Måned: marts 2015

Holbæk, d. 30. marts, 2015

 

Kære Carl,

Jeg har tænkt mig at brug dette brev til at fortælle lidt mere dybtgående om mig selv. Jeg tror at det er vigtigt for dig at vide, for at du kan forstå nogle af mine musikalske udgangspunkter, og derved mange af mine musikalske valg.

Jeg er i alle henseender dansk – jeg har dansk pas, jeg er dansk gift, jeg taler dansk, skriver dansk – og dog, på mange måder er jeg slet ikke dansk. Som en af vores mest berømte nulevende skjalde, Benny Andersen skriver:

(…) Findes der nogen mere danske end danskerne?
Efterkommere af Danerne
en folkestamme i Sverige
invaderede vort land en gang i 300-tallet
mens de oprindelige danskere
Herulerne
de ædle og tapre
men talmæssigt underlegne Heruler
blev fordrevet af de grumme svenske Daner
måtte flakke hjemløse om i datidens Europa
i flere hundrede år til det omsider
lykkedes nogle få tusinde af disse urdanskere
at nå op til Sverige og bosætte sig der
under den tvivlsomme betegnelse svenskere

I får spørgsmålet endnu en gang
og tænk jer grundigt om før I svarer:
Findes der nogen mere danske end danskerne?

Det korrekte svar er:
Ja!
Svenskerne!
De er de autentiske og egentlige danskere
Som jøderne i ørkenen drages de bestandig
mod det forjættede land
der flyder med øl og bacon
men i syttenhundrede år har været okkuperet
Af hvem ?
Af svenskere!
Af os!

Ikke så sært at Skåne
kræver Danmark tilbage…

Så altså ifølge Benny Andersen, er selv danskerne ikke engang danske. Men jeg…

Jeg er endnu mindre dansk. Jeg er født og opvokset i Sydcalifornien i De Forenede Amerikanske Stater. Og mine forældre er begge andengenerationsindvandrere i USA, idet alle fire af mine bedsteforældre er født i Østeuropa og emigrerede til USA. Lidt spredt imellem Ukraine, Rusland og Belarus. De var alle af jødisk slægt, og flygtede fra Europa på et tidspunkt, hvor jødehadet bølgede højt. De familier, som mine bedsteforældre efterlod, blev udslettet i den verdenskrig, som fulgte lige efter din død, og som efterlod Europa i ruiner både fysisk og psykisk, og mellem 5 og 6 millioner jøder myrdet. Da jeg voksede op, kendte jeg kun min farfar, da mine andre tre bedsteforældre desværre døde i en tidlig alder, og han var ikke én som talte ret meget om gamle dage. Jo, for resten, jeg kan huske at han fortalte mig en historie om, at han var familiens sorte får, og at han som knægt sammen med nogle venner have fremstillet en pistol af et stykke rør. De havde fundet en patron, som de ville affyre mod siden af en lade. Det var vist lykkedes at fyre ”pistolen” af uden af nogen kom til skade, men det blev selvfølgelig opdaget, og knægtene fik en ordentlig røffel. Om det var derfor han blev sendt væk i lære som fotoretouchér, og siden sendt videre til USA, ved jeg faktisk ikke.

På min mors side kendte jeg som sagt hverken min mormor eller morfar, men jeg kendte faktisk min oldefar, som først døde da jeg var 13-14 år gammel. Han var en værre lømmel, har jeg på fornemmelsen. Jeg husker, at vi besøgte ham på en ”alderdomscenter” i Californien – dejlige pastel bungalows, skønt vejr helet året rundt. Jeg kan huske, at mine forældre spurgte ham hvordan det var. ”Det var såmænd meget godt… men damerne er bare så gamle”, sagde ham. Og på dette tidspunkt var han vist over de firs. Han solgte Singer symaskiner i Ukraine som ung mand, og han var gift ind i en familie af stærke kvinder. Hans kone og hans svigermor (der nævnes aldrig nogen mænd i de historier jeg har hørt) ejede en lille købmandsforretning. Det hed sig at han var en stor økonomisk belastning for denne forretning, så da han valgte at tage til USA – han var på dette tidspunkt far til fire børn – jeg forestiller mig at han tog afsted en dag for at opkræve afbetalinger på sine symaskiner, og bare aldrig vendte om før han nåede New York – var konen og svigermor ikke frygtelig kede af det. Dette må have været i det tyvendeårhundredes første årti, for jeg har også hørt historier om, at han skrev til konen efterfølgende, at hun skulle pakke børnene sammen og tage til New York for at bo sammen med ham. Hun skrev tilbage til ham, at det kunne hun virkelig ikke, om han havde lagt mærke til at der var en verdenskrig, som hærgede Europa på dette tidspunkt, og om han syntes, at hun skulle rejse med fire børn igennem et krigshelvede, og i øvrigt havde hun det lige så godt der, hvor hun var? Så han blev i New York, og de blev i deres lille shtetl i Ukraine. Indtil en skæbnesvanger nat ved påske tid. Påsken har altid været en tid, hvor jødehad har haft gode vilkår, da det naturligvis er her, hvor de kristne sørger over Jesu død. Og hvem har slået Jesus ihjel? – det har jøderne! Og så var der for øvrigt rygter om, at jøderne bortførte små kristne spædbørn og drak af deres blod og så videre. Her må de være blevet advaret om, at der var uro, for historien var, at den katolske præst havde foreslået, at børnene skulle gemmes i kirken den nat. Nogle ”bøller” brød ind hos min oldemor, og i en håndgemæng (jeg tænker at de ville voldtage hende) skød de hende. Det ene af de fire børn var af en eller anden grund ikke kommet over i kirken og overværede skyderiet. Det var min onkel Ernest. Han var først i sine halvfjerdsere, før han fortalte sin familie om denne historie, så traumatisk var den. Min oldemor var hele natten om at dø, de havde nærmest skud hendes ansigt af.

