunne hun virkelig ikke, om han havde lagt mærke til at der var en verdenskrig, som hærgede Europa på dette tidspunkt, og om han syntes, at hun skulle rejse med fire børn igennem et krigshelvede, og i øvrigt havde hun det lige så godt der, hvor hun var? Så han blev i New York, og de blev i deres lille shtetl i Ukraine. Indtil en skæbnesvanger nat ved påske tid. Påsken har altid været en tid, hvor jødehad har haft gode vilkår, da det naturligvis er her, hvor de kristne sørger over Jesu død. Og hvem har slået Jesus ihjel? – det har jøderne! Og så var der for øvrigt rygter om, at jøderne bortførte små kristne spædbørn og drak af deres blod og så videre. Her må de være blevet advaret om, at der var uro, for historien var, at den katolske præst havde foreslået, at børnene skulle gemmes i kirken den nat. Nogle ”bøller” brød ind hos min oldemor, og i en håndgemæng (jeg tænker at de ville voldtage hende) skød de hende. Det ene af de fire børn var af en eller anden grund ikke kommet over i kirken og overværede skyderiet. Det var min onkel Ernest. Han var først i sine halvfjerdsere, før han fortalte sin familie om denne historie, så traumatisk var den. Min oldemor var hele natten om at dø, de havde nærmest skud hendes ansigt af.

Livet måtte gå videre – de fire børn skulle genforenes med deres far i New York, så de blev sendt afsted (første verdenskrig var veloverstået) ledet af min bedstemor, som var storsøster, og på dette tidspunkt var 16 år gammel. Hun møder min morfar David på båden til USA, og min mor fødes i New York i 1924. Hun og min far vokser op i New York sammen, de er barnevenner, og på et tidspunkt finder de ud af, at de skal giftes, og de flytter til Los Angeles.

Og der bliver jeg så født i 1955. Jeg plejer at skrive i mine komponist-CV at jeg er født i Hollywood, for det lyder enormt glamourøst… Faktisk er Hollywood lidt af et skod sted. Det er et sted hvor mange håbefulde mennesker er flokkedes til i tidernes løb, for at opnå en drøm om at være med i filmindustrien; et sted hvor få drømme er lykkedes og mange drømme bristedes.  Men det hospital, som jeg er født i ligger faktisk på Sunset Boulevard, ét af Hollywoods mere berømte strøg. Det er faktisk slutningen (eller begyndelsen?) af den berømt Route 66. Så kom ikke her!

Men jeg er altså vokset op i Øst Los Angeles i en lille bydel som hedder Monterey Park. Og selv om hverken min mor eller far er musikere, har jeg mange musikalske minder fra min barndom. Begge mine forældre spillede instrumenter. Min far, som var gammel sømand, spillede flere nemt transportable instrumenter, som lige kunne trylles frem på et skib. Han spillede ret habilt på mundharmonika, på mandolin, og på concertina, en ottekantet trækharmonika – et rigtigt sømandsinstrument. Og min mor spillede på guitar, og så sang hun (det gjorde de i øvrigt begge to). Jeg husker som barn, at om aften læste min far op af sådan noget som Jules Vernes ”Twenty Thousand Leagues Under the Sea”, som min storbror, Jon, og min lillebror, Tim, hørte på. Men det gad jeg ikke. Jeg ville hellere høre min mor synge sange fra den store ”Fireside Book of Folk Songs”. Jeg kunne ikke læse, og slet ikke læse noder, men kunne kende sangene på de billeder, som ledsagede dem. Og jeg kunne høre dem om og om igen. Jeg husker også, at noget af det bedste jeg kunne få i gave var en grammofonplade, og at det hændte, at min mor og far købte en gamle plade på loppemarked med folkemusik eller en gammel slager. Lige meget hvad det var, hørte jeg det om og om igen indtil rillerne var nærmest slidt igennem. Og min mor har fortalt en historie, som jeg ikke selv husker, jeg må have været 3 eller 4 år gammel. Vi var ude at købe ind i et supermarked, bare os to, og på én eller anden måde var jeg blevet væk fra hende. Hun blev helt febrilsk, og styrtede rundt i butikken, så slog det hende, at jeg måske var gået udenfor ud i trafikken, og styrtede rundt udenfor og spurgte forbipasserende, om de havde set en lille dreng; fik ledelsen til at kalde over højtaleranlægget og blev ret ud af det. Der var det specielle ved dette supermarked, at de havde engageret en musiker til at spille på kinoorgel, som en slags reklame for at trække kunder ind i butikken. Til sidst fandt min mor mig med hænderne bag ryggen fuldstændig hypnotiseret af denne organist. Tiden var fuldstændig holdt op med at eksistere for mig, og – i min bevidsthed – var jeg da slet ikke blevet væk. Det er nok derfor jeg ikke kan huske det. Jeg tror ikke det kan have varet meget længe før jeg begyndte at plage om, at jeg ville lære at spille klaver. Jeg kan huske at mine forældre bestemte, at jeg første måtte begynde da jeg blev syv år gammel, hvad jeg syntes var helt urimeligt. Det skulle være NU! Og jeg husker, at de købte et klaver, som stod i huset i nogen tid før den magiske alder af syv år indfandt sig. Og jeg elskede at spille klaver – jeg var bare ikke så flittig med at øve mig, for det var kedeligt. Og min mor har siden fortalt mig, at hun altid kunne true mig med at stoppe klaverundervisning, når jeg sløsede med øvningen – hvad hun aldrig turde med min bror Tim. Hun var bange for at han bare ville sige: ”Fint, så siger vi det… ”.

