Categories
Dansk Forside

Brev #14

Holbæk, d. 14. september, 2015

 

Kære Carl,

Sidst jeg skrev til dig, var det dagen før min 60-årsdag, og jeg skylder at fortælle dig, hvordan det hele spændte af.

Dagen startede meget roligt og uden de store armbevægelser; min søde Lisbeth gav mig morgenmad på sengen, og jeg havde for så vidt ”fri” indtil kl. 17, hvor mine børn havde sat mig stævne på Nørrebro, nærmere bestemt på hjørnet af Assistens Kirkegård ved Nørrebrogade. Så vi spiste en rolig frokost, og gik en dejlig tur i vores lokale Munkholmskov, og nød sensommeren. I det hele taget var jeg meget begejstret for, at jeg intet ansvar havde for, hvad der skulle ske. Nogen gange, når man selv står for en festlig begivenhed, er arrangementerne inden festen så anstrengende, at når man endelig når frem til festen, er man næsten for træt til at opleve noget. Sådan var det bestemt ikke denne dag. Det havde Thomas og Sarah sørget for. Klokken lidt over 15 havde vi festtøjet på (det var et påbud) samt badebukser, gummestøvler og skiftetøj med (endnu et påbud; en anelse kryptisk), og vi begav os mod København. Vi havde givet os god tid, da vi er vant til en del trafik på dette tispunkt, især i det indre København. Jeg tror, at du ville tabe både kæbe og mund, hvis du så, hvor mange biler der er på gaderne nu om dage. Men det er en helt anden historie!

Vi nåede frem kvart i fem, og (især jeg) ventede spændt på, hvad der skulle ske. Præcis kl. 17:00 kom Thomas og Sarah os i møde med deres fineste festskrud på, og med store smil bad de os om bilnøglerne, så de kunne tage sig af mine gummistøvler, badebukser, og skiftetøj, som jeg havde ladet stå der, som pr. instruks. Hmmm. Jeg blev mere og mere urolig for, at jeg skulle fragtes til Københavns havn og smides i vandet med mit fineste tøj på, som en besynderlig slags initieringsritus i de ældres rækker. Eller måske gives en gang buksevand for alle mine unoder igennem årene. Der er en del!

Nå, men vi begynder at gå ind mod byen ad Nørrebrogade, og hvem står pludselig der ved hjørnet af Stengade andre end Lisbeths far, Ove, og min svoger Jørgen og Lisbeths søster Hanne. De lader som om, at det er helt tilfældigt at vi mødes lige der (”Nææææ, er du her; det var da sjovt! Skulle vi ikke følges ad?”). Så det gør vi; vi følges ad til et, for mig, ukendt sted.

Og pludseligt lidt længere ned ad gaden, siger de alle sammen ”Er det ikke en fin restaurant? Skulle vi ikke gå herind?”. Så vi – op ad trappen – går derind. Og lige derind til højre i et fint lokale sidder mine to brødre, Jon og Tim, og hele deres familier, alle mine nevøer og niecer og deres kærester (hvis de haves, og er i landet). Og der er øl, og der er dejlig mad, og der er gaver! Og jeg tænker; ”det var vel nok en dejlig overraskelse. Måske skal jeg ikke smides i havnen alligevel. Måske var der ikke helt så mange unoder, som jeg troede…”

Så, altså Carl; jeg kan godt betro dig, at jeg slappede helt af og nød maden og samværet med min familie. Jeg har en rigtig dejlig familie, skal jeg sige dig. Og jeg tror, at det skyldes mange ting. Men fra min side af familien tror jeg at det skyldes det faktum, at for to generationer tilbage var min familie på flugt fra et Europa som ulmede; et Europa som snart skulle stå i brand. Den gang (som du kender så godt) var der ingen nem måde at kommunikere med den del af familien, som blev efterladt tilbage i Europa. Så derfor var det ekstra nødvendigt at holde sammen, dem der nu var familie. Og den tradition kører vi videre i min store dejlige familie.

Så, som sagt, jeg slappede helt af, og tænke ”det er da en dejlig fest”. Men så begynder Sarah og Thomas at skynde lidt på mig. De virker lidt underligt stressede. De synes at jeg skal skynde mig at pakke gaverne op. Og jeg er ikke engang færdig med at drikke min øl! Men jeg gør som jeg får besked på, og der er mange dejlige gaver fra min søde familie. Og de får alle et kys på panden.

Men pludselig må jeg vinke farvel til min øl, for Thomas og Sarah siger, at jeg skal videre. ”Hvorfor skal jeg videre?” spørger jeg, ”Her er øl!”. En helt igennem logisk tankerække i min verden, men næ nej, jeg skal videre!

”Hvor skal jeg hen?”, spørger jeg. ”Det er ikke nødvendigt at vide” er svaret. Og jeg tænker – nu kommer det; nu skal jeg en tur i havnen.

