Categories
Kære Carl...

Brev #20

 

05/07/2017

Kære Carl,

Det er et stykke tid siden jeg har skrevet sidst. Ja, mere end et halvt år. Jeg tænker at det ikke gør dig noget, da du muntrer dig i evigheden, som ifølge Augustinus er ingen tid – det uendelige mellemrum, hvor tiden ikke eksisterer. Faktisk har jeg spekuleret mange gange over om ikke det vi komponister i virkeligheden higer efter at skabe via vores musik. At skabe det uendelige mellemrum, hvor tiden står stille – eller slet ikke eksisterer. Det giver i hvert fald god mening for mig.

Der er i hvert fald sket meget i det mellemrum siden mit sidste brev!

Vi fik afviklet spisefællesskabet med kammerensemblet samt tre øvrige OS-medarbejdere (den ene var selveste orkesterchefen!). Kort fortalt så var aftenen en stor succes, ikke mindst på grund af Stinnes meget grundige forberedelse. Vi havde arrangeret os på noget der hedder Kulturmaskinen midt i Odense, faktisk midt i det, som du kendte (og som vi stadig kender) som Brandts Klædefabrik, som nu er omdannet til et stort kultur- og butiksområde. Vi allierede os med stedets kok, og aftalte en fin ”musisk” middag med hende. Der var ild i pejsene og levende lys, og Stinne havde sørget for at alt var meget pynteligt og hyggeligt. Vores ”overraskelse” var at jeg fortalte en historie om min morfar, som har haft stor betydning for min egen musikalitet, som sluttede med at læreren af balletskolen i Odense, Mette Helene Schmidt Sørensen, havde koreograferet en dans til en sats af Bachs solocellosuite. Jeg tror at det både tog fusen på de deltagende musikere, men at det også var meget inspirerende for de historier, som de senere fortalte. Stinne styrede aftenen med sikker hånd, og alle de fremmødte nåede at fortælle en musiskrejsehistorie, som lå deres hjerte nær.

Det blev til 19 historier i alt, som jeg har nærlyttet og forsøgt at finde en eller enden struktur, som kunne samle disse historier så jeg kunne ”omdanne” dem til musik. Jeg arbejdede med de ni muser, som du udmærket kender; Kalliope (musernes leder, heltedigtning), Kleo (historien), Melpomene (tragedie), Erato (kærlighedsdigtning), Euterpe (musikken, sang, og lyriskdigtning), Terpsichore (dans), Urania (astronomi), Thaleia (komedie), Polyhymnia (sakralmusikken og -digtning).

Den eneste muse, som historierne ikke passede under var Melpomene – tragediens muse. Alle historierne var opbyggelige og positive. Jeg tænker at det kræver en del at overskride den tærskel og de mure, som omringer det sørgelige i vores liv. Jeg ved ikke om det er specielt dansk eller bare alment menneskeligt.

Hvorom alting er, så lykkedes det mig at gruppere historierne i fire grupper – hver gruppe er ligesom en blanding mellem to af muserne. For eksempel så er der en gruppering med Kleo (historie) og Kalliope (episk digtning). Begge muser repræsenterer ”historien” – ”det og det skete, den og den gang”. Her er en lille flig af et udsnit fra hver af de fire historier som jeg bruger til denne sats:

Som du kan høre, er den første historiecitat én af sinfoniettaens violinister, som fortæller om første gang hun var til violintime, og læreren bad hende bare spille på de løse strenge, mens han spillede en dejlig melodi. Det skønne er hendes boblende fortælling, om at det lød enormt godt, og at denne oplevelse var formodentligt med til at inspirere hende til at fortsætte med at spille violin. Jeg har forsøgt at omdanne denne historie til et stykke musik, og jeg har selvklart brugt violinernes løse strenge – faktisk rimeligt meget i hele den første sats. Jeg har også hæftet mig ved den energi og den begejstring, som de fire fortællinger udstråler. Mange af historierne vidner om en drevenhed allerede fra barnsben af om at ville spille deres udvalgte instrument. Den drevenhed har jeg også forsøgt at inkorporere i satsen.

