Deprecated: Required parameter $options follows optional parameter $args in /customers/d/e/8/andypape.dk/httpd.www/wp-content/plugins/testimonials-widget/includes/libraries/testimonials-widget/includes/libraries/aihrus-framework/includes/class-aihrus-widget.php on line 144 august 2015
Categories
Dansk Forside

Brev #13

Holbæk, d. 31. august, 2015

Kære Carl,
I morgen er en stor dag for mig. I morgen er det 60 år siden at jeg først hørte denne verdens lyde. Så denne verdens lys. Trak mit første vejr. Og hvor er det pudsigt, at vi begge fylder rundt i det samme år, ja, med knap tre måneders mellemrum. Det er sådan en mærkelig ting, den alder – for indeni føler jeg mig slet ikke som én, der snart skal fylde 60. I min ungdom var en 60-årig et tudsegammelt menneske. Og sådan har jeg det slet ikke. Jeg er stadig et stort legebarn – især når jeg skriver musik. Måske er det derfor, at jeg holder ved dette underlige, og i manges øjne og ører, uddaterede hverv som komponist.
Det mærkelige er, at jeg slet ikke ved, hvad der skal ske i morgen! På grund af alt mit arbejde i denne tid; tre operaer og en symfoni skrevet i løbet af de sidste to-et-halvt år, har jeg slet ikke haft overskud (og måske har det også været en meget avanceret overspringshandling) til at tænke på eller planlægge, hvad der skal ske på min 60-årsdag. Men jeg har to dejlige børn, Thomas og Sarah, som har arrangeret noget hemmeligt. Jeg ved blot, at jeg skal møde et bestemt sted i København på et bestemt tidspunkt, og så sker der ting. Og kender jeg dem ret, sker der mange ting. Mange sjove ting. De har skrevet til mig at jeg skal møde i mit fineste tøj, dog skal jeg have gummistøvler, badebukser og skiftetøj med. Hmmmmm. Jeg kan fortælle dig om det i det næste brev.
Men for at vende tilbage til symfonien, så er det lykkes mig at skrive første sats færdigt! I hvert fald i en foreløbig form, som jeg tror på. Og jeg taler her om den NYE første sats, og ikke den GAMLE første sats, som (stadig) har status som SIDSTESATS. Jeg har måttet justere på denne sidste sats slutning for at gøre den til en definitiv og stor slutning. Jeg er ikke sikker på, at jeg er helt tilfreds endnu med denne slutning, men jeg tror i hvert fald stadig på, at min disposition af storform og satsrækkefølgen er rigtig.
Nu handler det ”bare” om at fylde ud. Jeg har en start og en slut – nu mangler jeg midten. Spørgsmålet er, om jeg skal prøve kræfter med anden eller tredje sats. Min første indskydelse er at starte med 3. sats, da jeg der har nogle skitser som jeg allerede har fabuleret lidt med. Faktisk har jeg gjort dette med alle fire satser, inden jeg overhovedet egentligt gik i gang med at skrive. Det er noget, som jeg har anvendt ret meget på det seneste for at komme i gang med et projekt. Skitser er taknemlige, fordi man bare kan sige, at det er de ikke er vigtige, ikke skal bruges til noget. Det er bare for at komme i gang, og så skal de smides ud. Meeeeen det viser sig tit, at de måske lige kan bruges alligevel.
Da jeg har valgt denne ide med at vælge en klassisk musikform til hver sats (eller næsten…) så har jeg tænkt mig at tredje sats skal være en variationssats – eller næstenvariationssats, quasi variazione. Med en variationssats, skal man have et tema, og jeg har valgt at mit tema er ”Solen er så rød, Mor”, som du naturligvis har skrevet. Traditionelt bygger man en variationssats op således, at komponisten pænt præsenterer temaet i sin ”genkendelige” form, så alle er klar over hvad udgangspunktet er. Derefter viser komponisten sine musikalske muskler ved at variere temaet mere og mere, så det er mindre og mindre genkendeligt, for, til sidst muligvis at bringe temaet tilbage i sin genkendelige form for at vise alle, hvor langt væk vi kom, men nu er vi hjemme og alt er godt.
Det er ikke helt det, som jeg har tænkt mig.
Jeg har tænkt mig (i lighed med de andre satser) at man aldrig helt får has på temaet. At det til stadighed er som et fjernt minde, som er i periferien af ens bevidsthed, men lige så snart man prøver at kigge direkte på det, så er det væk.
Jeg kan vise dig nogle af mine skitser, og du kan se, hvad du synes.
Overordnet er denne sats placering i den store cyklus ”Morgen” eller ”Barndom”. Så rent musikalsk befinder jeg mig i mit barnlige sind – som sagt noget som jeg har det godt med. Som en fisk i vand. Så mange af disse skitser er med et lille smil på læben – at du ved det.
Fagotten har, for mig,  altid haft et skær af komik over sig. Sådan lidt ufrivillig komik. Lidt som mig – en ældre herre som indeni tror at han er barn. Og jeg elsker fagotten som instrument. Det kan være lyrisk som en cello, eller skærende skrattende dyb som en gammel grammofon; sådan én der spiller 78’er med en stor tragt. Den er helt sin egen. I denne skitse til en variation, tænker jeg fagotten som et toethalvtårigt barn, som har fod på hele verden. Det er sådan et skønt fænomen. Som du ville kunne høre, lyder det, som fagotten spiller lidt som melodien til ”Solen er så rød”, men der er noget galt. Og det påtaler strygerne som ledsager fagotten. Men fagotten fortsætter ufortrødent i sin sikre forvisning om, at det selvfølgelig er helt rigtigt. Det tænker jeg at kæde sammen med lyden af ”Legepladsen”, som er klangen fra børnene i Nordfyn. Det lyder sådan her:


