Holbæk, d. 27. april, 2015
Kære Carl,
Fredag, d. 17. april
Jeg ved ikke, hvor sammen hængende dette brev lige bliver. Just nu befinder jeg mig i et tog på vej fra Holbæk til Odense for at overvære en prøve (gennemspilning!) af min opera, ”Andre Bygninger”, der har premiere om en uge. Der er gået ”kuller” i den, som der altid gør til sidst i en indstudering, men denne kuller synes lige en tand mere end sædvanligt. Det er min skyld, naturligvis. Jeg har skrevet en al for stor opera til Den Fynske Opera på alle ledder og kanter. Men som humlebien, som ifølge fysikkens love ikke kan flyve, vil vi, som humlebien, flyve på smukkeste vis, takket være alle de dedikerede medvirkende, som slider og slæber med meget mere og andet, end de burde. Jeg er sikker på det – det kan bare ikke ses lige nu…
På grund af al denne stress, har jeg tænkt mig at skrive lidt dagbogs-agtigt, og det er dér at min bekymring for sammenhængen kommer. Hvorom alting er, så sluttede jeg sidste brev i en større musikhistorisk palaver, som naturligvis står for min helt egen regning, og da jeg ikke er musikhistoriker, er det blot en enkelt komponists udsyn på det store og komplicerede historiske vue. For lige at binde en sløjfe på disse tanker, ville jeg gerne vende tilbage til din musik, Carl, for det er også min bestemte mening, at du lykkedes med at finde din egen vej i denne opbruds tid. En vej som ikke lige var på den store Central-Europæiske-Musik-Kulturs-Historie-Lokomotivs skinner. Netop din klarinetkoncert synes jeg er et udtryk for denne nytænkning. Det er så vildvoksende, og dog samtidigt stramt i sit formsprog, så smukt harmonisk og melodisk. Og du smider ikke barnet ud med badevandet! Værket har helt klart rod i både din egen musik, og en ny modernitet, men holder samtidigt fast i dine musikalske rødder, helt tilbage (for mig at høre) til din Fynske opvækst. Det er for mig en væsentlig side af kompositionsarbejdet – at holde fast i sine rødder – og på denne måde er du et stort forbillede for mig som komponist.
Nu forsøger jeg så at komme tilbage til mit oprindelige spor, for alt dette her handler jo om, at jeg skal skrive denne symfoni ”Lyden af Fyn”. Og jeg må til at komme i gang med at skrive. Altså på papir, for der kører en hel del rundt i hovedet på mig, rent musikalsk. Mine første tanker kredser om værkets storform. Det er ekstremt svært for mig at skrive en symfoni, ved bare at starte i den ene ende og komponere løs indtil man når en slutning. Det er jeg sikker på at du ved alt om, og formodentligt er enig med mig i. Det svarer til at en kunstmaler går i gang med sit maleri i et hjørne af billedet og slutter i det modsatte hjørne. Jeg er nødt til at have en fornemmelse for, hvad jeg vil i store træk. Det betyder ikke at jeg ikke kan ændre denne mening, hvis musikken viser sig at ville en anden vej, men ét eller andet skelet må jeg have, som jeg kan hænge musikkens kød op på.
I min erfaring er der fem arketypiske storformer, som et musikværk kan antage. Butterfly-formen, Rødspætte-formen, Pølse-formen, Kile-op-formen, og Kile-ned-formen. Nu taler jeg ikke klassik formlære, med sonate, rondo, fuga, passacaglia, menuet og alle de andre klassiske former, som denne formlære udgør. Her taler jeg rent musikalske energi-former. Lad mig tage dem i rækkefølge, bare så du forstår min tankegang.
Butterfly-formen er, for mig, den helt klassiske energiform. Stort set alle wienerklassiske symfonier er i Butterflyform. Lad os bare tage et eksempel: Mozarts symfoni nr. 40. Første sats starter med en stor energi manifestation, som samles til endnu mere energi til endnu flere energiudladninger. Midtersatserne 2 og 3 falder i energi, bliver mere indadvendte, for i fjerdesats igen at samle og udlade næsten endnu mere energi end førstesatsen. Så hvis man afbildede værkets musikalske energi på et stykke papir, med energiniveauet på den lodrette led, og tiden på den vandrette led, vil man til sidst have tegnet en butterfly (en meget ujævnt en, men dog alligevel…). Din egen Espansiva symfoni er i denne Butterfly-form.