Jeg synes at de historier som de fire musikere fortæller handler meget om hvordan de er blevet til den musiker, som de nu engang er blevet til. Altså meget ”min historie”. Derfor mener jeg at der er tale om de to muser som historierne i første sats kredser om – nemlig Kleo (historien) og Kalliope (episk (helte)digtning). Jeg har således døbt førstesatsen Kleoalliope. Du kan høre begyndelsen her:

Som altid er du meget velkommen til at komme med kommentarer og kritik. Jeg vil lede i tegn fra sol, måne, og vindens hvisken efter dine beskeder.

Noget helt andet, Carl, er at jeg tænker meget på hvordan du egentligt havde det sidst i dit liv. Med at være komponist, med musikken. Jeg synes selv at der er ved at ske en forandring med alderen. Spørgsmål som ”Hvad skal jeg og vi egentlig med musikken?”, ”Hvad er min rolle som komponist, og er det overhovedet væsentligt at skrive partiturmusik år 2017? Er der overhovedet nogen der lytter?”. Det er bare nogle af de spørgsmål som dukker op med hyppigere mellemrum. Muligvis har du haft lignende spørgsmål da du nærmede dig livets solnedgang. Du har skrevet i et brev til Vilhelm Andersen meget kort tid før du forlod os og verden:

”Du og jeg er kommet i den Alder, hvor det ikke mere har afgørende Interesse at komme til Bunds i alle Problemer.  […] Det er lige ved at være skønnere, fordi Landet ligger bredere, saa de andre ogsaa kan komme til. Lad dem alle sammen trives og mættes, det skal nok gaa!”

Det er trøstende ord, og jeg har ikke selv noget svar, og det er som om spørgsmålene bare bliver flere og flere og større og større uden at der kommer nogen afklaring. Muligvis vil der være nogle svar når vi kommer i kontakt med de mennesker som vælger at dele deres historier med os – jeg ved det ikke.

Noget som er dukket op her i den sidste tid er, at jeg er begyndt at strikke. Det er meget tilfredsstillende. Faktisk har jeg strikket som ung – det startede med at det var en god måde at komme i kontakt med det modsatte køn på. Siden har jeg strikket sweaters til mine børn da de var små. Men så var det ligesom om at det blev lagt på hylden de sidste 20-25 år.

Det er faktisk en dejlig måde at slappe af på og lave noget som kræver en vis koncentration, uden at det er særlig koncentrationskrævende. Lige nu strikker jeg et mønster med et ribmønster på fem ret og fem vrang. Så jeg tæller til fem rigtig meget. Det er enormt afslappende; meget befriende.

Én af mine meget gode venner, Jesper Lützhøft var på besøge forleden aften, og han bemærkede noget, som jeg faktisk godt vidste, men som jeg havde glemt. At du også begyndte at strikke sent i livet – vist nok fordi din læge syntes at det ville være en måde at lave noget roligt/beroligende i lyset at dit hjertesygdom. Hvis det er, kan vi bytte strikkeopskrifter…

Kære Carl – hvil nu godt videre indtil jeg skriver til dig næste gang.