En anden variationsskitse, som jeg tænker på at bruge og som er en fortsættelse af denne ”legeplads”-idé er en slags fugato eller kanon, med temaet. Her spiller strygerne temaet nærmest kanonisk med kommentarer fra nogle af de andre instrumenter:


Jeg har også arbejdet med en skitse, som er omvendingen af melodien, som har sin egen sære skønhed. Nu er det sådan, at den musikalske omvending af dur er mol, men det er lykkedes mig at bevare en dur tonalitet med omvendingen. Denne skitse tænker jeg skal henføres til den Fåborgske families klang af ”tryghed”:


Og til sidst har jeg en skitse, hvor jeg har brug for dit gode råd. Det er en variation, som jeg tænker at henføre til xxxx’s klang af ”Vild med dyr”, stadig i legebarnets univers. Her har jeg instrumenteret nogle af de mere dyriske instrumenter i orkesteret – dybe messing, kontrafagot, basklarinet, samt (og det er her jeg har brug for lidt råd) båthorn og pivdyr. Jeg betragter de sidste to instrumenter som legitime slagtøjsinstrumenter – de er nærmest blevet en slags signaturinstrumenter for mig. Jeg bruger pivdyr i min opera ”Andre Bygninger”, mit orkesterværk ”Trash Recycled”. Båthorn bruger jeg i min opera ”Houdini den Store”, mit orkesterværk ”An Americaner in Danmark” og så videre. Men måske er det lige at gå for langt, at det muligvis er skurende, og ikke helt passende. Så hvis du har lidt input her, ville det være kærkomment. Pivdyrsskitsen lyder sådan her:


Så mangler jeg bare at strikke det hele sammen til en sammenhængende sats. Det er dejligt at have sit arbejde foran sig!
Din

Andy-signatur

Categories
Opera Video

Dampenes Rejse Trailer 02

Categories
Opera Video

Andre Bygninger teaser

Categories
Opera Operada Video

Kjetils sang

Categories
Dansk Forside

Brev #12

Holbæk, d. 24. august, 2015

 

