05/07/2017
Kære Carl,
Det er et stykke tid siden jeg har skrevet sidst. Ja, mere end et halvt år. Jeg tænker at det ikke gør dig noget, da du muntrer dig i evigheden, som ifølge Augustinus er ingen tid – det uendelige mellemrum, hvor tiden ikke eksisterer. Faktisk har jeg spekuleret mange gange over om ikke det vi komponister i virkeligheden higer efter at skabe via vores musik. At skabe det uendelige mellemrum, hvor tiden står stille – eller slet ikke eksisterer. Det giver i hvert fald god mening for mig.
Der er i hvert fald sket meget i det mellemrum siden mit sidste brev!
Vi fik afviklet spisefællesskabet med kammerensemblet samt tre øvrige OS-medarbejdere (den ene var selveste orkesterchefen!). Kort fortalt så var aftenen en stor succes, ikke mindst på grund af Stinnes meget grundige forberedelse. Vi havde arrangeret os på noget der hedder Kulturmaskinen midt i Odense, faktisk midt i det, som du kendte (og som vi stadig kender) som Brandts Klædefabrik, som nu er omdannet til et stort kultur- og butiksområde. Vi allierede os med stedets kok, og aftalte en fin ”musisk” middag med hende. Der var ild i pejsene og levende lys, og Stinne havde sørget for at alt var meget pynteligt og hyggeligt. Vores ”overraskelse” var at jeg fortalte en historie om min morfar, som har haft stor betydning for min egen musikalitet, som sluttede med at læreren af balletskolen i Odense, Mette Helene Schmidt Sørensen, havde koreograferet en dans til en sats af Bachs solocellosuite. Jeg tror at det både tog fusen på de deltagende musikere, men at det også var meget inspirerende for de historier, som de senere fortalte. Stinne styrede aftenen med sikker hånd, og alle de fremmødte nåede at fortælle en musiskrejsehistorie, som lå deres hjerte nær.
Det blev til 19 historier i alt, som jeg har nærlyttet og forsøgt at finde en eller enden struktur, som kunne samle disse historier så jeg kunne ”omdanne” dem til musik. Jeg arbejdede med de ni muser, som du udmærket kender; Kalliope (musernes leder, heltedigtning), Kleo (historien), Melpomene (tragedie), Erato (kærlighedsdigtning), Euterpe (musikken, sang, og lyriskdigtning), Terpsichore (dans), Urania (astronomi), Thaleia (komedie), Polyhymnia (sakralmusikken og -digtning).
Den eneste muse, som historierne ikke passede under var Melpomene – tragediens muse. Alle historierne var opbyggelige og positive. Jeg tænker at det kræver en del at overskride den tærskel og de mure, som omringer det sørgelige i vores liv. Jeg ved ikke om det er specielt dansk eller bare alment menneskeligt.
Hvorom alting er, så lykkedes det mig at gruppere historierne i fire grupper – hver gruppe er ligesom en blanding mellem to af muserne. For eksempel så er der en gruppering med Kleo (historie) og Kalliope (episk digtning). Begge muser repræsenterer ”historien” – ”det og det skete, den og den gang”. Her er en lille flig af et udsnit fra hver af de fire historier som jeg bruger til denne sats:
Som du kan høre, er den første historiecitat én af sinfoniettaens violinister, som fortæller om første gang hun var til violintime, og læreren bad hende bare spille på de løse strenge, mens han spillede en dejlig melodi. Det skønne er hendes boblende fortælling, om at det lød enormt godt, og at denne oplevelse var formodentligt med til at inspirere hende til at fortsætte med at spille violin. Jeg har forsøgt at omdanne denne historie til et stykke musik, og jeg har selvklart brugt violinernes løse strenge – faktisk rimeligt meget i hele den første sats. Jeg har også hæftet mig ved den energi og den begejstring, som de fire fortællinger udstråler. Mange af historierne vidner om en drevenhed allerede fra barnsben af om at ville spille deres udvalgte instrument. Den drevenhed har jeg også forsøgt at inkorporere i satsen.
Jeg synes at de historier som de fire musikere fortæller handler meget om hvordan de er blevet til den musiker, som de nu engang er blevet til. Altså meget ”min historie”. Derfor mener jeg at der er tale om de to muser som historierne i første sats kredser om – nemlig Kleo (historien) og Kalliope (episk (helte)digtning). Jeg har således døbt førstesatsen Kleoalliope. Du kan høre begyndelsen her:
Som altid er du meget velkommen til at komme med kommentarer og kritik. Jeg vil lede i tegn fra sol, måne, og vindens hvisken efter dine beskeder.
Noget helt andet, Carl, er at jeg tænker meget på hvordan du egentligt havde det sidst i dit liv. Med at være komponist, med musikken. Jeg synes selv at der er ved at ske en forandring med alderen. Spørgsmål som ”Hvad skal jeg og vi egentlig med musikken?”, ”Hvad er min rolle som komponist, og er det overhovedet væsentligt at skrive partiturmusik år 2017? Er der overhovedet nogen der lytter?”. Det er bare nogle af de spørgsmål som dukker op med hyppigere mellemrum. Muligvis har du haft lignende spørgsmål da du nærmede dig livets solnedgang. Du har skrevet i et brev til Vilhelm Andersen meget kort tid før du forlod os og verden:
”Du og jeg er kommet i den Alder, hvor det ikke mere har afgørende Interesse at komme til Bunds i alle Problemer. […] Det er lige ved at være skønnere, fordi Landet ligger bredere, saa de andre ogsaa kan komme til. Lad dem alle sammen trives og mættes, det skal nok gaa!”
Det er trøstende ord, og jeg har ikke selv noget svar, og det er som om spørgsmålene bare bliver flere og flere og større og større uden at der kommer nogen afklaring. Muligvis vil der være nogle svar når vi kommer i kontakt med de mennesker som vælger at dele deres historier med os – jeg ved det ikke.
Noget som er dukket op her i den sidste tid er, at jeg er begyndt at strikke. Det er meget tilfredsstillende. Faktisk har jeg strikket som ung – det startede med at det var en god måde at komme i kontakt med det modsatte køn på. Siden har jeg strikket sweaters til mine børn da de var små. Men så var det ligesom om at det blev lagt på hylden de sidste 20-25 år.
Det er faktisk en dejlig måde at slappe af på og lave noget som kræver en vis koncentration, uden at det er særlig koncentrationskrævende. Lige nu strikker jeg et mønster med et ribmønster på fem ret og fem vrang. Så jeg tæller til fem rigtig meget. Det er enormt afslappende; meget befriende.
Én af mine meget gode venner, Jesper Lützhøft var på besøge forleden aften, og han bemærkede noget, som jeg faktisk godt vidste, men som jeg havde glemt. At du også begyndte at strikke sent i livet – vist nok fordi din læge syntes at det ville være en måde at lave noget roligt/beroligende i lyset at dit hjertesygdom. Hvis det er, kan vi bytte strikkeopskrifter…
Kære Carl – hvil nu godt videre indtil jeg skriver til dig næste gang.
Din