Din

Categories
Dansk Forside

Musiske Rejser breve

Brev #17

Brev #18

Brev #19

Categories
Dansk Forside

Brev #19

Tirsdag d. 1. november, 2016

Kære Carl,

Det er som om tingene er ved at blive mere og mere håndgribelige, efterhånden som vi arbejder os ned i enkelthederne med dette spændende projekt. Noget af det bedste, som er sket siden sidst er, at jeg har fået en medarbejder, Stinne Vium, som er med til at skabe rammerne om projektet. Stinne var faktisk allerede med til spisefællesskabet på Kunsthøjskolen i sidste måned, hvor hun mødte Finn, som jeg skrev i mit sidste brev. Hun er meget dygtig, og det, som især er godt, er at hun er uddannet i, og har arbejdet en del med – kunstneriske narrative forløb. Det er nogle fine ord som dækker over præcist det, som jeg har tænkt mig at lave, nemlig at forvandle folks fortællinger eller narrativer til et kunstvæk; her et stykke musik. Stinnes arbejde har hidtil været at forvandle folks fortællinger til skuespil, og således synes hun, at det er meget spændende og eksotisk at arbejde sammen med musikere. Vi har holdt flere møder sammen, for at tage et ordentligt spadestik dybere i, hvad vi egentligt havde tænkt os at lave, og hvornår vi skal lave det. Vi har afsøgt og diskuteret flere vigtige aspekter af projektet.

Det første vi har grublet over var titlen på projektet. Min oprindelige arbejdstitel, ”Menneskelige musiske fortællinger”, synes alle (inklusivt mig selv) er lige lovlig tung en overskrift. Den er for lang. Den er ikke sønderlig gribende. Kort sagt, den er gumpe tung. Så Stinne og jeg brugte et par timer på at spille pingpong med alle de ord, som vi syntes havde med projektet at gøre, for at komme nærmere noget andet og bedre. Jeg var meget glad for ordet ”musiske”, fordi det både omhandler det musikalske, men bredere omfatter det, som har med muserne at gøre – og dermed kunstnerisk skabelse og oplevelse. At opleve verden, at skabe verden, ja skabe selve livet igennem kunsten – det er noget! Det er måske en anelse højtravende, men jeg tror, du af alle forstår, hvad jeg mener. Så det korte af det lange er, at vores nye titel er:

”Musiske rejser”

Med undertitlen:

”personlige fortællinger sat i musik af Andy Pape, spillet af Odense symfoniorkester”.

”Musiske rejser” er med vilje tvetydigt, og kan handle om ens rejse gennem livet på flere måder: rejsen frem til der man nu er rent fysisk, eller hvorledes man er havnet, hvor man nu befinder sig rent sjæleligt, eller en kombination af de to rejser. Det inkluderer også historien om, hvor man kommer fra. Og undertitlen pointerer at det handler om personlige fortællinger, som skal forvandles til musik. Lad mig endelig høre fra dig hvad du synes, lige meget om det er positivt eller negativt.

Det andet som vi har talt en del om er, hvordan spisefællesskabet skulle struktureres. Altså der hvor vi høster alle de fortællinger, som jeg skal omdanne til en symfoni. Vi tænker at ud over at folk skal spise sammen, at de også i løbet af den aften skal opleve en beskeden koncert, fremført af en sinfonietta taget fra Odense symfoniorkesterets midte. Vores oplæg til Finn var yderligere at lave en slags pilotprojekt med spisefællesskab og historieindsamling for præcis det kammerensemble, som Stinne og jeg anvender til at indsamle ”musiske rejser”; altså at vi høster personlige fortællinger fra de musikere, som om et år skal spille til vores egentlige spisefælleskaber. På den måde får de folk, som skal bidrage med en historie, en oplevelse af hvordan processen har forløbet for andre. At kammerensemblet, så at sige, kommer til at spille deres egne historier for folk – i musik. Jeg er godt klar over at der er noget kinesisk æske i denne tankegang, men jeg er sikker på at du reder det ud, da du har så uendelig meget tid til den slags.

Vi mangler nu at få navn på de 19 musikere, som kommer til at danne sinfoniettaen, og den præcise tid og det præcise sted, hvor vores pilot-spisefællesskab skal løbe af stablen. Vi har sat slutningen af november, som tidshorisont for hvornår det skal finde sted, så mon ikke jeg, i mit december brev til dig, kan fortælle vidt og bredt om vores erfaringer? Jeg kan i hvert fald fortælle dig at jeg er enormt spændt!

