Holbæk, d. 16. marts, 2015
Kære Carl,
Nu er der gået 14 dage, siden jeg sidst har skrevet. Der er sket en del i den mellemliggende tid – det vigtigste for mig var, at i mandags startede der prøver på min seneste opera, ”Andre Bygninger” på Den Fynske Opera. Og ja! Der er en opera på Fyn! Den har til huse i det, som du husker som ”Rosenhaven” ved Odense Å. I din tid husker du det vel mere som et sted, hvor der blev spillet varieté, og kabaret, altså mere underholdningspræget musikteater. Jeg forestiller mig heller ikke – lidt af samme grund – at du nogen sinde har besøgt stedet. Det er faktisk der, at sangen ”Sejle op ad Åen”, som er en kæmpe folkelig succes, og som jeg vil skyde på alle nulevende danskere har et forhold til, blev uropført i 1895; og måske havde du også kendskab til denne landeplage? Den Fynske Opera havde i al fald sin start i 1946, hvor den eksisterede i 16 år. Og i 1996, blev den genoplivet som et hus, der primært beskæftiger sig med nyere opera og ledes nu af operachef Jesper Buhl, som er en meget begavet operasanger, og som også er min gode ven.
Jeg har rigtig meget lyst til at fortælle dig lidt om dette operaprojekt, og det håber at du vil tilgive mig, da det er lidt en omvej i forhold til mit primære sigte med vores korrespondance… Omvendt har du vel ikke en hulens masse at lave lige nu, så altså; for fire år siden, så var det ved at være lidt vanskeligt for mig at finde arbejde som komponist. Verden har nylig (i 2008) gennemgået en omspændende finansiel krise, som i størrelsesorden måler sig med krakket i 1929, som du oplevede sidst i dit liv. Jeg er ingen økonom, men det er mit indtryk at krisen i 2008 var endnu voldsommere end den i ’29. Men hvorom alting er, så var det for ca. 5-6 år siden, omkring ’10-’11, så godt som umuligt for mig at finde arbejde og tjene penge som komponist. Det var så voldsomt, at jeg begyndte at kigge efter andre muligheder at tjene til livets ophold. Og tag endelig ikke fejl – jeg er ikke sart. Jeg ved at det er et stort privilegium at jeg overhovedet får lov til at hellige mig at komponere musik, og i virkeligheden ligger det mig altid på sinde, at det er en tilstand, der umulig kan vare ved. På et eller andet tidspunkt skal jeg vel have mig et ”ordentligt” arbejde. Men tilfældigvis havde jeg lige på dette tidspunkt fået en invitation fra Statens Kunstfond om at deltage i et møde, hvor ”huskomponistordningen” blev diskuteret. Af én eller anden grund syntes jeg at det var vigtigt for mig at deltage i dette møde. Indtil dette tidspunkt var huskomponistordningen centeret omkring tilknytningen af en komponist til et symfoniorkester, eller et af de landsdelsensembler, som vi har rundt om i Danmark. Tilknytningen havde indtil da haft en varighed på mellem et til to år alt efter projektets beskaffenhed. Mødet gik ud på at diskutere, hvor vidt denne ordning kunne udvides til at omfatte andre institutioner end lige symfoniorkestre, og et eksempel på, at en komponist allerede var blevet knyttet til en større provinsby, blev fremført. Her indgik komponisten i samarbejder med de lokale kor og orkestre. Han udtænkte forskellige ”lydinstallationer” som folk på gaden kunne opleve på vej til eller fra arbejde, og meget andet. Disse ideer kørte rundt i hovedet på mig i dagene efter dette møde, og det varede ikke længe før jeg kontaktede Jesper Buhl, på Den Fynske Opera. Hvad han synes om at knytte mig som huskomponist til Den Fynske Opera i hele tre år? At skrive en opera i løbet af disse tre år, men samtidigt at skulle undersøge forskellige aspekter af en operas anatomi i løbet af dens tilblivelse, ved at lave et antal ”træf”, eller seminarer? Jeg foreslog et ”publikumstræf”, et ”forfattertræf” og sågar et ”operamusicaltræf”, hvor jeg forsøgte at blande operasangere og musicalsangere sammen for at se hvad dette kunne afstedkomme. Jeg skal fortælle dig at Musical, som genre, er blevet ekstremt populær i Danmark. Så populær, at der findes et Statsligt Musicalakademi i Fredericia, som jeg kom til at samarbejdede med i forbindelse med det sidste ”træf”. Alle disse træf skulle målrettes mod til sidst at skrive en større opera. Statens Kunstfond syntes også, at det var en god idé. Og fire år senere er det såmænd denne opera, som vi har startet prøver på.
