Holbæk, d. 30. marts, 2015
Kære Carl,
Jeg har tænkt mig at brug dette brev til at fortælle lidt mere dybtgående om mig selv. Jeg tror at det er vigtigt for dig at vide, for at du kan forstå nogle af mine musikalske udgangspunkter, og derved mange af mine musikalske valg.
Jeg er i alle henseender dansk – jeg har dansk pas, jeg er dansk gift, jeg taler dansk, skriver dansk – og dog, på mange måder er jeg slet ikke dansk. Som en af vores mest berømte nulevende skjalde, Benny Andersen skriver:
(…) Findes der nogen mere danske end danskerne?
Efterkommere af Danerne
en folkestamme i Sverige
invaderede vort land en gang i 300-tallet
mens de oprindelige danskere
Herulerne
de ædle og tapre
men talmæssigt underlegne Heruler
blev fordrevet af de grumme svenske Daner
måtte flakke hjemløse om i datidens Europa
i flere hundrede år til det omsider
lykkedes nogle få tusinde af disse urdanskere
at nå op til Sverige og bosætte sig der
under den tvivlsomme betegnelse svenskere
I får spørgsmålet endnu en gang
og tænk jer grundigt om før I svarer:
Findes der nogen mere danske end danskerne?
Det korrekte svar er:
Ja!
Svenskerne!
De er de autentiske og egentlige danskere
Som jøderne i ørkenen drages de bestandig
mod det forjættede land
der flyder med øl og bacon
men i syttenhundrede år har været okkuperet
Af hvem ?
Af svenskere!
Af os!
Ikke så sært at Skåne
kræver Danmark tilbage…
Så altså ifølge Benny Andersen, er selv danskerne ikke engang danske. Men jeg…
Jeg er endnu mindre dansk. Jeg er født og opvokset i Sydcalifornien i De Forenede Amerikanske Stater. Og mine forældre er begge andengenerationsindvandrere i USA, idet alle fire af mine bedsteforældre er født i Østeuropa og emigrerede til USA. Lidt spredt imellem Ukraine, Rusland og Belarus. De var alle af jødisk slægt, og flygtede fra Europa på et tidspunkt, hvor jødehadet bølgede højt. De familier, som mine bedsteforældre efterlod, blev udslettet i den verdenskrig, som fulgte lige efter din død, og som efterlod Europa i ruiner både fysisk og psykisk, og mellem 5 og 6 millioner jøder myrdet. Da jeg voksede op, kendte jeg kun min farfar, da mine andre tre bedsteforældre desværre døde i en tidlig alder, og han var ikke én som talte ret meget om gamle dage. Jo, for resten, jeg kan huske at han fortalte mig en historie om, at han var familiens sorte får, og at han som knægt sammen med nogle venner have fremstillet en pistol af et stykke rør. De havde fundet en patron, som de ville affyre mod siden af en lade. Det var vist lykkedes at fyre ”pistolen” af uden af nogen kom til skade, men det blev selvfølgelig opdaget, og knægtene fik en ordentlig røffel. Om det var derfor han blev sendt væk i lære som fotoretouchér, og siden sendt videre til USA, ved jeg faktisk ikke.
