Holbæk, d. 11. maj, 2015
Kære Carl,
Jeg tror, at dette brev bliver noget kortere en de andre, jeg har sendt til dig. De sidste 14 dage har stået i operaens tegn, nærmere bestemt min opera ”Andre Bygninger”. Jeg sluttede sidst lige inden premieren, og jeg kan sammenfatte den i tre ord: Det-Gik-Godt. Måske bedre; fire ord: Det-Gik-Ekstremt-Godt.
Og jeg kan godt betro dig, at det var rimelig meget forløsende, da prøveforløbet op til premieren var plaget af sygdom, samt at selve operaen var, på alle mulige og umulige måder, en kæmpe satsning fra Den Fynske Operas side, og ca. to en halv gange for stort på alle leder og kanter. Og jeg vil sige, at de skal have ros for at holde ved deres satsning i tykt og tyndt, og at operachefen, Jesper Buhl, aldrig har veget fra sin overbevisning om, at denne opera skulle se dagens lys, og at det skulle være på Den Fynske Opera. Og det er jeg ham evig taknemlig for.
Man kan måle et værks succes på mange måder; på anmeldelserne (de var meget rosende), på de medvirkendes reaktion (de er helt pjattet med operaen, og er helt bedrøvede over, at den kun bliver opført i de to uger, som den blev), på publikums reaktion (som har været helt overvældende). Flere har skrevet til mig om deres oplevelse, og jeg har helt lyst til at dele nogle af dem med dig:
For eksempel Johanne skrev:
”’Andre Bygninger’ på Den Fynske Opera er en fabelagtig og forrygende opera! UDRÅBSTEGN! Tal, tekst, fortælling, musik, persongalleri, scenografi, kor, dans går op i en højere enhed, det er charmerende, det er klassisk og det er finurligt. Tak til de medvirkende for en forførende og foruroligende rejse ind i ‘Bygning 2’! Tak til Andy Pape og Rasmus Zwicki for at have beriget med en ny skarp opera med humor, skønhed og tal-poesi!”
Eller Jørgen har skrevet:
”Hvis man skulle have mulighed for det, bør man skynde sig at købe billet til forestillingen Andre Bygninger med Den Fynske Opera.
Jeg oplevede den i aftes og er stadig både forstemt og knuget over mine 2 timer og 40 minutter som del af det univers, der udfoldede sig på scenen.
Del af. Ikke beskuer. Del af. Se, dét er god kunst.
Tak for en modig opsætning, Jesper Buhl.”
Eller Anne-Louise:
”Forrygende, forjættende og fuldstændigt helstøbt…eller med andre ord: Ååårrhh hvaaad for en fed opera!!! (udråbstegn, udråbstegn, udråbstegn)”
Det sidste er lidt nydansk, men jeg er sikker på at du forstår meningen.
Der er sågar et publikum, som er meget kyndig i musik og musikteater, som betroede mig (og dette siger jeg videre til dig i fuld fortrolighed) at denne opera har potentiale til at komme på højde i dansk operahistorie af din egen ”Maskerade”, og det er store ord!!
En anden ting ved publikum til denne opera er, at jeg bemærker, at der er mange unge mennesker tilstede. Ikke fordi jeg har noget imod ældre mennesker (jeg er hastigt på vej til at blive et sådant), men fordi gennemsnitspublikum til opera i min tid fortrinsvis er den ældre generation. Og det synes jeg er synd. Jeg mener at opera, i en fornyet og tidssvarende form, har meget at sige unge mennesker. Det er har været et af mine mål at gøre denne opera ”ungdommelig”, ikke for at lefle for den unge generation, men fordi jeg mener, at deres musik og deres tilgang til musik interesserer mig og tiltaler mig meget. Og måske, som min søn siger, jeg er aldrig blevet helt gammel – og det tager jeg som et kompliment. Jeg tror faktisk, at det er en væsentlig bestanddel af at være kunstner, at man kan huske sit (lege-)barnlige jeg.
Jeg har fået at vide, at en mor tog sine to teen-age drenge ind for at se operaen. Hun gjorde det som en slags indvielse i operaens kunst og forventede, at de i bedste ville fald være ligeglade, og i værste fald hade det. Hun selv var bare så betaget af operaen, at hun skulle ind og se den igen, hvorpå hendes drenge krævede af hende, at de også skulle ind og se den igen. Det havde hun godt nok aldrig tænkt at hun skulle opleve, at to knægte skulle gentage oplevelsen af en nyskreven opera.
Men Carl, ved du hvad, den største og væsentligste målestok for denne operas succes eller fiasko for mig er min egen vurdering af, hvor vellykket den er i forhold til den musikalske vision, som jeg havde for den. Og det er jo klart at noget af visionen var, at folk skulle blive suget ind i denne mærkelige verden, som Rasmus Zwicki og jeg havde konstrueret – og det er lykkes til fulde. Men min egen musikalske vision, om at prøve at gå en vej, som ikke var på den store Central-Europæiske-Musik-Kulturs-Historie-Lokomotivs skinner, som jeg har talt om før – denne vej, eller måske skulle jeg sige denne sti, synes jeg så småt at jeg har fundet. Jeg ved ikke, hvor den fører hen. Jeg ved heller ikke om det bare er mig, der forvilder mig ud i landskabet, men jeg er bestemt ikke færdig med at gå denne vej, for jeg ved at retningen er der. Vejen må jeg selv skabe. Jeg skal blot blive ved med at gå, lige så langsomt, måske kan jeg køre lidt på mit lille røde løbehjul – men ikke hurtigere end det. Og jeg skal også give mig selv lov til at køre i cirkler en gang imellem, for det gør vi mennesker ofte.
Nu er teatret lukket og slukket, de sidste klapsalver er forstummet, og kulissen er pillet fra hinanden. Nu er tiden moden til at kigge fremad. Jeg bliver nødt til at finde ud af hvordan (hvis det overhovedet kan lade sig gøre) jeg kan integrere denne musikalske vej ind i symfonien ”Lyden af Fyn”. Så, kære Carl, det vil jeg fundere videre på, og vi skrives ved om fjorten dage.
Som altid, din hengivne
