Måned: juni 2015

Holbæk, d. 22. juni, 2015

 

Kære Carl,

I morgen er det Sct. Hans aften. Og Lyset begynder at svinde. Allerede!! Denne sommer har været en ”rigtig” dansk sommer; det vil sige at den endnu ikke har gidet være så høflig at tage sig sammen og melde sin ankomst. At lette på hatten og sige ”Her er jeg da! Jeg har ikke meget at tilbyde, men lidt varme kan jeg da præstere”. Næ, vi har haft kulde, vind, regn, hagl – badetemperaturer som er en grønlandsk strand værdig. Vi venter med tilbageholdt åndedræt på at sommeren endelig skal komme, men jeg er bekymret for, at vi dejser om med iltmangel før den viser sig i al dens pragt og varme. Måske først til næste år…

Men Lyset, Carl! Dét er her. Det sælsomme nordiske lys, som om dagen er så azur-blåt og afbrændt-gyldent, især hvor Danmark møder vandet – Skagen, Sjællands Odde, Røsnæs, Martofte, og tusinder af andre steder. Og om natten, disse mystiske og kontrastløse lyse nætter, hvor alskens syner anes; dybt i de grå-grønne-hvide dampe af mosekonens bryg. Det er her alt sammen. Og så kan vi næsten tilgive den uartige danske sommer dens mangel på pli.

Jeg ved, at lyset har haft stor betydning for dig, ligesom det har det for os alle sammen. Det er livgivende, det er varme, det oplyser, det er alle levende væsners eksistensgrundlag, det er alle religioners fundament, og det har været en hjørnesten i din musikalske produktion. Helios overturen, som jeg har omtalt som en mulig model for mit værk, er et godt eksempel. Men jeg ”hører” også lyset i mange af dine andre værker; for eksempel din Espansiva, eller 5. symfonien.

Så i morgen fejrer vi, at solen er på sit højeste, og prøver at fortrænge at det betyder, at fra nu af så svinder lyset lige så langsomt, men lige så sikkert. Og vi håber, at vi muligvis kan få en lille sommer endnu; i al fald nogle dage, så vi kan huske, når de lange vinternætter atter kommer, at der trods alt var lidt varme og lys at spore mens solen var på sit højeste.

Men det, som jeg egentlig vil vende med dig i dette brev er noget helt andet, selv om det muligvis godt kunne knyttes til soltemaet. Det er et emne eller et begreb, som jeg kan betegne ”Musikalsk identitet”. Jeg kan forestille mig, at du straks har en idé om, hvad jeg mener med dette, men lad mig alligevel prøve at beskrive, hvad jeg tænker om dette begreb.

Vi kender begge til, at en komponists værker har en indbyrdes identitet – altså at man kan høre om et værk er af Ludvig Beethoven eller af J.S. Bach eller af Richard Wagner, og at dette værk ikke kunne tilskrives andre end netop den ophavsmand. Dels er der en musikalsk tidsånd, som netop disse tre omtalte komponister deler, men selv hvis man valgte værker af komponister inden for deres egen tid, ville deres produktion træde ud som en prægnant identitet; en musikalsk særegenhed. De har, så at sige, skrevet sig selv ind i musikken. Igor Stravinsky, en lidt nyere komponist, hvis musik jeg ved du kendte, er muligvis et ypperligt eksempel på en komponist, som altid væver sin egen identitet ind i sine toner – lige meget om han skriver i russisk folklore-tradition, neobarok, eller en ragtime – så kan man altid høre Igor småklukke i baggrunden.

Dine toner er også et meget fint eksempel på musik med en meget stærk musikalsk identitet. Men hvor Stravinsky klukker i baggrunden i sin hvide kittel, og for mig er lidt adskilt fra sine toner, er du ét med din musik. Den vokser ud af dig, og jeg har svært ved at adskille din musik fra dig, din baggrund, din opvækst. Det skyldes, at du har været meget bevidst om at fokusere på disse ting i din musik. Men jeg tror, at det er dybere end det. Jeg tror, at det bunder i hvem du var, og hvad du følte var væsentligt og sandt. At du sørgede for at disse ting var med i din musik. Det lyder lidt højttravende, og det er slet ikke sådan ment. Fordi jeg netop ikke tror at du var et ”højttravende” menneske. Jeg citerer fra et brev, som du skriver til din kone Anne Marie:

”(…) Lad os huske at Kunst er som alt andet: en jevn menneskelig Ting og slet ikke noget for sig. Vort arbejde er aldeles ikke mere værd eller har en højere rang end den beskedne Haandværkers eller Forretningsmands. (…)”

Nemlig og Amen. Det kunne være kunstnerens fadervor. I hvert fald for nogle af os. Der er sikkert mange, som ser sig selv som udvalgte og bedre end andre mennesker, fordi de er kunstnere. Fred være med det og dem – det var musikalsk identitet jeg kom fra.

