Holbæk, d. 22. juni, 2015
Kære Carl,
I morgen er det Sct. Hans aften. Og Lyset begynder at svinde. Allerede!! Denne sommer har været en ”rigtig” dansk sommer; det vil sige at den endnu ikke har gidet være så høflig at tage sig sammen og melde sin ankomst. At lette på hatten og sige ”Her er jeg da! Jeg har ikke meget at tilbyde, men lidt varme kan jeg da præstere”. Næ, vi har haft kulde, vind, regn, hagl – badetemperaturer som er en grønlandsk strand værdig. Vi venter med tilbageholdt åndedræt på at sommeren endelig skal komme, men jeg er bekymret for, at vi dejser om med iltmangel før den viser sig i al dens pragt og varme. Måske først til næste år…
Men Lyset, Carl! Dét er her. Det sælsomme nordiske lys, som om dagen er så azur-blåt og afbrændt-gyldent, især hvor Danmark møder vandet – Skagen, Sjællands Odde, Røsnæs, Martofte, og tusinder af andre steder. Og om natten, disse mystiske og kontrastløse lyse nætter, hvor alskens syner anes; dybt i de grå-grønne-hvide dampe af mosekonens bryg. Det er her alt sammen. Og så kan vi næsten tilgive den uartige danske sommer dens mangel på pli.
Jeg ved, at lyset har haft stor betydning for dig, ligesom det har det for os alle sammen. Det er livgivende, det er varme, det oplyser, det er alle levende væsners eksistensgrundlag, det er alle religioners fundament, og det har været en hjørnesten i din musikalske produktion. Helios overturen, som jeg har omtalt som en mulig model for mit værk, er et godt eksempel. Men jeg ”hører” også lyset i mange af dine andre værker; for eksempel din Espansiva, eller 5. symfonien.
Så i morgen fejrer vi, at solen er på sit højeste, og prøver at fortrænge at det betyder, at fra nu af så svinder lyset lige så langsomt, men lige så sikkert. Og vi håber, at vi muligvis kan få en lille sommer endnu; i al fald nogle dage, så vi kan huske, når de lange vinternætter atter kommer, at der trods alt var lidt varme og lys at spore mens solen var på sit højeste.
Men det, som jeg egentlig vil vende med dig i dette brev er noget helt andet, selv om det muligvis godt kunne knyttes til soltemaet. Det er et emne eller et begreb, som jeg kan betegne ”Musikalsk identitet”. Jeg kan forestille mig, at du straks har en idé om, hvad jeg mener med dette, men lad mig alligevel prøve at beskrive, hvad jeg tænker om dette begreb.
Vi kender begge til, at en komponists værker har en indbyrdes identitet – altså at man kan høre om et værk er af Ludvig Beethoven eller af J.S. Bach eller af Richard Wagner, og at dette værk ikke kunne tilskrives andre end netop den ophavsmand. Dels er der en musikalsk tidsånd, som netop disse tre omtalte komponister deler, men selv hvis man valgte værker af komponister inden for deres egen tid, ville deres produktion træde ud som en prægnant identitet; en musikalsk særegenhed. De har, så at sige, skrevet sig selv ind i musikken. Igor Stravinsky, en lidt nyere komponist, hvis musik jeg ved du kendte, er muligvis et ypperligt eksempel på en komponist, som altid væver sin egen identitet ind i sine toner – lige meget om han skriver i russisk folklore-tradition, neobarok, eller en ragtime – så kan man altid høre Igor småklukke i baggrunden.
Dine toner er også et meget fint eksempel på musik med en meget stærk musikalsk identitet. Men hvor Stravinsky klukker i baggrunden i sin hvide kittel, og for mig er lidt adskilt fra sine toner, er du ét med din musik. Den vokser ud af dig, og jeg har svært ved at adskille din musik fra dig, din baggrund, din opvækst. Det skyldes, at du har været meget bevidst om at fokusere på disse ting i din musik. Men jeg tror, at det er dybere end det. Jeg tror, at det bunder i hvem du var, og hvad du følte var væsentligt og sandt. At du sørgede for at disse ting var med i din musik. Det lyder lidt højttravende, og det er slet ikke sådan ment. Fordi jeg netop ikke tror at du var et ”højttravende” menneske. Jeg citerer fra et brev, som du skriver til din kone Anne Marie:
”(…) Lad os huske at Kunst er som alt andet: en jevn menneskelig Ting og slet ikke noget for sig. Vort arbejde er aldeles ikke mere værd eller har en højere rang end den beskedne Haandværkers eller Forretningsmands. (…)”
Nemlig og Amen. Det kunne være kunstnerens fadervor. I hvert fald for nogle af os. Der er sikkert mange, som ser sig selv som udvalgte og bedre end andre mennesker, fordi de er kunstnere. Fred være med det og dem – det var musikalsk identitet jeg kom fra.
Der skete noget besynderligt i forbindelse med kunstmusikkens vej i det sidste århundrede, muligvis mest efter dine død i 1931, men det var i gære mens du endnu levede. Måske skyldtes det kølvandet på de traumer, som efterfulgte 1. og 2. verdenskrig, som mange historiker ynder at forklare det ved, jeg ved det ikke. Jeg tror mere, at det hænger sammen med en økonomisk overflod efter især 2. verdenskrig, men jeg er ingen ekspert. Hvorom alting er, så blev meget af den såkaldte avantgardekunstmusik stort set identitetsløs. Dette hænger for mig sammen med flere sammenfaldende fænomener. Det historiske, økonomiske, og infrastrukturelle. Lad mig tage dem én ad gangen
Det store Central-Europæiske-Musik-Kulturs-Historie-Lokomotivs kunstprojekt, som jeg omtalte i brev #4, og hvis projekt, ”smid barnet ud med badevandet”, resulterede i, at alle de identitetsskabende parametre i musikken – melodi, harmoni, rytme – blev bandlyste. Og jo længere op i 60érne og 70érne vi kom blev mere og mere smidt ud indtil det rene ingenting var tilbage, som kunne skabe musikalsk identitet.
Kunstens økonomiske grundlag hviler på tidligere tiders laurbær, og dette gælder i særdeleshed den ”klassiske” musik, hvis institutioner – det være sig symfoniorkestre, operahuse, konservatorier, musikskoler – alle disse institutioner er økonomisk afhængig af et publikum, som synes at denne kunst er værdigfuld at støtte. De penge, som var i overflod i midten af sidste århundrede, fandtes stadig til disse institutioner i kraft at den klassiske musiks historiske stilling. Det var almindelig dannelse at sætte pris på den klassiske musik, og dermed også den nyere kunstmusik, som var denne traditions nutidig manifestation. Men vi var ligeglade med vores publikum dengang. Vi havde jo pengene og vi havde institutionerne og vi havde alt. Så hvad skulle vi med publikum? Jeg husker et brev fra den store komponist Arnold Schönberg (og jeg citerer fra hukommelsen), som, tilsyneladende lidt træt af den modstand han mødte fra sit publikum, skrev til en ven, at det eneste man egentligt kunne bruge et publikum til, var at dæmpe akustikken i en stor koncertsal.
Global kommunikation, som blev hurtigere og mere effektivt, op igennem den sidste halvdel af sidste århundrede gjorde, at vi komponister (som så mange andre) havde enormt let ved at orientere os om, hvad der skete i vores nærområde, men også meget langt væk. Dette skabte en sær form for kunstnerisk enighed og en del topstyrede kunstneriske institutioner. Disse institutioner kunne så udvælge den kunst som var den ”rigtige” og undertrykke – det vil sige ikke støtte – den ”forkerte” kunst.
Alt dette gjorde, at jeg (og mange andre) har været med til adskillige ny-musik-festivaller i hele verden, hvor man kunne høre en koncert med adskillige værker, og disse værker kunne ikke adskilles fra hinanden med nogen nævneværdig identitetsforskelle. Jeg kan huske, at jeg sammen med en komponistkollega gik til en koncert på en international musikfestival, bevidst uden at læse programmet i forvejen. Vi gav hinanden den opgave, at forsøge at gætte os til hvilken nationalitet komponisten for de forskellige værker havde. Det var en umulighed. Vi kunne ikke høre om komponisten var koreansk, brasiliansk, italiensk, eller dansk. Det hele lød ens. Selvfølgelig var værkerne forskellige – det var ikke de samme værk, som blev gentaget, men de forskellige værker havde, for mig og min ven at høre, ingen sønderlig musikalsk identitet. Hverken geografisk, eller personligt. Eller måske er det mere præcist at sige, at de havde stort set den samme musikalsk identitet – nemlig den herskende måde musik skulle klinge på det tidspunkt. Og derved havde de ingen identitet. Og det er bare for kedeligt!
Så, kære Carl, alt dette for at fortælle dig, at jeg slås en brav kamp i bedste Don Quixote manér mod den ene vindmølle efter den anden for at skabe en tidssvarende (fri mig for det moderne!) musik, som bunder i en ægte Papesk musikalsk identitet. Og det vil jeg blive ved med. Og jeg er bestemt ikke alene om denne kamp. Jeg synes, at vi er flere og flere komponister, som prøver at finde frem til deres egen ”lyd”, deres egen tid, deres egen identitet.
I øvrigt tak for dit svar omkring titlen på min symfoni! Jeg synes at ”Sinfonía Fionia” er et godt bud! Det vil jeg bestemt tage med i mine overvejelser!
Hav det godt,
din