Rødspætte-formen er for mig at se den arketypiske modernistiske form. Den starter i nulenergi, ophober mere og mere energi undervejs, forbruger denne energi og slutter så i nulenergi igen. Altså noget der starter i ingenting, bliver til en hel masse, og slutter igen i ingenting. Faktisk den ”modsatte” eller komplementære form af Butterflyformen. Din egen ”Helios Ouverture” er et godt eksempel af Rødspætteformen. Denne form har været en yndlingsform for den nyere kunstmusik, og er blevet noget slidt på grund af dette overforbrug.
Pølse-formen er, som navnet antyder, en form der hverken skaber, forbruger eller ændrer i energiniveau. Jeg ved ikke, om jeg kan komme på musik, som du kender, Carl, som er i Pølse-form. Jo, det skulle da være noget af Erik Saties musik, Altså den musik, som han fremførte som musik, som skulle have samme funktion som en lænestol. Den var der altid, og ændrede sig for så vidt ikke, lige som en lænestol. Man kan vælge at sidde i den (altså lytte til- skrue op for musikken) når man vil, og rejse sig (forlade- slukke for musikken) når man vil. Man kunne kalde det en form for ”tapetmusik”. Siden hen er der en amerikansk musikretning, som hedder ”minimalistisk” musik, som man vel kunne sige var i forlængelse af denne tanke, og som tit er i Pølseform. Rigtig meget popmusik er i Pølseform. Energiniveauet er ens fra start til slut.
Nu skal jeg snart af i Odense, så jeg må slutte her – jeg er så spændt på, hvor langt holdet er kommet med indstuderingen!
Mandag d. 20. april:
Så sidder jeg i bussen igen på vej til Odense. Vi har haft to fine prøver, den ene gennemspilning, som jeg omtalte, og i lørdags havde vi første orkesterprøve sammen med musikerne, den såkaldte sitzprobe, idet alle sidder ned (også sangerne) og der ikke er nogen dramatisk bevægelse. Man musicerer bare. Og det var fantastisk! Jeg har kun 12 musikere at gøre godt med, men jeg kan betro dig, at det lød stort. Dels er der otte sangsolister, og otte sangere i koret, altså seksten vokalstemmer i alt, men jeg anvender også tre elektroniske instrumenter, og vi klangbehandler alle de ni ”akustiske” instrumenter elektronisk. Og så er der hele to wagnertubaer med! Det ville nok være en noget fremmed klang for dine ører, Carl, men hvor kunne jeg godt tænke mig at du sad med engang og lyttede…
Nå, men jeg kom fra mine fem arketypiske musikenergiformer. Jeg mangler bare kile-op og kile-ned. De er rimelig lige ud af landevejen. Begge er lidt sjældne former isoleret set. Man kan sige, at butterfly- og rødspætteformerne består begge af kilde-op, og klide-ned, bare sat samme på hver sin vej. Men der findes værker, som er i streng kilde-op form. Ravels Bolero, for eksempel. Den starter ved nul energi, og vokser og vokser uden at helme for at slutte i maksimum energi. Kile-ned formen kan jeg ikke rigtig komme med et musikeksempel på. Det skulle starte med maksimum energi, og blive til mindre og mindre for til sidst at have mistet al sin energi. Jeg har faktisk skrevet en sats i denne form. Fjerde sats af min tuba koncert. Men første sats er i kile-op form. Så man kan måske med rette sige at hele værket er i rødspætteform…
Men altså; jeg spekulerer på, hvad for én af disse arketypiske former, skal jeg bygge på, som et udgangspunkt. Og denne symfoni; skal den have de klassiske fire satser, som mange af dine symfonier er – eller skal den ikke have de traditionelle fire satser, som nogle af dine symfonier også har? Væsentlige spørgsmål, som jeg faktisk har funderet over i nogen tid nu. Og når dette fundament er lagt, hvordan indkorporere de 10 lydegne og 32 lydklip som Rasmus og Erling har samlet sammen. Kan formen være med til at formidle denne ide? Det er den ældgamle diskussion om form og indhold, og deres indbyrdes afhængighed, eller mangel på sammen. Det er ret væsentligt for mig, ligesom man kan høre og fornemme din fynske baggrund i dine symfonier, at man også kan fornemme, måske ikke ligefrem selve de 32 lydklip, men at de Fynske lyde på én eller anden måde ligger til grund for den musik, man hører. Det er faktisk en noget kompleks tanke, og måske kan det slet ikke realiseres.
