Holbæk, d. 8. juni, 2015
Kære Carl,
Jeg må lige tage forskud på dagen i morgen, og sige tillykke! I morgen er det præcist 150 år siden at du for første gang så dagens lys, 150 år siden at du trak dit første åndedræt, 150 år siden at du hørte denne verdens forunderlige lyde, som du siden hen ordnede i de mest vidunderlige musikværker, 150 år siden at du blev født lige uden for den lille fynske landsby Nørre Lyndelse, i et lille fattigt landarbejder hjem i Sortelung. Du var det syvende af i alt tolv børn, og en del af dine søskende døde som relativt unge, nogle af tuberkulose. Nogle af dem udvandrede til udlandet, både til USA og Australien. Dine egne to døtre og din søn fik ingen børn, så der er ikke nogen nulevende slægtninge efter dig til at råbe hurra. Det vil sige, at det faktisk er ret sandsynligt, at der, et eller andet sted i USA eller Australien, findes efterkommer af Niels Maler og Maren Kirstine, og dermed dine fjerne slægtninge. Der er bare ingen der har kendskab til dem.
Men på grund af din store musikalske gave til verden, bliver du fejret vidt og bredt i Danmark og der bliver råbt masse af Hurraråb. Og ikke kun i morgen, men i hele dette Herrens år, 2015. Der har været, og kommer til at være, masser af koncerter, foredrag, og begivenheder, der markerer din 150-årsdag. I morgen skal Lisbeth og jeg til Fyn for at overvære en fødselsdagskoncert med Odensesymfoniorkester, som skal afsluttes med et fakkeltog, som jeg tænker kunne lede tankerne hen på det fakkeltog, som markerede din 60-årsdag i København – den sidste runde fødselsdag, som du kom til at opleve. Den Kgl. Opera har lavet en ny-iscenesættelse af din opera ”Saul og David”, som har fået fine roser. Faktisk har jeg en britisk ven, som tilfældigt også er operainstruktør, som var ind og se operaen. Han kendte ikke dig som komponist, for slet ikke at tale om din musik, men det var en åbenbaring for ham at overvære ”Saul og David”. Han var ekstremt begejstret over at have ”fundet” dig og din musik. Radio Symfoniorkesteret laver en stor fødselsdagskoncert, som sendes ”live” i radioen og i fjernsynet. Og jeg kunne blive ved og ved. Ja, projektet ”Lyden af Fyn” er i anledning af dit runde år.
Du har beskrevet din barndom i bogen ”Min Fynske Barndom”, som i øvrigt også er lavet til spillefilm af instruktøren Erik Clausen, hvor jeg havde den store ære (sammen med dig, selvfølgelig) at skrive filmmusikken. Faktisk skal jeg om få dage holde foredrag om lige præcis denne film, og min måde at skabe filmmusikken på, på Krogerup Højskole i Nordsjælland. Og det glæder jeg mig meget til. Det var en spændende opgave at forsøge at finde en måde at skildre, ikke kun den musik, som du har hørt som ung, men måske mere at forsøge at skildre, hvorledes denne musik, som omgav dig i din barndom på Fyn, har influeret på dine senere værker, og måske hvorledes du åbnede dig for det, som du senere skulle vige dit live til, at komponere musik.
Det er en mærkelig bestilling, at være komponist. Det er en noget luftig affære; man skaber ting, som ingen fysisk form har. Jo, bevares, der kan være et partitur, eller en plade, men egentligt gør vi komponister ikke andet end at sætte luften i svingninger. Jeg kan ikke lade være med at tænke på din 60-års dag, som var noget af en offentlig begivenhed, med det omtalte fakkeltog fra Christiansborg til Tivoli, hvor der var festbanket på Nimb, med taler og alt hvad der hører sig til. Du kvitterede et par måneder senere med at udtale i et interview i Politiken at:
”…ifald jeg kunne leve mit Liv om igen, vilde jeg piske alle Kunstnergriller ud af mit Hoved og gaa i Handelslære eller gøre et andet nyttigt Arbejde, hvoraf jeg til sidst kunde se et Resultat.”
