Categories
DrakenKjetil Heroslider
Forfatter: andypape
Categories
AndreBygninger, Hero
Categories
SIMSALABAD_HERO
Categories
Brev #16
Odense fredag d. 20/11/2015
Kære Carl!
Jeg sidder i mit hotelrum efter den første fulde orkesterprøve på min Fynske symfoni, ”Sinfonia Fionia”. Jeg er fyldt op med tusind indtryk, og jeg er segnefærdig af træthed, men på en god måde. Der er bare sket så meget siden jeg sidst har skrevet til dig, og selv om jeg havde skrevet, at det forrige brev var mit sidste brev, synes jeg, at jeg skylder dig (mindst) et brev til. Jeg savnede faktisk at skrive til dig – det var blevet en dejlig måde at fortælle om mine inderste tanker om musik og livet og tilværelsen på. Måske fortsætter det ud over Lyden af Fyn…
Jeg sidder midt i et eventyr – det er eventyret om den grimme ælling, der er blevet til en svane; det er historien om Klods Hans som samler alt det forhåndenværende, mudder, en død fugl, og som rider baglæns på et æsel for til sidst at vinde prinsessen og den halve kongerige. Det er næsten for godt til at være sandt, og dog – det er den skinbarlige sandhed.
Jeg må forsøge at starte fra en ende af, før det begynder at rable for mig. Altså: jeg sluttede min korrespondance med, at jeg havde afleveret partiturerne til både ”sinfoniettaen” og ”sinfoniaen”. Vi havde en lille gennemspilningsprøve på sinfoniettaen 14 dage inden vore egentlige koncerter, d. 2. november – og der var kun plads og råd til en enkel prøve ud over denne, før den første koncert i Kerteminde, nærmere bestemt Lundsgård Gods’ Annex, som er et skønt kulturelt initiativ, med forskelligt indhold; musik, billedkunst, og andet kunstnerisk virksomhed med et dejligt og stort udstillingslokale, som endnu var uprøvet hvad angik klassisk musik. Så altså, vi vidste ikke om akustikken ville klæde vores ensemble eller værket, ej heller om vi egentligt havde prøvet tilstrækkeligt for at være sikker på det musikalske udtryk. Jeg var dog fortrøstningsfuld hvad angik det sidste. Du ville have frydet dig over de musikere, som udgjorde kammerorkesteret. De er myreflittige, ultraloyale over for musikken og projektet, og kastede sig ud i alt med fulde sejl og gode miner til noget, som de senere betroede mig, de ikke helt vidste hvad var. Og det er ikke sært, for langt hen ad vejen vidste jeg det heller ikke…
Vores koncert bestod af at Rasmus først læste en tekst op fra din ”Levende Musik” om lyden af Fyn. Om bl. a. pigernes klukken og stærens tjatten, og om hvordan muldvarpen sågar tier på fynsk. Dernæst nogle af Erling og Rasmus’ lydportrætter, så nogle af dine sange, som fremførtes af et lokalt kor, og så sinfoniettaen. Koncerten afsluttedes med endnu et par lydportrætter og så en fællessang, ca en time i alt, med en fin gelejden igennem de forskellige momenter ved Rasmus fine tekster.
Og det har vi nu lavet ni gange på ni forskellige lokaliteter. For småbørn, skolebørn, gymnasieunger, familier, ældre, ja, alle de, der fandt vej til vores koncerter. De fandt sted på Nyborg slot, Summer Bird chokoladefabrik, et voksen uddannelses center, en skole, to musikefterskoler.
Nå ja, for at vende tilbage til akustikken i Lunsgårds Gods’ Annex; den var helt perfekt, og ensemblet spillede himmelsk, og mærkeligt nok spillede de ovenikøbet bedre og bedre, og mere inspireret for hver ny koncert, og hvert nyt koncertsted.
Der har været så mange begejstrede kommetarer, og eftertænksomme funderinger om man kan forstille sig, at lyden af en bådmotor, af sæbebobler der brister, af lyden af stilhed, ovehoved giver mening i en symfonisk sats. Og langt hen af vejen er svaret et rungende ”JA!”.
