Brev #19

Tirsdag d. 1. november, 2016

Kære Carl,

Det er som om tingene er ved at blive mere og mere håndgribelige, efterhånden som vi arbejder os ned i enkelthederne med dette spændende projekt. Noget af det bedste, som er sket siden sidst er, at jeg har fået en medarbejder, Stinne Vium, som er med til at skabe rammerne om projektet. Stinne var faktisk allerede med til spisefællesskabet på Kunsthøjskolen i sidste måned, hvor hun mødte Finn, som jeg skrev i mit sidste brev. Hun er meget dygtig, og det, som især er godt, er at hun er uddannet i, og har arbejdet en del med – kunstneriske narrative forløb. Det er nogle fine ord som dækker over præcist det, som jeg har tænkt mig at lave, nemlig at forvandle folks fortællinger eller narrativer til et kunstvæk; her et stykke musik. Stinnes arbejde har hidtil været at forvandle folks fortællinger til skuespil, og således synes hun, at det er meget spændende og eksotisk at arbejde sammen med musikere. Vi har holdt flere møder sammen, for at tage et ordentligt spadestik dybere i, hvad vi egentligt havde tænkt os at lave, og hvornår vi skal lave det. Vi har afsøgt og diskuteret flere vigtige aspekter af projektet.

Det første vi har grublet over var titlen på projektet. Min oprindelige arbejdstitel, ”Menneskelige musiske fortællinger”, synes alle (inklusivt mig selv) er lige lovlig tung en overskrift. Den er for lang. Den er ikke sønderlig gribende. Kort sagt, den er gumpe tung. Så Stinne og jeg brugte et par timer på at spille pingpong med alle de ord, som vi syntes havde med projektet at gøre, for at komme nærmere noget andet og bedre. Jeg var meget glad for ordet ”musiske”, fordi det både omhandler det musikalske, men bredere omfatter det, som har med muserne at gøre – og dermed kunstnerisk skabelse og oplevelse. At opleve verden, at skabe verden, ja skabe selve livet igennem kunsten – det er noget! Det er måske en anelse højtravende, men jeg tror, du af alle forstår, hvad jeg mener. Så det korte af det lange er, at vores nye titel er:

”Musiske rejser”

Med undertitlen:

”personlige fortællinger sat i musik af Andy Pape, spillet af Odense symfoniorkester”.

”Musiske rejser” er med vilje tvetydigt, og kan handle om ens rejse gennem livet på flere måder: rejsen frem til der man nu er rent fysisk, eller hvorledes man er havnet, hvor man nu befinder sig rent sjæleligt, eller en kombination af de to rejser. Det inkluderer også historien om, hvor man kommer fra. Og undertitlen pointerer at det handler om personlige fortællinger, som skal forvandles til musik. Lad mig endelig høre fra dig hvad du synes, lige meget om det er positivt eller negativt.

Det andet som vi har talt en del om er, hvordan spisefællesskabet skulle struktureres. Altså der hvor vi høster alle de fortællinger, som jeg skal omdanne til en symfoni. Vi tænker at ud over at folk skal spise sammen, at de også i løbet af den aften skal opleve en beskeden koncert, fremført af en sinfonietta taget fra Odense symfoniorkesterets midte. Vores oplæg til Finn var yderligere at lave en slags pilotprojekt med spisefællesskab og historieindsamling for præcis det kammerensemble, som Stinne og jeg anvender til at indsamle ”musiske rejser”; altså at vi høster personlige fortællinger fra de musikere, som om et år skal spille til vores egentlige spisefælleskaber. På den måde får de folk, som skal bidrage med en historie, en oplevelse af hvordan processen har forløbet for andre. At kammerensemblet, så at sige, kommer til at spille deres egne historier for folk – i musik. Jeg er godt klar over at der er noget kinesisk æske i denne tankegang, men jeg er sikker på at du reder det ud, da du har så uendelig meget tid til den slags.

Vi mangler nu at få navn på de 19 musikere, som kommer til at danne sinfoniettaen, og den præcise tid og det præcise sted, hvor vores pilot-spisefællesskab skal løbe af stablen. Vi har sat slutningen af november, som tidshorisont for hvornår det skal finde sted, så mon ikke jeg, i mit december brev til dig, kan fortælle vidt og bredt om vores erfaringer? Jeg kan i hvert fald fortælle dig at jeg er enormt spændt!

