Pape har arbejdet en del med genren ”instrumentalteater”, som blev eksponeret en hel del i midten af den forrige århundrede med navne som Mauricio Kagel, Nam June Paik, Gyorgy Ligeti, Luciano Berio m.m. for slet ikke at tale om vores egen hjemlige Bent Lorentzen og Fuzzy. I denne genre, beder komponisten ikke blot musikeren om at spille toner, men komponerer så at sige hele den opførendes performance. Musikeren fremtræder således som en slags musikalsk skuespiller, men uden at der nødvendigvis ”spilles” en præcis historie. På samme måde at musikken ikke har nogen præcise historie, dannes ”historien” i lytterens oplevelse af fremførelsen.
I dette foredrag, dykker Pape ned i sine mange instrumentalteaterværker, og afdækker hvordan det enkelte værk er blevet til, samt historier om de mildest talt mange forskellige reaktioner, som værkerne har affødt. De fleste af Papes værker er blevet mødt med latter, således skriver Politiken anmelder Jan Jacobi om et af Papes første instrumentalteaterværker ”Duet for solo cello”: ”Pape fik salen til at hulke af grin over noget af det bedste instrumentalteater, jeg mindes at have set”. Men der er også mere dystre lag som gemmer sig i hans mange instrumentalteaterværker…
Der er mulighed for at udvide denne foredrag til en egentlig dagseminar hvor Pape, efter en introduktion til instrumentalteaterets bestanddele, guider tilhørerne igennem selv at skabe instrumentalteater.
Nødvendige udstyr: audio anlæg samt videoanlæg som kan forbindes med (medbragte) lap top.