Men, Carl, nu er vi kommet til det springende punkt – det sted der skiller fårene fra bukkene, mændene fra tøsedrengene. Vi er kommet til SYMFONIORKESTERET. Symfoniorkesteret er vel nok det allerstørste og måske det mest frygtindgydende instrument, en komponist kan give sig i kast med.
Jeg har aldrig ført en motorcykel, Carl, men jeg forestiller mig at skrive for symfoniorkester må være tæt på den oplevelse, at køre en Harley Davidsen 1200 Custom på en øde landevej i Nevada 200 km i time uden hjelm.
Sådan har jeg det hver gang jeg skriver for symfoniorkester. Og den prøve, som jeg har været til i dag, ja, der var hastigheden måske nærmere op på 250 km/t. Bevares, der var masser at sætte på plads, mange nuancer, som skulle files til, men denne rå energi, dette storslåede og tindrende funklende lydbillede – det er den rene motorcykeltur for mig.
Søndag d. 22/11/2015
Så, kære Carl. Nu har symfonien fået sin uropførelse! Koncerten fandt sted kl. 16, og der viste sig at være flere udfordringer til vores arrangement. Jeg skal nemlig sige dig, at i et Danmark præget af rimelige lune temperaturer for årstiden (ca. 5-12 grader) var der pludselig dømt snestorm natten mellem lørdag og søndag. Jeg tog det helt roligt, for jeg havde oplevet utallige gange før, at vejrprofeterne overdrev disse prognoser, for at være sikre på at ingen kom til skade, hvis nu det skulle vise sig at være lige så slemt, som de troede. Men lige denne gang havde de altså ret. Det mærkelige var, at vi ikke mærkede meget til sneen i Odense. Men da vi skulle holde vores generalprøve i morges kl. 10, viste det sig, at 11 af orkestrets musikere, som boede i København, og som var på vej i tog, var strandet et sted mellem Ringsted og Sorø. Der var ingen viden om, hvor længe de skulle være strandet – om de nåede frem til prøven, ja, om de overhovedet nåede frem til koncerten. Vores dirigent, Henrik Vagn Christensen, som er guld værd i enhver situation, presset eller ej, besluttede at gennemføre generalprøven uden de 11 musikere. Nu var det ikke hvilke som helst musikere – der var tale om de 4 ud af 7 celli, de to ud af 4 horn, begge slagtøjsspillere, et par træblæsere, og ikke mindst selveste koncertmesteren. Vi kom igennem prøven med hjælp af musikere, der spillede flere stemmer på én gang, koncertmesterens sidemand spillede violinsoloen, og én af hornisterne, som havde fået fri efter kammerturneen, kom og sad inde! Kort sagt vi klarede den, men altså uden nogen som helst slagtøj (og der er meget slagtøj!). Efter prøven fortalte Henrik mig, at ledelsen havde besluttet at hvis ikke de 11 musikere nåede frem i tide, måtte vi spille sinfoniettaen i stedet for symfonien. Min symfonis skæbne lagt i hænderne på nogle frosne vanddråber! Heldigvis, lige så snart vi havde afsluttet vores prøve kunne vi se 11 meget våde, men målrettede mennesker stadse hen til koncerthuset. Deres tog var kommet frem. Rejsetid mellem København og Odense: 5 en halv time! Og du skal vide Carl, med vores moderne tog (når de kører) tager det normalt kun en time og et kvarter.
Jeg var spændt på om der overhovedet ville være et publikum, som interesserede sig for vores bestræbelser udi at finde lyden af Fyn. Da jeg ankom, en tre kvarter før koncerten, var der allerede pænt med publikum, og da koncerten startede, sad der vel nok en 400-500 mennesker. For mig var det et overdådigt antal set i lyset af dagens (og natten før) begivenheder. Vi var alle udstyret med en lille papirspose (på samme måde som alle kammerkoncerterne), som indeholdt program, to ørepropper, samt en plastik-”mønt”. Mønten skulle ”betales” tilbage til mig, idet der var opstillet fire beholdere, med hver deres stemning – faktisk de stemninger, som jeg har brugt til de forskellige satser. Publikum skulle vælge hvilken af disse fire stemninger var mest fremherskende, da de oplevede symfonien. Her ser du et billede af beholderne.
