0 Brev #1

Holbæk, d. 2. marts, 2015

 

Kære Carl,

Tja, hvor skal jeg starte? Vi har aldrig mødt hinanden, og derfor kan det måske virke lidt underligt og muligvis en lille smule anmassende, at jeg skriver til dig. Måske endnu mere besynderligt, da du har været død i 84 år. Jeg vil da også meget nødig forstyrre din fred, men jeg har brug for at kontakte dig. Jeg skal nemlig til at skrive en stor symfoni, og det giver mig søvnløse nætter… Jeg har brug for din hjælp – men det kommer jeg til lidt senere. Lad mig allerførst præsentere mig:

Mit navn er Andy, og jeg er komponist. Jeg har skrevet musik siden jeg var 18, så det har jeg altså gjort ret konstant i mere end 40 år. Det er blevet til en del værker, men jeg kan med det samme slå fast, at jeg på ingen måde kan måle min musikalske produktion med det, som du har skabt. Her må jeg bekende med det samme, at jeg i den grad står i skyggen af dine mange mesterværker. Både symfonierne, operaerne, kammermusikken – jamen du er bare mesteren. Og jeg siger ikke dette for på nogen måde at være flatterende eller som vi siger på nudansk fedte mig til din gunst. Sådan er det bare. Det er også derfor, at jeg med lidt bævende hånd skriver disse (jeg tror ikke jeg kan nøjes med ét…) breve.

Vi har det tilfælles, at vi begge har studeret på Det Kgl. Danske Musikkonservatorium i København. Jeg har studeret komposition under professor og komponist Ib Nørholm. Det har jeg så gjort i seks år – dvs. egentligt kun fem, da jeg holdt et års orlov fordi jeg havde et lille barn på det tidspunkt, og min kone var højgravid med nummer to. Min familie betyder rigtig meget for mig, og jeg har på fornemmelsen at vi også har det tilfælles. Selvom det lige på tidspunkt mest var beskidte bleer, og søvnmangel, som dominerede… Nå, hvorom alting er, har jeg både arbejdet som friskolelærer, og højskolelærer for at tjene mine penge ved siden af kompositionsarbejdet. Men for 22 år siden, traf jeg den dengang måske letsindige beslutning, at jeg ville forsøge at tjene alle mine penge udelukkende ved at skrive musik. Her havde jeg en stor støtte i min dejlige hustru, Lisbeth, for en del af vores venner og bekendte syntes dengang at vi ikke var rigtig kloge, at jeg sagde farvel til en fast stilling som højskolelærer på Kunsthøjskolen i Holbæk, for at tjene til min familie udelukkende igennem mit skrøbelige arbejde som komponist.

Men ved du hvad, Carl, det er faktisk gået meget godt alligevel; jeg skal ikke klage. Det er faktisk lykkedes mig at holde hovedet oven vande rent økonomisk disse sidste 22 år. Og jeg tror, at det er meget din fortjeneste, at det er gået så godt. Jeg ved at du, sidst i dit liv, brokkede dig højlydt i medierne over, at du aldrig havde kunnet leve af din kunst. Det tror jeg var en slags startskud, en opvågning for mange kulturpersonligheder og politikere. Siden det er der kommet mange tiltag, takket være mange andre ildsjæle, som gør, at kunstnere bedre kan ernære sig ved deres kunst – vi har en Statens Kunstfond, vi har en KODA, vi har en Dansk Komponistforening, som alle gør rigtig mange gode ting for de kunstnere, som knokler med at tjene penge igennem deres kunst. Og især denne Kunstfond, som jo er drevet og finansieret af Staten, styres af kunstnerne selv. Det er en enestående ordning. Men tag endelig ikke fejl. Det er stadig væk en kamp at være kunstner, og jeg tror at lige præcist i den tid vi befinder os i præcist nu, bliver det en endnu større kamp, grundet forskellige begivenheder, som jeg kan berette om senere.

Og hvad er det for en tid jeg lever i nu? Ja, du kan se at jeg skriver år 2015 øverst i brevhovedet, og jeg har tidligere nævnt, at der er gået 84 år siden hin nat, hvor dit hjerte gav op. Det er simpelthen en fjern fremtid, hvor mange ting og mange forhold er anderledes end i den tid, hvor du levede. Jeg har selv lavet det tankeksperiment at forestille mig, at én eller anden skrev til mig (nu ved jeg af gode grunde ikke hvornår min sidste dag oprunder på jorden, men lad os bare sige fra nu) i en lige så fjern fremtid. Det ville så være i år 2099. Gad vide om verden, mennesker, stadig består til den tid? Og hvis svaret er ”ja”, gad vide hvordan deres forhold ville være. Se, det tænker jeg, at du ville være lige så nysgerrig efter at vide; du har altid været en meget videns begærlig mand, og jeg tænkte, at du ville sætte pris på, at jeg fortalte lidt om hvordan verden er, her, i min fjerne fremtid.