Jeg og Stinne var i øvrigt i Odense for at fortælle om alle vores tiltag og præsenterede også symfoniorkesterets musikere for projektets grundlag. Vi kom ca. 20 minutter for tidligt til vores planlagte møde med Finn kl. 12, og jeg kunne se at alle musikerne var på vej tilbage til en prøve efter en lille pause. Jeg spurgte Stinne, om hun havde lyst til at se koncertsalen og måske høre orkesteret spille. Vi gik ind lige som dirigenten Michael Schønwandt spillede halvandet minut af Brahms 2. symfoni, og jeg var bogstaveligt talt i himlen. Mit hjerte sang. Det er bare så enkelt.

Og så oplevede jeg så mange varme, hjertelige hilsner fra de mange musikere, som glædede sig til det nye projekt. Hvor heldig kan man ikke være? Jeg spørger bare.

Vi skrives ved om en måned,

15. dec., 2016

Ja, så er gået en måned, og lidt til. Jeg fik ikke postet mit brev til dig, da jeg havde håbet at det ville være muligt at fortælle om vores pilot projekt med spisefællesskabet. Det viste sig imidlertid hurtigt efter at jeg havde skrevet, at jeg var en tand optimistisk i min tro på, at vi kunne nå det til midten af november. Hvis vi ville være sikre på, at hele ensemblet kunne deltage og gøre vores arbejde grundigt, ville der være for lidt tid til at planlægge. Derfor har vi udsat spisefællesskabet til det nye år; nærmere bestemt d. 18. januar. Jeg er rigtig glad for at vi gjorde det, for det har givet Stinne og mig tid til virkeligt at gennemtænke et forløb, og finde på præcist hvordan vi kunne tænke os at afvikle aftenen. Det er jo meningen at denne aften skal være en slags prototype på de aftner, som vi skal planlægge om knapt et år, hvor ”almindelige mennesker” skal deltage, og det ville være synd, hvis vi ikke fik lov til at tænke os grundigt om. Stinne sagde nemlig på et tidligt tidspunkt, at hun syntes, at aftenen skulle rumme en overraskelse. Det rugede jeg en del over, og kom på en ide, som Stinne synes godt om, og som vi har udviklet på. Vi er blevet enige med Finn om, at overraskelsen skulle være hemmelig også for ham, så det er kun Stinne og jeg som ved, hvad den rummer. Jeg holder det også hemmeligt for dig, ikke fordi jeg tror at du røber hemmeligheden, men for at holde dig lidt hen i spænding. Jeg tænker der lige netop er lidt mangel på den ingrediens der, hvor du er. Jeg håber at du tilgiver mig. Jeg skal nok fortælle dig alt om den i mit næste brev, som jeg sender omkring d.  1. februar i det nye år, 2017.

Men nu er vi midt i julemåneden, og der er lys og guirlander over det hele. Julestemningen breder sig, og jeg tænker, at du heller ikke skal snydes! Jeg har brudt min hjerne med hvordan jeg kan give dig en julegave, og jeg er kommet på, at du skal have anden sats af min ”Sinfonia Fionia”, som bruger din egen ”Min Jesus, lad mit hjerte få” som inspiration. Jeg håber du nyder den.

carlgave

Mange varme julehilsner,

din,

Andy-signatur

Categories
Dansk Forside

Brev #18

Søndag, d. 25 september, 2016

Kære Carl!

Jeg sidder på min terrasse i korte skjorteærmer og småsveder i den lidt blæsende og solrige eftermiddagsvarme. Og datoen er relativt sent i september… Hvad hulen sker der? Vi har virkelig haft en gådefuld sommer i år, med efterår i juli og sommer i april og september! Der tales meget om klimaforandringer; at jordens temperatur vokser, polerne smelter, havvandet stiger. Vi mennesker har meget på samvittigheden, hvad angår pasningen af vores dejlige moder jord. Jeg skrev sidst om krig og elendighed, og nu får du besked om de følger, som vores kæmpeforbrug af energi og mad og efterfølgende spredning og udledning af affaldsprodukter har til følge for vores kære planet. Det er ikke rare ting at blive forstyrret af, der hvor du hviler dig i evighedens skær…

