Forfatter: andypape
Categories
Brev #12
Holbæk, d. 24. august, 2015
Kære Carl,
Der er sket noget mærkeligt, for lige i det øjeblik at jeg blev færdig med at skrive den første sats af Sinfonía Fionia, kunne jeg mærke, at der var noget galt. Hvad det var, kunne jeg ikke sige, men det rumlede og skurede i min underbevidsthed. Det er sjovt med den underbevidsthed, som er kunstnerens bedste ven, og som man lærer med tiden at stole mere og mere på. Det er så vidunderligt at vi mennesker er udstyret med en hel anden side, som jeg tror mange af os ikke skænker en tanke, men som er så berigende, hvis man lærer at åbne sig for den. Det drejer sig om det ikke-rationelle, ikke-bevidste… Og hvor er det mærkeligt at beskrivelsen af den side skal ske med ord som er negativer! Men det er vores rationelle bevidste semantiske side, som i vores samfund og vores tid, er i højsædet, og så at sige har magten. Men hvis jeg skulle beskrive den side af mig med positiver skulle det være med ord som det drømmende, det fabulerende, det legende… Igen ord som ikke besidder den helt store værdityngde i vores tid. Og dog er det disse sider, som har den store arbejdsbyrde når jeg skriver musik. Det er disse sider, som har magten når jeg komponerer, og derfor har jeg lært at lytte ekstra meget, når de brokker sig.
Hvad det var, der var galt med satsen, kunne jeg ikke rigtig greje, men jeg vidste at svaret ville komme, hvis jeg bare lod være med at tænke alt for meget på det. Og det kom da også prompte, mens jeg var i gang med at vaske op; jeg havde slet ikke skrevet symfoniens første sats! Jeg havde skrevet symfoniens sidste sats! Jeg ved ikke om det sket for dig, Carl, men det er faktisk sket for mig før. Som regel er det sådan at jeg føler, at jeg er i gang med en slutning i begyndelsen af min arbejdsproces, og så holder jeg op med at arbejde med det, jeg har gang i og starter forfra; fra begyndelsen! Det er faktisk aldrig sket for mig før, at det er gået op for mig, at jeg havde skrevet en slutning efter jeg var færdig med at skrive den. Men, altså, i dette tilfælde var det tanken, som mit under-jeg bød ind med. Og som sagt, det tager jeg alvorligt. Så tager mit analytiske rationelle jeg over og begynder at regne på ”hvad så” delen af arbejdet. Hvad skal der så ske?
Tja, der var ikke andet for, end at prøve tesen af og se, om det kunne være sandt. Heldigvis har jeg bestemt at mit værk var fire satser i cyklus, så om cyklussen hedder: sommer-efterår-vinter-forår – som var min første indskydelse, eller efterår-vinter-forår-sommer, fungerer lige godt, hvis nu min ”første” sats skal blive den sidste sats. Men der var lige nogle praktiske forhold, som lige skulle grubles over – nemlig om det kunne fungere musikalsk med den ændrede rækkefølge. Nu havde jeg ikke skrevet de første tre satser endnu; så kunne f. eks. ”sommer” være en første sats? Jeg har bestemt mig for butterfly-formen, så symfonien skulle åbne stort, dog ikke så stort som sidste satsen, som jeg altså nu havde færdigskrevet. Det mente jeg godt kunne lade sig gøre, og sommer-energi, eller ”voksendom”-energi, som var en anden af de tillægsord, som jeg har hæftet på ”sommer”, kunne da godt åbne symfonien. I denne terminologi skulle rækkefølgen så hedde: ”Voksendom-Alderdom-Barndom-Ungdom”. Faktisk synes jeg at denne rækkefølge er meget bedre end min første indskydelse: ”Ungdom-Voksendom-Alderdom-Barndom”.
En sidste justering er så varighederne af satserne. Jeg havde bestemt at første og sidste sats skulle vare 10 minutter. Så at flytte første sats til sidste sats er ingen problem på det plan. Men der sker en forskydning af de øvrige satser. Således skal Voksendom ændres fra at vare 7 minutter til at vare 10 minutter, og Barndom skal ændres fra at vare 10 minutter til at vare 7 minutter. Altså hvis jeg vil bevare min oprindelige formmæssige tidsplan – og det kan jeg mærke at jeg gerne vil. Så hele satsstrukturen ser nu således ud:
Jeg vil prøve at fortsætte med de oprindelige tema byggesten i hvert sats og se om det holder. Det må komme an på en prøve.
Så med min nye førstesats, er byggestenen ”Jeg ved en lærkerede”, som jeg næsten vil påstå at alle dansker kender. Af samme grund har jeg valgt, at den skal så godt som være ukendelig i satsen på trods af, at den gennemsyrer al musikken i denne sats. Jeg har været inde på dette emne før, men jeg slører dit dejlige tema, fordi jeg gerne vil lave noget nyt, og ikke hænge i en slags folklore stemning af ”Her har vi den store danske komponist Carl Nielsens musik på museum”. Og det håber jeg ikke du tager anstød af, Carl. Jeg mener det bestemt positivt. Man kan ikke forbedre på din musik! Jeg vil gerne have at lytteren for så vidt skal glemme alt om at ”Jeg ved en lærkerede” gennemsyrer satsen, og koncentrere sig om at lytte til musikken. Så jeg har ændret lidt på din ”lærkerede”-struktur. Din melodi er en opadgående række af faldende tertser. Først en stor terts, så to små tertser, og til sidst en stor terts. Sådan her:
Det har jeg så ændret til en opadgående række af faldende tertser, bare i rækkefølgen lilleterts – to store tertser – lille terts. Sådan her:
Samt en nedadgående række stigende tertser i rækkefølgen storterts – to små tertser – stor terts. Sådan her:
Disse to rækker er for så vidt alt, hvad jeg har givet mig selv af musikalsk materiale til denne sats. Min kompositoriske udfordring er, om jeg kan få 10 minutter til at gå med det. Altså på en interessant og vedkommende måde….
