Kategorier
Dansk Forside

Brev #12

Holbæk, d. 24. august, 2015

 

Kære Carl,

Der er sket noget mærkeligt, for lige i det øjeblik at jeg blev færdig med at skrive den første sats af Sinfonía Fionia, kunne jeg mærke, at der var noget galt. Hvad det var, kunne jeg ikke sige, men det rumlede og skurede i min underbevidsthed. Det er sjovt med den underbevidsthed, som er kunstnerens bedste ven, og som man lærer med tiden at stole mere og mere på. Det er så vidunderligt at vi mennesker er udstyret med en hel anden side, som jeg tror mange af os ikke skænker en tanke, men som er så berigende, hvis man lærer at åbne sig for den. Det drejer sig om det ikke-rationelle, ikke-bevidste… Og hvor er det mærkeligt at beskrivelsen af den side skal ske med ord som er negativer! Men det er vores rationelle bevidste semantiske side, som i vores samfund og vores tid, er i højsædet, og så at sige har magten. Men hvis jeg skulle beskrive den side af mig med positiver skulle det være med ord som det drømmende, det fabulerende, det legende… Igen ord som ikke besidder den helt store værdityngde i vores tid. Og dog er det disse sider, som har den store arbejdsbyrde når jeg skriver musik. Det er disse sider, som har magten når jeg komponerer, og derfor har jeg lært at lytte ekstra meget, når de brokker sig.

 Hvad det var, der var galt med satsen, kunne jeg ikke rigtig greje, men jeg vidste at svaret ville komme, hvis jeg bare lod være med at tænke alt for meget på det. Og det kom da også prompte, mens jeg var i gang med at vaske op; jeg havde slet ikke skrevet symfoniens første sats! Jeg havde skrevet symfoniens sidste sats! Jeg ved ikke om det sket for dig, Carl, men det er faktisk sket for mig før. Som regel er det sådan at jeg føler, at jeg er i gang med en slutning i begyndelsen af min arbejdsproces, og så holder jeg op med at arbejde med det, jeg har gang i og starter forfra; fra begyndelsen! Det er faktisk aldrig sket for mig før, at det er gået op for mig, at jeg havde skrevet en slutning efter jeg var færdig med at skrive den. Men, altså, i dette tilfælde var det tanken, som mit under-jeg bød ind med. Og som sagt, det tager jeg alvorligt. Så tager mit analytiske rationelle jeg over og begynder at regne på ”hvad så” delen af arbejdet. Hvad skal der så ske?

Tja, der var ikke andet for, end at prøve tesen af og se, om det kunne være sandt. Heldigvis har jeg bestemt at mit værk var fire satser i cyklus, så om cyklussen hedder: sommer-efterår-vinter-forår – som var min første indskydelse, eller efterår-vinter-forår-sommer, fungerer lige godt, hvis nu min ”første” sats skal blive den sidste sats. Men der var lige nogle praktiske forhold, som lige skulle grubles over – nemlig om det kunne fungere musikalsk med den ændrede rækkefølge. Nu havde jeg ikke skrevet de første tre satser endnu; så kunne f. eks. ”sommer” være en første sats? Jeg har bestemt mig for butterfly-formen, så symfonien skulle åbne stort, dog ikke så stort som sidste satsen, som jeg altså nu havde færdigskrevet. Det mente jeg godt kunne lade sig gøre, og sommer-energi, eller ”voksendom”-energi, som var en anden af de tillægsord, som jeg har hæftet på ”sommer”, kunne da godt åbne symfonien. I denne terminologi skulle rækkefølgen så hedde: ”Voksendom-Alderdom-Barndom-Ungdom”. Faktisk synes jeg at denne rækkefølge er meget bedre end min første indskydelse: ”Ungdom-Voksendom-Alderdom-Barndom”.

En sidste justering er så varighederne af satserne. Jeg havde bestemt at første og sidste sats skulle vare 10 minutter. Så at flytte første sats til sidste sats er ingen problem på det plan. Men der sker en forskydning af de øvrige satser. Således skal Voksendom ændres fra at vare 7 minutter til at vare 10 minutter, og Barndom skal ændres fra at vare 10 minutter til at vare 7 minutter. Altså hvis jeg vil bevare min oprindelige formmæssige tidsplan – og det kan jeg mærke at jeg gerne vil. Så hele satsstrukturen ser nu således ud:

Pape_SinFion_Skrivebord_Nysats_Small-1

Jeg vil prøve at fortsætte med de oprindelige tema byggesten i hvert sats og se om det holder. Det må komme an på en prøve.

