Categories
Dansk Forside

Brev #19

Tirsdag d. 1. november, 2016

Kære Carl,

Det er som om tingene er ved at blive mere og mere håndgribelige, efterhånden som vi arbejder os ned i enkelthederne med dette spændende projekt. Noget af det bedste, som er sket siden sidst er, at jeg har fået en medarbejder, Stinne Vium, som er med til at skabe rammerne om projektet. Stinne var faktisk allerede med til spisefællesskabet på Kunsthøjskolen i sidste måned, hvor hun mødte Finn, som jeg skrev i mit sidste brev. Hun er meget dygtig, og det, som især er godt, er at hun er uddannet i, og har arbejdet en del med – kunstneriske narrative forløb. Det er nogle fine ord som dækker over præcist det, som jeg har tænkt mig at lave, nemlig at forvandle folks fortællinger eller narrativer til et kunstvæk; her et stykke musik. Stinnes arbejde har hidtil været at forvandle folks fortællinger til skuespil, og således synes hun, at det er meget spændende og eksotisk at arbejde sammen med musikere. Vi har holdt flere møder sammen, for at tage et ordentligt spadestik dybere i, hvad vi egentligt havde tænkt os at lave, og hvornår vi skal lave det. Vi har afsøgt og diskuteret flere vigtige aspekter af projektet.

Det første vi har grublet over var titlen på projektet. Min oprindelige arbejdstitel, ”Menneskelige musiske fortællinger”, synes alle (inklusivt mig selv) er lige lovlig tung en overskrift. Den er for lang. Den er ikke sønderlig gribende. Kort sagt, den er gumpe tung. Så Stinne og jeg brugte et par timer på at spille pingpong med alle de ord, som vi syntes havde med projektet at gøre, for at komme nærmere noget andet og bedre. Jeg var meget glad for ordet ”musiske”, fordi det både omhandler det musikalske, men bredere omfatter det, som har med muserne at gøre – og dermed kunstnerisk skabelse og oplevelse. At opleve verden, at skabe verden, ja skabe selve livet igennem kunsten – det er noget! Det er måske en anelse højtravende, men jeg tror, du af alle forstår, hvad jeg mener. Så det korte af det lange er, at vores nye titel er:

”Musiske rejser”

Med undertitlen:

”personlige fortællinger sat i musik af Andy Pape, spillet af Odense symfoniorkester”.

”Musiske rejser” er med vilje tvetydigt, og kan handle om ens rejse gennem livet på flere måder: rejsen frem til der man nu er rent fysisk, eller hvorledes man er havnet, hvor man nu befinder sig rent sjæleligt, eller en kombination af de to rejser. Det inkluderer også historien om, hvor man kommer fra. Og undertitlen pointerer at det handler om personlige fortællinger, som skal forvandles til musik. Lad mig endelig høre fra dig hvad du synes, lige meget om det er positivt eller negativt.

Det andet som vi har talt en del om er, hvordan spisefællesskabet skulle struktureres. Altså der hvor vi høster alle de fortællinger, som jeg skal omdanne til en symfoni. Vi tænker at ud over at folk skal spise sammen, at de også i løbet af den aften skal opleve en beskeden koncert, fremført af en sinfonietta taget fra Odense symfoniorkesterets midte. Vores oplæg til Finn var yderligere at lave en slags pilotprojekt med spisefællesskab og historieindsamling for præcis det kammerensemble, som Stinne og jeg anvender til at indsamle ”musiske rejser”; altså at vi høster personlige fortællinger fra de musikere, som om et år skal spille til vores egentlige spisefælleskaber. På den måde får de folk, som skal bidrage med en historie, en oplevelse af hvordan processen har forløbet for andre. At kammerensemblet, så at sige, kommer til at spille deres egne historier for folk – i musik. Jeg er godt klar over at der er noget kinesisk æske i denne tankegang, men jeg er sikker på at du reder det ud, da du har så uendelig meget tid til den slags.

Vi mangler nu at få navn på de 19 musikere, som kommer til at danne sinfoniettaen, og den præcise tid og det præcise sted, hvor vores pilot-spisefællesskab skal løbe af stablen. Vi har sat slutningen af november, som tidshorisont for hvornår det skal finde sted, så mon ikke jeg, i mit december brev til dig, kan fortælle vidt og bredt om vores erfaringer? Jeg kan i hvert fald fortælle dig at jeg er enormt spændt!

Jeg og Stinne var i øvrigt i Odense for at fortælle om alle vores tiltag og præsenterede også symfoniorkesterets musikere for projektets grundlag. Vi kom ca. 20 minutter for tidligt til vores planlagte møde med Finn kl. 12, og jeg kunne se at alle musikerne var på vej tilbage til en prøve efter en lille pause. Jeg spurgte Stinne, om hun havde lyst til at se koncertsalen og måske høre orkesteret spille. Vi gik ind lige som dirigenten Michael Schønwandt spillede halvandet minut af Brahms 2. symfoni, og jeg var bogstaveligt talt i himlen. Mit hjerte sang. Det er bare så enkelt.

Og så oplevede jeg så mange varme, hjertelige hilsner fra de mange musikere, som glædede sig til det nye projekt. Hvor heldig kan man ikke være? Jeg spørger bare.

Vi skrives ved om en måned,

15. dec., 2016

Ja, så er gået en måned, og lidt til. Jeg fik ikke postet mit brev til dig, da jeg havde håbet at det ville være muligt at fortælle om vores pilot projekt med spisefællesskabet. Det viste sig imidlertid hurtigt efter at jeg havde skrevet, at jeg var en tand optimistisk i min tro på, at vi kunne nå det til midten af november. Hvis vi ville være sikre på, at hele ensemblet kunne deltage og gøre vores arbejde grundigt, ville der være for lidt tid til at planlægge. Derfor har vi udsat spisefællesskabet til det nye år; nærmere bestemt d. 18. januar. Jeg er rigtig glad for at vi gjorde det, for det har givet Stinne og mig tid til virkeligt at gennemtænke et forløb, og finde på præcist hvordan vi kunne tænke os at afvikle aftenen. Det er jo meningen at denne aften skal være en slags prototype på de aftner, som vi skal planlægge om knapt et år, hvor ”almindelige mennesker” skal deltage, og det ville være synd, hvis vi ikke fik lov til at tænke os grundigt om. Stinne sagde nemlig på et tidligt tidspunkt, at hun syntes, at aftenen skulle rumme en overraskelse. Det rugede jeg en del over, og kom på en ide, som Stinne synes godt om, og som vi har udviklet på. Vi er blevet enige med Finn om, at overraskelsen skulle være hemmelig også for ham, så det er kun Stinne og jeg som ved, hvad den rummer. Jeg holder det også hemmeligt for dig, ikke fordi jeg tror at du røber hemmeligheden, men for at holde dig lidt hen i spænding. Jeg tænker der lige netop er lidt mangel på den ingrediens der, hvor du er. Jeg håber at du tilgiver mig. Jeg skal nok fortælle dig alt om den i mit næste brev, som jeg sender omkring d.  1. februar i det nye år, 2017.

Men nu er vi midt i julemåneden, og der er lys og guirlander over det hele. Julestemningen breder sig, og jeg tænker, at du heller ikke skal snydes! Jeg har brudt min hjerne med hvordan jeg kan give dig en julegave, og jeg er kommet på, at du skal have anden sats af min ”Sinfonia Fionia”, som bruger din egen ”Min Jesus, lad mit hjerte få” som inspiration. Jeg håber du nyder den.

carlgave

Mange varme julehilsner,

din,

Andy-signatur