Kære Carl,

Der er sket noget mærkeligt, for lige i det øjeblik at jeg blev færdig med at skrive den første sats af Sinfonía Fionia, kunne jeg mærke, at der var noget galt. Hvad det var, kunne jeg ikke sige, men det rumlede og skurede i min underbevidsthed. Det er sjovt med den underbevidsthed, som er kunstnerens bedste ven, og som man lærer med tiden at stole mere og mere på. Det er så vidunderligt at vi mennesker er udstyret med en hel anden side, som jeg tror mange af os ikke skænker en tanke, men som er så berigende, hvis man lærer at åbne sig for den. Det drejer sig om det ikke-rationelle, ikke-bevidste… Og hvor er det mærkeligt at beskrivelsen af den side skal ske med ord som er negativer! Men det er vores rationelle bevidste semantiske side, som i vores samfund og vores tid, er i højsædet, og så at sige har magten. Men hvis jeg skulle beskrive den side af mig med positiver skulle det være med ord som det drømmende, det fabulerende, det legende… Igen ord som ikke besidder den helt store værdityngde i vores tid. Og dog er det disse sider, som har den store arbejdsbyrde når jeg skriver musik. Det er disse sider, som har magten når jeg komponerer, og derfor har jeg lært at lytte ekstra meget, når de brokker sig.

 Hvad det var, der var galt med satsen, kunne jeg ikke rigtig greje, men jeg vidste at svaret ville komme, hvis jeg bare lod være med at tænke alt for meget på det. Og det kom da også prompte, mens jeg var i gang med at vaske op; jeg havde slet ikke skrevet symfoniens første sats! Jeg havde skrevet symfoniens sidste sats! Jeg ved ikke om det sket for dig, Carl, men det er faktisk sket for mig før. Som regel er det sådan at jeg føler, at jeg er i gang med en slutning i begyndelsen af min arbejdsproces, og så holder jeg op med at arbejde med det, jeg har gang i og starter forfra; fra begyndelsen! Det er faktisk aldrig sket for mig før, at det er gået op for mig, at jeg havde skrevet en slutning efter jeg var færdig med at skrive den. Men, altså, i dette tilfælde var det tanken, som mit under-jeg bød ind med. Og som sagt, det tager jeg alvorligt. Så tager mit analytiske rationelle jeg over og begynder at regne på ”hvad så” delen af arbejdet. Hvad skal der så ske?

Tja, der var ikke andet for, end at prøve tesen af og se, om det kunne være sandt. Heldigvis har jeg bestemt at mit værk var fire satser i cyklus, så om cyklussen hedder: sommer-efterår-vinter-forår – som var min første indskydelse, eller efterår-vinter-forår-sommer, fungerer lige godt, hvis nu min ”første” sats skal blive den sidste sats. Men der var lige nogle praktiske forhold, som lige skulle grubles over – nemlig om det kunne fungere musikalsk med den ændrede rækkefølge. Nu havde jeg ikke skrevet de første tre satser endnu; så kunne f. eks. ”sommer” være en første sats? Jeg har bestemt mig for butterfly-formen, så symfonien skulle åbne stort, dog ikke så stort som sidste satsen, som jeg altså nu havde færdigskrevet. Det mente jeg godt kunne lade sig gøre, og sommer-energi, eller ”voksendom”-energi, som var en anden af de tillægsord, som jeg har hæftet på ”sommer”, kunne da godt åbne symfonien. I denne terminologi skulle rækkefølgen så hedde: ”Voksendom-Alderdom-Barndom-Ungdom”. Faktisk synes jeg at denne rækkefølge er meget bedre end min første indskydelse: ”Ungdom-Voksendom-Alderdom-Barndom”.