Min storebror Jon spillede klarinet, og jeg husker meget tydeligt én dag, han kom hjem fra sin klarinettime med noget ny musik. Han havde en rimelig avanceret klarinetlærer, som gerne ville stimulere sine elever med det allernyeste – blandt andet kan jeg huske, at Jon kom hjem med en klarinetsolo af Igor Stravinski. Men denne dag kom Jon hjem med noget klarinetmusik, som hans lærer syntes at han skulle høre. Det var alt for svært at spille selv. Det var en klarinetkoncert af en dansk komponist, der hed Carl Nielsen. Denne musik var bare en åbenbaring for mine ører. Jeg havde aldrig hørt sådan noget musik før. Efter jeg havde hørt det første gang, måtte jeg høre det igen. Og igen. Jeg kunne simpelthen ikke få has på den. Og jeg kan stadig høre denne koncert og forundres over dens friskhed, dens fandenivoldskhed. Og grunden til at jeg kunne høre din klarinetkoncert, spillet af New York Philharmonic Orchestra med soloklarinettist Stanley Drucker, skyldes dirigent/komponist Leonard Bernstein, som i 1960erne opdagede din musik, og udgav, som det første, din 5. symfoni i 1962. Inden dette, tror jeg ikke, at du var så international udbredt som komponist. Men Leonard Bernstien har bevirket, at en hel verden har fået ørerne og øjnene op for din musik. Han har dirigeret det med en fyndighed, som nogle mener måske er lige i overkanten, men jeg tror at danskerne fik genhørt din musik på en ny og anderledes måde. Siden har adskillige meget dygtige danske dirigenter generobret din musik, og der er utvivlsomt noget meget dansk over din musik, men samtidigt er der noget meget fremmed… Det er en mærkelig blanding. Men altså inden jeg overhovedet vidste hvad eller hvor Danmark var for et land, stiftede jeg bekendtskab med din musik!

Kære Carl, jeg bliver nødt til at afbryde min fortælling om mig selv og mine musikalske rødder her. Jeg har lovet at være dirigentvikar på min opera de næste par dage, og det skal jeg forberede, så jeg fortsætter min beretning, og fortæller dig, hvordan det kan være at jeg havnede i Danmark som 16årig, og har boet her siden. Vi tales ved om fjorten dage.

