Søndag, d. 25 september, 2016
Kære Carl!
Jeg sidder på min terrasse i korte skjorteærmer og småsveder i den lidt blæsende og solrige eftermiddagsvarme. Og datoen er relativt sent i september… Hvad hulen sker der? Vi har virkelig haft en gådefuld sommer i år, med efterår i juli og sommer i april og september! Der tales meget om klimaforandringer; at jordens temperatur vokser, polerne smelter, havvandet stiger. Vi mennesker har meget på samvittigheden, hvad angår pasningen af vores dejlige moder jord. Jeg skrev sidst om krig og elendighed, og nu får du besked om de følger, som vores kæmpeforbrug af energi og mad og efterfølgende spredning og udledning af affaldsprodukter har til følge for vores kære planet. Det er ikke rare ting at blive forstyrret af, der hvor du hviler dig i evighedens skær…
Men altså her på min terrasse er alt fred og idyl, og det mærkes lidt underligt, når man ved, hvor megen ufred og ubalance der er i verden. Desto større grund til at lave musik, som for mig er en af de bedste måder at føre mennesker sammen om en meningsfyldt og ikke mindst fredelig beskæftigelse. Musik for mig er den ultimative balanceskaber, det sprog som alle mennesker forstår på tværs af sprog, kultur og religioner. Musik er en evig flod af flydende kærlighed som alle kan fordybe og nedsænke sig i med sjælelig fornyelse og berigelse til følge. Hvis altså man tør åbne sine sanser og især sine ører.
Så det korte af det lange er, at min livsopgave med at skabe musik vel er mit lille forsøg på at genoprette balancen. Og vi er heldigvis en del, der er på denne side af vægtskålen.
Men du skal lige høre om det, der er sket siden sidst med mit nye projekt med Odense Symfoniorkester. Jeg synes selv, at der er sket en hel del, selv om det måske ikke syner af så meget. Vi arbejder meget på fundamentplanet, og som et bygnings fundament, som ikke er synderligt synligt, er det meget væsentligt at fundamentet er solidt, for at bygningen ikke styrter sammen lige med det første efter det er blevet bygget.
Jeg har været en del på Fyn og holdt møder med Odense symfoniorkesters Musikchef Finn Schumacker, som jeg må sige er vældig positiv og støttende omkring dette projekt. Han har fortalt mig at det, som vi har under udvikling, er noget af det væsentligste, som orkesteret arbejder på lige for tiden. At skabe en meningsfyldt kontakt mellem orkesteret, altså musikerne og deres publikum. Og jeg kan godt forstå ham, for det klassiske symfoniorkester har til stadighed i vores tid brug for at redefinere sig og sørge for at forny sit forhold til publikum, og skabe nyt publikum; et publikum som kræver, og i fremtiden vil forlange at et sådant orkester findes.
Jeg har også en aftale med en kvinde, som hedder Stinne, som netop har arbejdet en del med at indsamle folks historier om forskellige forhold, som hun, sammen med andre, har forvandlet til et kunstnerisk udtryk. Vi skal mødes med henblik på hvorvidt hun kan og vil assistere mig i at udarbejde vores fremgangsmåde, vores slagplan så at sige, med dette projekt. Og Carl, bare som en lille bisætning: hvor er det dejligt at kunne arbejde som komponist i interaktion med andre mennesker og ikke kun være spærret inde i sit kammer helt alene i månedsvis med sine noder. Misforstå mig ikke. Jeg elsker at være alene i mit kammer og komponere, men jeg elsker også at interagere med andre mennesker.
Men altså lige nu arbejder vi ”under jorden” så at sige på projektets fundament. Vi diskuterer fremgangsmåder, datoer, ensemblebesætninger, etc. etc. Overordnede har vi bestemt at om ca. et år, vil vi ud til et antal steder på Fyn og øerne med et program, der består dels af en koncert, og dels af et spisearrangement. En såkaldt ”fællesspisning”.
Vi vil gerne bruge fællesspisningssituationen som en måde at åbne en vej ind til de musiske historier, som de mennesker, der deltager i vores projekt, kan fortælle os. Hvordan vi præcist gør det, ved vi ikke helt endnu. Derfor har jeg sørget for at Finn, Stinne og jeg skal deltage i et fællespisningsarrangement på onsdag arrangeret af Kunsthøjskolen her i Holbæk, hvor jeg bor. Kunsthøjskolen har nemlig åbnet deres døre for befolkningen i Holbæk flere gange i løbet af de sidste par år, ved (gratis!) at indbyde til et måltid mad, og så lidt mere. Hvad det lidt mere er, har været forskelligt fra gang til gang, så jeg er spændt på hvad vi bliver budt på. Men jeg er sikker på at vi kan blive inspirerede. Da jeg har besluttet at sende dette brev til dig d. 1. okt., kan jeg lige nå at fortælle dig om det. Jeg skal også mødes med Stinne i nogle timer for at fortælle hende om projektet og høre om det kunne være interessant for hende at deltage. Alt sammen spændende ting! Vi skrives ved om lidt…
29. september, 2016
…og så er det allerede ”om lidt”! I går var jeg, Finn og Stinne til fællesspisning på Kunsthøjskolen i Holbæk, og det var en kæmpe stor oplevelse. Vi mødte kl. 17.00, som aftalt i indbydelsen for at være med til at dække bord. Vi var lidt forvirret over, at bordene allerede var lagt ud og dækket med duge, og blomster, og fuldt i gang med at blive dækket med service af flere mennesker, som så meget målrettet og driftige ud. Vi fik dog lov til at hente spisetallerkener i køkkenet, som lå et stykke væk fra den sal, hvor de ca. 140 mennesker, som var tilmeldt arrangementet skulle foregå. Vi fik strengt besked på ikke at lægge tallerkenerne ud på spisebordene, men at de derimod skulle lægges på et anretterbord i det tilstødende lokale. Så fint var det; portionsanrettede hovedretter. Nu kender jeg lidt til Kunsthøjskolen i forvejen; jeg har været fastlærer der i syv år i tidernes morgen, og nu er jeg formand for dens bestyrelse. Så jeg ved, at kokken på stedet er lige så meget kunstner som de kunstnere, som underviser. Og vi blev da heller ikke skuffet. Præcis på klokkeslettet 17:30, som der stod i programmet, sang vi en fællessang; en af mine yndlingssange, ”Septembers himmel er så blå”. Du kender den nok ikke, da den er komponeret efter din tid af en af vores store sangkomponister, Otto Mortensen. Så blev der bedt om at ”nogen” fra hver af de fem langborde kunne gå ud og begynde at hente de anrettede tallerkener og sende dem ”ned” af bordrækkerne. Vi forblev siddende, for ellers var der ikke nogen som kunne tage imod tallerkenerne. Så meget begejstring og hjælpevillighed var der! Vi fik hver en fin anrettet tallerken med svinekæber med korn og havens urter, altså fra Kunsthøjskolens egen have, og så lå der et lille glas med æblekage fra æblelunden til dessert. Og jeg kan godt fortælle dig at snakken gik! Man kunne næsten have svært ved at høre sin sidemand for bare begejstret samtale. Og der var ældre, midaldrende, unge, børn; alle aldre var repræsenterede.