Livet måtte gå videre – de fire børn skulle genforenes med deres far i New York, så de blev sendt afsted (første verdenskrig var veloverstået) ledet af min bedstemor, som var storsøster, og på dette tidspunkt var 16 år gammel. Hun møder min morfar David på båden til USA, og min mor fødes i New York i 1924. Hun og min far vokser op i New York sammen, de er barnevenner, og på et tidspunkt finder de ud af, at de skal giftes, og de flytter til Los Angeles.

Og der bliver jeg så født i 1955. Jeg plejer at skrive i mine komponist-CV at jeg er født i Hollywood, for det lyder enormt glamourøst… Faktisk er Hollywood lidt af et skod sted. Det er et sted hvor mange håbefulde mennesker er flokkedes til i tidernes løb, for at opnå en drøm om at være med i filmindustrien; et sted hvor få drømme er lykkedes og mange drømme bristedes.  Men det hospital, som jeg er født i ligger faktisk på Sunset Boulevard, ét af Hollywoods mere berømte strøg. Det er faktisk slutningen (eller begyndelsen?) af den berømt Route 66. Så kom ikke her!

Men jeg er altså vokset op i Øst Los Angeles i en lille bydel som hedder Monterey Park. Og selv om hverken min mor eller far er musikere, har jeg mange musikalske minder fra min barndom. Begge mine forældre spillede instrumenter. Min far, som var gammel sømand, spillede flere nemt transportable instrumenter, som lige kunne trylles frem på et skib. Han spillede ret habilt på mundharmonika, på mandolin, og på concertina, en ottekantet trækharmonika – et rigtigt sømandsinstrument. Og min mor spillede på guitar, og så sang hun (det gjorde de i øvrigt begge to). Jeg husker som barn, at om aften læste min far op af sådan noget som Jules Vernes ”Twenty Thousand Leagues Under the Sea”, som min storbror, Jon, og min lillebror, Tim, hørte på. Men det gad jeg ikke. Jeg ville hellere høre min mor synge sange fra den store ”Fireside Book of Folk Songs”. Jeg kunne ikke læse, og slet ikke læse noder, men kunne kende sangene på de billeder, som ledsagede dem. Og jeg kunne høre dem om og om igen. Jeg husker også, at noget af det bedste jeg kunne få i gave var en grammofonplade, og at det hændte, at min mor og far købte en gamle plade på loppemarked med folkemusik eller en gammel slager. Lige meget hvad det var, hørte jeg det om og om igen indtil rillerne var nærmest slidt igennem. Og min mor har fortalt en historie, som jeg ikke selv husker, jeg må have været 3 eller 4 år gammel. Vi var ude at købe ind i et supermarked, bare os to, og på én eller anden måde var jeg blevet væk fra hende. Hun blev helt febrilsk, og styrtede rundt i butikken, så slog det hende, at jeg måske var gået udenfor ud i trafikken, og styrtede rundt udenfor og spurgte forbipasserende, om de havde set en lille dreng; fik ledelsen til at kalde over højtaleranlægget og blev ret ud af det. Der var det specielle ved dette supermarked, at de havde engageret en musiker til at spille på kinoorgel, som en slags reklame for at trække kunder ind i butikken. Til sidst fandt min mor mig med hænderne bag ryggen fuldstændig hypnotiseret af denne organist. Tiden var fuldstændig holdt op med at eksistere for mig, og – i min bevidsthed – var jeg da slet ikke blevet væk. Det er nok derfor jeg ikke kan huske det. Jeg tror ikke det kan have varet meget længe før jeg begyndte at plage om, at jeg ville lære at spille klaver. Jeg kan huske at mine forældre bestemte, at jeg første måtte begynde da jeg blev syv år gammel, hvad jeg syntes var helt urimeligt. Det skulle være NU! Og jeg husker, at de købte et klaver, som stod i huset i nogen tid før den magiske alder af syv år indfandt sig. Og jeg elskede at spille klaver – jeg var bare ikke så flittig med at øve mig, for det var kedeligt. Og min mor har siden fortalt mig, at hun altid kunne true mig med at stoppe klaverundervisning, når jeg sløsede med øvningen – hvad hun aldrig turde med min bror Tim. Hun var bange for at han bare ville sige: ”Fint, så siger vi det… ”.