For så igen at spole frem til i mandags: Det er en fantastisk oplevelse at komme ind i et prøvelokale og høre, for første gang, alle de noder som jeg har brugt tre år på at skrive; at de tilsammen virkelig kan blive til musik. Jeg ved, at du har prøvet det indtil flere gange, og for mig har det altid en magi, som ikke kan beskrives. Vi komponister adskiller os fra andre kunstnere – lad os sige billedkunstnere, ved at vi er nødt til at meddele os igennem andre kunstnere før vores kunst bliver realiseret. Billedkunstneren maler på sit lærred, og når vedkommende er tilfreds, er billedet færdigt, og det kan udstilles. Og vi tilskuere ved, at præcist sådan har billedkunstneren ønsket at hendes billede skulle se ud. Men for en komponist (og her er jeg nødt til at tilføje: partiturkomponist) skriver jeg et partitur, som indeholder en masse små pletter på en masse vandrette streger, som så skal fortolkes af nogle musikere. Partituret indeholder en mulighed for musik, det er faktisk ikke musik i sig selv. Det bliver først til musik, når det bliver fortolket af de pågældende musikere, som skal opføre værket. Rigtig mange mennesker synes, at det må da være en ulempe, at komponisten ikke kan være helt sikker på, at hans musik vil blive tolket lige præcist, som han havde tænkt sig det. Men jeg synes tvært imod, at det er en fantastisk mulighed for at der kan pustes yderligere lag af liv ind i musikken – lag som jeg aldrig ville kunne have realiseret med mine ringe evner som musiker eller totalt manglende evner som sanger. Og det er her vores metier som komponister virkelig kommer i fokus, nemlig evnen til at kommunikere via de trykte noder, hvad det er, som vi egentligt gerne vil høre; hvordan musikken skal klinge. Det er ikke gjort alene ved at skrive en masse noder. Det kræver også på forhånd en forståelse for det komplekse sammenspil mellem musikkens mange parametre; dynamik, frasering, artikulation, harmonik, rytme, metrum, melodik, polyfoni, formdisposition, klang, og jeg kunne blive ved og ved. Det er det, som i sin tid fascinerede mig ved kompositionsarbejdet, og som fascinerer mig den dag i dag. Det er så komplekst et arbejde, at den menneskelige hjerne næsten ikke kan begribe det – i hvert fald kan vi ikke give en semantisk eller videnskabelig opskrift på, hvordan man skriver et godt stykke musik. Det er prøvet i øvrigt – vi har maskiner, som vi kalder computere, og der var forskere som har forsøgt at programmere en sådan computer til at skrive 1800tals musik. Og det var den kedeligste musik, som jeg nogensinde havde hørt.
Nå, men jeg fortaber mig – prøven var fantastisk! Det er et drømmehold af sangere, og vi synes alle at operaen, som hedder ”Andre Bygninger”, har alle muligheder for at blive rigtig fin. Nu ligger der fem ugers prøvearbejde foran os for at indstudere den ca. to-en-halv-timers lange opera. Og vi er meget ambitiøse! Vores instruktør, Daniel Bohr, vores scenograf Marie Ì Dali og vores dirigent, Claus Efland har meget store planer for denne opera, så jeg tror at taget i Rosenhaven kommer til at lette lidt til premieren. Vi for se…
Men jeg har haft en dobbelt agenda med den uge, hvor jeg havde indlogeret mig i Odense i forbindelse med prøverne til ”Andre Bygninger”. Jeg tænkte nemlig, at jeg kunne bruge tiden uden for prøvetiden til at gå Erling og Rasmus (det er dem med ”Lyden af Fyn”) efter i deres fodspor med at undersøge lyden af Fyn. Jeg nåede langt fra alle de steder, som de havde besøgt, og det var mig slet ikke muligt at besøge de mennesker, som de havde været i kontakt med, men jeg ville bare se om jeg kunne komme nærmere, hvad lyden af Fyn egentlig var for en størrelse.