Jeg og Stinne var i øvrigt i Odense for at fortælle om alle vores tiltag og præsenterede også symfoniorkesterets musikere for projektets grundlag. Vi kom ca. 20 minutter for tidligt til vores planlagte møde med Finn kl. 12, og jeg kunne se at alle musikerne var på vej tilbage til en prøve efter en lille pause. Jeg spurgte Stinne, om hun havde lyst til at se koncertsalen og måske høre orkesteret spille. Vi gik ind lige som dirigenten Michael Schønwandt spillede halvandet minut af Brahms 2. symfoni, og jeg var bogstaveligt talt i himlen. Mit hjerte sang. Det er bare så enkelt.

Og så oplevede jeg så mange varme, hjertelige hilsner fra de mange musikere, som glædede sig til det nye projekt. Hvor heldig kan man ikke være? Jeg spørger bare.

Vi skrives ved om en måned,

15. dec., 2016

Ja, så er gået en måned, og lidt til. Jeg fik ikke postet mit brev til dig, da jeg havde håbet at det ville være muligt at fortælle om vores pilot projekt med spisefællesskabet. Det viste sig imidlertid hurtigt efter at jeg havde skrevet, at jeg var en tand optimistisk i min tro på, at vi kunne nå det til midten af november. Hvis vi ville være sikre på, at hele ensemblet kunne deltage og gøre vores arbejde grundigt, ville der være for lidt tid til at planlægge. Derfor har vi udsat spisefællesskabet til det nye år; nærmere bestemt d. 18. januar. Jeg er rigtig glad for at vi gjorde det, for det har givet Stinne og mig tid til virkeligt at gennemtænke et forløb, og finde på præcist hvordan vi kunne tænke os at afvikle aftenen. Det er jo meningen at denne aften skal være en slags prototype på de aftner, som vi skal planlægge om knapt et år, hvor ”almindelige mennesker” skal deltage, og det ville være synd, hvis vi ikke fik lov til at tænke os grundigt om. Stinne sagde nemlig på et tidligt tidspunkt, at hun syntes, at aftenen skulle rumme en overraskelse. Det rugede jeg en del over, og kom på en ide, som Stinne synes godt om, og som vi har udviklet på. Vi er blevet enige med Finn om, at overraskelsen skulle være hemmelig også for ham, så det er kun Stinne og jeg som ved, hvad den rummer. Jeg holder det også hemmeligt for dig, ikke fordi jeg tror at du røber hemmeligheden, men for at holde dig lidt hen i spænding. Jeg tænker der lige netop er lidt mangel på den ingrediens der, hvor du er. Jeg håber at du tilgiver mig. Jeg skal nok fortælle dig alt om den i mit næste brev, som jeg sender omkring d.  1. februar i det nye år, 2017.

Men nu er vi midt i julemåneden, og der er lys og guirlander over det hele. Julestemningen breder sig, og jeg tænker, at du heller ikke skal snydes! Jeg har brudt min hjerne med hvordan jeg kan give dig en julegave, og jeg er kommet på, at du skal have anden sats af min ”Sinfonia Fionia”, som bruger din egen ”Min Jesus, lad mit hjerte få” som inspiration. Jeg håber du nyder den.

carlgave

Mange varme julehilsner,

din,

Andy-signatur

0 Brev #18

Søndag, d. 25 september, 2016

Kære Carl!

Jeg sidder på min terrasse i korte skjorteærmer og småsveder i den lidt blæsende og solrige eftermiddagsvarme. Og datoen er relativt sent i september… Hvad hulen sker der? Vi har virkelig haft en gådefuld sommer i år, med efterår i juli og sommer i april og september! Der tales meget om klimaforandringer; at jordens temperatur vokser, polerne smelter, havvandet stiger. Vi mennesker har meget på samvittigheden, hvad angår pasningen af vores dejlige moder jord. Jeg skrev sidst om krig og elendighed, og nu får du besked om de følger, som vores kæmpeforbrug af energi og mad og efterfølgende spredning og udledning af affaldsprodukter har til følge for vores kære planet. Det er ikke rare ting at blive forstyrret af, der hvor du hviler dig i evighedens skær…

Men altså her på min terrasse er alt fred og idyl, og det mærkes lidt underligt, når man ved, hvor megen ufred og ubalance der er i verden. Desto større grund til at lave musik, som for mig er en af de bedste måder at føre mennesker sammen om en meningsfyldt og ikke mindst fredelig beskæftigelse. Musik for mig er den ultimative balanceskaber, det sprog som alle mennesker forstår på tværs af sprog, kultur og religioner. Musik er en evig flod af flydende kærlighed som alle kan fordybe og nedsænke sig i med sjælelig fornyelse og berigelse til følge. Hvis altså man tør åbne sine sanser og især sine ører.