Men altså her på min terrasse er alt fred og idyl, og det mærkes lidt underligt, når man ved, hvor megen ufred og ubalance der er i verden. Desto større grund til at lave musik, som for mig er en af de bedste måder at føre mennesker sammen om en meningsfyldt og ikke mindst fredelig beskæftigelse. Musik for mig er den ultimative balanceskaber, det sprog som alle mennesker forstår på tværs af sprog, kultur og religioner. Musik er en evig flod af flydende kærlighed som alle kan fordybe og nedsænke sig i med sjælelig fornyelse og berigelse til følge. Hvis altså man tør åbne sine sanser og især sine ører.

Så det korte af det lange er, at min livsopgave med at skabe musik vel er mit lille forsøg på at genoprette balancen. Og vi er heldigvis en del, der er på denne side af vægtskålen.

Men du skal lige høre om det, der er sket siden sidst med mit nye projekt med Odense Symfoniorkester. Jeg synes selv, at der er sket en hel del, selv om det måske ikke syner af så meget. Vi arbejder meget på fundamentplanet, og som et bygnings fundament, som ikke er synderligt synligt, er det meget væsentligt at fundamentet er solidt, for at bygningen ikke styrter sammen lige med det første efter det er blevet bygget.

Jeg har været en del på Fyn og holdt møder med Odense symfoniorkesters Musikchef Finn Schumacker, som jeg må sige er vældig positiv og støttende omkring dette projekt. Han har fortalt mig at det, som vi har under udvikling, er noget af det væsentligste, som orkesteret arbejder på lige for tiden. At skabe en meningsfyldt kontakt mellem orkesteret, altså musikerne og deres publikum. Og jeg kan godt forstå ham, for det klassiske symfoniorkester har til stadighed i vores tid brug for at redefinere sig og sørge for at forny sit forhold til publikum, og skabe nyt publikum; et publikum som kræver, og i fremtiden vil forlange at et sådant orkester findes.

Jeg har også en aftale med en kvinde, som hedder Stinne, som netop har arbejdet en del med at indsamle folks historier om forskellige forhold, som hun, sammen med andre, har forvandlet til et kunstnerisk udtryk. Vi skal mødes med henblik på hvorvidt hun kan og vil assistere mig i at udarbejde vores fremgangsmåde, vores slagplan så at sige, med dette projekt. Og Carl, bare som en lille bisætning: hvor er det dejligt at kunne arbejde som komponist i interaktion med andre mennesker og ikke kun være spærret inde i sit kammer helt alene i månedsvis med sine noder. Misforstå mig ikke. Jeg elsker at være alene i mit kammer og komponere, men jeg elsker også at interagere med andre mennesker.

Men altså lige nu arbejder vi ”under jorden” så at sige på projektets fundament. Vi diskuterer fremgangsmåder, datoer, ensemblebesætninger, etc. etc. Overordnede har vi bestemt at om ca. et år, vil vi ud til et antal steder på Fyn og øerne med et program, der består dels af en koncert, og dels af et spisearrangement. En såkaldt ”fællesspisning”.

Vi vil gerne bruge fællesspisningssituationen som en måde at åbne en vej ind til de musiske historier, som de mennesker, der deltager i vores projekt, kan fortælle os. Hvordan vi præcist gør det, ved vi ikke helt endnu. Derfor har jeg sørget for at Finn, Stinne og jeg skal deltage i et fællespisningsarrangement på onsdag arrangeret af Kunsthøjskolen her i Holbæk, hvor jeg bor. Kunsthøjskolen har nemlig åbnet deres døre for befolkningen i Holbæk flere gange i løbet af de sidste par år, ved (gratis!) at indbyde til et måltid mad, og så lidt mere. Hvad det lidt mere er, har været forskelligt fra gang til gang, så jeg er spændt på hvad vi bliver budt på. Men jeg er sikker på at vi kan blive inspirerede. Da jeg har besluttet at sende dette brev til dig d. 1. okt., kan jeg lige nå at fortælle dig om det. Jeg skal også mødes med Stinne i nogle timer for at fortælle hende om projektet og høre om det kunne være interessant for hende at deltage. Alt sammen spændende ting! Vi skrives ved om lidt…