Her ser du et billede af en smilende (og sulten) Finn Schumacker og vores meget appetitvækkende servering. Læg mærke til den fine bordpynt, hentet fra Kunsthøjskolens blomsterhave og skabt af deltagerne.
Efter maden blev børnene bedt om at gå ved siden af, for at danne et børnekor med en begejstret sangpædagog. Mens de var der, fik vi så et lille foredrag med kunstneren Gudrun Hasle, som fortalte om sin kunst. Så kom børnene ind igen og sang for os, hvorefter koret ”Samklang” – 9 meget begejstrede (amatør)sangere gav os det ene dejlige arrangement efter det andet. Og så, da klokken var præcist 19:15, som adviseret i programmet, var det hele forbi, og alle kunne komme hjem, og børnene kunne blive lagt i seng. Det var et yderst velsmurt, velafviklet arrangement. Og igen, alle var med til at rydde op, klappe borde sammen, flytte tallerkner og stole væk; oprydningen tog højst 20 minutter. Finn, Stinne og jeg talte med skolens forstander, Michael Nielen, efterfølgende om hvilke erfaringer de havde gjort, for at kunne have det med i vores planlægningstanker. Michael fortalte os, at en af de ting, som havde overrasket ham mest i forbindelse med disse arrangementer var, at han havde lært at man skulle ”bede” folk om noget. Han havde troet da projektet var i dens planlægningsfase, at folk skulle møde til nogle veldækkede borde med levende lys, som allerede var tændte, bordpynt der var arrangeret etc. Men nej – det bedste ved det hele var netop borddækningen. Han fortalte at folk kom gentagne gange til disse fællesspisninger, og at der gik sport i at komme tidligere og tidligere, så man kunne være med til at plukke blomster til bordpynt, stille borde op, lægge duge, o.s.v. Så dér blev det opklaret, hvorfor bordækningen var så langt fremskreden, da vi kom. Det andet han havde opdaget var, at Kunsthøjskolen har kunstforedrag hver torsdag aften, som er åbne for Holbækborgere og vel og mærke gratis for alle. Der kom bare ingen udefra. Men der kom gerne de 140 mennesker til spisefællesskabet. Pladserne til spisefællesskaberne blev oven i købet ”udsolgt” på få dage, faktisk. Han spurgte nogle af deltagerne af spisefællesskabet om ikke de kunne være interesserede i også at deltage i foredragene også?
-Jo; det ville de nok…
-Jamen hvorfor kom de så ikke?
-Nej… det kunne være at nogen spurgte dem om noget, som de ikke vidste, eller at de skulle gøre noget som de ikke kunne. Men spise… det kan alle og enhver.
Så spurgte Michael, om ikke de fremadrettet kunne tænke sig at komme til foredragene?
Joh… Det kunne de…
Og det gør de! Nu kommer der faktisk flere ”udefra” hver gang de holder foredrag, når nu de har opdaget at det ikke er så farligt endda at komme til Kunsthøjskolen. Spisefælleskabet har så at sige åbnet døren mellem dem og højskolen. Mellem dem og kunsten…
For mig er dette sidste en meget værdifuld erfaring – at man kan åbne døren for nogle ind til et ukendt område, et ukendt rum ved det enkle at spise sammen. Og denne erfaring tror jeg og håber jeg, at vi målrettet kan bruge i forbindelse med dette projekt.
Jeg fik også talt med Stinne i et par timer om projektet, og det virker bestemt til at hun er interesseret og tændt på at medvirke og udvikle ideer. Faktisk havde hun allerede flere bud på, hvordan man kunne arbejde videre med de menneskelige musiske fortællinger.
Så vi arbejder med fuld damp fremad ind i mørke og ukendte vande, som altid i kunstneriske projekter. Vi ved egentligt aldrig præcist, hvor vi skal hen, vi har kun en vag ide om det; men vi har dog en retning. Og vi har et skib, og et mandskab. Vi skrives ved om en månedstid, hvor jeg forhåbentligt har flere nyheder om vores færd.
Og vejret? Ja, det er såmænd skiftet til godt gammeldags efterår med blæst, og byger og kølighed, så det er måske ikke så galt fat endda? Hvorom alting er, forbliver jeg bestandigt din hengivne,