Odense fredag d. 20/11/2015
Kære Carl!
Jeg sidder i mit hotelrum efter den første fulde orkesterprøve på min Fynske symfoni, ”Sinfonia Fionia”. Jeg er fyldt op med tusind indtryk, og jeg er segnefærdig af træthed, men på en god måde. Der er bare sket så meget siden jeg sidst har skrevet til dig, og selv om jeg havde skrevet, at det forrige brev var mit sidste brev, synes jeg, at jeg skylder dig (mindst) et brev til. Jeg savnede faktisk at skrive til dig – det var blevet en dejlig måde at fortælle om mine inderste tanker om musik og livet og tilværelsen på. Måske fortsætter det ud over Lyden af Fyn…
Jeg sidder midt i et eventyr – det er eventyret om den grimme ælling, der er blevet til en svane; det er historien om Klods Hans som samler alt det forhåndenværende, mudder, en død fugl, og som rider baglæns på et æsel for til sidst at vinde prinsessen og den halve kongerige. Det er næsten for godt til at være sandt, og dog – det er den skinbarlige sandhed.
Jeg må forsøge at starte fra en ende af, før det begynder at rable for mig. Altså: jeg sluttede min korrespondance med, at jeg havde afleveret partiturerne til både ”sinfoniettaen” og ”sinfoniaen”. Vi havde en lille gennemspilningsprøve på sinfoniettaen 14 dage inden vore egentlige koncerter, d. 2. november – og der var kun plads og råd til en enkel prøve ud over denne, før den første koncert i Kerteminde, nærmere bestemt Lundsgård Gods’ Annex, som er et skønt kulturelt initiativ, med forskelligt indhold; musik, billedkunst, og andet kunstnerisk virksomhed med et dejligt og stort udstillingslokale, som endnu var uprøvet hvad angik klassisk musik. Så altså, vi vidste ikke om akustikken ville klæde vores ensemble eller værket, ej heller om vi egentligt havde prøvet tilstrækkeligt for at være sikker på det musikalske udtryk. Jeg var dog fortrøstningsfuld hvad angik det sidste. Du ville have frydet dig over de musikere, som udgjorde kammerorkesteret. De er myreflittige, ultraloyale over for musikken og projektet, og kastede sig ud i alt med fulde sejl og gode miner til noget, som de senere betroede mig, de ikke helt vidste hvad var. Og det er ikke sært, for langt hen ad vejen vidste jeg det heller ikke…
Vores koncert bestod af at Rasmus først læste en tekst op fra din ”Levende Musik” om lyden af Fyn. Om bl. a. pigernes klukken og stærens tjatten, og om hvordan muldvarpen sågar tier på fynsk. Dernæst nogle af Erling og Rasmus’ lydportrætter, så nogle af dine sange, som fremførtes af et lokalt kor, og så sinfoniettaen. Koncerten afsluttedes med endnu et par lydportrætter og så en fællessang, ca en time i alt, med en fin gelejden igennem de forskellige momenter ved Rasmus fine tekster.
Og det har vi nu lavet ni gange på ni forskellige lokaliteter. For småbørn, skolebørn, gymnasieunger, familier, ældre, ja, alle de, der fandt vej til vores koncerter. De fandt sted på Nyborg slot, Summer Bird chokoladefabrik, et voksen uddannelses center, en skole, to musikefterskoler.
Nå ja, for at vende tilbage til akustikken i Lunsgårds Gods’ Annex; den var helt perfekt, og ensemblet spillede himmelsk, og mærkeligt nok spillede de ovenikøbet bedre og bedre, og mere inspireret for hver ny koncert, og hvert nyt koncertsted.
Der har været så mange begejstrede kommetarer, og eftertænksomme funderinger om man kan forstille sig, at lyden af en bådmotor, af sæbebobler der brister, af lyden af stilhed, ovehoved giver mening i en symfonisk sats. Og langt hen af vejen er svaret et rungende ”JA!”.