29. september, 2016

…og så er det allerede ”om lidt”! I går var jeg, Finn og Stinne til fællesspisning på Kunsthøjskolen i Holbæk, og det var en kæmpe stor oplevelse. Vi mødte kl. 17.00, som aftalt i indbydelsen for at være med til at dække bord. Vi var lidt forvirret over, at bordene allerede var lagt ud og dækket med duge, og blomster, og fuldt i gang med at blive dækket med service af flere mennesker, som så meget målrettet og driftige ud. Vi fik dog lov til at hente spisetallerkener i køkkenet, som lå et stykke væk fra den sal, hvor de ca. 140 mennesker, som var tilmeldt arrangementet skulle foregå. Vi fik strengt besked på ikke at lægge tallerkenerne ud på spisebordene, men at de derimod skulle lægges på et anretterbord i det tilstødende lokale. Så fint var det; portionsanrettede hovedretter. Nu kender jeg lidt til Kunsthøjskolen i forvejen; jeg har været fastlærer der i syv år i tidernes morgen, og nu er jeg formand for dens bestyrelse. Så jeg ved, at kokken på stedet er lige så meget kunstner som de kunstnere, som underviser. Og vi blev da heller ikke skuffet. Præcis på klokkeslettet 17:30, som der stod i programmet, sang vi en fællessang; en af mine yndlingssange, ”Septembers himmel er så blå”. Du kender den nok ikke, da den er komponeret efter din tid af en af vores store sangkomponister, Otto Mortensen. Så blev der bedt om at ”nogen” fra hver af de fem langborde kunne gå ud og begynde at hente de anrettede tallerkener og sende dem ”ned” af bordrækkerne. Vi forblev siddende, for ellers var der ikke nogen som kunne tage imod tallerkenerne. Så meget begejstring og hjælpevillighed var der! Vi fik hver en fin anrettet tallerken med svinekæber med korn og havens urter, altså fra Kunsthøjskolens egen have, og så lå der et lille glas med æblekage fra æblelunden til dessert. Og jeg kan godt fortælle dig at snakken gik! Man kunne næsten have svært ved at høre sin sidemand for bare begejstret samtale. Og der var ældre, midaldrende, unge, børn; alle aldre var repræsenterede.

Her ser du et billede af en smilende (og sulten) Finn Schumacker og vores meget appetitvækkende servering. Læg mærke til den fine bordpynt, hentet fra Kunsthøjskolens blomsterhave og skabt af deltagerne.