Det faldt mig ind, da jeg tog mine analytiske briller på, at når nu min sidste sats var en ”næsten- sonate-form”, at jeg muligvis kunne arbejde formmæssigt med de andre satser. Jeg mener altså traditionelt formmæssigt, for selvfølgelig skal jeg tænke formmæssigt, når jeg skal skrive en hvilket som helst sats. Det faldt mig ind at rondo-formen var et godt bud på en første sats. Men her vil jeg også kalde det en quasi-rondo, for at have den frihed, som jeg gerne vil have i forhold til at blive bundet op af en streng rondo. Det faldt mig også ind, når jeg kiggede på min små gule sedler, at den faaborgensiske families bud på ”pligter” eller de Marstalnavigationsstuderendes version af ”hverdagen” var et godt bud på en ritornel, eller en slags refræn, som rondoen jo er opbygget af. Hverdagen er i den grad noget, der vender tilbage gang på gang! Jeg tænker at en symfonisk hverdag kunne lyde ca. sådan her:
Og en del af hverdagen er selvfølgelig pligter, som familien i Fåborg udtrykte som en velkendt lyd. Men især arbejdet præger vores hverdag, og et af lydklippene, som jeg har glædet mig så meget til at komponere på, nemlig ”Truckervalsen” fra Nyborg. Du skal lige høre den oprindelige ”Truckervals, som lyder sådan her:
Det skønne ved denne vals er, at jeg kan næsten mærke og se for mig hvordan vogn og mand smelter sammen i en symbiose; en slags dans som er på én gang let og forfinet, men samtidigt tung og grov. Min symfoniske version lyder sådan her:
Jeg lover dig at det kommer til at lyde meget bedre når det skal laves af et levende symfoniorkester! Så, som du godt kan høre, er jeg godt i gang med at starte forfra. Det skal blive spændende om jeg nu kan være helt sikker på at jeg nu skriver på symfoniens første sats…
Din
PS – du har måske bemærket, at jeg har været lidt længe om at sende dette brev til dig, Carl. Jeg har ellers været ret flittig med at skrive hver fjortende dag, og det var bestemt min agt at skrive til dig i mandags. Jeg blev dog noget hylet ud af den, da jeg havde en operapremiere sidste weekend. Ja! Endnu én! Denne gang lidt mindre dimensioner end min opera ”Andre Bygninger”. Der var tale om en børneopera i én akt med et orkester på fire musikere og en sangerbesætning syv solister, som fik sin premiere i Sverige på et sted som hedder Drakamöllan, som ligger tæt på Kristianstad. Og helt apropos stednavnet, er denne opera befolket af lutter drager. Operaens tema var det, at blive drillet, da hovedpersonen eller –dragen ikke kan puste ild som alle de andre dragebørn. Og det bliver han drillet med. Men det viser sig at han kan noget, som alle de andre drager ikke kan, nemlig flyve! Så alt ender godt. Børnene tog vældig godt imod operaen, og jeg glæder mig at opleve den sammen med danske børn, da det er meningen at det skal turnere i hele norden. Som du kan forstå, er der godt gang i den. Nogen gange lige det meste…
Categories
Brev #11
Holbæk, d. 3. august, 2015
Kære Carl,
Der er sket meget i løbet af de 4 uger, der er gået siden jeg sidst har skrevet til dig. Det er en mærkelig og forunderlig proces at skrive musik, og trods de ca. 40 år jeg har arbejdet i faget, har jeg ikke helt fået has på det; måske er det det brændstof, der får mig til at fortsætte med at komponere. Men hvorom alting er, har jeg fået hul på bylden, så at sige.
Jeg har taget mine forholdsregler – hjemme hos mig, kalder vi det at ”spidse blyanter” – altså måder at gå rundt om den varme grød på. Dette begreb har både sin positive men også sin negative side. Det er naturligvis vigtigt at have spidse blyanter når man skal i gang med at skrive. Omvendt, kan man få rigtig meget tid til at gå med at spidse blyanter, så det til sidst ender med at blive en overspringshandling. En sådan kreativ proces kræver, at man har en vis mængde brændstof i sine kreative tanke, men det er mig en gåde helt præcis, hvordan man fylder disse tanke op. Eller sagt på en anden måde – jeg har visse tiltag, som plejer at virke med at ”fylde op”, men det er ikke altid sikkert at de gør det. Og så forsøger jeg at opfinde nye opfyldningsstrategier. Som f. eks disse breve til dig. De henhører i særdeleshed til ”spidse blyanter” kategorien. Det kan da siges i den grad at være en overspringshandling at skrive lange breve til en afdød komponist om alt mellem himmel og jord, alt imens værket forbliver uskrevet på skrivepulten. Men Carl, jeg tror faktisk, at det har været lige præcist det, der skulle til for at få mine musikalske tanker ordnede, så der var en varm forbindelse til mit musikalske indre, når noderne skulle fældes på papiret.
Jeg har nemlig lagt mærke til, at det er vigtigt, at der går nogen tid (tit en rum tid), hvor musikken får lov til at modnes i mit indre, før det skal ud på papiret. Det er en af de gode ting ved at skrive opera – at der altid går et pænt langt stykke tid inden musikken skal skrives. Tid til at finde et teater, som interesserer sig for projektet, og ikke mindst har villighed til at stille sin økonomi på højkant; tid til at finde en librettist; skrive librettoen; alt dette inden musikken skal skrives. Det giver god plads til at mine musikalske tanker kan modnes. Mange mennesker spørger mig, om jeg kan ”høre” musikken inde i hovedet inden det bliver skrevet ned. Jeg ved ikke, hvordan du havde det med dette, men jeg hører egentligt ikke selve musikken, altså ikke selve tonerne inden musikken bliver til, men måske nærmere en symbolsk version af musikken. Det lyder lidt kryptisk, men jeg kan sammenligne det med den proces, der foregår når vi taler, eller italesætter en tanke. Det, vi formulerer inde i hovedet inden der kommer ord ud af vores mund er ikke ord, men en symbolsk version af disse ord. Hvis vi skulle ”sige” ordene inde i hovedet inden vi talte dem, ville vi ikke kunne tale med den hastighed, som vi gør. Når man lærer et nyt sprog, så kender man alt til dette, for inden man bliver ”flydende” i sproget er man nemlig nødt til at sige ordene i hovedet, inden man siger dem højt. Man har endnu ikke dannet symbolversion til sproget endnu. Og så går det langsomt!
Nå, men sådan forestiller jeg mig det er med at ”formulere” musikken. Og komponistens væsentligste redskab er at finde musikalske oversættelser af vores indre symbolmusik. En noget abstrakt proces, og en temmelig kompliceret proces, da den indebærer uendelige mange parametre. Jeg tror, at denne kompleksitet var noget som tiltrak mig i sin tid, da jeg bestemte mig for at blive komponist.
Men altså, som jeg indledte, så er der sket rigtig meget. For at starte et sted – min beslutning om at fokusere på klangen af Fyn, frem for lyden af Fyn holder jeg fast ved. Jeg holder fast ved at forsøge at oversætte de symbolske begreber, der knytter sig til de forskellige fynske lyde, til musik. Det er nemmere sagt end gjort, og det er også en meget subjektiv proces. Men da jeg har meget til fælles med dem, der har formuleret deres tanker om lyden af Fyn, har jeg en tiltro til, at det nok skal gå. Vi ser.