Indtil da, forbliver jeg din hengivne,

Andy-signatur

Categories
Dansk Forside

Brev #2

Holbæk, d. 16. marts, 2015

 

Kære Carl,

Nu er der gået 14 dage, siden jeg sidst har skrevet. Der er sket en del i den mellemliggende tid – det vigtigste for mig var, at i mandags startede der prøver på min seneste opera, ”Andre Bygninger” på Den Fynske Opera. Og ja! Der er en opera på Fyn! Den har til huse i det, som du husker som ”Rosenhaven” ved Odense Å. I din tid husker du det vel mere som et sted, hvor der blev spillet varieté, og kabaret, altså mere underholdningspræget musikteater. Jeg forestiller mig heller ikke – lidt af samme grund –  at du nogen sinde har besøgt stedet. Det er faktisk der, at sangen ”Sejle op ad Åen”, som er en kæmpe folkelig succes, og som jeg vil skyde på alle nulevende danskere har et forhold til, blev uropført i 1895; og måske havde du også kendskab til denne landeplage? Den Fynske Opera havde i al fald sin start i 1946, hvor den eksisterede i 16 år. Og i 1996, blev den genoplivet som et hus, der primært beskæftiger sig med nyere opera og ledes nu af operachef Jesper Buhl, som er en meget begavet operasanger, og som også er min gode ven.

Jeg har rigtig meget lyst til at fortælle dig lidt om dette operaprojekt, og det håber at du vil tilgive mig, da det er lidt en omvej i forhold til mit primære sigte med vores korrespondance… Omvendt har du vel ikke en hulens masse at lave lige nu, så altså; for fire år siden, så var det ved at være lidt vanskeligt for mig at finde arbejde som komponist. Verden har nylig (i 2008) gennemgået en omspændende finansiel krise, som i størrelsesorden måler sig med krakket i 1929, som du oplevede sidst i dit liv. Jeg er ingen økonom, men det er mit indtryk at krisen i 2008 var endnu voldsommere end den i ’29. Men hvorom alting er, så var det for ca. 5-6 år siden, omkring ’10-’11,  så godt som umuligt for mig at finde arbejde og tjene penge som komponist. Det var så voldsomt, at jeg begyndte at kigge efter andre muligheder at tjene til livets ophold. Og tag endelig ikke fejl – jeg er ikke sart. Jeg ved at det er et stort privilegium at jeg overhovedet får lov til at hellige mig at komponere musik, og i virkeligheden ligger det mig altid på sinde, at det er en tilstand, der umulig kan vare ved. På et eller andet tidspunkt skal jeg vel have mig et ”ordentligt” arbejde. Men tilfældigvis havde jeg lige på dette tidspunkt fået en invitation fra Statens Kunstfond om at deltage i et møde, hvor ”huskomponistordningen” blev diskuteret. Af én eller anden grund syntes jeg at det var vigtigt for mig at deltage i dette møde. Indtil dette tidspunkt var huskomponistordningen centeret omkring tilknytningen af en komponist til et symfoniorkester, eller et af de landsdelsensembler, som vi har rundt om i Danmark. Tilknytningen havde indtil da haft en varighed på mellem et til to år alt efter projektets beskaffenhed. Mødet gik ud på at diskutere, hvor vidt denne ordning kunne udvides til at omfatte andre institutioner end lige symfoniorkestre, og et eksempel på, at en komponist allerede var blevet knyttet til en større provinsby, blev fremført. Her indgik komponisten i samarbejder med de lokale kor og orkestre. Han udtænkte forskellige ”lydinstallationer” som folk på gaden kunne opleve på vej til eller fra arbejde, og meget andet. Disse ideer kørte rundt i hovedet på mig i dagene efter dette møde, og det varede ikke længe før jeg kontaktede Jesper Buhl, på Den Fynske Opera. Hvad han synes om at knytte mig som huskomponist til Den Fynske Opera i hele tre år? At skrive en opera i løbet af disse tre år, men samtidigt at skulle undersøge forskellige aspekter af en operas anatomi i løbet af dens tilblivelse, ved at lave et antal ”træf”, eller seminarer? Jeg foreslog et ”publikumstræf”, et ”forfattertræf” og sågar et ”operamusicaltræf”, hvor jeg forsøgte at blande operasangere og musicalsangere sammen for at se hvad dette kunne afstedkomme. Jeg skal fortælle dig at Musical, som genre, er blevet ekstremt populær i Danmark. Så populær, at der findes et Statsligt Musicalakademi i Fredericia, som jeg kom til at samarbejdede med i forbindelse med det sidste ”træf”. Alle disse træf skulle målrettes mod til sidst at skrive en større opera. Statens Kunstfond syntes også, at det var en god idé. Og fire år senere er det såmænd denne opera, som vi har startet prøver på.