Men, Carl, nu er vi kommet til det springende punkt – det sted der skiller fårene fra bukkene, mændene fra tøsedrengene. Vi er kommet til SYMFONIORKESTERET. Symfoniorkesteret er vel nok det allerstørste og måske det mest frygtindgydende instrument, en komponist kan give sig i kast med.
Jeg har aldrig ført en motorcykel, Carl, men jeg forestiller mig at skrive for symfoniorkester må være tæt på den oplevelse, at køre en Harley Davidsen 1200 Custom på en øde landevej i Nevada 200 km i time uden hjelm.
Sådan har jeg det hver gang jeg skriver for symfoniorkester. Og den prøve, som jeg har været til i dag, ja, der var hastigheden måske nærmere op på 250 km/t. Bevares, der var masser at sætte på plads, mange nuancer, som skulle files til, men denne rå energi, dette storslåede og tindrende funklende lydbillede – det er den rene motorcykeltur for mig.
Søndag d. 22/11/2015
Så, kære Carl. Nu har symfonien fået sin uropførelse! Koncerten fandt sted kl. 16, og der viste sig at være flere udfordringer til vores arrangement. Jeg skal nemlig sige dig, at i et Danmark præget af rimelige lune temperaturer for årstiden (ca. 5-12 grader) var der pludselig dømt snestorm natten mellem lørdag og søndag. Jeg tog det helt roligt, for jeg havde oplevet utallige gange før, at vejrprofeterne overdrev disse prognoser, for at være sikre på at ingen kom til skade, hvis nu det skulle vise sig at være lige så slemt, som de troede. Men lige denne gang havde de altså ret. Det mærkelige var, at vi ikke mærkede meget til sneen i Odense. Men da vi skulle holde vores generalprøve i morges kl. 10, viste det sig, at 11 af orkestrets musikere, som boede i København, og som var på vej i tog, var strandet et sted mellem Ringsted og Sorø. Der var ingen viden om, hvor længe de skulle være strandet – om de nåede frem til prøven, ja, om de overhovedet nåede frem til koncerten. Vores dirigent, Henrik Vagn Christensen, som er guld værd i enhver situation, presset eller ej, besluttede at gennemføre generalprøven uden de 11 musikere. Nu var det ikke hvilke som helst musikere – der var tale om de 4 ud af 7 celli, de to ud af 4 horn, begge slagtøjsspillere, et par træblæsere, og ikke mindst selveste koncertmesteren. Vi kom igennem prøven med hjælp af musikere, der spillede flere stemmer på én gang, koncertmesterens sidemand spillede violinsoloen, og én af hornisterne, som havde fået fri efter kammerturneen, kom og sad inde! Kort sagt vi klarede den, men altså uden nogen som helst slagtøj (og der er meget slagtøj!). Efter prøven fortalte Henrik mig, at ledelsen havde besluttet at hvis ikke de 11 musikere nåede frem i tide, måtte vi spille sinfoniettaen i stedet for symfonien. Min symfonis skæbne lagt i hænderne på nogle frosne vanddråber! Heldigvis, lige så snart vi havde afsluttet vores prøve kunne vi se 11 meget våde, men målrettede mennesker stadse hen til koncerthuset. Deres tog var kommet frem. Rejsetid mellem København og Odense: 5 en halv time! Og du skal vide Carl, med vores moderne tog (når de kører) tager det normalt kun en time og et kvarter.
Jeg var spændt på om der overhovedet ville være et publikum, som interesserede sig for vores bestræbelser udi at finde lyden af Fyn. Da jeg ankom, en tre kvarter før koncerten, var der allerede pænt med publikum, og da koncerten startede, sad der vel nok en 400-500 mennesker. For mig var det et overdådigt antal set i lyset af dagens (og natten før) begivenheder. Vi var alle udstyret med en lille papirspose (på samme måde som alle kammerkoncerterne), som indeholdt program, to ørepropper, samt en plastik-”mønt”. Mønten skulle ”betales” tilbage til mig, idet der var opstillet fire beholdere, med hver deres stemning – faktisk de stemninger, som jeg har brugt til de forskellige satser. Publikum skulle vælge hvilken af disse fire stemninger var mest fremherskende, da de oplevede symfonien. Her ser du et billede af beholderne.