I øvrigt håber jeg at du tilgiver mit sprog og min tone, når jeg skriver sådan som jeg gør. Altså at jeg tiltaler dig med fornavn, og er du’s med det samme. Sådan er det bare i vores tid. Der er meget få mennesker i vores dansk samfund som er hr. Ditten eller Fru Datten. Næ, vi er alle på fornavn med hinanden, også vores læge, eller lærer, ja, selv vores statsminister, som for øvrigt er en ”Helle”, eller vores muligvis kommende Statsminister som nok er en ”Lars”. Jeg tror, at de eneste mennesker, som endnu er De’s, er kongehuset. Jeg ved at du allerede var ”Carl” i avisen mens du endnu levede, især når dine mere folkelige værker (”Jens Vejmand”, ”Maskerade”) blev omtalt, og det var ment, tror jeg, som et stort kompliment, da din musik var så folkekær. Du er hele Danmarks Carl.

Nå, nu har jeg fortalt lidt om mig selv, og det kommer jeg nok til at uddybe undervejs, men tilbage til hvad jeg egentligt ville fortælle dig. Jeg har fået en bestilling fra Odense Symfoniorkester (Ja! Odense har et symfoniorkester! Det er det gamle – ja, for dig det nye – ”Filharmonisk Orkester for Fyns Stift”, den gang et amatørorkester, hvor orkestermusikerne betalte kontingent for at være med til at spille, som jo blev dannet i 1926 – altså fem år før du døde, og som i 1946 blev til Odense Byorkester, og i nyere tid er blevet omdøbt til Odense Symfoniorkester). Dette værk, som jeg skal skrive, skal være til ære for din 150-årsdag, som jo er den 9. juni, 2015. Bestillingen lyder på at skrive en symfoni, som på musikalsk vis beskriver ”lyden af Fyn”. Det lyder som en poetisk opgave, og jeg håber inderligt, at det (også) bliver poetisk, men lige nu er jeg i syv sind om hvordan i alverden jeg skal starte med arbejdet på denne symfoni. Og derfor skriver jeg altså til dig.

Måske skal jeg fortælle dig lidt mere om baggrunden for projektet, så du har et større billede af hvordan forløbet indtil nu har været. Hele idéen starter med en gut som hedder Erling Hjernø, som er en ildsjæl, musiker, komponist, multitalent. Han har før arbejdet med at finde lyden af forskellige geografier, og fandt på at det kunne være spændende at afsøge lyden af Fyn. Erling er selv født og opvokset på Fyn, så det ligger lige for. Du skriver i din bog ”Levende Musik” at ”I Fyn er alting anderledes end i den øvrige verden, og hvem der giver sig tid til at lytte, skal nok erfare det. ” Og jeg tror at Erling, meget inspireret af disse ord, begav sig ud i det fynske for at opfange, nærlytte, opsøge lyden af Fyn. Det foregik således, at han sammen med Rasmus Skovmand, som er skuespiller, og underholder, (måske lidt som din far, Niels Maler, var det til høstfesterne og bryllupsfesterne og sådant), og som sådan er den mere udadvendte af de to; disse to gutter drog ud i forskellige fynske egne, og opsøgte forskellige fynboer for at finde lyden af Fyn. For eksempel opsøgte de nogle Mænd i Svendborg, nogle Unge i Kerteminde, nogle Sømænd (og –kvinder) i Marstal; i alt besøgte de ti egne, og ti befolkningsgrupper, for at indkredse lyden af Fyn. De spurgte den befolkningsgruppe, som de nu var på besøg hos, hvilke lyde som specielt kendetegnede deres egn, og deres situation, deres liv. Disse lyde optog Erling. Ja, her bliver jeg nødt til at gøre et lille ophold, og forklare dig, at teknisk kan vi nu optage alverdens lyde via en mikrofon. Altså mikrofonen kender du – den fandtes i din levetid, men det udstyr, som skulle registrere mikrofonen – ja, du har vel kendt enten en ståltråds optager, eller en grammofonpladeskærer, begge rimelig tunge maskiner, og med rimelig dårlige lydkvalitet. Næ, nu om dage kan vi optage med meget fin kvalitet på noget, der ligner en cigaretetui, men som i virkeligheden er avanceret elektronik, som kører på et bitte lille batteri inden i cigaretetuiet. Og du kan dårligt skelne den naturlige lyd fra den optagne lyd. Ja, vi har gennemgået mange tekniske landevindinger siden du forlod os. Nå, men disse optagne lyde, sendte de til en tredje gut… og her må jeg gøre ophold igen, for du tænker vel – ”sendte? ” –  ”Med post? ” Altså vi kan sende lyde og billeder og breve over noget der ligner et krydsning mellem radio, telegraf og telefonnettet, vi kalder det blot for INTERnettet. Og det går enormt stærkt, kan jeg betro dig. Jeg kan sende et brev eller et billede eller sågar et musikstykke (noder eller lyd) til USA eller Japan eller Australien, og det er fremme sekunder senere! Nu kommer jeg lidt væk fra sporet her. Altså tilbage til den tredje gut, Carsten Skov, vibrafonist og komponist og københavner, som så modtog disse lyde over INTERnettet, og bearbejdede dem med noget avanceret udstyr (som jeg springer let og elegant over), og tilføjede noget af sin egen musik. Disse små kompositioner blev så sent tilbage til Erling over… jep… INTERnettet, og så blev de præsenteret til de fynboer, som de havde opsøgt, i form af en lille koncert. Det blev til, som sagt ti steder; ti befolkningsgrupper; og 32 små musikstykker. Så vidt, så godt.