Min storebror Jon spillede klarinet, og jeg husker meget tydeligt én dag, han kom hjem fra sin klarinettime med noget ny musik. Han havde en rimelig avanceret klarinetlærer, som gerne ville stimulere sine elever med det allernyeste – blandt andet kan jeg huske, at Jon kom hjem med en klarinetsolo af Igor Stravinski. Men denne dag kom Jon hjem med noget klarinetmusik, som hans lærer syntes at han skulle høre. Det var alt for svært at spille selv. Det var en klarinetkoncert af en dansk komponist, der hed Carl Nielsen. Denne musik var bare en åbenbaring for mine ører. Jeg havde aldrig hørt sådan noget musik før. Efter jeg havde hørt det første gang, måtte jeg høre det igen. Og igen. Jeg kunne simpelthen ikke få has på den. Og jeg kan stadig høre denne koncert og forundres over dens friskhed, dens fandenivoldskhed. Og grunden til at jeg kunne høre din klarinetkoncert, spillet af New York Philharmonic Orchestra med soloklarinettist Stanley Drucker, skyldes dirigent/komponist Leonard Bernstein, som i 1960erne opdagede din musik, og udgav, som det første, din 5. symfoni i 1962. Inden dette, tror jeg ikke, at du var så international udbredt som komponist. Men Leonard Bernstien har bevirket, at en hel verden har fået ørerne og øjnene op for din musik. Han har dirigeret det med en fyndighed, som nogle mener måske er lige i overkanten, men jeg tror at danskerne fik genhørt din musik på en ny og anderledes måde. Siden har adskillige meget dygtige danske dirigenter generobret din musik, og der er utvivlsomt noget meget dansk over din musik, men samtidigt er der noget meget fremmed… Det er en mærkelig blanding. Men altså inden jeg overhovedet vidste hvad eller hvor Danmark var for et land, stiftede jeg bekendtskab med din musik!

Kære Carl, jeg bliver nødt til at afbryde min fortælling om mig selv og mine musikalske rødder her. Jeg har lovet at være dirigentvikar på min opera de næste par dage, og det skal jeg forberede, så jeg fortsætter min beretning, og fortæller dig, hvordan det kan være at jeg havnede i Danmark som 16årig, og har boet her siden. Vi tales ved om fjorten dage.

Indtil da, forbliver jeg din hengivne,

Holbæk, d. 16. marts, 2015

 

Kære Carl,

Nu er der gået 14 dage, siden jeg sidst har skrevet. Der er sket en del i den mellemliggende tid – det vigtigste for mig var, at i mandags startede der prøver på min seneste opera, ”Andre Bygninger” på Den Fynske Opera. Og ja! Der er en opera på Fyn! Den har til huse i det, som du husker som ”Rosenhaven” ved Odense Å. I din tid husker du det vel mere som et sted, hvor der blev spillet varieté, og kabaret, altså mere underholdningspræget musikteater. Jeg forestiller mig heller ikke – lidt af samme grund –  at du nogen sinde har besøgt stedet. Det er faktisk der, at sangen ”Sejle op ad Åen”, som er en kæmpe folkelig succes, og som jeg vil skyde på alle nulevende danskere har et forhold til, blev uropført i 1895; og måske havde du også kendskab til denne landeplage? Den Fynske Opera havde i al fald sin start i 1946, hvor den eksisterede i 16 år. Og i 1996, blev den genoplivet som et hus, der primært beskæftiger sig med nyere opera og ledes nu af operachef Jesper Buhl, som er en meget begavet operasanger, og som også er min gode ven.

Jeg har rigtig meget lyst til at fortælle dig lidt om dette operaprojekt, og det håber at du vil tilgive mig, da det er lidt en omvej i forhold til mit primære sigte med vores korrespondance… Omvendt har du vel ikke en hulens masse at lave lige nu, så altså; for fire år siden, så var det ved at være lidt vanskeligt for mig at finde arbejde som komponist. Verden har nylig (i 2008) gennemgået en omspændende finansiel krise, som i størrelsesorden måler sig med krakket i 1929, som du oplevede sidst i dit liv. Jeg er ingen økonom, men det er mit indtryk at krisen i 2008 var endnu voldsommere end den i ’29. Men hvorom alting er, så var det for ca. 5-6 år siden, omkring ’10-’11,  så godt som umuligt for mig at finde arbejde og tjene penge som komponist. Det var så voldsomt, at jeg begyndte at kigge efter andre muligheder at tjene til livets ophold. Og tag endelig ikke fejl – jeg er ikke sart. Jeg ved at det er et stort privilegium at jeg overhovedet får lov til at hellige mig at komponere musik, og i virkeligheden ligger det mig altid på sinde, at det er en tilstand, der umulig kan vare ved. På et eller andet tidspunkt skal jeg vel have mig et ”ordentligt” arbejde. Men tilfældigvis havde jeg lige på dette tidspunkt fået en invitation fra Statens Kunstfond om at deltage i et møde, hvor ”huskomponistordningen” blev diskuteret. Af én eller anden grund syntes jeg at det var vigtigt for mig at deltage i dette møde. Indtil dette tidspunkt var huskomponistordningen centeret omkring tilknytningen af en komponist til et symfoniorkester, eller et af de landsdelsensembler, som vi har rundt om i Danmark. Tilknytningen havde indtil da haft en varighed på mellem et til to år alt efter projektets beskaffenhed. Mødet gik ud på at diskutere, hvor vidt denne ordning kunne udvides til at omfatte andre institutioner end lige symfoniorkestre, og et eksempel på, at en komponist allerede var blevet knyttet til en større provinsby, blev fremført. Her indgik komponisten i samarbejder med de lokale kor og orkestre. Han udtænkte forskellige ”lydinstallationer” som folk på gaden kunne opleve på vej til eller fra arbejde, og meget andet. Disse ideer kørte rundt i hovedet på mig i dagene efter dette møde, og det varede ikke længe før jeg kontaktede Jesper Buhl, på Den Fynske Opera. Hvad han synes om at knytte mig som huskomponist til Den Fynske Opera i hele tre år? At skrive en opera i løbet af disse tre år, men samtidigt at skulle undersøge forskellige aspekter af en operas anatomi i løbet af dens tilblivelse, ved at lave et antal ”træf”, eller seminarer? Jeg foreslog et ”publikumstræf”, et ”forfattertræf” og sågar et ”operamusicaltræf”, hvor jeg forsøgte at blande operasangere og musicalsangere sammen for at se hvad dette kunne afstedkomme. Jeg skal fortælle dig at Musical, som genre, er blevet ekstremt populær i Danmark. Så populær, at der findes et Statsligt Musicalakademi i Fredericia, som jeg kom til at samarbejdede med i forbindelse med det sidste ”træf”. Alle disse træf skulle målrettes mod til sidst at skrive en større opera. Statens Kunstfond syntes også, at det var en god idé. Og fire år senere er det såmænd denne opera, som vi har startet prøver på.