Den første ”lyd”, som jeg tog fat i, var skolebørnene fra Middelfarts lyde om ”Vild Forventning”. Deres konkrete lyde omkring dette tema, eller denne ”klang” var bl. a. tændstikker, der tændte lys på fødselsdagskagen, lyden af cockpittet i et fly inden man skulle flyve til et eksotisk sted. I Erling, Rasmus, og Carstens udgave lyder det sådan her:
Jeg havde lovet dig, på én eller anden måde, at anvende dit fugatema fra din 5. symfoni i denne sats, et tema som du jo kender godt:
Det er et vældig fint benspænd, da dit tema ikke just signalerer ”Vild Forventning”. Ikke for mig i hvert tilfælde. Jeg synes at det snarere signalerer en lidt vemodig introspektion, og på en vældig smuk og usædvanlig måde; men ”vild forventning” er det ikke. Det passer mig i øvrigt fint, og det er lidt med vilje at dit tema er så langt fra stemningen i ”Vild Forventning”. Du spørger mig måske, hvorfor i alverden jeg ønsker at gøre mit arbejde mere besværligt end højst nødvendigt? Og mit svar er, at jeg ikke ønsker at skrive en Nielsen pastiche, og jeg ønsker heller ikke at skrive et rapsodisk værk, hvor temaerne bliver vendt på den ene eller den anden underfundige måde i en perlerække efter hinanden. Jeg ønsker at bruge dit temamateriale som en slags byggesten, hvor jeg bygger en anden bygning, end du ville have gjort. Men jeg vil samtidigt mene, at hvis man hører godt efter, kan man genkende dit tema i min ”Vild Forventning”.
Første gang det kommer lyder det sådan her:
Nu kan det være at du tænker (udover hvad du tænker om musikken), hvordan findes der allerede en optagelse af musikken – prøverne er ikke engang startede? Og svaret er: min computer, der sammen med nogle komplicerede og finurlige programmer, kan emulere et orkester og også notere det hele i trykklare noder. Altså en slags musikalsk skrivemaskine, men indlagt lyd! Nogle gange lyder det tæt på, andre gange lyder det som et damporgel – især når jeg bruger mange instrumenter på en gang. Men det er et fantastisk redskab. Heldigvis er der ikke noget, som kan erstatte et symfoniorkester. Og det kommer der aldrig. Igen, der er alt for mange parametre at forholde sig til.
Måske hørte du ikke dit tema? Nej, det er også godt skjult. Anden gang ”Vild Forventning” kommer har jeg taget lidt mere med. Det lyder sådan her:
Men som sagt, det er mit projekt at forvandle. Jeg håber i al fald, at du i det mindste kan genkende klangen af ”Vild Forventning” i det, som jeg har skrevet. Det er en slags ”hovedtema” i satsen. Og når jeg siger hovedtema, er det fordi at jeg er i gang med at skrive en slags sonateform. Jeg tror, at undertitlen til satsen bliver ”quasisonate” med stor tryk på quasi! Og når man siger hovedtema, skal man også sige sidetema. Der har jeg valgt de unge mennesker fra Kerteminde, som har lyde som for dem betyder ”Mig”. Lydene her er måske lidt diffuse, lyden af regn, lyden af at have en kæreste. Det lyder sådan her:
En lidt vemodigklang. Den er så blevet til følgende musik i min klangverden:
Hvis du ikke lige fangede dit tema i den musik, kan jeg ikke bebrejde dig – for det første er det lige kun fløjten i begyndelsen, som har dit tema, og så er det spillet baglæns. Her er en mere udførlig udgave, hvor første violinerne har det fulde tema, men altså baglæns:
Jeg synes selv, at det er et bud på den unge ”mig”, som er lidt usikker på verdens gang og hvilke forventninger verden har til mig samtidig med en tryghed, som måske er er en kæreste, måske bare en længsel efter sådan én – noget der i hvert fald er i skarp modsætning til den ”vilde forventning” som ”jeget” har til verden. Ergo det baglænse tema.
Det er alt sammen måske en anelse krøllet, med alle disse tanker omkring, hvordan musikken er bygget op, men jeg håber så sandelig at musikken bare kan høres for det, den er. Det er jo ikke sikkert, at alle hører de samme ting, som jeg eller du eller de unge i Kerteminde hører. Det er jo det skønne ved musikken. Den har jo ikke nogen semantisk ”betydning”. Jeg vidste bare, at du selvfølgelig ville helt inde i maskinrummet og høre.
Og når vi nu taler om maskinrummet – så har jeg instrumenteret bådmotoren fra navigationsskoleeleverne fra Marstal. Vores kommende sømænd og –kvinder. Lyden af bådmotoren signallerede ”Godt Sømandsskab” for dem, sammen med lydene af godt håndværk, altså når redskaberne klang ”helt rigtigt”, når man arbejdede med tingene. Du skal lige høre motoren og værktøjet først:
Den er så blevet til følgende i symfonien (og her kan du ikke regne med lyden, for min computer kan slet ikke spille som et symfoniorkester kommer til det):
Titlen på afsnittet er ”Godt Sømandsskab”, og det spilles af de dybe strygere, dybe blæsere, både træ- og messing-. Især er jeg spændt på at høre de to omdrejningsforøgelser som antydes i klippet.
Jeg har valgt at sætte flere lydklip sammen til én klang. Således her har jeg valgt, at Igangsætterne fra Svendborgs lyde, som signallerede ”Godt Håndværk”, er så meget i slægt med sømændenes ”Godt sømandsskab”, at de er blevet en og samme musikalsk tanke.
Så her er billedet af den færdige sats som det ser ud på min pult:
Så skal jeg bare finde ud af de resterende tre satser! Jeg har bestemt mit arbejde foran mig, men jeg er samtidig fortrøstningsfuld. Vi skrives ved om fjorten dage,
Knus
Categories
Kjetil the Dragon
Categories
Draken Kjetil
Categories
Brev #10
Holbæk, d. 06. juli, 2015
Kære Carl,
Jamen, så er det sket! Vi er gået fra et blæsende deprimerende koldt efterår til en bragende varm sommer – på kun to ugers tid! Og selv om det er en temmelig mærkelig manifestation, må jeg sande, at det er såre almindeligt for den danske sommer at opføre sig på denne måde. Vi forundres over den hver gang, og dog er ordene ”Du danske sommer, jeg elsker dig / skønt du så ofte har sveget mig”, så sande, så sande. Det er en sang, som vi kender meget godt, komponeret året efter din død af komponisten Otto Mortensen – en værdig aftager af din sangskrivertradition.