En sidste justering er så varighederne af satserne. Jeg havde bestemt at første og sidste sats skulle vare 10 minutter. Så at flytte første sats til sidste sats er ingen problem på det plan. Men der sker en forskydning af de øvrige satser. Således skal Voksendom ændres fra at vare 7 minutter til at vare 10 minutter, og Barndom skal ændres fra at vare 10 minutter til at vare 7 minutter. Altså hvis jeg vil bevare min oprindelige formmæssige tidsplan – og det kan jeg mærke at jeg gerne vil. Så hele satsstrukturen ser nu således ud:

Pape_SinFion_Skrivebord_Nysats_Small-1

Jeg vil prøve at fortsætte med de oprindelige tema byggesten i hvert sats og se om det holder. Det må komme an på en prøve.

Så med min nye førstesats, er byggestenen ”Jeg ved en lærkerede”, som jeg næsten vil påstå at alle dansker kender. Af samme grund har jeg valgt, at den skal så godt som være ukendelig i satsen på trods af, at den gennemsyrer al musikken i denne sats. Jeg har været inde på dette emne før, men jeg slører dit dejlige tema, fordi jeg gerne vil lave noget nyt, og ikke hænge i en slags folklore stemning af ”Her har vi den store danske komponist Carl Nielsens musik på museum”. Og det håber jeg ikke du tager anstød af, Carl. Jeg mener det bestemt positivt. Man kan ikke forbedre på din musik! Jeg vil gerne have at lytteren for så vidt skal glemme alt om at ”Jeg ved en lærkerede” gennemsyrer satsen, og koncentrere sig om at lytte til musikken. Så jeg har ændret lidt på din ”lærkerede”-struktur. Din melodi er en opadgående række af faldende tertser. Først en stor terts, så to små tertser, og til sidst en stor terts. Sådan her:

laerkerede

Det har jeg så ændret til en opadgående række af faldende tertser, bare i rækkefølgen lilleterts – to store tertser – lille terts. Sådan her:

raekke01opad

Samt en nedadgående række stigende tertser i rækkefølgen storterts – to små tertser – stor terts. Sådan her:

raekke02nedad

Disse to rækker er for så vidt alt, hvad jeg har givet mig selv af musikalsk materiale til denne sats. Min kompositoriske udfordring er, om jeg kan få 10 minutter til at gå med det. Altså på en interessant og vedkommende måde….

Det faldt mig ind, da jeg tog mine analytiske briller på, at når nu min sidste sats var en ”næsten- sonate-form”, at jeg muligvis kunne arbejde formmæssigt med de andre satser. Jeg mener altså traditionelt formmæssigt, for selvfølgelig skal jeg tænke formmæssigt, når jeg skal skrive en hvilket som helst sats. Det faldt mig ind at rondo-formen var et godt bud på en første sats. Men her vil jeg også kalde det en quasi-rondo, for at have den frihed, som jeg gerne vil have i forhold til at blive bundet op af en streng rondo. Det faldt mig også ind, når jeg kiggede på min små gule sedler, at den faaborgensiske families bud på ”pligter” eller de Marstalnavigationsstuderendes version af ”hverdagen” var et godt bud på en ritornel, eller en slags refræn, som rondoen jo er opbygget af. Hverdagen er i den grad noget, der vender tilbage gang på gang! Jeg tænker at en symfonisk hverdag kunne lyde ca. sådan her:

Og en del af hverdagen er selvfølgelig pligter, som familien i Fåborg udtrykte som en velkendt lyd. Men især arbejdet præger vores hverdag, og et af lydklippene, som jeg har glædet mig så meget til at komponere på, nemlig ”Truckervalsen” fra Nyborg. Du skal lige høre den oprindelige ”Truckervals, som lyder sådan her:

Det skønne ved denne vals er, at jeg kan næsten mærke og se for mig hvordan vogn og mand smelter sammen i en symbiose; en slags dans som er på én gang let og forfinet, men samtidigt tung og grov. Min symfoniske version lyder sådan her:

Jeg lover dig at det kommer til at lyde meget bedre når det skal laves af et levende symfoniorkester! Så, som du godt kan høre, er jeg godt i gang med at starte forfra. Det skal blive spændende om jeg nu kan være helt sikker på at jeg nu skriver på symfoniens første sats…

Din

 Andy-signatur

PS – du har måske bemærket, at jeg har været lidt længe om at sende dette brev til dig, Carl. Jeg har ellers været ret flittig med at skrive hver fjortende dag, og det var bestemt min agt at skrive til dig i mandags. Jeg blev dog noget hylet ud af den, da jeg havde en operapremiere sidste weekend. Ja! Endnu én! Denne gang lidt mindre dimensioner end min opera ”Andre Bygninger”. Der var tale om en børneopera i én akt med et orkester på fire musikere og en sangerbesætning syv solister, som fik sin premiere i Sverige på et sted som hedder Drakamöllan, som ligger tæt på Kristianstad. Og helt apropos stednavnet, er denne opera befolket af lutter drager. Operaens tema var det, at blive drillet, da hovedpersonen eller –dragen ikke kan puste ild som alle de andre dragebørn. Og det bliver han drillet med. Men det viser sig at han kan noget, som alle de andre drager ikke kan, nemlig flyve! Så alt ender godt. Børnene tog vældig godt imod operaen, og jeg glæder mig at opleve den sammen med danske børn, da det er meningen at det skal turnere i hele norden. Som du kan forstå, er der godt gang i den. Nogen gange lige det meste…

Categories
Dansk Forside

Brev #11

Holbæk, d. 3. august, 2015

 Kære Carl,

Der er sket meget i løbet af de 4 uger, der er gået siden jeg sidst har skrevet til dig. Det er en mærkelig og forunderlig proces at skrive musik, og trods de ca. 40 år jeg har arbejdet i faget, har jeg ikke helt fået has på det; måske er det det brændstof, der får mig til at fortsætte med at komponere. Men hvorom alting er, har jeg fået hul på bylden, så at sige.

Jeg har taget mine forholdsregler – hjemme hos mig, kalder vi det at ”spidse blyanter” – altså måder at gå rundt om den varme grød på. Dette begreb har både sin positive men også sin negative side. Det er naturligvis vigtigt at have spidse blyanter når man skal i gang med at skrive. Omvendt, kan man få rigtig meget tid til at gå med at spidse blyanter, så det til sidst ender med at blive en overspringshandling. En sådan kreativ proces kræver, at man har en vis mængde brændstof i sine kreative tanke, men det er mig en gåde helt præcis, hvordan man fylder disse tanke op. Eller sagt på en anden måde – jeg har visse tiltag, som plejer at virke med at ”fylde op”, men det er ikke altid sikkert at de gør det. Og så forsøger jeg at opfinde nye opfyldningsstrategier. Som f. eks disse breve til dig. De henhører i særdeleshed til ”spidse blyanter” kategorien. Det kan da siges i den grad at være en overspringshandling at skrive lange breve til en afdød komponist om alt mellem himmel og jord, alt imens værket forbliver uskrevet på skrivepulten. Men Carl, jeg tror faktisk, at det har været lige præcist det, der skulle til for at få mine musikalske tanker ordnede, så der var en varm forbindelse til mit musikalske indre, når noderne skulle fældes på papiret.