De andre effekter skulle bruges til dels at lave en masse rabalder (rasle med – og til sidst knalde papirsposen) dels derefter at opleve lyden af stilhed. Rasmus opførte nogle af deres lydportrætter, truckervalsen, lyden af sæbebobler der brister. Koret sang på smukkeste vis dine sange, og så var der pause. Afdelingen efter pausen var helliget symfonien. Da vi satte os ned igen kunne jeg mærke, at jeg var lidt nervøs, for hvad ville folk få ud af mine lidt personlige tolkninger af Lyden af Fyn. Ville det overhovedet have nogen som helst relevans? Og ville symfonien overhovedet hænge sammen som musikalsk værk med alle de ingredienser, som jeg har fortalt dig om?
Nuvel, Carl, jeg vil ikke holde dig hen i spænding, for det virker som om at alt er gået op i en form for højere enhed. Folk kom hen til mig bagefter og fortalte, at de tydeligt kunne høre lyden af Fyn, Lyden af deres Fyn! Både de konkrete ting (bådmotor, og truckervals) men også i overført betydning. Især er der en slags enighed om at 2. sats er specielt fynsk. Og det kan jeg godt forstå! Her er et lille citat fra anmeldelsen af symfonien, skrevet af Mikael Krarup i Fyns Stiftstidende:
” Pape har begået noget af en genistreg ved at lade symfonien i sin firsatsede struktur beskrive både årstider, døgnrytme og livsaldre – fra f.eks. efterår, aften og voksendom til sommer, middag og ungdom. Det er ikke programmusik, men det er sanselig oplevelsesmusik, som viser film på lytterens indre øjenlåg. Insisterende rytmer, kammermusikalske samtaler i træblæserne, vidunderligt koral-lignende strygerlegato, melodisk, med en tydelig enkelthed, kendt fra f.eks. Carl Nielsens folkelige sange. Et svævende perpetuum mobile, der brat afbrydes af maskinelle brag fra messinggruppen – sådan lyder Fyn også. Familiær idyl og hverdagshandlinger generes af ubudne brovnte gæster; dér opstår dramaet qua de kontrastive virkemidler, som Andy Pape så stilsikkert mestrer, her inspireret af de Nielsenske kampe i bl.a. den 5. symfoni. Nu har Fyn så fået sin helt egen symfoni, på demokratisk vis vokset ud af de fynske lydlag og med venlige tanker til Carl, men med Andy Papes tydelige aftryk.”
Det virker som om at projektet er lykkedes…
Og ved du hvad, Carl? Og det her er helt fortrolig mellem dig og mig; Jeg havde ellers opgivet tanken om, at jeg var en symfoniskrivende komponist. Bevares, jeg har skrevet en del musik for symfoniorkester, bare aldrig en SYMFONI. Det har hele tiden været instrumentkoncerter, eller symfoniorkester med kor, og solister – bare aldrig en SYMFONIsymfoni. Og jeg har forliget mig med tanken om, at jeg var mere en OPERAkomponist, og jeg har for så vidt haft det fint med det. Men nu har jeg som 60årig skrevet min første symfoni, og jeg kan godt se, at der er noget som kunne udforskes der. Sådan havde jeg det efter at jeg havde skrevet min første opera. Det kom bag på mig, at der absolut var noget at udforske der – og det har jeg gjort de sidste 25 år. Og man er vel aldrig for gammel til at opdage nye og spændende ting i denne forunderlige tilværelse. Så, hvem ved? Måske er det ikke min sidste symfoni. Det vil tiden vise…
Her til sidst kan du se et billede af en meget ydmyg, men dog tilfreds komponist.
Altid, din hengivne,
Categories
Brev #15
Holbæk, d. 1. oktober, 2015
Kære Carl,
HUUURRRRRAAAA! JEG ER FÆRDIG!! FYRVÆRKERI, HORNFANFARE, BLINKENDE LYS!!!