Om tirsdagen brugte al min ledig tid til at lytte til Odense. Jeg var lidt tidlig oppe om morgen, så jeg tænkte at spadsere lidt i Odenses gader om morgen ca. kl. syv og se, hvad for nogle lyde og indtryk jeg kunne samle. Jeg gik ad filosofgangen igennem nogle baggårde, solen var allerede ved at skinne fra en skyfri himmel, der var en tidlig smag af forår i luften. Fuglene sang, især hørte jeg solsortene (jeg hører dem slet ikke i Holbæk endnu). Jeg gik nu af Vestergade, på vej mod Rådhuset, og så hørte jeg…. Maskinlarm – biler, lastvogne, fejevogne, skraldevogne, mænd med trykluftshammere, som arbejdede på en bygning, og så hørte jeg biler, biler, biler! Du aner ikke hvor mange køretøjer vi har i dagens Danmark. Ca. 2.2 millioner! Altså ca. et køretøj for hver anden indbygger i Danmark. Og de larmer! Der er ikke en plet i Danmark lige meget hvor langt ud på landet man går uden at man kan høre billarm. Og det er også lyden af Fyn. Nu tror jeg at jeg var uheldig lige med at tro at morgen var et godt tidspunkt, hvis jeg skulle opleve en rolig og afslappet Odense. Morgenen er selvfølgelig det tidspunkt, hvor arbejdet begynder, og ting skal laves. Retfærdigvis skal jeg sige, at hele Odense centrum er ved at blive gjort bilfri, hvilket er en fantastisk god ide. Men varer skal transporteres også til de butikker, som ligger i det bilfrie område, og det skal logisk nok ske om morgenen.
Jeg gik også en aftentur, og på det tidspunkt kunne jeg fornemme en anden lyd – nemlig lyden af mennesker. Der er mange mennesker på gaden i Odense – og mange unge mennesker – Odense er en stor uddannelsesby med universitet, universitetshospital, konservatorium, skuespilskolen, erhvervsskoler og meget andet. Der er liv, der er snak, folk virker glade og har meget fremdrift. De har sikkert alle de problemer, som mennesker nu har, men jeg fornemmer en gennemgående åbenhed og glæde ved livet. Andre storbyer kan udstråle en mere reserveret og til tider en mistænksom, eller ligefrem aggressiv atmosfære. Det fornemmer jeg aldrig i Odense.
Næste dag valgte jeg at tage til Fåborg efter prøverne og se, hvordan den by lyder. Og her skete der noget meget ejendommeligt Carl, for mens jeg kørte ud af Odense, havde jeg tændt for radioen, og hvilken musik hører jeg? Din 5. symfoni – og ovenikøbet lige præcist slutningen af første sats af femtesymfonien fra ”Adagio non troppo”, som langsomt går over i slagsmålet mellem blæserne, messing og strygerne med ledsagelse af din berømte lilletromme. Lige den musik har en kæmpe betydning for mig, og tanken slog ned i mig; prøver du at fortælle mig noget? Er jeg på rette spor? Eller er det bare tilfældighedernes spil? Hvorom alting er, ankom jeg til Fåborg ca. kl. 19, og kørte ned til havnen for at fornemme lyden der. Der var meget stille. Ekstremt stille – dog stadig lyden af biler, der kørte forbi på havnevejen. Men ellers ingen andre lyde end et skib, der brummede. Og så var der nogle søfolk fra flåden eller kystvagten, som skulle på øvelse på et af deres skibe. De virkede meget joviale, og syntes at hygge sig med deres foretagende. Jeg gik lidt rundt, også fordi jeg skulle finde et sted at spise aftensmad. Det viste sig at være lidt svært, fordi alle udskænkningsstederne var lukkede. Og byens gader var fuldstændige øde, der var ikke en sjæl på gaden. Jo, jeg så tre kvinder som talte dæmpet og