Holbæk, d. 1. oktober, 2015
Kære Carl,
HUUURRRRRAAAA! JEG ER FÆRDIG!! FYRVÆRKERI, HORNFANFARE, BLINKENDE LYS!!!
Hold da op, for et sidste opløb, men jeg er altså færdig med at skrive symfonien. Til Tiden! Hvem skulle have troet det? Og jeg har tilmed skrevet en kammermusikalsk version som jeg kalder Sinfonietta Fionia. Den består kun af tre satser, og varer ca. 20 minutter i forhold til symfoniens ca. 37 minutter. Det er meningen at kammerversionen skal turnere de 10 egne af Fyn, som Erling og Rasmus har besøgt, på deres jagt efter ”lyden af Fyn”. Det hele skal løbe af stablen ugen inden symfonien skal uropføres i Odense, søndag, d. 22. november kl. 16.
Men jeg må lige spole lidt tilbage, for du har ikke hørt om den sidste (midterste) sats; sats nr. 2. Meget kort fortalt, har jeg her arbejdet med en klassisk form: passacaglia formen. En form, som du ved, styres af en gentaget basgang, hvor komponisten bruger sin snilde til at udforme al den musik som er ”oven på” denne gentaget basgang. I virkeligheden er meget jazz musik lige præcis passacagliaer, hvor solisten improviserer over en givet bas- (og akkord-) gang. En ”live” passacaglia, så at sige. Men jeg ved at du ikke var så glad for jazzmusikken, så jeg springer hurtigt videre.
Her har jeg brugt basgangen i din salme: ”Dybt hælder året sin gang”, som du kan huske, at du sørgede for jeg hørte ved min grannieces dåb (brev # 7). Og for at være helt præcis, så er det en transponerende passacaglia, fordi når basgangen vender tilbage, er det altid i en ny toneart. De allermest spændende steder i satsen, er de steder, hvor basgangen går fra den ene tonalitet til den næste. Jeg bruger da også lidt af melodien fra salmen, men jeg tror ikke (med mindre man hører ekstremt godt efter – du ville høre det med det samme) at man vil tænke på det. Jeg har konstrueret en sats (som jo foregår midt på natten i min cyklus), som er en egal bueform, som kommer af intet og returnerer til intet. En form for død, men ikke tragisk død – nærmere den død, som er betingelsen for al det liv, som vi er omgivet af. I modsætning til de andre tre satser, er 2. sats uden de store kontraster, men er en fuldstændig jævn opbygning; en slags meditation; et landskab uden de store brydninger; et fynsk landskab….
Så, kære Carl, dette bliver det sidste brev, som jeg skriver til dig. I hvert fald i den nære fremtid – man ved jo aldrig… Det har været hyggeligt, og det har været et stort privilegium for mig at skrive til dig. Det har faktisk betydet rigtig meget i forhold til min skriveproces, og min kunstneriske proces i det hele taget, at have dette fortrolige rum at vende det ene og det andet. Jeg har ikke lagt fingre imellem at det har været en svær opgave – en opgave, som jeg har været ved at kløjes i, som man siger. Nu må vi jo se hvordan det bliver modtaget – men det sjove er, at i mit hoved og i mit sind, så er processen fuldbragt. Når jeg har skrevet den sidste node, så har jeg ”hørt” værket. Det er næsten (kun næsten!) som om, at jeg intet andet behøver. Det er selvfølgelig spændende at være med til indstuderingen, og også at mærke publikums reaktion på værket, men jo ældre jeg bliver, og jo mere jeg arbejder med komposition, desto bedre kan jeg forstå min landsman, Charles Ives udtalelse om musikken:
” My God! What has sound got to do with music! Why can’t music go out in the same way it comes in to a man, without having to crawl over a fence of sounds, thoraxes, catguts, wire, wood, and brass?”
Løseligt oversat;
“Du gode Gud! Hvad har lyd med musik at gøre! Hvorfor kan musikken ikke gå ud på samme måde, som den kommer ind til et menneske, uden at den skal kravle over et hegn af lyde, stemmelæber, katte tarme, ledning, træ, og messing?”
Men Carl, jeg arbejder stadig med det – jeg er et håbløst jordbunden menneske, og kan i grunden godt lide stemmelæber, katte tarme, træ og messing. Måske har vi det tilfælles?
Carl! Vi høres ved! Og som man siger nu om dage:
Vi ses lige pludselig
Din
