Holbæk, d. 3. august, 2015
Kære Carl,
Der er sket meget i løbet af de 4 uger, der er gået siden jeg sidst har skrevet til dig. Det er en mærkelig og forunderlig proces at skrive musik, og trods de ca. 40 år jeg har arbejdet i faget, har jeg ikke helt fået has på det; måske er det det brændstof, der får mig til at fortsætte med at komponere. Men hvorom alting er, har jeg fået hul på bylden, så at sige.
Jeg har taget mine forholdsregler – hjemme hos mig, kalder vi det at ”spidse blyanter” – altså måder at gå rundt om den varme grød på. Dette begreb har både sin positive men også sin negative side. Det er naturligvis vigtigt at have spidse blyanter når man skal i gang med at skrive. Omvendt, kan man få rigtig meget tid til at gå med at spidse blyanter, så det til sidst ender med at blive en overspringshandling. En sådan kreativ proces kræver, at man har en vis mængde brændstof i sine kreative tanke, men det er mig en gåde helt præcis, hvordan man fylder disse tanke op. Eller sagt på en anden måde – jeg har visse tiltag, som plejer at virke med at ”fylde op”, men det er ikke altid sikkert at de gør det. Og så forsøger jeg at opfinde nye opfyldningsstrategier. Som f. eks disse breve til dig. De henhører i særdeleshed til ”spidse blyanter” kategorien. Det kan da siges i den grad at være en overspringshandling at skrive lange breve til en afdød komponist om alt mellem himmel og jord, alt imens værket forbliver uskrevet på skrivepulten. Men Carl, jeg tror faktisk, at det har været lige præcist det, der skulle til for at få mine musikalske tanker ordnede, så der var en varm forbindelse til mit musikalske indre, når noderne skulle fældes på papiret.
Jeg har nemlig lagt mærke til, at det er vigtigt, at der går nogen tid (tit en rum tid), hvor musikken får lov til at modnes i mit indre, før det skal ud på papiret. Det er en af de gode ting ved at skrive opera – at der altid går et pænt langt stykke tid inden musikken skal skrives. Tid til at finde et teater, som interesserer sig for projektet, og ikke mindst har villighed til at stille sin økonomi på højkant; tid til at finde en librettist; skrive librettoen; alt dette inden musikken skal skrives. Det giver god plads til at mine musikalske tanker kan modnes. Mange mennesker spørger mig, om jeg kan ”høre” musikken inde i hovedet inden det bliver skrevet ned. Jeg ved ikke, hvordan du havde det med dette, men jeg hører egentligt ikke selve musikken, altså ikke selve tonerne inden musikken bliver til, men måske nærmere en symbolsk version af musikken. Det lyder lidt kryptisk, men jeg kan sammenligne det med den proces, der foregår når vi taler, eller italesætter en tanke. Det, vi formulerer inde i hovedet inden der kommer ord ud af vores mund er ikke ord, men en symbolsk version af disse ord. Hvis vi skulle ”sige” ordene inde i hovedet inden vi talte dem, ville vi ikke kunne tale med den hastighed, som vi gør. Når man lærer et nyt sprog, så kender man alt til dette, for inden man bliver ”flydende” i sproget er man nemlig nødt til at sige ordene i hovedet, inden man siger dem højt. Man har endnu ikke dannet symbolversion til sproget endnu. Og så går det langsomt!
Nå, men sådan forestiller jeg mig det er med at ”formulere” musikken. Og komponistens væsentligste redskab er at finde musikalske oversættelser af vores indre symbolmusik. En noget abstrakt proces, og en temmelig kompliceret proces, da den indebærer uendelige mange parametre. Jeg tror, at denne kompleksitet var noget som tiltrak mig i sin tid, da jeg bestemte mig for at blive komponist.
Men altså, som jeg indledte, så er der sket rigtig meget. For at starte et sted – min beslutning om at fokusere på klangen af Fyn, frem for lyden af Fyn holder jeg fast ved. Jeg holder fast ved at forsøge at oversætte de symbolske begreber, der knytter sig til de forskellige fynske lyde, til musik. Det er nemmere sagt end gjort, og det er også en meget subjektiv proces. Men da jeg har meget til fælles med dem, der har formuleret deres tanker om lyden af Fyn, har jeg en tiltro til, at det nok skal gå. Vi ser.