kiggede lidt på udstillingsvinduer på vej et eller andet sted hen. På et tidspunkt kiggede jeg op og så en fuldstændig stjerneklar himmel, og tanken gik igennem mig: hvordan lyder en stjerneklar himmel i en by, hvor der ikke er en sjæl på gaderne? Jeg fandt endelig byens eneste åbne restaurant – en italiensk restaurant, hvor jeg var den eneste gæst i et lokale, som snild kunne rumme mindst halvtreds mennesker. Værten var en milaneser på min alder, og han spillede italiensk pop musik fra 1950’erne og 60’erne – en musikgenre, som jeg sætter umådelig stor pris på. Men ellers var Fåborg en meget stille by… Måske skulle jeg prøve igen en anden gang… om dagen…
Om torsdagen valgte jeg at besøge din fødeby, Nørre Lyndelse. Jeg har besøgt den før, men jeg ville bare forsøge at mærke lyden af den også. Jeg parkerede i nærheden af kirken i Super Brugsens (en slags købmand) parkeringsplads. Nørre Lyndelse ligner ikke ret meget nu om dagen, nærmest bare en stribe huse på vejen mellem Odense og Fåborg, med en Kinagrill og et par benzintankstationer. Nå ja, og så dit barndomshjem, som vist ikke er dit oprindeligt barndomshjem, som er blevet revet ned. Det er desværre lukket om vinteren, så jeg kunne kun se ind af vinduerne. Men der er en meget smuk kirke, som du ved – og pludselig slog tanken ned i mig om din far, Niels Maler, eller din mor Maren Kirstine var begravet der. Jeg kiggede på gravsten efter gravsten uden at blive klogere, indtil graveren, som var i gang med en ny grav, indfandt sig. Jeg spurgte om han vidste om Niels Maler Jørgensen var begravet her, og han svarede, at det mente han ikke, men at Blinde Anders var begravet der. Så vi fandt hans sten, og jeg lyttede til hans stilhed. Jeg fandt også gravstedet for Godsejeren af Brandstrup og hans familie, der hvor du arbejdede som gåsedreng som barn. Jeg fandt også din kone, Anne Maries statue (af dig?) af et drengebarn med en træfløjte – en glad Pan – meget romantisk, ledsaget af lyden af bilernes susen på landevejen.
Min sidste destinaton var Lindebjerg, hvor Erling og Rasmus havde en stor oplevelse med nogle beboere der. Beboerne gjorde rede for at stedet havde sin egen lyd, en lyd, som de ovenikøbet kunne synge eller nynne. En slags mystisk langtrukken tone… Og det sjove var, at Rasmus, som var vokset op i nærheden, kunne nikke genkendende til denne lyd. Så jeg kørte på må og få for at finde denne landsby, som rent faktisk var en samling gårde. Og inden jeg vidste af det, var jeg kørt igennem og forbi. Jeg parkerede ved landevejen et stykke derfra, og nød igen den høje blå himmel og solens stråler, som lige så småt var begyndt at få lidt magt. En piblende fornemmelse af det forår, der er på vej. Og lige der; lige der fornemmede jeg – ikke lyden af Fyn – men klangen af Fyn. Det gik op for mig, at jeg måske havde fat i en forkert tanke. I stedet for at finde frem til lyden af Fyn – ville det måske give mere mening – for mig – at lede efter klangen af Fyn. Og midt på denne mark – lige dér – kunne jeg fornemme en klang – en klang af ro, af blidhed, af åbenhed, af stilhed. Måske er det noget, jeg bilder mig ind, men jeg tror, at jeg vil prøve at gå efter denne fornemmelse fremover, og se, om det kan tilføre en mening med den musik, som jeg skal skrive.
Jeg pukler i al fald videre med det, og skriver igen om fjorten dage.
Indtil da, forbliver jeg din hengivne,