Man skulle tro, at jeg så skulle ud og nyde det gode vejr, men nej! Jeg har en deadline. En dødslinje som skal passes. Den 1. oktober skal jeg aflevere to værker – et symfonisk og et kammermusikalsk inklusivt stemmemateriale til Odense Symfoniorkester, så jeg har travlt! Derfor skynder jeg mig langsomt – så langsomt, som jeg overhovedet kan…
Der er begyndt så småt at komme noder, skal jeg hilse og sige. Det er altid en god ting, når man sådan skal skrive en symfoni. Jeg har forsøgt at skrive nogle skitser omkring flere af temaerne, både de musikalske og de mere stemningsprægede indslag. Som eksempel: hvordan klinger det, når børnene fra Middelfart beskriver lyden af ”Vild Forventning”? Eller hvordan klinger det, når søfartsskoleeleverne fra Marstal beskriver lyden af ”Godt Sømandsskab”? Og her skal jeg gøre opmærksom på, at jeg forsøger at holde fast i min egen devise om at det ikke nødvendigvis er lyden, men klangen af disse begreber, som jeg sigter mod. Hvor er musikken i disse begreber for disse mennesker på dette sted? Jeg må ærligt indrømme, at det stadig er en noget abstrakt og uhåndterlig øvelse for mig. Og dog – der er begyndt at komme noder…
Men lad mig spole lidt tilbage og vise dig et billede. Billedet forestiller mit arbejdsbord, og de fire nodeark, som er sat fast på bordet, forestiller hver en sats. Jeg har (som du kan se) forsynet hver sats med et minuttal (som jeg forholder mig rimelig frit til) og nogle ord, som beskriver grundklangen af hver sats. ”Ungdom / Dag / Sommer” er førstesatsstikord. ”Voksendom / Aften / efterår” er andensatsstikord. ”Alderdom / Nat / Vinter” er tredjesats, og ”Barndom / Morgen / Forår” er fjerde og sidste sats. Du kan også se, at jeg har holdt fast i mine tidligere ideer om at hele symfoniens energistuktur har en butterflyform, som disse grundklangsord afspejler. Så har jeg skrevet alle 31 lydklip op på små gule sedler, og fordelt dem på en helt igennem intuitiv måde, på de fire ark, i de fire satser. Det er ikke nødvendigvis min plan, at alle 31 skal repræsenteres eller være til stede i symfonien, og det er heller ikke sikkert at jeg beholder denne rækkefølge – det er bare mit udgangspunkt. Jeg har valgt, at hver gang jeg anvender et lydklip, skal den cirkles i pink, og hvis ikke det bliver anvendt, skal det krølles sammen og smides i genbrugsbeholderen. Jeg kan sende dig et billede af, hvordan arbejdsbordet forvandler sig i løbet af processen.
I al fald ser arbejdsbordet som udgangspunkt sådan her ud:
Som du kan se, har jeg også som udgangspunkt lagt noget af din musik i hver sats. Det er meningen af denne musik skal være en slags musikalsk rygrad for de enkelte satser – ikke nødvendigvis hørbart, men en Nielsensk tilstedeværelse. Alle fire motiver er for så vidt blevet valgt for mig. De to er kommet i den tid, hvor jeg har funderet over denne symfoni. Fugato stedet fra anden sats af 5. symfonien, som jeg hørte i bilradio på vej til Fåborg hin marts aften. ”Jeg ved en lærkerede” har været Erling, Rasmus og Carstens temasang hele vejen igennem ”Lyden af Fyn”. Melodien til ”Dybt hælder året sin gang” sendte du til mig ved min grandnieces dåb i maj måned. Og slutteligt har ”Solen er så rød, mor” været et tema til lyden af Odense, da Erling, Carsten og Rasmus sammen var i Odenses regnvandsbassin, som tilfældigvis var tømt ved lejligheden.
Det er en suppe med mange ingredienser, og man kunne fristes til at sige, at der er for mange ingredienser. Man kunne måske også fristes til at sige, at vi er for mange kokke. Det sidste vil jeg dog sige ikke er sandt, for jeg har betinget mig absolut kunstnerisk frihed, som også er blevet bevilget uden kny, så der kun var én kok.
Jeg må tilbage til arbejdet, Carl, og jeg kommer til at springe næste brev over, så der går fire uger til næste gang jeg skriver. Jeg kunne fristes til at sige, at jeg holder sommerferie – en kærkommen ting – men det handler snarere om at jeg lukker mig inde i arbejdslejr for at komme et ordentligt spadestik dybere i dette værk.
Måske holder du sommerferie på din sky, måske med en dejlig kølig multifarvet drink med paraply og sugerør. Det håber jeg!
Knus
Categories
Brev #9
Holbæk, d. 22. juni, 2015
Kære Carl,
I morgen er det Sct. Hans aften. Og Lyset begynder at svinde. Allerede!! Denne sommer har været en ”rigtig” dansk sommer; det vil sige at den endnu ikke har gidet være så høflig at tage sig sammen og melde sin ankomst. At lette på hatten og sige ”Her er jeg da! Jeg har ikke meget at tilbyde, men lidt varme kan jeg da præstere”. Næ, vi har haft kulde, vind, regn, hagl – badetemperaturer som er en grønlandsk strand værdig. Vi venter med tilbageholdt åndedræt på at sommeren endelig skal komme, men jeg er bekymret for, at vi dejser om med iltmangel før den viser sig i al dens pragt og varme. Måske først til næste år…
Men Lyset, Carl! Dét er her. Det sælsomme nordiske lys, som om dagen er så azur-blåt og afbrændt-gyldent, især hvor Danmark møder vandet – Skagen, Sjællands Odde, Røsnæs, Martofte, og tusinder af andre steder. Og om natten, disse mystiske og kontrastløse lyse nætter, hvor alskens syner anes; dybt i de grå-grønne-hvide dampe af mosekonens bryg. Det er her alt sammen. Og så kan vi næsten tilgive den uartige danske sommer dens mangel på pli.
Jeg ved, at lyset har haft stor betydning for dig, ligesom det har det for os alle sammen. Det er livgivende, det er varme, det oplyser, det er alle levende væsners eksistensgrundlag, det er alle religioners fundament, og det har været en hjørnesten i din musikalske produktion. Helios overturen, som jeg har omtalt som en mulig model for mit værk, er et godt eksempel. Men jeg ”hører” også lyset i mange af dine andre værker; for eksempel din Espansiva, eller 5. symfonien.