Udenfor venter der en bil, En lille hvid bil med Klavs som chauffør. ”Hvad laver du her, Klavs?”, spørger jeg. ”Det ved jeg ikke” svarer Klavs. Klavs kender jeg særdeles godt. Han har gået i skole med Thomas siden børnehaveklassen til og med studentereksamen på Stenhus Gymnasium. Thomas og Klavs deler også lejlighed.

”Men du skal ind i bilen” siger Klavs. Og jeg, med følge af Lisbeth, stiger ind i bilen.

At køre i bil i indre Nørrebro i 2015 er som at køre i labyrintiske kinesiske æsker. Et ensrettet helvede, krydret med blindgyder. Jeg er glad for, at jeg ikke skal køre, og Klavs er en meget dygtig chauffør. Og han underholder os om sine studier som maskinmesterstuderende, hvor han blandt andet har haft en praktik på Panum Instituttet, med at installere et køleanlæg. Og så synes han helt bestemt at vi skal køre rundt om Panum Instituttet for at se, at de bygger ud, og måske også se, hvor har arbejdede.

”Klavs hvad laver vi her?” spørger jeg, så sødt som jeg kan.

”Det ved jeg ikke” svarer Klavs.

Pludselig er vi ved Sct. Hans Torv.

”Klavs, det er nærmest her, du samlede os op!”

”Ja, det er det også” siger Klavs på en helt igennem forundret og selvmystificeret måde.

Pludselig stopper bilen. ”I skal vist ud her”, siger Klavs.

”Hvad…”, siger jeg, ”hvorfor skulle vi køres? Det er 50 skridt fra restauranten”.

”Det ved jeg ikke” svarer Klavs.

Så får jeg øje på Sebastian, Thomas’ gode ven, i sit stiveste puds på en trappe. Vi er foran Litteraturhaus – et sted som jeg kender godt, og har været til mangen en god koncert eller arrangement. Og Henny, Sarahs gode veninde står også på trappen. De ligner to biograf tjenere, som venter på det fornemme premierepublikum.

Udenfor er der plakater hvor der står: ”1915 – Musikfestival”, og lidt videre står der ”…ny dansk kompositionsmusik fremført af landets topkunstnere!”. Måske en koncert om den spæde musikalske modernismens start i det sidste århundrede?

Jeg studser lidt over udråbstegnet, og i min underbevidsthed er der en stille konflikt mellem ”Nydansk” og ”1915”, men jeg får ikke rigtig tid til at studse, for nu er Sebastian ved min side, og siger, at jeg vist skal ind.

”Er det noget med vand?” spørger jeg lidt beklemt.

”Det ved man aldrig”, siger Sebastian tørt.

Jeg lister op ad trappen, og går ind i den store koncertsal. Det virker helt mørkt og stille. Jeg er spændt på, hvornår vandet kommer.

Pludselig er der lys, og mange mange menneskers brølen og hujen og klappen. Og der… Der sidder vel 120 musikere, sangere, venner, familie, rigtig mange af dem, som jeg har musiceret med, arbejdet med, slidt med, grinet med, grædt med, og levet med de sidste 40 år af mit liv. Og nogle endnu længere…

Det var simpelthen lykkedes Sarah og Thomas at samle alle disse mennesker – og den største bedrift af alle – UDEN MIT KENDSKAB, til en kæmpe hyldestkoncert, som startede lige der, og som indeholdt bl. a. citater fra samtlige mine 11 operaer. Alle indslag med personlige hilsner og mindelser om det rige liv, som vi har skabt med hinanden.

Jeg kan godt sige dig, Carl, at det var en aften som jeg aldrig vil glemme. Der var så meget varme, så meget kærlighed, at det vil være en uendelig kilde af lys og godhed til resten af mit liv. Bare billedet af alle de smilende jublende mennesker, da jeg trådte ind af døren, vil jeg gemme på min nethinde til mine dages ende. Glem alt om buksevand, Carl; det skete ikke.  Og gummistøvlerne etc. var det, som jeg kalder en rød sild. Noget der er til, for bare at forvirre begreberne.

Jeg er så privilegeret at have alle disse mennesker som venner, og så privilegeret at være i deres midte! Vi komponister går så meget alene med vores arbejde, og det kan til tider synes som om der bare ikke er nogen derude, som har glæde af dette arbejde. Men her fik jeg i den grad at vide, at der var glæde og varme og kærlighed. Og det er livets kildevand. Det kan jeg leve på længe!

Da jeg gik hjem efter koncerten og den efterfølgende reception ca. kl. 02, skelede jeg til plakaten udenfor igen. Det gik op for mig at der ikke stod ”1915 – musikfestival”. Der stod ”1-9-15 – musikfestival” altså datoen for min fødselsdag! Meget snedigt – og nu forstod jeg udråbstegnet!

Knus

 Andy-signatur

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *