Holbæk, d. 06. juli, 2015
Kære Carl,
Jamen, så er det sket! Vi er gået fra et blæsende deprimerende koldt efterår til en bragende varm sommer – på kun to ugers tid! Og selv om det er en temmelig mærkelig manifestation, må jeg sande, at det er såre almindeligt for den danske sommer at opføre sig på denne måde. Vi forundres over den hver gang, og dog er ordene ”Du danske sommer, jeg elsker dig / skønt du så ofte har sveget mig”, så sande, så sande. Det er en sang, som vi kender meget godt, komponeret året efter din død af komponisten Otto Mortensen – en værdig aftager af din sangskrivertradition.
Man skulle tro, at jeg så skulle ud og nyde det gode vejr, men nej! Jeg har en deadline. En dødslinje som skal passes. Den 1. oktober skal jeg aflevere to værker – et symfonisk og et kammermusikalsk inklusivt stemmemateriale til Odense Symfoniorkester, så jeg har travlt! Derfor skynder jeg mig langsomt – så langsomt, som jeg overhovedet kan…
Der er begyndt så småt at komme noder, skal jeg hilse og sige. Det er altid en god ting, når man sådan skal skrive en symfoni. Jeg har forsøgt at skrive nogle skitser omkring flere af temaerne, både de musikalske og de mere stemningsprægede indslag. Som eksempel: hvordan klinger det, når børnene fra Middelfart beskriver lyden af ”Vild Forventning”? Eller hvordan klinger det, når søfartsskoleeleverne fra Marstal beskriver lyden af ”Godt Sømandsskab”? Og her skal jeg gøre opmærksom på, at jeg forsøger at holde fast i min egen devise om at det ikke nødvendigvis er lyden, men klangen af disse begreber, som jeg sigter mod. Hvor er musikken i disse begreber for disse mennesker på dette sted? Jeg må ærligt indrømme, at det stadig er en noget abstrakt og uhåndterlig øvelse for mig. Og dog – der er begyndt at komme noder…
Men lad mig spole lidt tilbage og vise dig et billede. Billedet forestiller mit arbejdsbord, og de fire nodeark, som er sat fast på bordet, forestiller hver en sats. Jeg har (som du kan se) forsynet hver sats med et minuttal (som jeg forholder mig rimelig frit til) og nogle ord, som beskriver grundklangen af hver sats. ”Ungdom / Dag / Sommer” er førstesatsstikord. ”Voksendom / Aften / efterår” er andensatsstikord. ”Alderdom / Nat / Vinter” er tredjesats, og ”Barndom / Morgen / Forår” er fjerde og sidste sats. Du kan også se, at jeg har holdt fast i mine tidligere ideer om at hele symfoniens energistuktur har en butterflyform, som disse grundklangsord afspejler. Så har jeg skrevet alle 31 lydklip op på små gule sedler, og fordelt dem på en helt igennem intuitiv måde, på de fire ark, i de fire satser. Det er ikke nødvendigvis min plan, at alle 31 skal repræsenteres eller være til stede i symfonien, og det er heller ikke sikkert at jeg beholder denne rækkefølge – det er bare mit udgangspunkt. Jeg har valgt, at hver gang jeg anvender et lydklip, skal den cirkles i pink, og hvis ikke det bliver anvendt, skal det krølles sammen og smides i genbrugsbeholderen. Jeg kan sende dig et billede af, hvordan arbejdsbordet forvandler sig i løbet af processen.
I al fald ser arbejdsbordet som udgangspunkt sådan her ud:
Som du kan se, har jeg også som udgangspunkt lagt noget af din musik i hver sats. Det er meningen af denne musik skal være en slags musikalsk rygrad for de enkelte satser – ikke nødvendigvis hørbart, men en Nielsensk tilstedeværelse. Alle fire motiver er for så vidt blevet valgt for mig. De to er kommet i den tid, hvor jeg har funderet over denne symfoni. Fugato stedet fra anden sats af 5. symfonien, som jeg hørte i bilradio på vej til Fåborg hin marts aften. ”Jeg ved en lærkerede” har været Erling, Rasmus og Carstens temasang hele vejen igennem ”Lyden af Fyn”. Melodien til ”Dybt hælder året sin gang” sendte du til mig ved min grandnieces dåb i maj måned. Og slutteligt har ”Solen er så rød, mor” været et tema til lyden af Odense, da Erling, Carsten og Rasmus sammen var i Odenses regnvandsbassin, som tilfældigvis var tømt ved lejligheden.
Det er en suppe med mange ingredienser, og man kunne fristes til at sige, at der er for mange ingredienser. Man kunne måske også fristes til at sige, at vi er for mange kokke. Det sidste vil jeg dog sige ikke er sandt, for jeg har betinget mig absolut kunstnerisk frihed, som også er blevet bevilget uden kny, så der kun var én kok.
Jeg må tilbage til arbejdet, Carl, og jeg kommer til at springe næste brev over, så der går fire uger til næste gang jeg skriver. Jeg kunne fristes til at sige, at jeg holder sommerferie – en kærkommen ting – men det handler snarere om at jeg lukker mig inde i arbejdslejr for at komme et ordentligt spadestik dybere i dette værk.
Måske holder du sommerferie på din sky, måske med en dejlig kølig multifarvet drink med paraply og sugerør. Det håber jeg!
Knus