Den første ”lyd”, som jeg tog fat i, var skolebørnene fra Middelfarts lyde om ”Vild Forventning”. Deres konkrete lyde omkring dette tema, eller denne ”klang” var bl. a. tændstikker, der tændte lys på fødselsdagskagen, lyden af cockpittet i et fly inden man skulle flyve til et eksotisk sted. I Erling, Rasmus, og Carstens udgave lyder det sådan her:
Jeg havde lovet dig, på én eller anden måde, at anvende dit fugatema fra din 5. symfoni i denne sats, et tema som du jo kender godt:
Det er et vældig fint benspænd, da dit tema ikke just signalerer ”Vild Forventning”. Ikke for mig i hvert tilfælde. Jeg synes at det snarere signalerer en lidt vemodig introspektion, og på en vældig smuk og usædvanlig måde; men ”vild forventning” er det ikke. Det passer mig i øvrigt fint, og det er lidt med vilje at dit tema er så langt fra stemningen i ”Vild Forventning”. Du spørger mig måske, hvorfor i alverden jeg ønsker at gøre mit arbejde mere besværligt end højst nødvendigt? Og mit svar er, at jeg ikke ønsker at skrive en Nielsen pastiche, og jeg ønsker heller ikke at skrive et rapsodisk værk, hvor temaerne bliver vendt på den ene eller den anden underfundige måde i en perlerække efter hinanden. Jeg ønsker at bruge dit temamateriale som en slags byggesten, hvor jeg bygger en anden bygning, end du ville have gjort. Men jeg vil samtidigt mene, at hvis man hører godt efter, kan man genkende dit tema i min ”Vild Forventning”.
Første gang det kommer lyder det sådan her:
Nu kan det være at du tænker (udover hvad du tænker om musikken), hvordan findes der allerede en optagelse af musikken – prøverne er ikke engang startede? Og svaret er: min computer, der sammen med nogle komplicerede og finurlige programmer, kan emulere et orkester og også notere det hele i trykklare noder. Altså en slags musikalsk skrivemaskine, men indlagt lyd! Nogle gange lyder det tæt på, andre gange lyder det som et damporgel – især når jeg bruger mange instrumenter på en gang. Men det er et fantastisk redskab. Heldigvis er der ikke noget, som kan erstatte et symfoniorkester. Og det kommer der aldrig. Igen, der er alt for mange parametre at forholde sig til.
Måske hørte du ikke dit tema? Nej, det er også godt skjult. Anden gang ”Vild Forventning” kommer har jeg taget lidt mere med. Det lyder sådan her:
Men som sagt, det er mit projekt at forvandle. Jeg håber i al fald, at du i det mindste kan genkende klangen af ”Vild Forventning” i det, som jeg har skrevet. Det er en slags ”hovedtema” i satsen. Og når jeg siger hovedtema, er det fordi at jeg er i gang med at skrive en slags sonateform. Jeg tror, at undertitlen til satsen bliver ”quasisonate” med stor tryk på quasi! Og når man siger hovedtema, skal man også sige sidetema. Der har jeg valgt de unge mennesker fra Kerteminde, som har lyde som for dem betyder ”Mig”. Lydene her er måske lidt diffuse, lyden af regn, lyden af at have en kæreste. Det lyder sådan her:
En lidt vemodigklang. Den er så blevet til følgende musik i min klangverden:
Hvis du ikke lige fangede dit tema i den musik, kan jeg ikke bebrejde dig – for det første er det lige kun fløjten i begyndelsen, som har dit tema, og så er det spillet baglæns. Her er en mere udførlig udgave, hvor første violinerne har det fulde tema, men altså baglæns:
Jeg synes selv, at det er et bud på den unge ”mig”, som er lidt usikker på verdens gang og hvilke forventninger verden har til mig samtidig med en tryghed, som måske er er en kæreste, måske bare en længsel efter sådan én – noget der i hvert fald er i skarp modsætning til den ”vilde forventning” som ”jeget” har til verden. Ergo det baglænse tema.
Det er alt sammen måske en anelse krøllet, med alle disse tanker omkring, hvordan musikken er bygget op, men jeg håber så sandelig at musikken bare kan høres for det, den er. Det er jo ikke sikkert, at alle hører de samme ting, som jeg eller du eller de unge i Kerteminde hører. Det er jo det skønne ved musikken. Den har jo ikke nogen semantisk ”betydning”. Jeg vidste bare, at du selvfølgelig ville helt inde i maskinrummet og høre.
Og når vi nu taler om maskinrummet – så har jeg instrumenteret bådmotoren fra navigationsskoleeleverne fra Marstal. Vores kommende sømænd og –kvinder. Lyden af bådmotoren signallerede ”Godt Sømandsskab” for dem, sammen med lydene af godt håndværk, altså når redskaberne klang ”helt rigtigt”, når man arbejdede med tingene. Du skal lige høre motoren og værktøjet først:
Den er så blevet til følgende i symfonien (og her kan du ikke regne med lyden, for min computer kan slet ikke spille som et symfoniorkester kommer til det):
Titlen på afsnittet er ”Godt Sømandsskab”, og det spilles af de dybe strygere, dybe blæsere, både træ- og messing-. Især er jeg spændt på at høre de to omdrejningsforøgelser som antydes i klippet.
Jeg har valgt at sætte flere lydklip sammen til én klang. Således her har jeg valgt, at Igangsætterne fra Svendborgs lyde, som signallerede ”Godt Håndværk”, er så meget i slægt med sømændenes ”Godt sømandsskab”, at de er blevet en og samme musikalsk tanke.
Så her er billedet af den færdige sats som det ser ud på min pult:
Så skal jeg bare finde ud af de resterende tre satser! Jeg har bestemt mit arbejde foran mig, men jeg er samtidig fortrøstningsfuld. Vi skrives ved om fjorten dage,
Knus