Der skete noget besynderligt i forbindelse med kunstmusikkens vej i det sidste århundrede, muligvis mest efter dine død i 1931, men det var i gære mens du endnu levede. Måske skyldtes det kølvandet på de traumer, som efterfulgte 1. og 2. verdenskrig, som mange historiker ynder at forklare det ved, jeg ved det ikke. Jeg tror mere, at det hænger sammen med en økonomisk overflod efter især 2. verdenskrig, men jeg er ingen ekspert. Hvorom alting er, så blev meget af den såkaldte avantgardekunstmusik stort set identitetsløs. Dette hænger for mig sammen med flere sammenfaldende fænomener. Det historiske, økonomiske, og infrastrukturelle. Lad mig tage dem én ad gangen

Det store Central-Europæiske-Musik-Kulturs-Historie-Lokomotivs kunstprojekt, som jeg omtalte i brev #4, og hvis projekt, ”smid barnet ud med badevandet”, resulterede i, at alle de identitetsskabende parametre i musikken – melodi, harmoni, rytme – blev bandlyste. Og jo længere op i 60érne og 70érne vi kom blev mere og mere smidt ud indtil det rene ingenting var tilbage, som kunne skabe musikalsk identitet.

Kunstens økonomiske grundlag hviler på tidligere tiders laurbær, og dette gælder i særdeleshed den ”klassiske” musik, hvis institutioner – det være sig symfoniorkestre, operahuse, konservatorier, musikskoler – alle disse institutioner er økonomisk afhængig af et publikum, som synes at denne kunst er værdigfuld at støtte. De penge, som var i overflod i midten af sidste århundrede, fandtes stadig til disse institutioner i kraft at den klassiske musiks historiske stilling. Det var almindelig dannelse at sætte pris på den klassiske musik, og dermed også den nyere kunstmusik, som var denne traditions nutidig manifestation. Men vi var ligeglade med vores publikum dengang. Vi havde jo pengene og vi havde institutionerne og vi havde alt. Så hvad skulle vi med publikum? Jeg husker et brev fra den store komponist Arnold Schönberg (og jeg citerer fra hukommelsen), som, tilsyneladende lidt træt af den modstand han mødte fra sit publikum, skrev til en ven, at det eneste man egentligt kunne bruge et publikum til, var at dæmpe akustikken i en stor koncertsal.

Global kommunikation, som blev hurtigere og mere effektivt, op igennem den sidste halvdel af sidste århundrede gjorde, at vi komponister (som så mange andre) havde enormt let ved at orientere os om, hvad der skete i vores nærområde, men også meget langt væk. Dette skabte en sær form for kunstnerisk enighed og en del topstyrede kunstneriske institutioner. Disse institutioner kunne så udvælge den kunst som var den ”rigtige” og undertrykke – det vil sige ikke støtte – den ”forkerte” kunst.

Alt dette gjorde, at jeg (og mange andre) har været med til adskillige ny-musik-festivaller i hele verden, hvor man kunne høre en koncert med adskillige værker, og disse værker kunne ikke adskilles fra hinanden med nogen nævneværdig identitetsforskelle. Jeg kan huske, at jeg sammen med en komponistkollega gik til en koncert på en international musikfestival, bevidst uden at læse programmet i forvejen. Vi gav hinanden den opgave, at forsøge at gætte os til hvilken nationalitet komponisten for de forskellige værker havde. Det var en umulighed. Vi kunne ikke høre om komponisten var koreansk, brasiliansk, italiensk, eller dansk. Det hele lød ens. Selvfølgelig var værkerne forskellige – det var ikke de samme værk, som blev gentaget, men de forskellige værker havde, for mig og min ven at høre, ingen sønderlig musikalsk identitet. Hverken geografisk, eller personligt. Eller måske er det mere præcist at sige, at de havde stort set den samme musikalsk identitet – nemlig den herskende måde musik skulle klinge på det tidspunkt. Og derved havde de ingen identitet. Og det er bare for kedeligt!