For så igen at spole frem til i mandags: Det er en fantastisk oplevelse at komme ind i et prøvelokale og høre, for første gang, alle de noder som jeg har brugt tre år på at skrive; at de tilsammen virkelig kan blive til musik. Jeg ved, at du har prøvet det indtil flere gange, og for mig har det altid en magi, som ikke kan beskrives. Vi komponister adskiller os fra andre kunstnere – lad os sige billedkunstnere, ved at vi er nødt til at meddele os igennem andre kunstnere før vores kunst bliver realiseret. Billedkunstneren maler på sit lærred, og når vedkommende er tilfreds, er billedet færdigt, og det kan udstilles. Og vi tilskuere ved, at præcist sådan har billedkunstneren ønsket at hendes billede skulle se ud. Men for en komponist (og her er jeg nødt til at tilføje: partiturkomponist) skriver jeg et partitur, som indeholder en masse små pletter på en masse vandrette streger, som så skal fortolkes af nogle musikere. Partituret indeholder en mulighed for musik, det er faktisk ikke musik i sig selv. Det bliver først til musik, når det bliver fortolket af de pågældende musikere, som skal opføre værket. Rigtig mange mennesker synes, at det må da være en ulempe, at komponisten ikke kan være helt sikker på, at hans musik vil blive tolket lige præcist, som han havde tænkt sig det. Men jeg synes tvært imod, at det er en fantastisk mulighed for at der kan pustes yderligere lag af liv ind i musikken – lag som jeg aldrig ville kunne have realiseret med mine ringe evner som musiker eller totalt manglende evner som sanger. Og det er her vores metier som komponister virkelig kommer i fokus, nemlig evnen til at kommunikere via de trykte noder, hvad det er, som vi egentligt gerne vil høre; hvordan musikken skal klinge. Det er ikke gjort alene ved at skrive en masse noder. Det kræver også på forhånd en forståelse for det komplekse sammenspil mellem musikkens mange parametre; dynamik, frasering, artikulation, harmonik, rytme, metrum, melodik, polyfoni, formdisposition, klang, og jeg kunne blive ved og ved. Det er det, som i sin tid fascinerede mig ved kompositionsarbejdet, og som fascinerer mig den dag i dag. Det er så komplekst et arbejde, at den menneskelige hjerne næsten ikke kan begribe det – i hvert fald kan vi ikke give en semantisk eller videnskabelig opskrift på, hvordan man skriver et godt stykke musik. Det er prøvet i øvrigt – vi har maskiner, som vi kalder computere, og der var forskere som har forsøgt at programmere en sådan computer til at skrive 1800tals musik. Og det var den kedeligste musik, som jeg nogensinde havde hørt.

Nå, men jeg fortaber mig – prøven var fantastisk! Det er et drømmehold af sangere, og vi synes alle at operaen, som hedder ”Andre Bygninger”, har alle muligheder for at blive rigtig fin. Nu ligger der fem ugers prøvearbejde foran os for at indstudere den ca. to-en-halv-timers lange opera. Og vi er meget ambitiøse! Vores instruktør, Daniel Bohr, vores scenograf Marie Ì Dali og vores dirigent, Claus Efland har meget store planer for denne opera, så jeg tror at taget i Rosenhaven kommer til at lette lidt til premieren. Vi for se…

Men jeg har haft en dobbelt agenda med den uge, hvor jeg havde indlogeret mig i Odense i forbindelse med prøverne til ”Andre Bygninger”. Jeg tænkte nemlig, at jeg kunne bruge tiden uden for prøvetiden til at gå Erling og Rasmus (det er dem med ”Lyden af Fyn”) efter i deres fodspor med at undersøge lyden af Fyn. Jeg nåede langt fra alle de steder, som de havde besøgt, og det var mig slet ikke muligt at besøge de mennesker, som de havde været i kontakt med, men jeg ville bare se om jeg kunne komme nærmere, hvad lyden af Fyn egentlig var for en størrelse.