Og det lyder grangiveligt mærkeligt, efter at have været fejret som Danmarks største komponist i din egen tid, og tidligere tider, at du meget præcist frasiger dig komponistgerningen. Nogle kunne synes, at det ligefrem var en tand krukket – men jeg må indrømme, at jeg forstår dig godt, selv om jeg samtidig må sige, at jeg ikke helt deler din mistrøstighed. Måske, hvis du spurgte mig for en 5-8 år siden, ville jeg have været helt enig med dig. Lige for tiden er det knap så slemt. Det har det med at bølge lidt frem og tilbage Du fortsætter i al fald med at sige:
”Hvilken menneskelig Tilfredsstillelse maa det ikke være, naar en Mand om Aftenen kan lukke sin Butik eller sit Værksted, vide, at han har gjort et hæderligt og godt Arbejde, og faa sin rimelige Løn derfor.”
Og her må jeg blankt indrømme, at jeg hører din far Niels Maler tale. Han var jo håndværker og spillemand (i den rækkefølge) og hans ambitioner for dig var, som mange fædre, lige med sine egne ambitioner og mål. Men du fortsætter dine tanker omkring at skabe noget mere konkret:
”Men disse simple og ellers til en hver Tid gældende Tanker har ingen Gyldighed, naar Talen er om skabende Kunstnere. Man kan næsten sige tværtimod. Jo mere Umage man gør sig, jo ringere bliver faktisk Ens praktiske Situation. Hvad nytter det mig, om hele Verden tager Hatten af for mig, men skynder sig forbi og lader mig sidde tilbage med mine Varer, indtil det hele bryder sammen, og jeg til min Skændsel opdager, at jeg har levet som en fjottet Fantast og troet, at jo mere jeg arbejdede og stræbte i min Kunst, jo bedre maatte min hele Stilling blive. (…) Nej – nej – jeg véd kun, jeg har aldrig raadet noget Menneske til at gaa Kunstnervejen.”
Jeg er helt med på din sætning om, at lige meget hvor meget man knokler, så synes det som om at det rent materielt ikke får nogen stor kompensation. Men friheden, Carl! Friheden! Det synes jeg at du glemmer. Og jeg er sikker på at du, hvis du havde fået dit ønske opfyldt som en anden Aladdin, så var er ikke gået meget lang tid, før du bitterligt havde fortrudt. Men det er bare min fornemmelse, Carl – jeg kan selvfølgelig ikke vide det. Det er kunstnerens dilemma, at man selvfølgelig gerne vil belønnes for det arbejde, som man gør, og den belønning er til tider (tit) meget ringe, og kommer meget længe efter (hvis nogen sinde) at man kan have glæde af det. Og vi går jo aldrig på kompromis med vores arbejde. Det skal altid være det ypperste vi kan præstere, for andet ville give os en dårlig smag i munden. Andet ville blot være utilfredsstillende. Og det koster blod sved og tårer. Bundlinjen er nok, at vi aldrig helt kan kompenseres for vores arbejde. Men det er i orden, for vi har selv valgt det, selvom det til tider kan fornemmes som om det omvendte er tilfældet.
Men jeg kan, (90 år efter disse dine ord er blevet ytret) sige til dig, at dine anstrengelser i den grad har båret frugt og skabt genklang hele verden over. Så jeg er i hvert fald én (og jeg ved at vi er rigtig mange), som er glad for, at du gik den vej du gik. Jeg ved at det er en ringe trøst nu, hvor du er hinsides alt, hvad der hedder ”rimelig løn” og ”praktiske situationer”, men jeg håber at du kan; fra din sky, eller hvor du ellers befinder dig nu – at du kan opfatte, at du har gjort verden til et bedre sted med dine luftsvingninger, med din musik. Og for det siger jeg tak, og endnu engang tillykke.
Hip hip hurra!!
din