Så i morgen fejrer vi, at solen er på sit højeste, og prøver at fortrænge at det betyder, at fra nu af så svinder lyset lige så langsomt, men lige så sikkert. Og vi håber, at vi muligvis kan få en lille sommer endnu; i al fald nogle dage, så vi kan huske, når de lange vinternætter atter kommer, at der trods alt var lidt varme og lys at spore mens solen var på sit højeste.
Men det, som jeg egentlig vil vende med dig i dette brev er noget helt andet, selv om det muligvis godt kunne knyttes til soltemaet. Det er et emne eller et begreb, som jeg kan betegne ”Musikalsk identitet”. Jeg kan forestille mig, at du straks har en idé om, hvad jeg mener med dette, men lad mig alligevel prøve at beskrive, hvad jeg tænker om dette begreb.
Vi kender begge til, at en komponists værker har en indbyrdes identitet – altså at man kan høre om et værk er af Ludvig Beethoven eller af J.S. Bach eller af Richard Wagner, og at dette værk ikke kunne tilskrives andre end netop den ophavsmand. Dels er der en musikalsk tidsånd, som netop disse tre omtalte komponister deler, men selv hvis man valgte værker af komponister inden for deres egen tid, ville deres produktion træde ud som en prægnant identitet; en musikalsk særegenhed. De har, så at sige, skrevet sig selv ind i musikken. Igor Stravinsky, en lidt nyere komponist, hvis musik jeg ved du kendte, er muligvis et ypperligt eksempel på en komponist, som altid væver sin egen identitet ind i sine toner – lige meget om han skriver i russisk folklore-tradition, neobarok, eller en ragtime – så kan man altid høre Igor småklukke i baggrunden.
Dine toner er også et meget fint eksempel på musik med en meget stærk musikalsk identitet. Men hvor Stravinsky klukker i baggrunden i sin hvide kittel, og for mig er lidt adskilt fra sine toner, er du ét med din musik. Den vokser ud af dig, og jeg har svært ved at adskille din musik fra dig, din baggrund, din opvækst. Det skyldes, at du har været meget bevidst om at fokusere på disse ting i din musik. Men jeg tror, at det er dybere end det. Jeg tror, at det bunder i hvem du var, og hvad du følte var væsentligt og sandt. At du sørgede for at disse ting var med i din musik. Det lyder lidt højttravende, og det er slet ikke sådan ment. Fordi jeg netop ikke tror at du var et ”højttravende” menneske. Jeg citerer fra et brev, som du skriver til din kone Anne Marie:
”(…) Lad os huske at Kunst er som alt andet: en jevn menneskelig Ting og slet ikke noget for sig. Vort arbejde er aldeles ikke mere værd eller har en højere rang end den beskedne Haandværkers eller Forretningsmands. (…)”
Nemlig og Amen. Det kunne være kunstnerens fadervor. I hvert fald for nogle af os. Der er sikkert mange, som ser sig selv som udvalgte og bedre end andre mennesker, fordi de er kunstnere. Fred være med det og dem – det var musikalsk identitet jeg kom fra.
Der skete noget besynderligt i forbindelse med kunstmusikkens vej i det sidste århundrede, muligvis mest efter dine død i 1931, men det var i gære mens du endnu levede. Måske skyldtes det kølvandet på de traumer, som efterfulgte 1. og 2. verdenskrig, som mange historiker ynder at forklare det ved, jeg ved det ikke. Jeg tror mere, at det hænger sammen med en økonomisk overflod efter især 2. verdenskrig, men jeg er ingen ekspert. Hvorom alting er, så blev meget af den såkaldte avantgardekunstmusik stort set identitetsløs. Dette hænger for mig sammen med flere sammenfaldende fænomener. Det historiske, økonomiske, og infrastrukturelle. Lad mig tage dem én ad gangen
Det store Central-Europæiske-Musik-Kulturs-Historie-Lokomotivs kunstprojekt, som jeg omtalte i brev #4, og hvis projekt, ”smid barnet ud med badevandet”, resulterede i, at alle de identitetsskabende parametre i musikken – melodi, harmoni, rytme – blev bandlyste. Og jo længere op i 60érne og 70érne vi kom blev mere og mere smidt ud indtil det rene ingenting var tilbage, som kunne skabe musikalsk identitet.
Kunstens økonomiske grundlag hviler på tidligere tiders laurbær, og dette gælder i særdeleshed den ”klassiske” musik, hvis institutioner – det være sig symfoniorkestre, operahuse, konservatorier, musikskoler – alle disse institutioner er økonomisk afhængig af et publikum, som synes at denne kunst er værdigfuld at støtte. De penge, som var i overflod i midten af sidste århundrede, fandtes stadig til disse institutioner i kraft at den klassiske musiks historiske stilling. Det var almindelig dannelse at sætte pris på den klassiske musik, og dermed også den nyere kunstmusik, som var denne traditions nutidig manifestation. Men vi var ligeglade med vores publikum dengang. Vi havde jo pengene og vi havde institutionerne og vi havde alt. Så hvad skulle vi med publikum? Jeg husker et brev fra den store komponist Arnold Schönberg (og jeg citerer fra hukommelsen), som, tilsyneladende lidt træt af den modstand han mødte fra sit publikum, skrev til en ven, at det eneste man egentligt kunne bruge et publikum til, var at dæmpe akustikken i en stor koncertsal.
Global kommunikation, som blev hurtigere og mere effektivt, op igennem den sidste halvdel af sidste århundrede gjorde, at vi komponister (som så mange andre) havde enormt let ved at orientere os om, hvad der skete i vores nærområde, men også meget langt væk. Dette skabte en sær form for kunstnerisk enighed og en del topstyrede kunstneriske institutioner. Disse institutioner kunne så udvælge den kunst som var den ”rigtige” og undertrykke – det vil sige ikke støtte – den ”forkerte” kunst.