De tre gutter, Erling, Rasmus, og Carsten har brugt to dage til at overdrage hele deres værk – de 32 små musikstykker – alle de mennesker, personligheder, historier som de har mødt undervejs – alle de naturfænomener, alle de indtryk og – ja – kort sagt, lyden af deres Fyn. Og nu kommer vi til det svære:

Det er så meningen at jeg skal skrive et symfonisk værk, baseret på alle disse lydlige og menneskelige indtryk. Jeg skal simpelthen skrive en symfoni over ”Lyden af Fyn”. Og det er på samme tid en fascinerende opgave og en forfærdelig opgave. Det fascinerende ligger i ideen at lave et stykke musik, som har rod i den fynske muld. Og muld ikke blot forstået som jord, men som de mange mennesker, som befolker Fyn, og som til enhver tid er Fyns muld. At Inge fra Kerteminde kan genkende sin lyd af et glas, der bliver smadret, eller Jens, som kan mærke lyden af sine sene gåture i den Marstalske nat i den store fynske symfoni, som bliver spillet af Odensesymfoniorkester i Carl Nielsen Salen i Odense Koncerthus. Det ville være helt fantastisk. At musikken så at sige opstår i det Fyn som lyder og klinger lige nu.

Det forfærdelige er; hvordan oversætter jeg dette materiale til det symfoniske. Og her tænker jeg ikke blot at skrive musikken til de ca. 70 musikere, violiner, bratscher, celli, kontrabasser, fløjter, klarinetter, oboer, fagotter, valdhorn, trompeter, basuner, tuba, slagtøj; men den symfoniske form, som du var jo mester i. Hvordan samle alle disse mange spredte lyde og indtryk og personer i et helstøbt symfonisk værk. Jeg kan godt betro dig at det føles lidt som en afgrund, og som sagt holder mig vågen mange en nat.

Nu er jeg hverken dum eller overtroisk. Jeg ved godt, at det bliver en ret ensidig kommunikation imellem os. Men jeg sætter min lid til, at du alligevel vil formå at kommunikere på én eller anden måde… måske via musikken? En slags flaskepost igennem tiden? Vi må se hvad der sker. Jeg lover i hvert fald at skrive igen, om en fjorten dages tid. Indtil da, forbliver jeg,

Din hengivne

Andy-signatur

0 Houdini tekst

Den mageløse Houdini henrykkede den ganske verden med sine tricks og illusioner i begyndelsen af vort århundrede. Verden var ung. Emmigranterne strømmede til Amerika. Alle kneb gjaldt for at overleve – og komme frem i rampelyset.
Houdini den store er historien om sådan en emigrant, en knægt med rod i gaderne “hjemme i Salerno, Ferrari, Lasagne, Torino”: Udbryderkongen Houdini. Houdini finder sin niche i jævne menneskers drøm om “frihed i Frihedens land” og hægter sig behændigt på tidens behov med sine ubændige udbrydertricks. Han forelsker sig i den smukke polske emigrant Kawalski, men styres igennem livet af Mamas kvælende kærlighed – og en besættende lidenskab for sin kunst. Houdini indleder et samarbejde med “lov og orden”, en irsk politibetjent bliver hans manager – og konens Kowalskis hemmelige elsker.
Houdini den store er en opera med humor og poesi – frit fabulerende over Houdinis liv.
Fire menneskers skæbne, deres drømme og håb sammenkædes med nogle af Houdinis mest berømte udbrydernumre.