01/09/2016, Holbæk
Kære Carl,
Det er længe siden sidst! Jeg troede, at jeg havde skrevet mit sidste brev til dig sidste år i november, da jeg afsluttede projektet ”Lyden af Fyn” med min Sinfonia Fionia. Men nu skriver jeg altså til dig igen, og jeg håber ikke at det forstyrrer dig alt for meget. Jeg tænker, at et lille afbræk i gravfreden kan være meget godt i ny og næ, især for sådan én som dig, som i den grad var forelsket i livet, og jeg lover at begrænse mig til at skrive højst én gang om måneden, for at holde uroen til et absolut minimum. Ser du, jeg er ikke helt færdig med mine fynske eskapader, viser det sig. Og hvor er det dejligt! Jeg syntes at mit samarbejde med Odense Symfoniorkester, og interaktionen med befolkningen på Fyn, var så stor en oplevelse, at jeg måtte forsøge at komme tilbage på én eller anden måde.
Inden jeg fortæller hvordan, lidt baggrund: der er meget polemik i Danmark nu om dage om flygtninge og fremmede tilflyttere, forårsaget bl. a. af en voldsom borgerkrig, som raser i Syrien i øjeblikket, samt andre krige som har raset (og egentlig gør det stadig) i Afghanistan, og Irak, som har tvunget mange blandt disse landes befolkninger til at flygte. Blandt andre steder til Europa og Danmark. Så der er en del ”fremmede” blandt os. Og det gør os bange.
Det at være fremmed er noget jeg kender til qua min egen migration fra USA til Danmark, og mine bedsteforældres migration/flugt fra Østeuropa til USA. Men jeg kender også til det i kraft af mit arbejde som komponist, da nye lyde, ny musik også kan være fremmed, og dermed fornemmes lidt halvfarligt. Du har sikkert oplevet det selv i dit liv som nyskabende komponist. Det er indkodet i os som menneskedyr fra fødslen, og det er for så vidt en vigtig overlevelsesmekanisme, at vi er programmeret til at være varsomme over for det nye. Men at være bange for det fremmede kan også være en stor hæmsko, og i yderste fald kan det måske være endnu mere farligt end afsøge og afdække det fremmede og inddrage det til en ny ”velkendthed”.
Som jeg har skrevet til dig i mine tidligere breve, blev jeg i sidste ende meget betaget af processen i projektet ”Lyden af Fyn”. Det, der betog mig var den cykliske idé om at skabe et stykke musik, ved at det tog sit udspring i en gruppe menneskers historier/ideer, og at stille sig til rådighed som kunstner og komponist. At bearbejde det råstof, som disse mennesker frembragte og forvandle det på en eller anden måde til et stykke musik. Og at dette stykke musik vendte tilbage til disse mennesker, som en kunstnerisk fortolkning af deres ideer/historier. Der er to sider af denne proces, som betager mig. Den ene er det ejerskabsforhold, som publikum får som resultat af denne proces. Det andet er at jeg på én eller anden måde distancerer mig fra det klassiske-romantiske komponistbegreb om at være eksklusivt original. Komponisten som den musikalsk/kunstneriske alvidende, uafhængige, originale og enestående geni, som henter sine inspirationer i den ukendte tågede romantiske begrebsverden og lægger dem frem for et indforstået publikum. Her er der tale om en rimelig konkret proces, som indebærer flere mennesker end komponisten i skabelsesprocessen, og forhåbentligt nogle mennesker, som ellers ikke ville have lagt deres vej forbi den symfoniske musik.
Så her er hvad jeg skal i løbet af de næste to år: Jeg skal foranstalte et eller flere møder mellem forskellige mennesker, forskellige publikummer, under fællesoverskriften ”migration”. Alle mennesker har migreret til Danmark – nogle fornyelig, nogle for mange år siden. Disse historier, og dette møde skal så afstedkomme en ny symfoni, som således vender tilbage til disse mennesker, og (forhåbentligt) rigtig mange andre mennesker.
Det er så den korte fortælling….
Den lange fortælling er, hvordan jeg egentligt vil bære mig ad med at gøre dette. Og her har jeg atter tænkt mig at trække på dig med disse breve. Du skal endelig, som sidst, give lyd fra dig, som du nu kan. Jeg skal nok have mine ører og øjne åbne for tegn i sol og måne.
Men projektet starter officielt i dag, som meget passende er min fødselsdag – dejligere fødselsdagsgave, kunne jeg slet ikke forestille mig.
Din hengivne