finn_spisefaelleskabet

Efter maden blev børnene bedt om at gå ved siden af, for at danne et børnekor med en begejstret sangpædagog. Mens de var der, fik vi så et lille foredrag med kunstneren Gudrun Hasle, som fortalte om sin kunst. Så kom børnene ind igen og sang for os, hvorefter koret ”Samklang” – 9 meget begejstrede (amatør)sangere gav os det ene dejlige arrangement efter det andet. Og så, da klokken var præcist 19:15, som adviseret i programmet, var det hele forbi, og alle kunne komme hjem, og børnene kunne blive lagt i seng. Det var et yderst velsmurt, velafviklet arrangement. Og igen, alle var med til at rydde op, klappe borde sammen, flytte tallerkner og stole væk; oprydningen tog højst 20 minutter. Finn, Stinne og jeg talte med skolens forstander, Michael Nielen, efterfølgende om hvilke erfaringer de havde gjort, for at kunne have det med i vores planlægningstanker. Michael fortalte os, at en af de ting, som havde overrasket ham mest i forbindelse med disse arrangementer var, at han havde lært at man skulle ”bede” folk om noget. Han havde troet da projektet var i dens planlægningsfase, at folk skulle møde til nogle veldækkede borde med levende lys, som allerede var tændte, bordpynt der var arrangeret etc. Men nej – det bedste ved det hele var netop borddækningen. Han fortalte at folk kom gentagne gange til disse fællesspisninger, og at der gik sport i at komme tidligere og tidligere, så man kunne være med til at plukke blomster til bordpynt, stille borde op, lægge duge, o.s.v. Så dér blev det opklaret, hvorfor bordækningen var så langt fremskreden, da vi kom. Det andet han havde opdaget var, at Kunsthøjskolen har kunstforedrag hver torsdag aften, som er åbne for Holbækborgere og vel og mærke gratis for alle. Der kom bare ingen udefra. Men der kom gerne de 140 mennesker til spisefællesskabet. Pladserne til spisefællesskaberne blev oven i købet ”udsolgt” på få dage, faktisk. Han spurgte nogle af deltagerne af spisefællesskabet om ikke de kunne være interesserede i også at deltage i foredragene også?

-Jo; det ville de nok…

-Jamen hvorfor kom de så ikke?

-Nej… det kunne være at nogen spurgte dem om noget, som de ikke vidste, eller at de skulle gøre noget som de ikke kunne. Men spise… det kan alle og enhver.

Så spurgte Michael, om ikke de fremadrettet kunne tænke sig at komme til foredragene?

Joh… Det kunne de…

Og det gør de! Nu kommer der faktisk flere ”udefra” hver gang de holder foredrag, når nu de har opdaget at det ikke er så farligt endda at komme til Kunsthøjskolen. Spisefælleskabet har så at sige åbnet døren mellem dem og højskolen. Mellem dem og kunsten…

For mig er dette sidste en meget værdifuld erfaring – at man kan åbne døren for nogle ind til et ukendt område, et ukendt rum ved det enkle at spise sammen. Og denne erfaring tror jeg og håber jeg, at vi målrettet kan bruge i forbindelse med dette projekt.

Jeg fik også talt med Stinne i et par timer om projektet, og det virker bestemt til at hun er interesseret og tændt på at medvirke og udvikle ideer. Faktisk havde hun allerede flere bud på, hvordan man kunne arbejde videre med de menneskelige musiske fortællinger.

Så vi arbejder med fuld damp fremad ind i mørke og ukendte vande, som altid i kunstneriske projekter. Vi ved egentligt aldrig præcist, hvor vi skal hen, vi har kun en vag ide om det; men vi har dog en retning. Og vi har et skib, og et mandskab. Vi skrives ved om en månedstid, hvor jeg forhåbentligt har flere nyheder om vores færd.

Og vejret? Ja, det er såmænd skiftet til godt gammeldags efterår med blæst, og byger og kølighed, så det er måske ikke så galt fat endda? Hvorom alting er, forbliver jeg bestandigt din hengivne,

Andy-signatur

 

Categories
Dansk Forside

Brev #17

01/09/2016, Holbæk

Kære Carl,

Det er længe siden sidst! Jeg troede, at jeg havde skrevet mit sidste brev til dig sidste år i november, da jeg afsluttede projektet ”Lyden af Fyn” med min Sinfonia Fionia. Men nu skriver jeg altså til dig igen, og jeg håber ikke at det forstyrrer dig alt for meget. Jeg tænker, at et lille afbræk i gravfreden kan være meget godt i ny og næ, især for sådan én som dig, som i den grad var forelsket i livet, og jeg lover at begrænse mig til at skrive højst én gang om måneden, for at holde uroen til et absolut minimum. Ser du, jeg er ikke helt færdig med mine fynske eskapader, viser det sig.  Og hvor er det dejligt! Jeg syntes at mit samarbejde med Odense Symfoniorkester, og interaktionen med befolkningen på Fyn, var så stor en oplevelse, at jeg måtte forsøge at komme tilbage på én eller anden måde.