På min mors side kendte jeg som sagt hverken min mormor eller morfar, men jeg kendte faktisk min oldefar, som først døde da jeg var 13-14 år gammel. Han var en værre lømmel, har jeg på fornemmelsen. Jeg husker, at vi besøgte ham på en ”alderdomscenter” i Californien – dejlige pastel bungalows, skønt vejr helet året rundt. Jeg kan huske, at mine forældre spurgte ham hvordan det var. ”Det var såmænd meget godt… men damerne er bare så gamle”, sagde ham. Og på dette tidspunkt var han vist over de firs. Han solgte Singer symaskiner i Ukraine som ung mand, og han var gift ind i en familie af stærke kvinder. Hans kone og hans svigermor (der nævnes aldrig nogen mænd i de historier jeg har hørt) ejede en lille købmandsforretning. Det hed sig at han var en stor økonomisk belastning for denne forretning, så da han valgte at tage til USA – han var på dette tidspunkt far til fire børn – jeg forestiller mig at han tog afsted en dag for at opkræve afbetalinger på sine symaskiner, og bare aldrig vendte om før han nåede New York – var konen og svigermor ikke frygtelig kede af det. Dette må have været i det tyvendeårhundredes første årti, for jeg har også hørt historier om, at han skrev til konen efterfølgende, at hun skulle pakke børnene sammen og tage til New York for at bo sammen med ham. Hun skrev tilbage til ham, at det kunne hun virkelig ikke, om han havde lagt mærke til at der var en verdenskrig, som hærgede Europa på dette tidspunkt, og om han syntes, at hun skulle rejse med fire børn igennem et krigshelvede, og i øvrigt havde hun det lige så godt der, hvor hun var? Så han blev i New York, og de blev i deres lille shtetl i Ukraine. Indtil en skæbnesvanger nat ved påske tid. Påsken har altid været en tid, hvor jødehad har haft gode vilkår, da det naturligvis er her, hvor de kristne sørger over Jesu død. Og hvem har slået Jesus ihjel? – det har jøderne! Og så var der for øvrigt rygter om, at jøderne bortførte små kristne spædbørn og drak af deres blod og så videre. Her må de være blevet advaret om, at der var uro, for historien var, at den katolske præst havde foreslået, at børnene skulle gemmes i kirken den nat. Nogle ”bøller” brød ind hos min oldemor, og i en håndgemæng (jeg tænker at de ville voldtage hende) skød de hende. Det ene af de fire børn var af en eller anden grund ikke kommet over i kirken og overværede skyderiet. Det var min onkel Ernest. Han var først i sine halvfjerdsere, før han fortalte sin familie om denne historie, så traumatisk var den. Min oldemor var hele natten om at dø, de havde nærmest skud hendes ansigt af.
Livet måtte gå videre – de fire børn skulle genforenes med deres far i New York, så de blev sendt afsted (første verdenskrig var veloverstået) ledet af min bedstemor, som var storsøster, og på dette tidspunkt var 16 år gammel. Hun møder min morfar David på båden til USA, og min mor fødes i New York i 1924. Hun og min far vokser op i New York sammen, de er barnevenner, og på et tidspunkt finder de ud af, at de skal giftes, og de flytter til Los Angeles.
Og der bliver jeg så født i 1955. Jeg plejer at skrive i mine komponist-CV at jeg er født i Hollywood, for det lyder enormt glamourøst… Faktisk er Hollywood lidt af et skod sted. Det er et sted hvor mange håbefulde mennesker er flokkedes til i tidernes løb, for at opnå en drøm om at være med i filmindustrien; et sted hvor få drømme er lykkedes og mange drømme bristedes. Men det hospital, som jeg er født i ligger faktisk på Sunset Boulevard, ét af Hollywoods mere berømte strøg. Det er faktisk slutningen (eller begyndelsen?) af den berømt Route 66. Så kom ikke her!
Men jeg er altså vokset op i Øst Los Angeles i en lille bydel som hedder Monterey Park. Og selv om hverken min mor eller far er musikere, har jeg mange musikalske minder fra min barndom. Begge mine forældre spillede instrumenter. Min far, som var gammel sømand, spillede flere nemt transportable instrumenter, som lige kunne trylles frem på et skib. Han spillede ret habilt på mundharmonika, på mandolin, og på concertina, en ottekantet trækharmonika – et rigtigt sømandsinstrument. Og min mor spillede på guitar, og så sang hun (det gjorde de i øvrigt begge to). Jeg husker som barn, at om aften læste min far op af sådan noget som Jules Vernes ”Twenty Thousand Leagues Under the Sea”, som min storbror, Jon, og min