For så igen at spole frem til i mandags: Det er en fantastisk oplevelse at komme ind i et prøvelokale og høre, for første gang, alle de noder som jeg har brugt tre år på at skrive; at de tilsammen virkelig kan blive til musik. Jeg ved, at du har prøvet det indtil flere gange, og for mig har det altid en magi, som ikke kan beskrives. Vi komponister adskiller os fra andre kunstnere – lad os sige billedkunstnere, ved at vi er nødt til at meddele os igennem andre kunstnere før vores kunst bliver realiseret. Billedkunstneren maler på sit lærred, og når vedkommende er tilfreds, er billedet færdigt, og det kan udstilles. Og vi tilskuere ved, at præcist sådan har billedkunstneren ønsket at hendes billede skulle se ud. Men for en komponist (og her er jeg nødt til at tilføje: partiturkomponist) skriver jeg et partitur, som indeholder en masse små pletter på en masse vandrette streger, som så skal fortolkes af nogle musikere. Partituret indeholder en mulighed for musik, det er faktisk ikke musik i sig selv. Det bliver først til musik, når det bliver fortolket af de pågældende musikere, som skal opføre værket. Rigtig mange mennesker synes, at det må da være en ulempe, at komponisten ikke kan være helt sikker på, at hans musik vil blive tolket lige præcist, som han havde tænkt sig det. Men jeg synes tvært imod, at det er en fantastisk mulighed for at der kan pustes yderligere lag af liv ind i musikken – lag som jeg aldrig ville kunne have realiseret med mine ringe evner som musiker eller totalt manglende evner som sanger. Og det er her vores metier som komponister virkelig kommer i fokus, nemlig evnen til at kommunikere via de trykte noder, hvad det er, som vi egentligt gerne vil høre; hvordan musikken skal klinge. Det er ikke gjort alene ved at skrive en masse noder. Det kræver også på forhånd en forståelse for det komplekse sammenspil mellem musikkens mange parametre; dynamik, frasering, artikulation, harmonik, rytme, metrum, melodik, polyfoni, formdisposition, klang, og jeg kunne blive ved og ved. Det er det, som i sin tid fascinerede mig ved kompositionsarbejdet, og som fascinerer mig den dag i dag. Det er så komplekst et arbejde, at den menneskelige hjerne næsten ikke kan begribe det – i hvert fald kan vi ikke give en semantisk eller videnskabelig opskrift på, hvordan man skriver et godt stykke musik. Det er prøvet i øvrigt – vi har maskiner, som vi kalder computere, og der var forskere som har forsøgt at programmere en sådan computer til at skrive 1800tals musik. Og det var den kedeligste musik, som jeg nogensinde havde hørt.

Nå, men jeg fortaber mig – prøven var fantastisk! Det er et drømmehold af sangere, og vi synes alle at operaen, som hedder ”Andre Bygninger”, har alle muligheder for at blive rigtig fin. Nu ligger der fem ugers prøvearbejde foran os for at indstudere den ca. to-en-halv-timers lange opera. Og vi er meget ambitiøse! Vores instruktør, Daniel Bohr, vores scenograf Marie Ì Dali og vores dirigent, Claus Efland har meget store planer for denne opera, så jeg tror at taget i Rosenhaven kommer til at lette lidt til premieren. Vi for se…

Men jeg har haft en dobbelt agenda med den uge, hvor jeg havde indlogeret mig i Odense i forbindelse med prøverne til ”Andre Bygninger”. Jeg tænkte nemlig, at jeg kunne bruge tiden uden for prøvetiden til at gå Erling og Rasmus (det er dem med ”Lyden af Fyn”) efter i deres fodspor med at undersøge lyden af Fyn. Jeg nåede langt fra alle de steder, som de havde besøgt, og det var mig slet ikke muligt at besøge de mennesker, som de havde været i kontakt med, men jeg ville bare se om jeg kunne komme nærmere, hvad lyden af Fyn egentlig var for en størrelse.