Inden jeg fortæller hvordan, lidt baggrund: der er meget polemik i Danmark nu om dage om flygtninge og fremmede tilflyttere, forårsaget bl. a. af en voldsom borgerkrig, som raser i Syrien i øjeblikket, samt andre krige som har raset (og egentlig gør det stadig) i Afghanistan, og Irak, som har tvunget mange blandt disse landes befolkninger til at flygte. Blandt andre steder til Europa og Danmark.  Så der er en del ”fremmede” blandt os. Og det gør os bange.

Det at være fremmed er noget jeg kender til qua min egen migration fra USA til Danmark, og mine bedsteforældres migration/flugt fra Østeuropa til USA. Men jeg kender også til det i kraft af mit arbejde som komponist, da nye lyde, ny musik også kan være fremmed, og dermed fornemmes lidt halvfarligt. Du har sikkert oplevet det selv i dit liv som nyskabende komponist. Det er indkodet i os som menneskedyr fra fødslen, og det er for så vidt en vigtig overlevelsesmekanisme, at vi er programmeret til at være varsomme over for det nye. Men at være bange for det fremmede kan også være en stor hæmsko, og i yderste fald kan det måske være endnu mere farligt end afsøge og afdække det fremmede og inddrage det til en ny ”velkendthed”.

Som jeg har skrevet til dig i mine tidligere breve, blev jeg i sidste ende meget betaget af processen i projektet ”Lyden af Fyn”. Det, der betog mig var den cykliske idé om at skabe et stykke musik, ved at det tog sit udspring i en gruppe menneskers historier/ideer, og at stille sig til rådighed som kunstner og komponist. At bearbejde det råstof, som disse mennesker frembragte og forvandle  det på en eller anden måde til et stykke musik. Og at dette stykke musik vendte tilbage til disse mennesker, som en kunstnerisk fortolkning af deres ideer/historier. Der er to sider af denne proces, som betager mig. Den ene er det ejerskabsforhold, som publikum får som resultat af denne proces. Det andet er at jeg på én eller anden måde distancerer mig fra det klassiske-romantiske komponistbegreb om at være eksklusivt original. Komponisten som den musikalsk/kunstneriske alvidende, uafhængige, originale og enestående geni, som henter sine inspirationer i den ukendte tågede romantiske begrebsverden og lægger dem frem for et indforstået publikum. Her er der tale om en rimelig konkret proces, som indebærer flere mennesker end komponisten i skabelsesprocessen, og forhåbentligt nogle mennesker, som ellers ikke ville have lagt deres vej forbi den symfoniske musik.

Så her er hvad jeg skal i løbet af de næste to år: Jeg skal foranstalte et eller flere møder mellem forskellige mennesker, forskellige publikummer, under fællesoverskriften ”migration”. Alle mennesker har migreret til Danmark – nogle fornyelig, nogle for mange år siden. Disse historier, og dette møde skal så afstedkomme en ny symfoni, som således vender tilbage til disse mennesker, og (forhåbentligt) rigtig mange andre mennesker.

Det er så den korte fortælling….

Den lange fortælling er, hvordan jeg egentligt vil bære mig ad med at gøre dette. Og her har jeg atter tænkt mig at trække på dig med disse breve. Du skal endelig, som sidst, give lyd fra dig, som du nu kan. Jeg skal nok have mine ører og øjne åbne for tegn i sol og måne.

Men projektet starter officielt i dag, som meget passende er min fødselsdag – dejligere fødselsdagsgave, kunne jeg slet ikke forestille mig.

Din hengivne

 

Categories
Heroslides02

DAMPENESREJSE_HERO

Categories
Heroslides02

SIGURD_HERO

Categories
Heroslides02

Houdini_hero_02

Categories
Heroslides02

LEONORA_HERO

Categories
Heroslides02

Kaere_Carl_Hero