Mine tanker kredser omkring din Helios overture – altså formen, forstået på den måde, at dette værk, som på sin måde afbilder musikalsk en dags forløb. Den starter ved solens opgang, i stilhed, ingen er endnu stået op, dagen er endnu ikke gået i gang. Og så rammer solens stråler et træ; en sten; og dagen er startet. Musikken er i røre. Og solen stiger på himlen, og musikken udvikler sig, som dagen gør det, for til sidst at energien daler med solens nedgang, for til sidst at synke i havet igen, hvor musikken går til ro. Den er inspirerende fordi den indeholder mange ingredienser for de egne og lydeksempler, som Erling og Rasmus samlede sammen. De er meget ofte knyttet til et tidspunkt ud over at være tilknyttet en egn. Odense lydene foregår om natten. Familiens lyde er om morgen eller om aften. Igangsætternes lyde foregår midt på dagen, mens arbejdet pågår, ligesom mændenes lyde foregår i arbejdstiden. Navigatørenes lyde forekommer mig at være tidlig morgen eller sen aften. Og så videre.
Så frem for at værket skal spænde om en dag, som din Helios, tænker jeg at min symfoni nærmere skal spænde om et døgn. Og selv om det er nærliggende at starte, som din Helios, om morgenen, så har jeg en mavefornemmelse for, at det ikke ville være det rigtige for denne symfoni. At starte om morgen ville give mig en Rødspætteform, som din Helios, og som selvfølgelig passer perfekt til lige præcis din musik. Men jeg kan jo starte døgnet når jeg vil, og jeg tænker at starte midt på dagen. Der hvor energien er høj. Så hvis man nu sagde, at jeg holdt mig til de traditionelle fire satser, så ville første sats være mellem middag og tidlig aften. Stor startenergi, med aftagende bevægelse. Andensats skulle være fra tidlig aften til midnat. Tredje sats fra midnat til tidlig morgen. Og fjerde sats spænder fra tidlig morgen til middag. Det er i hvert fald en arbejdsmodel. Med de klassiske fire satser, som en klassisk symfoni skal have.
Nu nærmere jeg Odense, og dagen er bare pragtful blå himmel og solskin. Foråret er over os. Og jeg skal tilbringe hele dagen i et mørkt teater. Men hvor er det bare dejligt at få lov! Vi tales ved snart.
Aften d. 20. april
Så er jeg på vej hjem fra Den Fynske Opera, efter en hård arbejdsdag i operaen. Jeg tror, at jeg involverer mig alt for meget i min egne operaer – men jeg må kunne lide det, siden jeg altid vikler mig helt ind i indstuderingen. Jeg må tilstå, at jeg er alt for interesseret i, hvordan værket bliver født, og hvordan den kommer til verden. Jeg har været med til alt fra at give diverse musikalske og dramatiske noter, til scenerengøring, til lys og lyd programmering, trøstende og opildnede ord til de mange sangere og instrumentalister. Men kors hvor er jeg træt! Jeg kan mærke, at jeg er ved at være tæt på de 60, og ikke har lige så mange kræfter, som da jeg var 30. Det er bare et kæmpe arbejde at lave opera. Men hold da op, hvor er det sjovt. Og spændende. Og forfærdeligt. Men jeg er sikker på, at vores anstrengelser ender med en fødsel på en velvoksen og velskabt opera, der skriger og skråler, og bare vil ud i denne verden. Kigger på en vidunderlig solnedgang over de sjællandske marker og er bare spændt på, hvordan premieren spænder af.
Det kan jeg fortælle dig i det næste brev.
Indtil da, forbliver jeg din hengivne,