Hold da op, for et sidste opløb, men jeg er altså færdig med at skrive symfonien. Til Tiden! Hvem skulle have troet det? Og jeg har tilmed skrevet en kammermusikalsk version som jeg kalder Sinfonietta Fionia. Den består kun af tre satser, og varer ca. 20 minutter i forhold til symfoniens ca. 37 minutter. Det er meningen at kammerversionen skal turnere de 10 egne af Fyn, som Erling og Rasmus har besøgt, på deres jagt efter ”lyden af Fyn”. Det hele skal løbe af stablen ugen inden symfonien skal uropføres i Odense, søndag, d. 22. november kl. 16.
Men jeg må lige spole lidt tilbage, for du har ikke hørt om den sidste (midterste) sats; sats nr. 2. Meget kort fortalt, har jeg her arbejdet med en klassisk form: passacaglia formen. En form, som du ved, styres af en gentaget basgang, hvor komponisten bruger sin snilde til at udforme al den musik som er ”oven på” denne gentaget basgang. I virkeligheden er meget jazz musik lige præcis passacagliaer, hvor solisten improviserer over en givet bas- (og akkord-) gang. En ”live” passacaglia, så at sige. Men jeg ved at du ikke var så glad for jazzmusikken, så jeg springer hurtigt videre.
Her har jeg brugt basgangen i din salme: ”Dybt hælder året sin gang”, som du kan huske, at du sørgede for jeg hørte ved min grannieces dåb (brev # 7). Og for at være helt præcis, så er det en transponerende passacaglia, fordi når basgangen vender tilbage, er det altid i en ny toneart. De allermest spændende steder i satsen, er de steder, hvor basgangen går fra den ene tonalitet til den næste. Jeg bruger da også lidt af melodien fra salmen, men jeg tror ikke (med mindre man hører ekstremt godt efter – du ville høre det med det samme) at man vil tænke på det. Jeg har konstrueret en sats (som jo foregår midt på natten i min cyklus), som er en egal bueform, som kommer af intet og returnerer til intet. En form for død, men ikke tragisk død – nærmere den død, som er betingelsen for al det liv, som vi er omgivet af. I modsætning til de andre tre satser, er 2. sats uden de store kontraster, men er en fuldstændig jævn opbygning; en slags meditation; et landskab uden de store brydninger; et fynsk landskab….
Så, kære Carl, dette bliver det sidste brev, som jeg skriver til dig. I hvert fald i den nære fremtid – man ved jo aldrig… Det har været hyggeligt, og det har været et stort privilegium for mig at skrive til dig. Det har faktisk betydet rigtig meget i forhold til min skriveproces, og min kunstneriske proces i det hele taget, at have dette fortrolige rum at vende det ene og det andet. Jeg har ikke lagt fingre imellem at det har været en svær opgave – en opgave, som jeg har været ved at kløjes i, som man siger. Nu må vi jo se hvordan det bliver modtaget – men det sjove er, at i mit hoved og i mit sind, så er processen fuldbragt. Når jeg har skrevet den sidste node, så har jeg ”hørt” værket. Det er næsten (kun næsten!) som om, at jeg intet andet behøver. Det er selvfølgelig spændende at være med til indstuderingen, og også at mærke publikums reaktion på værket, men jo ældre jeg bliver, og jo mere jeg arbejder med komposition, desto bedre kan jeg forstå min landsman, Charles Ives udtalelse om musikken:
” My God! What has sound got to do with music! Why can’t music go out in the same way it comes in to a man, without having to crawl over a fence of sounds, thoraxes, catguts, wire, wood, and brass?”
Løseligt oversat;
“Du gode Gud! Hvad har lyd med musik at gøre! Hvorfor kan musikken ikke gå ud på samme måde, som den kommer ind til et menneske, uden at den skal kravle over et hegn af lyde, stemmelæber, katte tarme, ledning, træ, og messing?”
Men Carl, jeg arbejder stadig med det – jeg er et håbløst jordbunden menneske, og kan i grunden godt lide stemmelæber, katte tarme, træ og messing. Måske har vi det tilfælles?
Carl! Vi høres ved! Og som man siger nu om dage:
Vi ses lige pludselig
Din
Categories
Brev #14
Holbæk, d. 14. september, 2015
Kære Carl,
Sidst jeg skrev til dig, var det dagen før min 60-årsdag, og jeg skylder at fortælle dig, hvordan det hele spændte af.