Alt dette gjorde, at jeg (og mange andre) har været med til adskillige ny-musik-festivaller i hele verden, hvor man kunne høre en koncert med adskillige værker, og disse værker kunne ikke adskilles fra hinanden med nogen nævneværdig identitetsforskelle. Jeg kan huske, at jeg sammen med en komponistkollega gik til en koncert på en international musikfestival, bevidst uden at læse programmet i forvejen. Vi gav hinanden den opgave, at forsøge at gætte os til hvilken nationalitet komponisten for de forskellige værker havde. Det var en umulighed. Vi kunne ikke høre om komponisten var koreansk, brasiliansk, italiensk, eller dansk. Det hele lød ens. Selvfølgelig var værkerne forskellige – det var ikke de samme værk, som blev gentaget, men de forskellige værker havde, for mig og min ven at høre, ingen sønderlig musikalsk identitet. Hverken geografisk, eller personligt. Eller måske er det mere præcist at sige, at de havde stort set den samme musikalsk identitet – nemlig den herskende måde musik skulle klinge på det tidspunkt. Og derved havde de ingen identitet. Og det er bare for kedeligt!
Så, kære Carl, alt dette for at fortælle dig, at jeg slås en brav kamp i bedste Don Quixote manér mod den ene vindmølle efter den anden for at skabe en tidssvarende (fri mig for det moderne!) musik, som bunder i en ægte Papesk musikalsk identitet. Og det vil jeg blive ved med. Og jeg er bestemt ikke alene om denne kamp. Jeg synes, at vi er flere og flere komponister, som prøver at finde frem til deres egen ”lyd”, deres egen tid, deres egen identitet.
I øvrigt tak for dit svar omkring titlen på min symfoni! Jeg synes at ”Sinfonía Fionia” er et godt bud! Det vil jeg bestemt tage med i mine overvejelser!
Hav det godt,
din
Categories
Brev #8
Holbæk, d. 8. juni, 2015
Kære Carl,
Jeg må lige tage forskud på dagen i morgen, og sige tillykke! I morgen er det præcist 150 år siden at du for første gang så dagens lys, 150 år siden at du trak dit første åndedræt, 150 år siden at du hørte denne verdens forunderlige lyde, som du siden hen ordnede i de mest vidunderlige musikværker, 150 år siden at du blev født lige uden for den lille fynske landsby Nørre Lyndelse, i et lille fattigt landarbejder hjem i Sortelung. Du var det syvende af i alt tolv børn, og en del af dine søskende døde som relativt unge, nogle af tuberkulose. Nogle af dem udvandrede til udlandet, både til USA og Australien. Dine egne to døtre og din søn fik ingen børn, så der er ikke nogen nulevende slægtninge efter dig til at råbe hurra. Det vil sige, at det faktisk er ret sandsynligt, at der, et eller andet sted i USA eller Australien, findes efterkommer af Niels Maler og Maren Kirstine, og dermed dine fjerne slægtninge. Der er bare ingen der har kendskab til dem.
Men på grund af din store musikalske gave til verden, bliver du fejret vidt og bredt i Danmark og der bliver råbt masse af Hurraråb. Og ikke kun i morgen, men i hele dette Herrens år, 2015. Der har været, og kommer til at være, masser af koncerter, foredrag, og begivenheder, der markerer din 150-årsdag. I morgen skal Lisbeth og jeg til Fyn for at overvære en fødselsdagskoncert med Odensesymfoniorkester, som skal afsluttes med et fakkeltog, som jeg tænker kunne lede tankerne hen på det fakkeltog, som markerede din 60-årsdag i København – den sidste runde fødselsdag, som du kom til at opleve. Den Kgl. Opera har lavet en ny-iscenesættelse af din opera ”Saul og David”, som har fået fine roser. Faktisk har jeg en britisk ven, som tilfældigt også er operainstruktør, som var ind og se operaen. Han kendte ikke dig som komponist, for slet ikke at tale om din musik, men det var en åbenbaring for ham at overvære ”Saul og David”. Han var ekstremt begejstret over at have ”fundet” dig og din musik. Radio Symfoniorkesteret laver en stor fødselsdagskoncert, som sendes ”live” i radioen og i fjernsynet. Og jeg kunne blive ved og ved. Ja, projektet ”Lyden af Fyn” er i anledning af dit runde år.
Du har beskrevet din barndom i bogen ”Min Fynske Barndom”, som i øvrigt også er lavet til spillefilm af instruktøren Erik Clausen, hvor jeg havde den store ære (sammen med dig, selvfølgelig) at skrive filmmusikken. Faktisk skal jeg om få dage holde foredrag om lige præcis denne film, og min måde at skabe filmmusikken på, på Krogerup Højskole i Nordsjælland. Og det glæder jeg mig meget til. Det var en spændende opgave at forsøge at finde en måde at skildre, ikke kun den musik, som du har hørt som ung, men måske mere at forsøge at skildre, hvorledes denne musik, som omgav dig i din barndom på Fyn, har influeret på dine senere værker, og måske hvorledes du åbnede dig for det, som du senere skulle vige dit live til, at komponere musik.
Det er en mærkelig bestilling, at være komponist. Det er en noget luftig affære; man skaber ting, som ingen fysisk form har. Jo, bevares, der kan være et partitur, eller en plade, men egentligt gør vi komponister ikke andet end at sætte luften i svingninger. Jeg kan ikke lade være med at tænke på din 60-års dag, som var noget af en offentlig begivenhed, med det omtalte fakkeltog fra Christiansborg til Tivoli, hvor der var festbanket på Nimb, med taler og alt hvad der hører sig til. Du kvitterede et par måneder senere med at udtale i et interview i Politiken at:
”…ifald jeg kunne leve mit Liv om igen, vilde jeg piske alle Kunstnergriller ud af mit Hoved og gaa i Handelslære eller gøre et andet nyttigt Arbejde, hvoraf jeg til sidst kunde se et Resultat.”
Og det lyder grangiveligt mærkeligt, efter at have været fejret som Danmarks største komponist i din egen tid, og tidligere tider, at du meget præcist frasiger dig komponistgerningen. Nogle kunne synes, at det ligefrem var en tand krukket – men jeg må indrømme, at jeg forstår dig godt, selv om jeg samtidig må sige, at jeg ikke helt deler din mistrøstighed. Måske, hvis du spurgte mig for en 5-8 år siden, ville jeg have været helt enig med dig. Lige for tiden er det knap så slemt. Det har det med at bølge lidt frem og tilbage Du fortsætter i al fald med at sige:
”Hvilken menneskelig Tilfredsstillelse maa det ikke være, naar en Mand om Aftenen kan lukke sin Butik eller sit Værksted, vide, at han har gjort et hæderligt og godt Arbejde, og faa sin rimelige Løn derfor.”