lillebror, Tim, hørte på. Men det gad jeg ikke. Jeg ville hellere høre min mor synge sange fra den store ”Fireside Book of Folk Songs”. Jeg kunne ikke læse, og slet ikke læse noder, men kunne kende sangene på de billeder, som ledsagede dem. Og jeg kunne høre dem om og om igen. Jeg husker også, at noget af det bedste jeg kunne få i gave var en grammofonplade, og at det hændte, at min mor og far købte en gamle plade på loppemarked med folkemusik eller en gammel slager. Lige meget hvad det var, hørte jeg det om og om igen indtil rillerne var nærmest slidt igennem. Og min mor har fortalt en historie, som jeg ikke selv husker, jeg må have været 3 eller 4 år gammel. Vi var ude at købe ind i et supermarked, bare os to, og på én eller anden måde var jeg blevet væk fra hende. Hun blev helt febrilsk, og styrtede rundt i butikken, så slog det hende, at jeg måske var gået udenfor ud i trafikken, og styrtede rundt udenfor og spurgte forbipasserende, om de havde set en lille dreng; fik ledelsen til at kalde over højtaleranlægget og blev ret ud af det. Der var det specielle ved dette supermarked, at de havde engageret en musiker til at spille på kinoorgel, som en slags reklame for at trække kunder ind i butikken. Til sidst fandt min mor mig med hænderne bag ryggen fuldstændig hypnotiseret af denne organist. Tiden var fuldstændig holdt op med at eksistere for mig, og – i min bevidsthed – var jeg da slet ikke blevet væk. Det er nok derfor jeg ikke kan huske det. Jeg tror ikke det kan have varet meget længe før jeg begyndte at plage om, at jeg ville lære at spille klaver. Jeg kan huske at mine forældre bestemte, at jeg første måtte begynde da jeg blev syv år gammel, hvad jeg syntes var helt urimeligt. Det skulle være NU! Og jeg husker, at de købte et klaver, som stod i huset i nogen tid før den magiske alder af syv år indfandt sig. Og jeg elskede at spille klaver – jeg var bare ikke så flittig med at øve mig, for det var kedeligt. Og min mor har siden fortalt mig, at hun altid kunne true mig med at stoppe klaverundervisning, når jeg sløsede med øvningen – hvad hun aldrig turde med min bror Tim. Hun var bange for at han bare ville sige: ”Fint, så siger vi det… ”.
Min storebror Jon spillede klarinet, og jeg husker meget tydeligt én dag, han kom hjem fra sin klarinettime med noget ny musik. Han havde en rimelig avanceret klarinetlærer, som gerne ville stimulere sine elever med det allernyeste – blandt andet kan jeg huske, at Jon kom hjem med en klarinetsolo af Igor Stravinski. Men denne dag kom Jon hjem med noget klarinetmusik, som hans lærer syntes at han skulle høre. Det var alt for svært at spille selv. Det var en klarinetkoncert af en dansk komponist, der hed Carl Nielsen. Denne musik var bare en åbenbaring for mine ører. Jeg havde aldrig hørt sådan noget musik før. Efter jeg havde hørt det første gang, måtte jeg høre det igen. Og igen. Jeg kunne simpelthen ikke få has på den. Og jeg kan stadig høre denne koncert og forundres over dens friskhed, dens fandenivoldskhed. Og grunden til at jeg kunne høre din klarinetkoncert, spillet af New York Philharmonic Orchestra med soloklarinettist Stanley Drucker, skyldes dirigent/komponist Leonard Bernstein, som i 1960erne opdagede din musik, og udgav, som det første, din 5. symfoni i 1962. Inden dette, tror jeg ikke, at du var så international udbredt som komponist. Men Leonard Bernstien har bevirket, at en hel verden har fået ørerne og øjnene op for din musik. Han har dirigeret det med en fyndighed, som nogle mener måske er lige i overkanten, men jeg tror at danskerne fik genhørt din musik på en ny og anderledes måde. Siden har adskillige meget dygtige danske dirigenter generobret din musik, og der er utvivlsomt noget meget dansk over din musik, men samtidigt er der noget meget fremmed… Det er en mærkelig blanding. Men altså inden jeg overhovedet vidste hvad eller hvor Danmark var for et land, stiftede jeg bekendtskab med din musik!
Kære Carl, jeg bliver nødt til at afbryde min fortælling om mig selv og mine musikalske rødder her. Jeg har lovet at være dirigentvikar på min opera de næste par dage, og det skal jeg forberede, så jeg fortsætter min beretning, og fortæller dig, hvordan det kan være at jeg havnede i Danmark som 16årig, og har boet her siden. Vi tales ved om fjorten dage.
Indtil da, forbliver jeg din hengivne,