Dagen startede meget roligt og uden de store armbevægelser; min søde Lisbeth gav mig morgenmad på sengen, og jeg havde for så vidt ”fri” indtil kl. 17, hvor mine børn havde sat mig stævne på Nørrebro, nærmere bestemt på hjørnet af Assistens Kirkegård ved Nørrebrogade. Så vi spiste en rolig frokost, og gik en dejlig tur i vores lokale Munkholmskov, og nød sensommeren. I det hele taget var jeg meget begejstret for, at jeg intet ansvar havde for, hvad der skulle ske. Nogen gange, når man selv står for en festlig begivenhed, er arrangementerne inden festen så anstrengende, at når man endelig når frem til festen, er man næsten for træt til at opleve noget. Sådan var det bestemt ikke denne dag. Det havde Thomas og Sarah sørget for. Klokken lidt over 15 havde vi festtøjet på (det var et påbud) samt badebukser, gummestøvler og skiftetøj med (endnu et påbud; en anelse kryptisk), og vi begav os mod København. Vi havde givet os god tid, da vi er vant til en del trafik på dette tispunkt, især i det indre København. Jeg tror, at du ville tabe både kæbe og mund, hvis du så, hvor mange biler der er på gaderne nu om dage. Men det er en helt anden historie!
Vi nåede frem kvart i fem, og (især jeg) ventede spændt på, hvad der skulle ske. Præcis kl. 17:00 kom Thomas og Sarah os i møde med deres fineste festskrud på, og med store smil bad de os om bilnøglerne, så de kunne tage sig af mine gummistøvler, badebukser, og skiftetøj, som jeg havde ladet stå der, som pr. instruks. Hmmm. Jeg blev mere og mere urolig for, at jeg skulle fragtes til Københavns havn og smides i vandet med mit fineste tøj på, som en besynderlig slags initieringsritus i de ældres rækker. Eller måske gives en gang buksevand for alle mine unoder igennem årene. Der er en del!
Nå, men vi begynder at gå ind mod byen ad Nørrebrogade, og hvem står pludselig der ved hjørnet af Stengade andre end Lisbeths far, Ove, og min svoger Jørgen og Lisbeths søster Hanne. De lader som om, at det er helt tilfældigt at vi mødes lige der (”Nææææ, er du her; det var da sjovt! Skulle vi ikke følges ad?”). Så det gør vi; vi følges ad til et, for mig, ukendt sted.
Og pludseligt lidt længere ned ad gaden, siger de alle sammen ”Er det ikke en fin restaurant? Skulle vi ikke gå herind?”. Så vi – op ad trappen – går derind. Og lige derind til højre i et fint lokale sidder mine to brødre, Jon og Tim, og hele deres familier, alle mine nevøer og niecer og deres kærester (hvis de haves, og er i landet). Og der er øl, og der er dejlig mad, og der er gaver! Og jeg tænker; ”det var vel nok en dejlig overraskelse. Måske skal jeg ikke smides i havnen alligevel. Måske var der ikke helt så mange unoder, som jeg troede…”
Så, altså Carl; jeg kan godt betro dig, at jeg slappede helt af og nød maden og samværet med min familie. Jeg har en rigtig dejlig familie, skal jeg sige dig. Og jeg tror, at det skyldes mange ting. Men fra min side af familien tror jeg at det skyldes det faktum, at for to generationer tilbage var min familie på flugt fra et Europa som ulmede; et Europa som snart skulle stå i brand. Den gang (som du kender så godt) var der ingen nem måde at kommunikere med den del af familien, som blev efterladt tilbage i Europa. Så derfor var det ekstra nødvendigt at holde sammen, dem der nu var familie. Og den tradition kører vi videre i min store dejlige familie.
Så, som sagt, jeg slappede helt af, og tænke ”det er da en dejlig fest”. Men så begynder Sarah og Thomas at skynde lidt på mig. De virker lidt underligt stressede. De synes at jeg skal skynde mig at pakke gaverne op. Og jeg er ikke engang færdig med at drikke min øl! Men jeg gør som jeg får besked på, og der er mange dejlige gaver fra min søde familie. Og de får alle et kys på panden.