Og her må jeg blankt indrømme, at jeg hører din far Niels Maler tale. Han var jo håndværker og spillemand (i den rækkefølge) og hans ambitioner for dig var, som mange fædre, lige med sine egne ambitioner og mål. Men du fortsætter dine tanker omkring at skabe noget mere konkret:
”Men disse simple og ellers til en hver Tid gældende Tanker har ingen Gyldighed, naar Talen er om skabende Kunstnere. Man kan næsten sige tværtimod. Jo mere Umage man gør sig, jo ringere bliver faktisk Ens praktiske Situation. Hvad nytter det mig, om hele Verden tager Hatten af for mig, men skynder sig forbi og lader mig sidde tilbage med mine Varer, indtil det hele bryder sammen, og jeg til min Skændsel opdager, at jeg har levet som en fjottet Fantast og troet, at jo mere jeg arbejdede og stræbte i min Kunst, jo bedre maatte min hele Stilling blive. (…) Nej – nej – jeg véd kun, jeg har aldrig raadet noget Menneske til at gaa Kunstnervejen.”
Jeg er helt med på din sætning om, at lige meget hvor meget man knokler, så synes det som om at det rent materielt ikke får nogen stor kompensation. Men friheden, Carl! Friheden! Det synes jeg at du glemmer. Og jeg er sikker på at du, hvis du havde fået dit ønske opfyldt som en anden Aladdin, så var er ikke gået meget lang tid, før du bitterligt havde fortrudt. Men det er bare min fornemmelse, Carl – jeg kan selvfølgelig ikke vide det. Det er kunstnerens dilemma, at man selvfølgelig gerne vil belønnes for det arbejde, som man gør, og den belønning er til tider (tit) meget ringe, og kommer meget længe efter (hvis nogen sinde) at man kan have glæde af det. Og vi går jo aldrig på kompromis med vores arbejde. Det skal altid være det ypperste vi kan præstere, for andet ville give os en dårlig smag i munden. Andet ville blot være utilfredsstillende. Og det koster blod sved og tårer. Bundlinjen er nok, at vi aldrig helt kan kompenseres for vores arbejde. Men det er i orden, for vi har selv valgt det, selvom det til tider kan fornemmes som om det omvendte er tilfældet.
Men jeg kan, (90 år efter disse dine ord er blevet ytret) sige til dig, at dine anstrengelser i den grad har båret frugt og skabt genklang hele verden over. Så jeg er i hvert fald én (og jeg ved at vi er rigtig mange), som er glad for, at du gik den vej du gik. Jeg ved at det er en ringe trøst nu, hvor du er hinsides alt, hvad der hedder ”rimelig løn” og ”praktiske situationer”, men jeg håber at du kan; fra din sky, eller hvor du ellers befinder dig nu – at du kan opfatte, at du har gjort verden til et bedre sted med dine luftsvingninger, med din musik. Og for det siger jeg tak, og endnu engang tillykke.
Hip hip hurra!!
din
Categories
Brev #7
Holbæk, d. 25. maj, 2015
Kære Carl,
Nu er der gået fjorten dage, hvor jeg mere eller mindre har brugt tiden på at stirre ud i luften. En af vores nulevende komikere, Niels Hausgaard, beskriver denne stirren ud i luften som en tilstand, hvor man, især mænd, ”fin-tænker”. Jeg ser det som en eftervirkning af de ca. tre et halvt år, hvor jeg har båret rundt på det, som startede som en utydelig drøm, og som siden blev til operaen ”Andre Bygninger”. Jeg tror ikke, at jeg har været klar over, hvor stor en vægt den havde, især til sidst, ej heller hvor træt jeg er blevet af at have haft den på skulderne i al den tid. Jeg har da ellers mærket den nedtur det er at afslutte en opgave, men aldrig så stor og så hurtig en rutsjetur ned ad, som jeg har oplevet i de sidste to ugers tid. Jeg har været utilgængelig for mine omgivelser, og heldigvis har jeg en kone og en familie, som er forstående; for som sagt er det meste af tiden gået med at stirre ud i luften, med mindre jeg pludselig fik en trang til at lægge mig midt på dagen – hvad jeg ellers aldrig gør – og falde durk i søvn. Der må være tale om en restituering af både krop og sjæl. Især sjæl, tænker jeg. Der er grænser for, hvor meget man som kunstner kan blive ved med at give, uden at man på et tidspunkt skal lade op igen.
Min fintænkning har kredset om mangt og meget, men til tider selvfølgelig også om den opgave, der ligger foran mig, nemlig min fynske symfoni. Jeg har kredset om en tilsyneladende lille ting, men dog en stor ting for mig – nemlig hvad symfonien skal hedde. Jeg synes at navnet ”Lyden af Fyn” er en ret kedelig titel, omend den er meget præcist beskrivende. Jeg synes principielt, at en titel skal vække nysgerrighed og åbne et vindue eller en dør på klem for tilhøreren. Et vindue eller en dør, som man føler sig tryg og nysgerrig på at kravle ind af. Jeg er ret betaget af Fyns latinske betegnelse – Fionia. Det er et meget smukt navn. Lyden af ”Fionia” ruller af tungen; der er ikke nogen kanter på ”Fionia”, og på den måde synes jeg, at det også passer til Fyn. Så har jeg brug for at trække ”lyden” af Fyn ind i titlen. Her tænker jeg på et ord som ”genklang”, som har en musikalsk hentydning, og også en betydning, som rækker lidt ud over nuet. Genklang kan også dække over noget historisk. Noget fra en anden tid. For eksempel din musik. Jeg har nemlig en idé om at indlemme din musik i symfonien. Måske bliver der tale om musikalske hentydninger, som man ikke umiddelbart kan genkende, men som jeg bruger som strukturelle byggeklodser. Som for eksempel dine ”Fynske” tertser, som indleder 5. symfoni, eller ”Jeg ved en lærke rede”. Måske finder jeg på at bruge et tema, eller et motiv, eller bare en ”Nielsensk” musikalsk vane. Men under alle omstændigheder kunne en titel være ”Fionia Genklang”, eller måske ”Genklange af Fionia”. Og måske skal det bare slet og ret være “Fynsk genklang” eller “Genklange af Fyn”. Hvad tænker du?
Og Carl, jeg har spurgt dig, om ikke du kunne give lyd fra dig ved lejlighed, og forleden dag kom der en lille besked fra dig. Jeg var til min gran-nieces barnedåb, som i øvrigt var en meget smuk og hyggelig begivenhed for familie og venner af det nystartede par og deres første barn. Den ene salme, som vi skulle synge, var til din melodi til salmen ”Dybt hælder året sin gang”. Det er så smuk en melodi, og samtidig så enkel en melodi, så jeg ville bare sige; tak for den. Og måske kunne den bruges som et motiv i den ene af satserne til symfonien, hvem ved. Det er i hvert fald en oplagt ide til den sats, som enten indleder aften, eller afslutter aften, altså 2. eller 3. sats.