Så det korte af det lange er, at min livsopgave med at skabe musik vel er mit lille forsøg på at genoprette balancen. Og vi er heldigvis en del, der er på denne side af vægtskålen.

Men du skal lige høre om det, der er sket siden sidst med mit nye projekt med Odense Symfoniorkester. Jeg synes selv, at der er sket en hel del, selv om det måske ikke syner af så meget. Vi arbejder meget på fundamentplanet, og som et bygnings fundament, som ikke er synderligt synligt, er det meget væsentligt at fundamentet er solidt, for at bygningen ikke styrter sammen lige med det første efter det er blevet bygget.

Jeg har været en del på Fyn og holdt møder med Odense symfoniorkesters Musikchef Finn Schumacker, som jeg må sige er vældig positiv og støttende omkring dette projekt. Han har fortalt mig at det, som vi har under udvikling, er noget af det væsentligste, som orkesteret arbejder på lige for tiden. At skabe en meningsfyldt kontakt mellem orkesteret, altså musikerne og deres publikum. Og jeg kan godt forstå ham, for det klassiske symfoniorkester har til stadighed i vores tid brug for at redefinere sig og sørge for at forny sit forhold til publikum, og skabe nyt publikum; et publikum som kræver, og i fremtiden vil forlange at et sådant orkester findes.

Jeg har også en aftale med en kvinde, som hedder Stinne, som netop har arbejdet en del med at indsamle folks historier om forskellige forhold, som hun, sammen med andre, har forvandlet til et kunstnerisk udtryk. Vi skal mødes med henblik på hvorvidt hun kan og vil assistere mig i at udarbejde vores fremgangsmåde, vores slagplan så at sige, med dette projekt. Og Carl, bare som en lille bisætning: hvor er det dejligt at kunne arbejde som komponist i interaktion med andre mennesker og ikke kun være spærret inde i sit kammer helt alene i månedsvis med sine noder. Misforstå mig ikke. Jeg elsker at være alene i mit kammer og komponere, men jeg elsker også at interagere med andre mennesker.

Men altså lige nu arbejder vi ”under jorden” så at sige på projektets fundament. Vi diskuterer fremgangsmåder, datoer, ensemblebesætninger, etc. etc. Overordnede har vi bestemt at om ca. et år, vil vi ud til et antal steder på Fyn og øerne med et program, der består dels af en koncert, og dels af et spisearrangement. En såkaldt ”fællesspisning”.

Vi vil gerne bruge fællesspisningssituationen som en måde at åbne en vej ind til de musiske historier, som de mennesker, der deltager i vores projekt, kan fortælle os. Hvordan vi præcist gør det, ved vi ikke helt endnu. Derfor har jeg sørget for at Finn, Stinne og jeg skal deltage i et fællespisningsarrangement på onsdag arrangeret af Kunsthøjskolen her i Holbæk, hvor jeg bor. Kunsthøjskolen har nemlig åbnet deres døre for befolkningen i Holbæk flere gange i løbet af de sidste par år, ved (gratis!) at indbyde til et måltid mad, og så lidt mere. Hvad det lidt mere er, har været forskelligt fra gang til gang, så jeg er spændt på hvad vi bliver budt på. Men jeg er sikker på at vi kan blive inspirerede. Da jeg har besluttet at sende dette brev til dig d. 1. okt., kan jeg lige nå at fortælle dig om det. Jeg skal også mødes med Stinne i nogle timer for at fortælle hende om projektet og høre om det kunne være interessant for hende at deltage. Alt sammen spændende ting! Vi skrives ved om lidt…