Om tirsdagen brugte al min ledig tid til at lytte til Odense. Jeg var lidt tidlig oppe om morgen, så jeg tænkte at spadsere lidt i Odenses gader om morgen ca. kl. syv og se, hvad for nogle lyde og indtryk jeg kunne samle. Jeg gik ad filosofgangen igennem nogle baggårde, solen var allerede ved at skinne fra en skyfri himmel, der var en tidlig smag af forår i luften. Fuglene sang, især hørte jeg solsortene (jeg hører dem slet ikke i Holbæk endnu). Jeg gik nu af Vestergade, på vej mod Rådhuset, og så hørte jeg…. Maskinlarm – biler, lastvogne, fejevogne, skraldevogne, mænd med trykluftshammere, som arbejdede på en bygning, og så hørte jeg biler, biler, biler! Du aner ikke hvor mange køretøjer vi har i dagens Danmark. Ca. 2.2 millioner! Altså ca. et køretøj for hver anden indbygger i Danmark. Og de larmer! Der er ikke en plet i Danmark lige meget hvor langt ud på landet man går uden at man kan høre billarm. Og det er også lyden af Fyn. Nu tror jeg at jeg var uheldig lige med at tro at morgen var et godt tidspunkt, hvis jeg skulle opleve en rolig og afslappet Odense. Morgenen er selvfølgelig det tidspunkt, hvor arbejdet begynder, og ting skal laves. Retfærdigvis skal jeg sige, at hele Odense centrum er ved at blive gjort bilfri, hvilket er en fantastisk god ide. Men varer skal transporteres også til de butikker, som ligger i det bilfrie område, og det skal logisk nok ske om morgenen.

Jeg gik også en aftentur, og på det tidspunkt kunne jeg fornemme en anden lyd – nemlig lyden af mennesker. Der er mange mennesker på gaden i Odense – og mange unge mennesker – Odense er en stor uddannelsesby med universitet, universitetshospital, konservatorium, skuespilskolen, erhvervsskoler og meget andet. Der er liv, der er snak, folk virker glade og har meget fremdrift. De har sikkert alle de problemer, som mennesker nu har, men jeg fornemmer en gennemgående åbenhed og glæde ved livet. Andre storbyer kan udstråle en mere reserveret og til tider en mistænksom, eller ligefrem aggressiv atmosfære. Det fornemmer jeg aldrig i Odense.

Næste dag valgte jeg at tage til Fåborg efter prøverne og se, hvordan den by lyder. Og her skete der noget meget ejendommeligt Carl, for mens jeg kørte ud af Odense, havde jeg tændt for radioen, og hvilken musik hører jeg? Din 5. symfoni – og ovenikøbet lige præcist slutningen af første sats af femtesymfonien fra ”Adagio non troppo”, som langsomt går over i slagsmålet mellem blæserne, messing og strygerne med ledsagelse af din berømte lilletromme. Lige den musik har en kæmpe betydning for mig, og tanken slog ned i mig; prøver du at fortælle mig noget? Er jeg på rette spor? Eller er det bare tilfældighedernes spil? Hvorom alting er, ankom jeg til Fåborg ca. kl. 19, og kørte ned til havnen for at fornemme lyden der. Der var meget stille. Ekstremt stille – dog stadig lyden af biler, der kørte forbi på havnevejen. Men ellers ingen andre lyde end et skib, der brummede. Og så var der nogle søfolk fra flåden eller kystvagten, som skulle på øvelse på et af deres skibe. De virkede meget joviale, og syntes at hygge sig med deres foretagende. Jeg gik lidt rundt, også fordi jeg skulle finde et sted at spise aftensmad. Det viste sig at være lidt svært, fordi alle udskænkningsstederne var lukkede. Og byens gader var fuldstændige øde, der var ikke en sjæl på gaden. Jo, jeg så tre kvinder som talte dæmpet og kiggede lidt på udstillingsvinduer på vej et eller andet sted hen. På et tidspunkt kiggede jeg op og så en fuldstændig stjerneklar himmel, og tanken gik igennem mig: hvordan lyder en stjerneklar himmel i en by, hvor der ikke er en sjæl på gaderne? Jeg fandt endelig byens eneste åbne restaurant – en italiensk restaurant, hvor jeg var den eneste gæst i et lokale, som snild kunne rumme mindst halvtreds mennesker. Værten var en milaneser på min alder, og han spillede italiensk pop musik fra 1950’erne og 60’erne – en musikgenre, som jeg sætter umådelig stor pris på. Men ellers var Fåborg en meget stille by… Måske skulle jeg prøve igen en anden gang… om dagen…