Så med min nye førstesats, er byggestenen ”Jeg ved en lærkerede”, som jeg næsten vil påstå at alle dansker kender. Af samme grund har jeg valgt, at den skal så godt som være ukendelig i satsen på trods af, at den gennemsyrer al musikken i denne sats. Jeg har været inde på dette emne før, men jeg slører dit dejlige tema, fordi jeg gerne vil lave noget nyt, og ikke hænge i en slags folklore stemning af ”Her har vi den store danske komponist Carl Nielsens musik på museum”. Og det håber jeg ikke du tager anstød af, Carl. Jeg mener det bestemt positivt. Man kan ikke forbedre på din musik! Jeg vil gerne have at lytteren for så vidt skal glemme alt om at ”Jeg ved en lærkerede” gennemsyrer satsen, og koncentrere sig om at lytte til musikken. Så jeg har ændret lidt på din ”lærkerede”-struktur. Din melodi er en opadgående række af faldende tertser. Først en stor terts, så to små tertser, og til sidst en stor terts. Sådan her:

laerkerede

Det har jeg så ændret til en opadgående række af faldende tertser, bare i rækkefølgen lilleterts – to store tertser – lille terts. Sådan her:

raekke01opad

Samt en nedadgående række stigende tertser i rækkefølgen storterts – to små tertser – stor terts. Sådan her:

raekke02nedad

Disse to rækker er for så vidt alt, hvad jeg har givet mig selv af musikalsk materiale til denne sats. Min kompositoriske udfordring er, om jeg kan få 10 minutter til at gå med det. Altså på en interessant og vedkommende måde….

Det faldt mig ind, da jeg tog mine analytiske briller på, at når nu min sidste sats var en ”næsten- sonate-form”, at jeg muligvis kunne arbejde formmæssigt med de andre satser. Jeg mener altså traditionelt formmæssigt, for selvfølgelig skal jeg tænke formmæssigt, når jeg skal skrive en hvilket som helst sats. Det faldt mig ind at rondo-formen var et godt bud på en første sats. Men her vil jeg også kalde det en quasi-rondo, for at have den frihed, som jeg gerne vil have i forhold til at blive bundet op af en streng rondo. Det faldt mig også ind, når jeg kiggede på min små gule sedler, at den faaborgensiske families bud på ”pligter” eller de Marstalnavigationsstuderendes version af ”hverdagen” var et godt bud på en ritornel, eller en slags refræn, som rondoen jo er opbygget af. Hverdagen er i den grad noget, der vender tilbage gang på gang! Jeg tænker at en symfonisk hverdag kunne lyde ca. sådan her:

Og en del af hverdagen er selvfølgelig pligter, som familien i Fåborg udtrykte som en velkendt lyd. Men især arbejdet præger vores hverdag, og et af lydklippene, som jeg har glædet mig så meget til at komponere på, nemlig ”Truckervalsen” fra Nyborg. Du skal lige høre den oprindelige ”Truckervals, som lyder sådan her:

Det skønne ved denne vals er, at jeg kan næsten mærke og se for mig hvordan vogn og mand smelter sammen i en symbiose; en slags dans som er på én gang let og forfinet, men samtidigt tung og grov. Min symfoniske version lyder sådan her:

Jeg lover dig at det kommer til at lyde meget bedre når det skal laves af et levende symfoniorkester! Så, som du godt kan høre, er jeg godt i gang med at starte forfra. Det skal blive spændende om jeg nu kan være helt sikker på at jeg nu skriver på symfoniens første sats…

Din

 Andy-signatur

PS – du har måske bemærket, at jeg har været lidt længe om at sende dette brev til dig, Carl. Jeg har ellers været ret flittig med at skrive hver fjortende dag, og det var bestemt min agt at skrive til dig i mandags. Jeg blev dog noget hylet ud af den, da jeg havde en operapremiere sidste weekend. Ja! Endnu én! Denne gang lidt mindre dimensioner end min opera ”Andre Bygninger”. Der var tale om en børneopera i én akt med et orkester på fire musikere og en sangerbesætning syv solister, som fik sin premiere i Sverige på et sted som hedder Drakamöllan, som ligger tæt på Kristianstad. Og helt apropos stednavnet, er denne opera befolket af lutter drager. Operaens tema var det, at blive drillet, da hovedpersonen eller –dragen ikke kan puste ild som alle de andre dragebørn. Og det bliver han drillet med. Men det viser sig at han kan noget, som alle de andre drager ikke kan, nemlig flyve! Så alt ender godt. Børnene tog vældig godt imod operaen, og jeg glæder mig at opleve den sammen med danske børn, da det er meningen at det skal turnere i hele norden. Som du kan forstå, er der godt gang i den. Nogen gange lige det meste…

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.