Så, kære Carl, alt dette for at fortælle dig, at jeg slås en brav kamp i bedste Don Quixote manér mod den ene vindmølle efter den anden for at skabe en tidssvarende (fri mig for det moderne!) musik, som bunder i en ægte Papesk musikalsk identitet. Og det vil jeg blive ved med. Og jeg er bestemt ikke alene om denne kamp. Jeg synes, at vi er flere og flere komponister, som prøver at finde frem til deres egen ”lyd”, deres egen tid, deres egen identitet.

I øvrigt tak for dit svar omkring titlen på min symfoni! Jeg synes at ”Sinfonía Fionia” er et godt bud! Det vil jeg bestemt tage med i mine overvejelser!

Hav det godt,

din

Holbæk, d. 8. juni, 2015

 

Kære Carl,

Jeg må lige tage forskud på dagen i morgen, og sige tillykke! I morgen er det præcist 150 år siden at du for første gang så dagens lys, 150 år siden at du trak dit første åndedræt, 150 år siden at du hørte denne verdens forunderlige lyde, som du siden hen ordnede i de mest vidunderlige musikværker, 150 år siden at du blev født lige uden for den lille fynske landsby Nørre Lyndelse, i et lille fattigt landarbejder hjem i Sortelung. Du var det syvende af i alt tolv børn, og en del af dine søskende døde som relativt unge, nogle af tuberkulose. Nogle af dem udvandrede til udlandet, både til USA og Australien. Dine egne to døtre og din søn fik ingen børn, så der er ikke nogen nulevende slægtninge efter dig til at råbe hurra. Det vil sige, at det faktisk er ret sandsynligt, at der, et eller andet sted i USA eller Australien, findes efterkommer af Niels Maler og Maren Kirstine, og dermed dine fjerne slægtninge. Der er bare ingen der har kendskab til dem.

Men på grund af din store musikalske gave til verden, bliver du fejret vidt og bredt i Danmark og der bliver råbt masse af Hurraråb. Og ikke kun i morgen, men i hele dette Herrens år, 2015. Der har været, og kommer til at være, masser af koncerter, foredrag, og begivenheder, der markerer din 150-årsdag. I morgen skal Lisbeth og jeg til Fyn for at overvære en fødselsdagskoncert med Odensesymfoniorkester, som skal afsluttes med et fakkeltog, som jeg tænker kunne lede tankerne hen på det fakkeltog, som markerede din 60-årsdag i København – den sidste runde fødselsdag, som du kom til at opleve. Den Kgl. Opera har lavet en ny-iscenesættelse af din opera ”Saul og David”, som har fået fine roser.  Faktisk har jeg en britisk ven, som tilfældigt også er operainstruktør, som var ind og se operaen. Han kendte ikke dig som komponist, for slet ikke at tale om din musik, men det var en åbenbaring for ham at overvære ”Saul og David”. Han var ekstremt begejstret over at have ”fundet” dig og din musik. Radio Symfoniorkesteret laver en stor fødselsdagskoncert, som sendes ”live” i radioen og i fjernsynet. Og jeg kunne blive ved og ved. Ja, projektet ”Lyden af Fyn” er i anledning af dit runde år.

Du har beskrevet din barndom i bogen ”Min Fynske Barndom”, som i øvrigt også er lavet til spillefilm af instruktøren Erik Clausen, hvor jeg havde den store ære (sammen med dig, selvfølgelig) at skrive filmmusikken. Faktisk skal jeg om få dage holde foredrag om lige præcis denne film, og min måde at skabe filmmusikken på, på Krogerup Højskole i Nordsjælland. Og det glæder jeg mig meget til. Det var en spændende opgave at forsøge at finde en måde at skildre, ikke kun den musik, som du har hørt som ung, men måske mere at forsøge at skildre, hvorledes denne musik, som omgav dig i din barndom på Fyn, har influeret på dine senere værker, og måske hvorledes du åbnede dig for det, som du senere skulle vige dit live til, at komponere musik.