Om torsdagen valgte jeg at besøge din fødeby, Nørre Lyndelse. Jeg har besøgt den før, men jeg ville bare forsøge at mærke lyden af den også. Jeg parkerede i nærheden af kirken i Super Brugsens (en slags købmand) parkeringsplads. Nørre Lyndelse ligner ikke ret meget nu om dagen, nærmest bare en stribe huse på vejen mellem Odense og Fåborg, med en Kinagrill og et par benzintankstationer. Nå ja, og så dit barndomshjem, som vist ikke er dit oprindeligt barndomshjem, som er blevet revet ned. Det er desværre lukket om vinteren, så jeg kunne kun se ind af vinduerne. Men der er en meget smuk kirke, som du ved – og pludselig slog tanken ned i mig om din far, Niels Maler, eller din mor Maren Kirstine var begravet der. Jeg kiggede på gravsten efter gravsten uden at blive klogere, indtil graveren, som var i gang med en ny grav, indfandt sig. Jeg spurgte om han vidste om Niels Maler Jørgensen var begravet her, og han svarede, at det mente han ikke, men at Blinde Anders var begravet der. Så vi fandt hans sten, og jeg lyttede til hans stilhed. Jeg fandt også gravstedet for Godsejeren af Brandstrup og hans familie, der hvor du arbejdede som gåsedreng som barn. Jeg fandt også din kone, Anne Maries statue (af dig?) af et drengebarn med en træfløjte – en glad Pan – meget romantisk, ledsaget af lyden af bilernes susen på landevejen.

Min sidste destinaton var Lindebjerg, hvor Erling og Rasmus havde en stor oplevelse med nogle beboere der. Beboerne gjorde rede for at stedet havde sin egen lyd, en lyd, som de ovenikøbet kunne synge eller nynne. En slags mystisk langtrukken tone… Og det sjove var, at Rasmus, som var vokset op i nærheden, kunne nikke genkendende til denne lyd. Så jeg kørte på må og få for at finde denne landsby, som rent faktisk var en samling gårde. Og inden jeg vidste af det, var jeg kørt igennem og forbi. Jeg parkerede ved landevejen et stykke derfra, og nød igen den høje blå himmel og solens stråler, som lige så småt var begyndt at få lidt magt. En piblende fornemmelse af det forår, der er på vej. Og lige der; lige der fornemmede jeg – ikke lyden af Fyn – men klangen af Fyn. Det gik op for mig, at jeg måske havde fat i en forkert tanke. I stedet for at finde frem til lyden af Fyn – ville det måske give mere mening – for mig – at lede efter klangen af Fyn. Og midt på denne mark – lige dér – kunne jeg fornemme en klang – en klang af ro, af blidhed, af åbenhed, af stilhed. Måske er det noget, jeg bilder mig ind, men jeg tror, at jeg vil prøve at gå efter denne fornemmelse fremover, og se, om det kan tilføre en mening med den musik, som jeg skal skrive.

Jeg pukler i al fald videre med det, og skriver igen om fjorten dage.

Indtil da, forbliver jeg din hengivne,

Andy-signatur

Categories
Dansk Forside

Lyden af Fyn breve

Brev #1
Brev #2
Brev #3
Brev #4
Brev #5
Brev #6
Brev #7
Brev #8
Brev #9
Brev #10
Brev #11
Brev #12
Brev #13
Brev #14
Brev #15
Brev #16