De andre effekter skulle bruges til dels at lave en masse rabalder (rasle med – og til sidst knalde papirsposen) dels derefter at opleve lyden af stilhed. Rasmus opførte nogle af deres lydportrætter, truckervalsen, lyden af sæbebobler der brister. Koret sang på smukkeste vis dine sange, og så var der pause. Afdelingen efter pausen var helliget symfonien. Da vi satte os ned igen kunne jeg mærke, at jeg var lidt nervøs, for hvad ville folk få ud af mine lidt personlige tolkninger af Lyden af Fyn. Ville det overhovedet have nogen som helst relevans? Og ville symfonien overhovedet hænge sammen som musikalsk værk med alle de ingredienser, som jeg har fortalt dig om?
Nuvel, Carl, jeg vil ikke holde dig hen i spænding, for det virker som om at alt er gået op i en form for højere enhed. Folk kom hen til mig bagefter og fortalte, at de tydeligt kunne høre lyden af Fyn, Lyden af deres Fyn! Både de konkrete ting (bådmotor, og truckervals) men også i overført betydning. Især er der en slags enighed om at 2. sats er specielt fynsk. Og det kan jeg godt forstå! Her er et lille citat fra anmeldelsen af symfonien, skrevet af Mikael Krarup i Fyns Stiftstidende:
” Pape har begået noget af en genistreg ved at lade symfonien i sin firsatsede struktur beskrive både årstider, døgnrytme og livsaldre – fra f.eks. efterår, aften og voksendom til sommer, middag og ungdom. Det er ikke programmusik, men det er sanselig oplevelsesmusik, som viser film på lytterens indre øjenlåg. Insisterende rytmer, kammermusikalske samtaler i træblæserne, vidunderligt koral-lignende strygerlegato, melodisk, med en tydelig enkelthed, kendt fra f.eks. Carl Nielsens folkelige sange. Et svævende perpetuum mobile, der brat afbrydes af maskinelle brag fra messinggruppen – sådan lyder Fyn også. Familiær idyl og hverdagshandlinger generes af ubudne brovnte gæster; dér opstår dramaet qua de kontrastive virkemidler, som Andy Pape så stilsikkert mestrer, her inspireret af de Nielsenske kampe i bl.a. den 5. symfoni. Nu har Fyn så fået sin helt egen symfoni, på demokratisk vis vokset ud af de fynske lydlag og med venlige tanker til Carl, men med Andy Papes tydelige aftryk.”
Det virker som om at projektet er lykkedes…
Og ved du hvad, Carl? Og det her er helt fortrolig mellem dig og mig; Jeg havde ellers opgivet tanken om, at jeg var en symfoniskrivende komponist. Bevares, jeg har skrevet en del musik for symfoniorkester, bare aldrig en SYMFONI. Det har hele tiden været instrumentkoncerter, eller symfoniorkester med kor, og solister – bare aldrig en SYMFONIsymfoni. Og jeg har forliget mig med tanken om, at jeg var mere en OPERAkomponist, og jeg har for så vidt haft det fint med det. Men nu har jeg som 60årig skrevet min første symfoni, og jeg kan godt se, at der er noget som kunne udforskes der. Sådan havde jeg det efter at jeg havde skrevet min første opera. Det kom bag på mig, at der absolut var noget at udforske der – og det har jeg gjort de sidste 25 år. Og man er vel aldrig for gammel til at opdage nye og spændende ting i denne forunderlige tilværelse. Så, hvem ved? Måske er det ikke min sidste symfoni. Det vil tiden vise…
Her til sidst kan du se et billede af en meget ydmyg, men dog tilfreds komponist.
Altid, din hengivne,