Det er en mærkelig bestilling, at være komponist. Det er en noget luftig affære; man skaber ting, som ingen fysisk form har. Jo, bevares, der kan være et partitur, eller en plade, men egentligt gør vi komponister ikke andet end at sætte luften i svingninger. Jeg kan ikke lade være med at tænke på din 60-års dag, som var noget af en offentlig begivenhed, med det omtalte fakkeltog fra Christiansborg til Tivoli, hvor der var festbanket på Nimb, med taler og alt hvad der hører sig til. Du kvitterede et par måneder senere med at udtale i et interview i Politiken at:

”…ifald jeg kunne leve mit Liv om igen, vilde jeg piske alle Kunstnergriller ud af mit Hoved og gaa i Handelslære eller gøre et andet nyttigt Arbejde, hvoraf jeg til sidst kunde se et Resultat.”

Og det lyder grangiveligt mærkeligt, efter at have været fejret som Danmarks største komponist i din egen tid, og tidligere tider, at du meget præcist frasiger dig komponistgerningen. Nogle kunne synes, at det ligefrem var en tand krukket – men jeg må indrømme, at jeg forstår dig godt, selv om jeg samtidig må sige, at jeg ikke helt deler din mistrøstighed. Måske, hvis du spurgte mig for en 5-8 år siden, ville jeg have været helt enig med dig. Lige for tiden er det knap så slemt. Det har det med at bølge lidt frem og tilbage Du fortsætter i al fald med at sige:

”Hvilken menneskelig Tilfredsstillelse maa det ikke være, naar en Mand om Aftenen kan lukke sin Butik eller sit Værksted, vide, at han har gjort et hæderligt og godt Arbejde, og faa sin rimelige Løn derfor.”

Og her må jeg blankt indrømme, at jeg hører din far Niels Maler tale. Han var jo håndværker og spillemand (i den rækkefølge) og hans ambitioner for dig var, som mange fædre, lige med sine egne ambitioner og mål. Men du fortsætter dine tanker omkring at skabe noget mere konkret:

”Men disse simple og ellers til en hver Tid gældende Tanker har ingen Gyldighed, naar Talen er om skabende Kunstnere. Man kan næsten sige tværtimod. Jo mere Umage man gør sig, jo ringere bliver faktisk Ens praktiske Situation. Hvad nytter det mig, om hele Verden tager Hatten af for mig, men skynder sig forbi og lader mig sidde tilbage med mine Varer, indtil det hele bryder sammen, og jeg til min Skændsel opdager, at jeg har levet som en fjottet Fantast og troet, at jo mere jeg arbejdede og stræbte i min Kunst, jo bedre maatte min hele Stilling blive. (…) Nej – nej – jeg véd kun, jeg har aldrig raadet noget Menneske til at gaa Kunstnervejen.”

Jeg er helt med på din sætning om, at lige meget hvor meget man knokler, så synes det som om at det rent materielt ikke får nogen stor kompensation. Men friheden, Carl! Friheden! Det synes jeg at du glemmer. Og jeg er sikker på at du, hvis du havde fået dit ønske opfyldt som en anden Aladdin, så var er ikke gået meget lang tid, før du bitterligt havde fortrudt. Men det er bare min fornemmelse, Carl – jeg kan selvfølgelig ikke vide det. Det er kunstnerens dilemma, at man selvfølgelig gerne vil belønnes for det arbejde, som man gør, og den belønning er til tider (tit) meget ringe, og kommer meget længe efter (hvis nogen sinde) at man kan have glæde af det. Og vi går jo aldrig på kompromis med vores arbejde. Det skal altid være det ypperste vi kan præstere, for andet ville give os en dårlig smag i munden. Andet ville blot være utilfredsstillende. Og det koster blod sved og tårer. Bundlinjen er nok, at vi aldrig helt kan kompenseres for vores arbejde. Men det er i orden, for vi har selv valgt det, selvom det til tider kan fornemmes som om det omvendte er tilfældet.

Men jeg kan, (90 år efter disse dine ord er blevet ytret) sige til dig, at dine anstrengelser i den grad har båret frugt og skabt genklang hele verden over. Så jeg er i hvert fald én (og jeg ved at vi er rigtig mange), som er glad for, at du gik den vej du gik. Jeg ved at det er en ringe trøst nu, hvor du er hinsides alt, hvad der hedder ”rimelig løn” og ”praktiske situationer”, men jeg håber at du kan; fra din sky, eller hvor du ellers befinder dig nu – at du kan opfatte, at du har gjort verden til et bedre sted med dine luftsvingninger, med din musik. Og for det siger jeg tak, og endnu engang tillykke.

Hip hip hurra!!

din