Om tirsdagen brugte al min ledig tid til at lytte til Odense. Jeg var lidt tidlig oppe om morgen, så jeg tænkte at spadsere lidt i Odenses gader om morgen ca. kl. syv og se, hvad for nogle lyde og indtryk jeg kunne samle. Jeg gik ad filosofgangen igennem nogle baggårde, solen var allerede ved at skinne fra en skyfri himmel, der var en tidlig smag af forår i luften. Fuglene sang, især hørte jeg solsortene (jeg hører dem slet ikke i Holbæk endnu). Jeg gik nu af Vestergade, på vej mod Rådhuset, og så hørte jeg…. Maskinlarm – biler, lastvogne, fejevogne, skraldevogne, mænd med trykluftshammere, som arbejdede på en bygning, og så hørte jeg biler, biler, biler! Du aner ikke hvor mange køretøjer vi har i dagens Danmark. Ca. 2.2 millioner! Altså ca. et køretøj for hver anden indbygger i Danmark. Og de larmer! Der er ikke en plet i Danmark lige meget hvor langt ud på landet man går uden at man kan høre billarm. Og det er også lyden af Fyn. Nu tror jeg at jeg var uheldig lige med at tro at morgen var et godt tidspunkt, hvis jeg skulle opleve en rolig og afslappet Odense. Morgenen er selvfølgelig det tidspunkt, hvor arbejdet begynder, og ting skal laves. Retfærdigvis skal jeg sige, at hele Odense centrum er ved at blive gjort bilfri, hvilket er en fantastisk god ide. Men varer skal transporteres også til de butikker, som ligger i det bilfrie område, og det skal logisk nok ske om morgenen.

Jeg gik også en aftentur, og på det tidspunkt kunne jeg fornemme en anden lyd – nemlig lyden af mennesker. Der er mange mennesker på gaden i Odense – og mange unge mennesker – Odense er en stor uddannelsesby med universitet, universitetshospital, konservatorium, skuespilskolen, erhvervsskoler og meget andet. Der er liv, der er snak, folk virker glade og har meget fremdrift. De har sikkert alle de problemer, som mennesker nu har, men jeg fornemmer en gennemgående åbenhed og glæde ved livet. Andre storbyer kan udstråle en mere reserveret og til tider en mistænksom, eller ligefrem aggressiv atmosfære. Det fornemmer jeg aldrig i Odense.

Næste dag valgte jeg at tage til Fåborg efter prøverne og se, hvordan den by lyder. Og her skete der noget meget ejendommeligt Carl, for mens jeg kørte ud af Odense, havde jeg tændt for radioen, og hvilken musik hører jeg? Din 5. symfoni – og ovenikøbet lige præcist slutningen af første sats af femtesymfonien fra ”Adagio non troppo”, som langsomt går over i slagsmålet mellem blæserne, messing og strygerne med ledsagelse af din berømte lilletromme. Lige den musik har en kæmpe betydning for mig, og tanken slog ned i mig; prøver du at fortælle mig noget? Er jeg på rette spor? Eller er det bare tilfældighedernes spil? Hvorom alting er, ankom jeg til Fåborg ca. kl. 19, og kørte ned til havnen for at fornemme lyden der. Der var meget stille. Ekstremt stille – dog stadig lyden af biler, der kørte forbi på havnevejen. Men ellers ingen andre lyde end et skib, der brummede. Og så var der nogle søfolk fra flåden eller kystvagten, som skulle på øvelse på et af deres skibe. De virkede meget joviale, og syntes at hygge sig med deres foretagende. Jeg gik lidt rundt, også fordi jeg skulle finde et sted at spise aftensmad. Det viste sig at være lidt svært, fordi alle udskænkningsstederne var lukkede. Og byens gader var fuldstændige øde, der var ikke en sjæl på gaden. Jo, jeg så tre kvinder som talte dæmpet og kiggede lidt på udstillingsvinduer på vej et eller andet sted hen. På et tidspunkt kiggede jeg op og så en fuldstændig stjerneklar himmel, og tanken gik igennem mig: hvordan lyder en stjerneklar himmel i en by, hvor der ikke er en sjæl på gaderne? Jeg fandt endelig byens eneste åbne restaurant – en italiensk restaurant, hvor jeg var den eneste gæst i et lokale, som snild kunne rumme mindst halvtreds mennesker. Værten var en milaneser på min alder, og han spillede italiensk pop musik fra 1950’erne og 60’erne – en musikgenre, som jeg sætter umådelig stor pris på. Men ellers var Fåborg en meget stille by… Måske skulle jeg prøve igen en anden gang… om dagen…