Jeg har nemlig lagt mærke til, at det er vigtigt, at der går nogen tid (tit en rum tid), hvor musikken får lov til at modnes i mit indre, før det skal ud på papiret. Det er en af de gode ting ved at skrive opera – at der altid går et pænt langt stykke tid inden musikken skal skrives. Tid til at finde et teater, som interesserer sig for projektet, og ikke mindst har villighed til at stille sin økonomi på højkant; tid til at finde en librettist; skrive librettoen; alt dette inden musikken skal skrives. Det giver god plads til at mine musikalske tanker kan modnes. Mange mennesker spørger mig, om jeg kan ”høre” musikken inde i hovedet inden det bliver skrevet ned. Jeg ved ikke, hvordan du havde det med dette, men jeg hører egentligt ikke selve musikken, altså ikke selve tonerne inden musikken bliver til, men måske nærmere en symbolsk version af musikken. Det lyder lidt kryptisk, men jeg kan sammenligne det med den proces, der foregår når vi taler, eller italesætter en tanke. Det, vi formulerer inde i hovedet inden der kommer ord ud af vores mund er ikke ord, men en symbolsk version af disse ord. Hvis vi skulle ”sige” ordene inde i hovedet inden vi talte dem, ville vi ikke kunne tale med den hastighed, som vi gør. Når man lærer et nyt sprog, så kender man alt til dette, for inden man bliver ”flydende” i sproget er man nemlig nødt til at sige ordene i hovedet, inden man siger dem højt. Man har endnu ikke dannet symbolversion til sproget endnu. Og så går det langsomt!

Nå, men sådan forestiller jeg mig det er med at ”formulere” musikken. Og komponistens væsentligste redskab er at finde musikalske oversættelser af vores indre symbolmusik. En noget abstrakt proces, og en temmelig kompliceret proces, da den indebærer uendelige mange parametre. Jeg tror, at denne kompleksitet var noget som tiltrak mig i sin tid, da jeg bestemte mig for at blive komponist.

Men altså, som jeg indledte, så er der sket rigtig meget. For at starte et sted – min beslutning om at fokusere på klangen af Fyn, frem for lyden af Fyn holder jeg fast ved. Jeg holder fast ved at forsøge at oversætte de symbolske begreber, der knytter sig til de forskellige fynske lyde, til musik. Det er nemmere sagt end gjort, og det er også en meget subjektiv proces. Men da jeg har meget til fælles med dem, der har formuleret deres tanker om lyden af Fyn, har jeg en tiltro til, at det nok skal gå. Vi ser.

Den første ”lyd”, som jeg tog fat i, var skolebørnene fra Middelfarts lyde om ”Vild Forventning”. Deres konkrete lyde omkring dette tema, eller denne ”klang” var bl. a. tændstikker, der tændte lys på fødselsdagskagen, lyden af cockpittet i et fly inden man skulle flyve til et eksotisk sted. I Erling, Rasmus, og Carstens udgave lyder det sådan her:

Jeg havde lovet dig, på én eller anden måde, at anvende dit fugatema fra din 5. symfoni i denne sats, et tema som du jo kender godt:

Det er et vældig fint benspænd, da dit tema ikke just signalerer ”Vild Forventning”. Ikke for mig i hvert tilfælde. Jeg synes at det snarere signalerer en lidt vemodig introspektion, og på en vældig smuk og usædvanlig måde; men ”vild forventning” er det ikke. Det passer mig i øvrigt fint, og det er lidt med vilje at dit tema er så langt fra stemningen i ”Vild Forventning”. Du spørger mig måske, hvorfor i alverden jeg ønsker at gøre mit arbejde mere besværligt end højst nødvendigt? Og mit svar er, at jeg ikke ønsker at skrive en Nielsen pastiche, og jeg ønsker heller ikke at skrive et rapsodisk værk, hvor temaerne bliver vendt på den ene eller den anden underfundige måde i en perlerække efter hinanden. Jeg ønsker at bruge dit temamateriale som en slags byggesten, hvor jeg bygger en anden bygning, end du ville have gjort. Men jeg vil samtidigt mene, at hvis man hører godt efter, kan man genkende dit tema i min ”Vild Forventning”.

Første gang det kommer lyder det sådan her:

Nu kan det være at du tænker (udover hvad du tænker om musikken), hvordan findes der allerede en optagelse af musikken – prøverne er ikke engang startede? Og svaret er: min computer, der sammen med nogle komplicerede og finurlige programmer, kan emulere et orkester og også notere det hele i trykklare noder. Altså en slags musikalsk skrivemaskine, men indlagt lyd! Nogle gange lyder det tæt på, andre gange lyder det som et damporgel – især når jeg bruger mange instrumenter på en gang. Men det er et fantastisk redskab. Heldigvis er der ikke noget, som kan erstatte et symfoniorkester. Og det kommer der aldrig. Igen, der er alt for mange parametre at forholde sig til.

