Holbæk, d. 31. august, 2015
Kære Carl,
I morgen er en stor dag for mig. I morgen er det 60 år siden at jeg først hørte denne verdens lyde. Så denne verdens lys. Trak mit første vejr. Og hvor er det pudsigt, at vi begge fylder rundt i det samme år, ja, med knap tre måneders mellemrum. Det er sådan en mærkelig ting, den alder – for indeni føler jeg mig slet ikke som én, der snart skal fylde 60. I min ungdom var en 60-årig et tudsegammelt menneske. Og sådan har jeg det slet ikke. Jeg er stadig et stort legebarn – især når jeg skriver musik. Måske er det derfor, at jeg holder ved dette underlige, og i manges øjne og ører, uddaterede hverv som komponist.
Det mærkelige er, at jeg slet ikke ved, hvad der skal ske i morgen! På grund af alt mit arbejde i denne tid; tre operaer og en symfoni skrevet i løbet af de sidste to-et-halvt år, har jeg slet ikke haft overskud (og måske har det også været en meget avanceret overspringshandling) til at tænke på eller planlægge, hvad der skal ske på min 60-årsdag. Men jeg har to dejlige børn, Thomas og Sarah, som har arrangeret noget hemmeligt. Jeg ved blot, at jeg skal møde et bestemt sted i København på et bestemt tidspunkt, og så sker der ting. Og kender jeg dem ret, sker der mange ting. Mange sjove ting. De har skrevet til mig at jeg skal møde i mit fineste tøj, dog skal jeg have gummistøvler, badebukser og skiftetøj med. Hmmmmm. Jeg kan fortælle dig om det i det næste brev.
Men for at vende tilbage til symfonien, så er det lykkes mig at skrive første sats færdigt! I hvert fald i en foreløbig form, som jeg tror på. Og jeg taler her om den NYE første sats, og ikke den GAMLE første sats, som (stadig) har status som SIDSTESATS. Jeg har måttet justere på denne sidste sats slutning for at gøre den til en definitiv og stor slutning. Jeg er ikke sikker på, at jeg er helt tilfreds endnu med denne slutning, men jeg tror i hvert fald stadig på, at min disposition af storform og satsrækkefølgen er rigtig.
Nu handler det ”bare” om at fylde ud. Jeg har en start og en slut – nu mangler jeg midten. Spørgsmålet er, om jeg skal prøve kræfter med anden eller tredje sats. Min første indskydelse er at starte med 3. sats, da jeg der har nogle skitser som jeg allerede har fabuleret lidt med. Faktisk har jeg gjort dette med alle fire satser, inden jeg overhovedet egentligt gik i gang med at skrive. Det er noget, som jeg har anvendt ret meget på det seneste for at komme i gang med et projekt. Skitser er taknemlige, fordi man bare kan sige, at det er de ikke er vigtige, ikke skal bruges til noget. Det er bare for at komme i gang, og så skal de smides ud. Meeeeen det viser sig tit, at de måske lige kan bruges alligevel.
Da jeg har valgt denne ide med at vælge en klassisk musikform til hver sats (eller næsten…) så har jeg tænkt mig at tredje sats skal være en variationssats – eller næstenvariationssats, quasi variazione. Med en variationssats, skal man have et tema, og jeg har valgt at mit tema er ”Solen er så rød, Mor”, som du naturligvis har skrevet. Traditionelt bygger man en variationssats op således, at komponisten pænt præsenterer temaet i sin ”genkendelige” form, så alle er klar over hvad udgangspunktet er. Derefter viser komponisten sine musikalske muskler ved at variere temaet mere og mere, så det er mindre og mindre genkendeligt, for, til sidst muligvis at bringe temaet tilbage i sin genkendelige form for at vise alle, hvor langt væk vi kom, men nu er vi hjemme og alt er godt.
Det er ikke helt det, som jeg har tænkt mig.
Jeg har tænkt mig (i lighed med de andre satser) at man aldrig helt får has på temaet. At det til stadighed er som et fjernt minde, som er i periferien af ens bevidsthed, men lige så snart man prøver at kigge direkte på det, så er det væk.
Jeg kan vise dig nogle af mine skitser, og du kan se, hvad du synes.
Overordnet er denne sats placering i den store cyklus ”Morgen” eller ”Barndom”. Så rent musikalsk befinder jeg mig i mit barnlige sind – som sagt noget som jeg har det godt med. Som en fisk i vand. Så mange af disse skitser er med et lille smil på læben – at du ved det.
Fagotten har, for mig, altid haft et skær af komik over sig. Sådan lidt ufrivillig komik. Lidt som mig – en ældre herre som indeni tror at han er barn. Og jeg elsker fagotten som instrument. Det kan være lyrisk som en cello, eller skærende skrattende dyb som en gammel grammofon; sådan én der spiller 78’er med en stor tragt. Den er helt sin egen. I denne skitse til en variation, tænker jeg fagotten som et toethalvtårigt barn, som har fod på hele verden. Det er sådan et skønt fænomen. Som du ville kunne høre, lyder det, som fagotten spiller lidt som melodien til ”Solen er så rød”, men der er noget galt. Og det påtaler strygerne som ledsager fagotten. Men fagotten fortsætter ufortrødent i sin sikre forvisning om, at det selvfølgelig er helt rigtigt. Det tænker jeg at kæde sammen med lyden af ”Legepladsen”, som er klangen fra børnene i Nordfyn. Det lyder sådan her:
En anden variationsskitse, som jeg tænker på at bruge og som er en fortsættelse af denne ”legeplads”-idé er en slags fugato eller kanon, med temaet. Her spiller strygerne temaet nærmest kanonisk med kommentarer fra nogle af de andre instrumenter:
Jeg har også arbejdet med en skitse, som er omvendingen af melodien, som har sin egen sære skønhed. Nu er det sådan, at den musikalske omvending af dur er mol, men det er lykkedes mig at bevare en dur tonalitet med omvendingen. Denne skitse tænker jeg skal henføres til den Fåborgske families klang af ”tryghed”:
Og til sidst har jeg en skitse, hvor jeg har brug for dit gode råd. Det er en variation, som jeg tænker at henføre til xxxx’s klang af ”Vild med dyr”, stadig i legebarnets univers. Her har jeg instrumenteret nogle af de mere dyriske instrumenter i orkesteret – dybe messing, kontrafagot, basklarinet, samt (og det er her jeg har brug for lidt råd) båthorn og pivdyr. Jeg betragter de sidste to instrumenter som legitime slagtøjsinstrumenter – de er nærmest blevet en slags signaturinstrumenter for mig. Jeg bruger pivdyr i min opera ”Andre Bygninger”, mit orkesterværk ”Trash Recycled”. Båthorn bruger jeg i min opera ”Houdini den Store”, mit orkesterværk ”An Americaner in Danmark” og så videre. Men måske er det lige at gå for langt, at det muligvis er skurende, og ikke helt passende. Så hvis du har lidt input her, ville det være kærkomment. Pivdyrsskitsen lyder sådan her:
Så mangler jeg bare at strikke det hele sammen til en sammenhængende sats. Det er dejligt at have sit arbejde foran sig!
Din