Om torsdagen valgte jeg at besøge din fødeby, Nørre Lyndelse. Jeg har besøgt den før, men jeg ville bare forsøge at mærke lyden af den også. Jeg parkerede i nærheden af kirken i Super Brugsens (en slags købmand) parkeringsplads. Nørre Lyndelse ligner ikke ret meget nu om dagen, nærmest bare en stribe huse på vejen mellem Odense og Fåborg, med en Kinagrill og et par benzintankstationer. Nå ja, og så dit barndomshjem, som vist ikke er dit oprindeligt barndomshjem, som er blevet revet ned. Det er desværre lukket om vinteren, så jeg kunne kun se ind af vinduerne. Men der er en meget smuk kirke, som du ved – og pludselig slog tanken ned i mig om din far, Niels Maler, eller din mor Maren Kirstine var begravet der. Jeg kiggede på gravsten efter gravsten uden at blive klogere, indtil graveren, som var i gang med en ny grav, indfandt sig. Jeg spurgte om han vidste om Niels Maler Jørgensen var begravet her, og han svarede, at det mente han ikke, men at Blinde Anders var begravet der. Så vi fandt hans sten, og jeg lyttede til hans stilhed. Jeg fandt også gravstedet for Godsejeren af Brandstrup og hans familie, der hvor du arbejdede som gåsedreng som barn. Jeg fandt også din kone, Anne Maries statue (af dig?) af et drengebarn med en træfløjte – en glad Pan – meget romantisk, ledsaget af lyden af bilernes susen på landevejen.

Min sidste destinaton var Lindebjerg, hvor Erling og Rasmus havde en stor oplevelse med nogle beboere der. Beboerne gjorde rede for at stedet havde sin egen lyd, en lyd, som de ovenikøbet kunne synge eller nynne. En slags mystisk langtrukken tone… Og det sjove var, at Rasmus, som var vokset op i nærheden, kunne nikke genkendende til denne lyd. Så jeg kørte på må og få for at finde denne landsby, som rent faktisk var en samling gårde. Og inden jeg vidste af det, var jeg kørt igennem og forbi. Jeg parkerede ved landevejen et stykke derfra, og nød igen den høje blå himmel og solens stråler, som lige så småt var begyndt at få lidt magt. En piblende fornemmelse af det forår, der er på vej. Og lige der; lige der fornemmede jeg – ikke lyden af Fyn – men klangen af Fyn. Det gik op for mig, at jeg måske havde fat i en forkert tanke. I stedet for at finde frem til lyden af Fyn – ville det måske give mere mening – for mig – at lede efter klangen af Fyn. Og midt på denne mark – lige dér – kunne jeg fornemme en klang – en klang af ro, af blidhed, af åbenhed, af stilhed. Måske er det noget, jeg bilder mig ind, men jeg tror, at jeg vil prøve at gå efter denne fornemmelse fremover, og se, om det kan tilføre en mening med den musik, som jeg skal skrive.

Jeg pukler i al fald videre med det, og skriver igen om fjorten dage.

Indtil da, forbliver jeg din hengivne,

Brev #1
Brev #2
Brev #3
Brev #4
Brev #5
Brev #6
Brev #7
Brev #8
Brev #9
Brev #10
Brev #11
Brev #12
Brev #13
Brev #14
Brev #15
Brev #16

Holbæk, d. 2. marts, 2015

 

Kære Carl,

Tja, hvor skal jeg starte? Vi har aldrig mødt hinanden, og derfor kan det måske virke lidt underligt og muligvis en lille smule anmassende, at jeg skriver til dig. Måske endnu mere besynderligt, da du har været død i 84 år. Jeg vil da også meget nødig forstyrre din fred, men jeg har brug for at kontakte dig. Jeg skal nemlig til at skrive en stor symfoni, og det giver mig søvnløse nætter… Jeg har brug for din hjælp – men det kommer jeg til lidt senere. Lad mig allerførst præsentere mig:

Mit navn er Andy, og jeg er komponist. Jeg har skrevet musik siden jeg var 18, så det har jeg altså gjort ret konstant i mere end 40 år. Det er blevet til en del værker, men jeg kan med det samme slå fast, at jeg på ingen måde kan måle min musikalske produktion med det, som du har skabt. Her må jeg bekende med det samme, at jeg i den grad står i skyggen af dine mange mesterværker. Både symfonierne, operaerne, kammermusikken – jamen du er bare mesteren. Og jeg siger ikke dette for på nogen måde at være flatterende eller som vi siger på nudansk fedte mig til din gunst. Sådan er det bare. Det er også derfor, at jeg med lidt bævende hånd skriver disse (jeg tror ikke jeg kan nøjes med ét…) breve.

Vi har det tilfælles, at vi begge har studeret på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Jeg har studeret komposition under professor og komponist Ib Nørholm. Det har jeg så gjort i seks år – dvs. egentligt kun fem, da jeg holdt et års orlov fordi jeg havde et lille barn på det tidspunkt, og min kone var højgravid med nummer to. Min familie betyder rigtig meget for mig, og jeg har på fornemmelsen at vi også har det tilfælles. Selvom det lige på tidspunkt mest var beskidte bleer, og søvnmangel, som dominerede… Nå, hvorom alting er, har jeg både arbejdet som friskolelærer, og højskolelærer for at tjene mine penge ved siden af kompositionsarbejdet. Men for 22 år siden, traf jeg den dengang måske letsindige beslutning, at jeg ville forsøge at tjene alle mine penge udelukkende ved at skrive musik. Her havde jeg en stor støtte i min dejlige hustru, Lisbeth, for en del af vores venner og bekendte syntes dengang at vi ikke var rigtig kloge, at jeg sagde farvel til en fast stilling som højskolelærer på Kunsthøjskolen i Holbæk, for at tjene til min familie udelukkende igennem mit skrøbelige arbejde som komponist.