Men pludselig må jeg vinke farvel til min øl, for Thomas og Sarah siger, at jeg skal videre. ”Hvorfor skal jeg videre?” spørger jeg, ”Her er øl!”. En helt igennem logisk tankerække i min verden, men næ nej, jeg skal videre!
”Hvor skal jeg hen?”, spørger jeg. ”Det er ikke nødvendigt at vide” er svaret. Og jeg tænker – nu kommer det; nu skal jeg en tur i havnen.
Udenfor venter der en bil, En lille hvid bil med Klavs som chauffør. ”Hvad laver du her, Klavs?”, spørger jeg. ”Det ved jeg ikke” svarer Klavs. Klavs kender jeg særdeles godt. Han har gået i skole med Thomas siden børnehaveklassen til og med studentereksamen på Stenhus Gymnasium. Thomas og Klavs deler også lejlighed.
”Men du skal ind i bilen” siger Klavs. Og jeg, med følge af Lisbeth, stiger ind i bilen.
At køre i bil i indre Nørrebro i 2015 er som at køre i labyrintiske kinesiske æsker. Et ensrettet helvede, krydret med blindgyder. Jeg er glad for, at jeg ikke skal køre, og Klavs er en meget dygtig chauffør. Og han underholder os om sine studier som maskinmesterstuderende, hvor han blandt andet har haft en praktik på Panum Instituttet, med at installere et køleanlæg. Og så synes han helt bestemt at vi skal køre rundt om Panum Instituttet for at se, at de bygger ud, og måske også se, hvor har arbejdede.
”Klavs hvad laver vi her?” spørger jeg, så sødt som jeg kan.
”Det ved jeg ikke” svarer Klavs.
Pludselig er vi ved Sct. Hans Torv.
”Klavs, det er nærmest her, du samlede os op!”
”Ja, det er det også” siger Klavs på en helt igennem forundret og selvmystificeret måde.
Pludselig stopper bilen. ”I skal vist ud her”, siger Klavs.
”Hvad…”, siger jeg, ”hvorfor skulle vi køres? Det er 50 skridt fra restauranten”.
”Det ved jeg ikke” svarer Klavs.
Så får jeg øje på Sebastian, Thomas’ gode ven, i sit stiveste puds på en trappe. Vi er foran Litteraturhaus – et sted som jeg kender godt, og har været til mangen en god koncert eller arrangement. Og Henny, Sarahs gode veninde står også på trappen. De ligner to biograf tjenere, som venter på det fornemme premierepublikum.
Udenfor er der plakater hvor der står: ”1915 – Musikfestival”, og lidt videre står der ”…ny dansk kompositionsmusik fremført af landets topkunstnere!”. Måske en koncert om den spæde musikalske modernismens start i det sidste århundrede?
Jeg studser lidt over udråbstegnet, og i min underbevidsthed er der en stille konflikt mellem ”Nydansk” og ”1915”, men jeg får ikke rigtig tid til at studse, for nu er Sebastian ved min side, og siger, at jeg vist skal ind.
”Er det noget med vand?” spørger jeg lidt beklemt.
”Det ved man aldrig”, siger Sebastian tørt.
Jeg lister op ad trappen, og går ind i den store koncertsal. Det virker helt mørkt og stille. Jeg er spændt på, hvornår vandet kommer.
Pludselig er der lys, og mange mange menneskers brølen og hujen og klappen. Og der… Der sidder vel 120 musikere, sangere, venner, familie, rigtig mange af dem, som jeg har musiceret med, arbejdet med, slidt med, grinet med, grædt med, og levet med de sidste 40 år af mit liv. Og nogle endnu længere…
Det var simpelthen lykkedes Sarah og Thomas at samle alle disse mennesker – og den største bedrift af alle – UDEN MIT KENDSKAB, til en kæmpe hyldestkoncert, som startede lige der, og som indeholdt bl. a. citater fra samtlige mine 11 operaer. Alle indslag med personlige hilsner og mindelser om det rige liv, som vi har skabt med hinanden.