Nu må jeg slutte, kære Carl. Jeg kan mærke at mit behov for fintænkning ikke helt er forbi. Men mon ikke jeg snart får varmet min kreative side op igen, for jeg kan mærke at den tomme partiturside kalder… Vi tales ved om 14 dages tid.
Din hengivne
Categories
Brev #6
Holbæk, d. 11. maj, 2015
Kære Carl,
Jeg tror, at dette brev bliver noget kortere en de andre, jeg har sendt til dig. De sidste 14 dage har stået i operaens tegn, nærmere bestemt min opera ”Andre Bygninger”. Jeg sluttede sidst lige inden premieren, og jeg kan sammenfatte den i tre ord: Det-Gik-Godt. Måske bedre; fire ord: Det-Gik-Ekstremt-Godt.
Og jeg kan godt betro dig, at det var rimelig meget forløsende, da prøveforløbet op til premieren var plaget af sygdom, samt at selve operaen var, på alle mulige og umulige måder, en kæmpe satsning fra Den Fynske Operas side, og ca. to en halv gange for stort på alle leder og kanter. Og jeg vil sige, at de skal have ros for at holde ved deres satsning i tykt og tyndt, og at operachefen, Jesper Buhl, aldrig har veget fra sin overbevisning om, at denne opera skulle se dagens lys, og at det skulle være på Den Fynske Opera. Og det er jeg ham evig taknemlig for.
Man kan måle et værks succes på mange måder; på anmeldelserne (de var meget rosende), på de medvirkendes reaktion (de er helt pjattet med operaen, og er helt bedrøvede over, at den kun bliver opført i de to uger, som den blev), på publikums reaktion (som har været helt overvældende). Flere har skrevet til mig om deres oplevelse, og jeg har helt lyst til at dele nogle af dem med dig:
For eksempel Johanne skrev:
”’Andre Bygninger’ på Den Fynske Opera er en fabelagtig og forrygende opera! UDRÅBSTEGN! Tal, tekst, fortælling, musik, persongalleri, scenografi, kor, dans går op i en højere enhed, det er charmerende, det er klassisk og det er finurligt. Tak til de medvirkende for en forførende og foruroligende rejse ind i ‘Bygning 2’! Tak til Andy Pape og Rasmus Zwicki for at have beriget med en ny skarp opera med humor, skønhed og tal-poesi!”
Eller Jørgen har skrevet:
”Hvis man skulle have mulighed for det, bør man skynde sig at købe billet til forestillingen Andre Bygninger med Den Fynske Opera.
Jeg oplevede den i aftes og er stadig både forstemt og knuget over mine 2 timer og 40 minutter som del af det univers, der udfoldede sig på scenen.
Del af. Ikke beskuer. Del af. Se, dét er god kunst.
Tak for en modig opsætning, Jesper Buhl.”
Eller Anne-Louise:
”Forrygende, forjættende og fuldstændigt helstøbt…eller med andre ord: Ååårrhh hvaaad for en fed opera!!! (udråbstegn, udråbstegn, udråbstegn)”
Det sidste er lidt nydansk, men jeg er sikker på at du forstår meningen.
Der er sågar et publikum, som er meget kyndig i musik og musikteater, som betroede mig (og dette siger jeg videre til dig i fuld fortrolighed) at denne opera har potentiale til at komme på højde i dansk operahistorie af din egen ”Maskerade”, og det er store ord!!
En anden ting ved publikum til denne opera er, at jeg bemærker, at der er mange unge mennesker tilstede. Ikke fordi jeg har noget imod ældre mennesker (jeg er hastigt på vej til at blive et sådant), men fordi gennemsnitspublikum til opera i min tid fortrinsvis er den ældre generation. Og det synes jeg er synd. Jeg mener at opera, i en fornyet og tidssvarende form, har meget at sige unge mennesker. Det er har været et af mine mål at gøre denne opera ”ungdommelig”, ikke for at lefle for den unge generation, men fordi jeg mener, at deres musik og deres tilgang til musik interesserer mig og tiltaler mig meget. Og måske, som min søn siger, jeg er aldrig blevet helt gammel – og det tager jeg som et kompliment. Jeg tror faktisk, at det er en væsentlig bestanddel af at være kunstner, at man kan huske sit (lege-)barnlige jeg.
Jeg har fået at vide, at en mor tog sine to teen-age drenge ind for at se operaen. Hun gjorde det som en slags indvielse i operaens kunst og forventede, at de i bedste ville fald være ligeglade, og i værste fald hade det. Hun selv var bare så betaget af operaen, at hun skulle ind og se den igen, hvorpå hendes drenge krævede af hende, at de også skulle ind og se den igen. Det havde hun godt nok aldrig tænkt at hun skulle opleve, at to knægte skulle gentage oplevelsen af en nyskreven opera.
Men Carl, ved du hvad, den største og væsentligste målestok for denne operas succes eller fiasko for mig er min egen vurdering af, hvor vellykket den er i forhold til den musikalske vision, som jeg havde for den. Og det er jo klart at noget af visionen var, at folk skulle blive suget ind i denne mærkelige verden, som Rasmus Zwicki og jeg havde konstrueret – og det er lykkes til fulde. Men min egen musikalske vision, om at prøve at gå en vej, som ikke var på den store Central-Europæiske-Musik-Kulturs-Historie-Lokomotivs skinner, som jeg har talt om før – denne vej, eller måske skulle jeg sige denne sti, synes jeg så småt at jeg har fundet. Jeg ved ikke, hvor den fører hen. Jeg ved heller ikke om det bare er mig, der forvilder mig ud i landskabet, men jeg er bestemt ikke færdig med at gå denne vej, for jeg ved at retningen er der. Vejen må jeg selv skabe. Jeg skal blot blive ved med at gå, lige så langsomt, måske kan jeg køre lidt på mit lille røde løbehjul – men ikke hurtigere end det. Og jeg skal også give mig selv lov til at køre i cirkler en gang imellem, for det gør vi mennesker ofte.
Nu er teatret lukket og slukket, de sidste klapsalver er forstummet, og kulissen er pillet fra hinanden. Nu er tiden moden til at kigge fremad. Jeg bliver nødt til at finde ud af hvordan (hvis det overhovedet kan lade sig gøre) jeg kan integrere denne musikalske vej ind i symfonien ”Lyden af Fyn”. Så, kære Carl, det vil jeg fundere videre på, og vi skrives ved om fjorten dage.
Som altid, din hengivne