Men ved du hvad, Carl, det er faktisk gået meget godt alligevel; jeg skal ikke klage. Det er faktisk lykkedes mig at holde hovedet oven vande rent økonomisk disse sidste 22 år. Og jeg tror, at det er meget din fortjeneste, at det er gået så godt. Jeg ved at du, sidst i dit liv, brokkede dig højlydt i medierne over, at du aldrig havde kunnet leve af din kunst. Det tror jeg var en slags startskud, en opvågning for mange kulturpersonligheder og politikere. Siden det er der kommet mange tiltag, takket være mange andre ildsjæle, som gør, at kunstnere bedre kan ernære sig ved deres kunst – vi har en Statens Kunstfond, vi har en KODA, vi har en Dansk Komponistforening, som alle gør rigtig mange gode ting for de kunstnere, som knokler med at tjene penge igennem deres kunst. Og især denne Kunstfond, som jo er drevet og finansieret af Staten, styres af kunstnerne selv. Det er en enestående ordning. Men tag endelig ikke fejl. Det er stadig væk en kamp at være kunstner, og jeg tror at lige præcist i den tid vi befinder os i præcist nu, bliver det en endnu større kamp, grundet forskellige begivenheder, som jeg kan berette om senere.

Og hvad er det for en tid jeg lever i nu? Ja, du kan se at jeg skriver år 2015 øverst i brevhovedet, og jeg har tidligere nævnt, at der er gået 84 år siden hin nat, hvor dit hjerte gav op. Det er simpelthen en fjern fremtid, hvor mange ting og mange forhold er anderledes end i den tid, hvor du levede. Jeg har selv lavet det tankeksperiment at forestille mig, at én eller anden skrev til mig (nu ved jeg af gode grunde ikke hvornår min sidste dag oprunder på jorden, men lad os bare sige fra nu) i en lige så fjern fremtid. Det ville så være i år 2099. Gad vide om verden, mennesker, stadig består til den tid? Og hvis svaret er ”ja”, gad vide hvordan deres forhold ville være. Se, det tænker jeg, at du ville være lige så nysgerrig efter at vide; du har altid været en meget videns begærlig mand, og jeg tænkte, at du ville sætte pris på, at jeg fortalte lidt om hvordan verden er, her, i min fjerne fremtid.

I øvrigt håber jeg at du tilgiver mit sprog og min tone, når jeg skriver sådan som jeg gør. Altså at jeg tiltaler dig med fornavn, og er du’s med det samme. Sådan er det bare i vores tid. Der er meget få mennesker i vores dansk samfund som er hr. Ditten eller Fru Datten. Næ, vi er alle på fornavn med hinanden, også vores læge, eller lærer, ja, selv vores statsminister, som for øvrigt er en ”Helle”, eller vores muligvis kommende Statsminister som nok er en ”Lars”. Jeg tror, at de eneste mennesker, som endnu er De’s, er kongehuset. Jeg ved at du allerede var ”Carl” i avisen mens du endnu levede, især når dine mere folkelige værker (”Jens Vejmand”, ”Maskerade”) blev omtalt, og det var ment, tror jeg, som et stort kompliment, da din musik var så folkekær. Du er hele Danmarks Carl.

Nå, nu har jeg fortalt lidt om mig selv, og det kommer jeg nok til at uddybe undervejs, men tilbage til hvad jeg egentligt ville fortælle dig. Jeg har fået en bestilling fra Odense Symfoniorkester (Ja! Odense har et symfoniorkester! Det er det gamle – ja, for dig det nye – ”Filharmonisk Orkester for Fyns Stift”, den gang et amatørorkester, hvor orkestermusikerne betalte kontingent for at være med til at spille, som jo blev dannet i 1926 – altså fem år før du døde, og som i 1946 blev til Odense Byorkester, og i nyere tid er blevet omdøbt til Odense Symfoniorkester). Dette værk, som jeg skal skrive, skal være til ære for din 150-årsdag, som jo er den 9. juni, 2015. Bestillingen lyder på at skrive en symfoni, som på musikalsk vis beskriver ”lyden af Fyn”. Det lyder som en poetisk opgave, og jeg håber inderligt, at det (også) bliver poetisk, men lige nu er jeg i syv sind om hvordan i alverden jeg skal starte med arbejdet på denne symfoni. Og derfor skriver jeg altså til dig.