Jeg kan godt sige dig, Carl, at det var en aften som jeg aldrig vil glemme. Der var så meget varme, så meget kærlighed, at det vil være en uendelig kilde af lys og godhed til resten af mit liv. Bare billedet af alle de smilende jublende mennesker, da jeg trådte ind af døren, vil jeg gemme på min nethinde til mine dages ende. Glem alt om buksevand, Carl; det skete ikke. Og gummistøvlerne etc. var det, som jeg kalder en rød sild. Noget der er til, for bare at forvirre begreberne.
Jeg er så privilegeret at have alle disse mennesker som venner, og så privilegeret at være i deres midte! Vi komponister går så meget alene med vores arbejde, og det kan til tider synes som om der bare ikke er nogen derude, som har glæde af dette arbejde. Men her fik jeg i den grad at vide, at der var glæde og varme og kærlighed. Og det er livets kildevand. Det kan jeg leve på længe!
Da jeg gik hjem efter koncerten og den efterfølgende reception ca. kl. 02, skelede jeg til plakaten udenfor igen. Det gik op for mig at der ikke stod ”1915 – musikfestival”. Der stod ”1-9-15 – musikfestival” altså datoen for min fødselsdag! Meget snedigt – og nu forstod jeg udråbstegnet!
Knus
Categories
Brev #13
Holbæk, d. 31. august, 2015
Kære Carl,
I morgen er en stor dag for mig. I morgen er det 60 år siden at jeg først hørte denne verdens lyde. Så denne verdens lys. Trak mit første vejr. Og hvor er det pudsigt, at vi begge fylder rundt i det samme år, ja, med knap tre måneders mellemrum. Det er sådan en mærkelig ting, den alder – for indeni føler jeg mig slet ikke som én, der snart skal fylde 60. I min ungdom var en 60-årig et tudsegammelt menneske. Og sådan har jeg det slet ikke. Jeg er stadig et stort legebarn – især når jeg skriver musik. Måske er det derfor, at jeg holder ved dette underlige, og i manges øjne og ører, uddaterede hverv som komponist.
Det mærkelige er, at jeg slet ikke ved, hvad der skal ske i morgen! På grund af alt mit arbejde i denne tid; tre operaer og en symfoni skrevet i løbet af de sidste to-et-halvt år, har jeg slet ikke haft overskud (og måske har det også været en meget avanceret overspringshandling) til at tænke på eller planlægge, hvad der skal ske på min 60-årsdag. Men jeg har to dejlige børn, Thomas og Sarah, som har arrangeret noget hemmeligt. Jeg ved blot, at jeg skal møde et bestemt sted i København på et bestemt tidspunkt, og så sker der ting. Og kender jeg dem ret, sker der mange ting. Mange sjove ting. De har skrevet til mig at jeg skal møde i mit fineste tøj, dog skal jeg have gummistøvler, badebukser og skiftetøj med. Hmmmmm. Jeg kan fortælle dig om det i det næste brev.
Men for at vende tilbage til symfonien, så er det lykkes mig at skrive første sats færdigt! I hvert fald i en foreløbig form, som jeg tror på. Og jeg taler her om den NYE første sats, og ikke den GAMLE første sats, som (stadig) har status som SIDSTESATS. Jeg har måttet justere på denne sidste sats slutning for at gøre den til en definitiv og stor slutning. Jeg er ikke sikker på, at jeg er helt tilfreds endnu med denne slutning, men jeg tror i hvert fald stadig på, at min disposition af storform og satsrækkefølgen er rigtig.
Nu handler det ”bare” om at fylde ud. Jeg har en start og en slut – nu mangler jeg midten. Spørgsmålet er, om jeg skal prøve kræfter med anden eller tredje sats. Min første indskydelse er at starte med 3. sats, da jeg der har nogle skitser som jeg allerede har fabuleret lidt med. Faktisk har jeg gjort dette med alle fire satser, inden jeg overhovedet egentligt gik i gang med at skrive. Det er noget, som jeg har anvendt ret meget på det seneste for at komme i gang med et projekt. Skitser er taknemlige, fordi man bare kan sige, at det er de ikke er vigtige, ikke skal bruges til noget. Det er bare for at komme i gang, og så skal de smides ud. Meeeeen det viser sig tit, at de måske lige kan bruges alligevel.