Måske hørte du ikke dit tema? Nej, det er også godt skjult. Anden gang ”Vild Forventning” kommer har jeg taget lidt mere med. Det lyder sådan her:

Men som sagt, det er mit projekt at forvandle. Jeg håber i al fald, at du i det mindste kan genkende klangen af ”Vild Forventning” i det, som jeg har skrevet. Det er en slags ”hovedtema” i satsen. Og når jeg siger hovedtema, er det fordi at jeg er i gang med at skrive en slags sonateform. Jeg tror, at undertitlen til satsen bliver ”quasisonate” med stor tryk på quasi! Og når man siger hovedtema, skal man også sige sidetema. Der har jeg valgt de unge mennesker fra Kerteminde, som har lyde som for dem betyder ”Mig”. Lydene her er måske lidt diffuse, lyden af regn, lyden af at have en kæreste. Det lyder sådan her:

En lidt vemodigklang. Den er så blevet til følgende musik i min klangverden:

Hvis du ikke lige fangede dit tema i den musik, kan jeg ikke bebrejde dig – for det første er det lige kun fløjten i begyndelsen, som har dit tema, og så er det spillet baglæns. Her er en mere udførlig udgave, hvor første violinerne har det fulde tema, men altså baglæns:

Jeg synes selv, at det er et bud på den unge ”mig”, som er lidt usikker på verdens gang og hvilke forventninger verden har til mig samtidig med en tryghed, som måske er er en kæreste, måske bare en længsel efter sådan én – noget der i hvert fald er i skarp modsætning til den ”vilde forventning” som ”jeget” har til verden. Ergo det baglænse tema.

Det er alt sammen måske en anelse krøllet, med alle disse tanker omkring, hvordan musikken er bygget op, men jeg håber så sandelig at musikken bare kan høres for det, den er. Det er jo ikke sikkert, at alle hører de samme ting, som jeg eller du eller de unge i Kerteminde hører. Det er jo det skønne ved musikken. Den har jo ikke nogen semantisk ”betydning”. Jeg vidste bare, at du selvfølgelig ville helt inde i maskinrummet og høre.

Og når vi nu taler om maskinrummet – så har jeg instrumenteret bådmotoren fra navigationsskoleeleverne fra Marstal. Vores kommende sømænd og –kvinder. Lyden af bådmotoren signallerede ”Godt Sømandsskab” for dem, sammen med lydene af godt håndværk, altså når redskaberne klang ”helt rigtigt”, når man arbejdede med tingene. Du skal lige høre motoren og værktøjet først:

Den er så blevet til følgende i symfonien (og her kan du ikke regne med lyden, for min computer kan slet ikke spille som et symfoniorkester kommer til det):

Titlen på afsnittet er ”Godt Sømandsskab”, og det spilles af de dybe strygere, dybe blæsere, både træ- og messing-. Især er jeg spændt på at høre de to omdrejningsforøgelser som antydes i klippet.

Jeg har valgt at sætte flere lydklip sammen til én klang. Således her har jeg valgt, at Igangsætterne fra Svendborgs lyde, som signallerede ”Godt Håndværk”, er så meget i slægt med sømændenes ”Godt sømandsskab”, at de er blevet en og samme musikalsk tanke.

Så her er billedet af den færdige sats som det ser ud på min pult:

LAF_Skrivebord_01 Sats_Crop

Så skal jeg bare finde ud af de resterende tre satser! Jeg har bestemt mit arbejde foran mig, men jeg er samtidig fortrøstningsfuld. Vi skrives ved om fjorten dage,

Knus

Andy-signatur