Måske skal jeg fortælle dig lidt mere om baggrunden for projektet, så du har et større billede af hvordan forløbet indtil nu har været. Hele idéen starter med en gut som hedder Erling Hjernø, som er en ildsjæl, musiker, komponist, multitalent. Han har før arbejdet med at finde lyden af forskellige geografier, og fandt på at det kunne være spændende at afsøge lyden af Fyn. Erling er selv født og opvokset på Fyn, så det ligger lige for. Du skriver i din bog ”Levende Musik” at ”I Fyn er alting anderledes end i den øvrige verden, og hvem der giver sig tid til at lytte, skal nok erfare det. ” Og jeg tror at Erling, meget inspireret af disse ord, begav sig ud i det fynske for at opfange, nærlytte, opsøge lyden af Fyn. Det foregik således, at han sammen med Rasmus Skovmand, som er skuespiller, og underholder, (måske lidt som din far, Niels Maler, var det til høstfesterne og bryllupsfesterne og sådant), og som sådan er den mere udadvendte af de to; disse to gutter drog ud i forskellige fynske egne, og opsøgte forskellige fynboer for at finde lyden af Fyn. For eksempel opsøgte de nogle Mænd i Svendborg, nogle Unge i Kerteminde, nogle Sømænd (og –kvinder) i Marstal; i alt besøgte de ti egne, og ti befolkningsgrupper, for at indkredse lyden af Fyn. De spurgte den befolkningsgruppe, som de nu var på besøg hos, hvilke lyde som specielt kendetegnede deres egn, og deres situation, deres liv. Disse lyde optog Erling. Ja, her bliver jeg nødt til at gøre et lille ophold, og forklare dig, at teknisk kan vi nu optage alverdens lyde via en mikrofon. Altså mikrofonen kender du – den fandtes i din levetid, men det udstyr, som skulle registrere mikrofonen – ja, du har vel kendt enten en ståltråds optager, eller en grammofonpladeskærer, begge rimelig tunge maskiner, og med rimelig dårlige lydkvalitet. Næ, nu om dage kan vi optage med meget fin kvalitet på noget, der ligner en cigaretetui, men som i virkeligheden er avanceret elektronik, som kører på et bitte lille batteri inden i cigaretetuiet. Og du kan dårligt skelne den naturlige lyd fra den optagne lyd. Ja, vi har gennemgået mange tekniske landevindinger siden du forlod os. Nå, men disse optagne lyde, sendte de til en tredje gut… og her må jeg gøre ophold igen, for du tænker vel – ”sendte? ” –  ”Med post? ” Altså vi kan sende lyde og billeder og breve over noget der ligner et krydsning mellem radio, telegraf og telefonnettet, vi kalder det blot for INTERnettet. Og det går enormt stærkt, kan jeg betro dig. Jeg kan sende et brev eller et billede eller sågar et musikstykke (noder eller lyd) til USA eller Japan eller Australien, og det er fremme sekunder senere! Nu kommer jeg lidt væk fra sporet her. Altså tilbage til den tredje gut, Carsten Skov, vibrafonist og komponist og københavner, som så modtog disse lyde over INTERnettet, og bearbejdede dem med noget avanceret udstyr (som jeg springer let og elegant over), og tilføjede noget af sin egen musik. Disse små kompositioner blev så sent tilbage til Erling over… jep… INTERnettet, og så blev de præsenteret til de fynboer, som de havde opsøgt, i form af en lille koncert. Det blev til, som sagt ti steder; ti befolkningsgrupper; og 32 små musikstykker. Så vidt, så godt.

De tre gutter, Erling, Rasmus, og Carsten har brugt to dage til at overdrage hele deres værk – de 32 små musikstykker – alle de mennesker, personligheder, historier som de har mødt undervejs – alle de naturfænomener, alle de indtryk og – ja – kort sagt, lyden af deres Fyn. Og nu kommer vi til det svære:

Det er så meningen at jeg skal skrive et symfonisk værk, baseret på alle disse lydlige og menneskelige indtryk. Jeg skal simpelthen skrive en symfoni over ”Lyden af Fyn”. Og det er på samme tid en fascinerende opgave og en forfærdelig opgave. Det fascinerende ligger i ideen at lave et stykke musik, som har rod i den fynske muld. Og muld ikke blot forstået som jord, men som de mange mennesker, som befolker Fyn, og som til enhver tid er Fyns muld. At Inge fra Kerteminde kan genkende sin lyd af et glas, der bliver smadret, eller Jens, som kan mærke lyden af sine sene gåture i den Marstalske nat i den store fynske symfoni, som bliver spillet af Odensesymfoniorkester i Carl Nielsen Salen i Odense Koncerthus. Det ville være helt fantastisk. At musikken så at sige opstår i det Fyn som lyder og klinger lige nu.

Det forfærdelige er; hvordan oversætter jeg dette materiale til det symfoniske. Og her tænker jeg ikke blot at skrive musikken til de ca. 70 musikere, violiner, bratscher, celli, kontrabasser, fløjter, klarinetter, oboer, fagotter, valdhorn, trompeter, basuner, tuba, slagtøj; men den symfoniske form, som du var jo mester i. Hvordan samle alle disse mange spredte lyde og indtryk og personer i et helstøbt symfonisk værk. Jeg kan godt betro dig at det føles lidt som en afgrund, og som sagt holder mig vågen mange en nat.

Nu er jeg hverken dum eller overtroisk. Jeg ved godt, at det bliver en ret ensidig kommunikation imellem os. Men jeg sætter min lid til, at du alligevel vil formå at kommunikere på én eller anden måde… måske via musikken? En slags flaskepost igennem tiden? Vi må se hvad der sker. Jeg lover i hvert fald at skrive igen, om en fjorten dages tid. Indtil da, forbliver jeg,

Din hengivne