Da jeg har valgt denne ide med at vælge en klassisk musikform til hver sats (eller næsten…) så har jeg tænkt mig at tredje sats skal være en variationssats – eller næstenvariationssats, quasi variazione. Med en variationssats, skal man have et tema, og jeg har valgt at mit tema er ”Solen er så rød, Mor”, som du naturligvis har skrevet. Traditionelt bygger man en variationssats op således, at komponisten pænt præsenterer temaet i sin ”genkendelige” form, så alle er klar over hvad udgangspunktet er. Derefter viser komponisten sine musikalske muskler ved at variere temaet mere og mere, så det er mindre og mindre genkendeligt, for, til sidst muligvis at bringe temaet tilbage i sin genkendelige form for at vise alle, hvor langt væk vi kom, men nu er vi hjemme og alt er godt.
Det er ikke helt det, som jeg har tænkt mig.
Jeg har tænkt mig (i lighed med de andre satser) at man aldrig helt får has på temaet. At det til stadighed er som et fjernt minde, som er i periferien af ens bevidsthed, men lige så snart man prøver at kigge direkte på det, så er det væk.
Jeg kan vise dig nogle af mine skitser, og du kan se, hvad du synes.
Overordnet er denne sats placering i den store cyklus ”Morgen” eller ”Barndom”. Så rent musikalsk befinder jeg mig i mit barnlige sind – som sagt noget som jeg har det godt med. Som en fisk i vand. Så mange af disse skitser er med et lille smil på læben – at du ved det.
Fagotten har, for mig, altid haft et skær af komik over sig. Sådan lidt ufrivillig komik. Lidt som mig – en ældre herre som indeni tror at han er barn. Og jeg elsker fagotten som instrument. Det kan være lyrisk som en cello, eller skærende skrattende dyb som en gammel grammofon; sådan én der spiller 78’er med en stor tragt. Den er helt sin egen. I denne skitse til en variation, tænker jeg fagotten som et toethalvtårigt barn, som har fod på hele verden. Det er sådan et skønt fænomen. Som du ville kunne høre, lyder det, som fagotten spiller lidt som melodien til ”Solen er så rød”, men der er noget galt. Og det påtaler strygerne som ledsager fagotten. Men fagotten fortsætter ufortrødent i sin sikre forvisning om, at det selvfølgelig er helt rigtigt. Det tænker jeg at kæde sammen med lyden af ”Legepladsen”, som er klangen fra børnene i Nordfyn. Det lyder sådan her:
En anden variationsskitse, som jeg tænker på at bruge og som er en fortsættelse af denne ”legeplads”-idé er en slags fugato eller kanon, med temaet. Her spiller strygerne temaet nærmest kanonisk med kommentarer fra nogle af de andre instrumenter:
Jeg har også arbejdet med en skitse, som er omvendingen af melodien, som har sin egen sære skønhed. Nu er det sådan, at den musikalske omvending af dur er mol, men det er lykkedes mig at bevare en dur tonalitet med omvendingen. Denne skitse tænker jeg skal henføres til den Fåborgske families klang af ”tryghed”:
Og til sidst har jeg en skitse, hvor jeg har brug for dit gode råd. Det er en variation, som jeg tænker at henføre til xxxx’s klang af ”Vild med dyr”, stadig i legebarnets univers. Her har jeg instrumenteret nogle af de mere dyriske instrumenter i orkesteret – dybe messing, kontrafagot, basklarinet, samt (og det er her jeg har brug for lidt råd) båthorn og pivdyr. Jeg betragter de sidste to instrumenter som legitime slagtøjsinstrumenter – de er nærmest blevet en slags signaturinstrumenter for mig. Jeg bruger pivdyr i min opera ”Andre Bygninger”, mit orkesterværk ”Trash Recycled”. Båthorn bruger jeg i min opera ”Houdini den Store”, mit orkesterværk ”An Americaner in Danmark” og så videre. Men måske er det lige at gå for langt, at det muligvis er skurende, og ikke helt passende. Så hvis du har lidt input her, ville det være kærkomment. Pivdyrsskitsen lyder sådan her:
Så mangler jeg bare at strikke det hele sammen til en sammenhængende sats. Det er dejligt at have sit arbejde foran sig!
Din