29. september, 2016

…og så er det allerede ”om lidt”! I går var jeg, Finn og Stinne til fællesspisning på Kunsthøjskolen i Holbæk, og det var en kæmpe stor oplevelse. Vi mødte kl. 17.00, som aftalt i indbydelsen for at være med til at dække bord. Vi var lidt forvirret over, at bordene allerede var lagt ud og dækket med duge, og blomster, og fuldt i gang med at blive dækket med service af flere mennesker, som så meget målrettet og driftige ud. Vi fik dog lov til at hente spisetallerkener i køkkenet, som lå et stykke væk fra den sal, hvor de ca. 140 mennesker, som var tilmeldt arrangementet skulle foregå. Vi fik strengt besked på ikke at lægge tallerkenerne ud på spisebordene, men at de derimod skulle lægges på et anretterbord i det tilstødende lokale. Så fint var det; portionsanrettede hovedretter. Nu kender jeg lidt til Kunsthøjskolen i forvejen; jeg har været fastlærer der i syv år i tidernes morgen, og nu er jeg formand for dens bestyrelse. Så jeg ved, at kokken på stedet er lige så meget kunstner som de kunstnere, som underviser. Og vi blev da heller ikke skuffet. Præcis på klokkeslettet 17:30, som der stod i programmet, sang vi en fællessang; en af mine yndlingssange, ”Septembers himmel er så blå”. Du kender den nok ikke, da den er komponeret efter din tid af en af vores store sangkomponister, Otto Mortensen. Så blev der bedt om at ”nogen” fra hver af de fem langborde kunne gå ud og begynde at hente de anrettede tallerkener og sende dem ”ned” af bordrækkerne. Vi forblev siddende, for ellers var der ikke nogen som kunne tage imod tallerkenerne. Så meget begejstring og hjælpevillighed var der! Vi fik hver en fin anrettet tallerken med svinekæber med korn og havens urter, altså fra Kunsthøjskolens egen have, og så lå der et lille glas med æblekage fra æblelunden til dessert. Og jeg kan godt fortælle dig at snakken gik! Man kunne næsten have svært ved at høre sin sidemand for bare begejstret samtale. Og der var ældre, midaldrende, unge, børn; alle aldre var repræsenterede.

Her ser du et billede af en smilende (og sulten) Finn Schumacker og vores meget appetitvækkende servering. Læg mærke til den fine bordpynt, hentet fra Kunsthøjskolens blomsterhave og skabt af deltagerne.

finn_spisefaelleskabet

Efter maden blev børnene bedt om at gå ved siden af, for at danne et børnekor med en begejstret sangpædagog. Mens de var der, fik vi så et lille foredrag med kunstneren Gudrun Hasle, som fortalte om sin kunst. Så kom børnene ind igen og sang for os, hvorefter koret ”Samklang” – 9 meget begejstrede (amatør)sangere gav os det ene dejlige arrangement efter det andet. Og så, da klokken var præcist 19:15, som adviseret i programmet, var det hele forbi, og alle kunne komme hjem, og børnene kunne blive lagt i seng. Det var et yderst velsmurt, velafviklet arrangement. Og igen, alle var med til at rydde op, klappe borde sammen, flytte tallerkner og stole væk; oprydningen tog højst 20 minutter. Finn, Stinne og jeg talte med skolens forstander, Michael Nielen, efterfølgende om hvilke erfaringer de havde gjort, for at kunne have det med i vores planlægningstanker. Michael fortalte os, at en af de ting, som havde overrasket ham mest i forbindelse med disse arrangementer var, at han havde lært at man skulle ”bede” folk om noget. Han havde troet da projektet var i dens planlægningsfase, at folk skulle møde til nogle veldækkede borde med levende lys, som allerede var tændte, bordpynt der var arrangeret etc. Men nej – det bedste ved det hele var netop borddækningen. Han fortalte at folk kom gentagne gange til disse fællesspisninger, og at der gik sport i at komme tidligere og tidligere, så man kunne være med til at plukke blomster til bordpynt, stille borde op, lægge duge, o.s.v. Så dér blev det opklaret, hvorfor bordækningen var så langt fremskreden, da vi kom. Det andet han havde opdaget var, at Kunsthøjskolen har kunstforedrag hver torsdag aften, som er åbne for Holbækborgere og vel og mærke gratis for alle. Der kom bare ingen udefra. Men der kom gerne de 140 mennesker til spisefællesskabet. Pladserne til spisefællesskaberne blev oven i købet ”udsolgt” på få dage, faktisk. Han spurgte nogle af deltagerne af spisefællesskabet om ikke de kunne være interesserede i også at deltage i foredragene også?

-Jo; det ville de nok…

-Jamen hvorfor kom de så ikke?

-Nej… det kunne være at nogen spurgte dem om noget, som de ikke vidste, eller at de skulle gøre noget som de ikke kunne. Men spise… det kan alle og enhver.

Så spurgte Michael, om ikke de fremadrettet kunne tænke sig at komme til foredragene?

Joh… Det kunne de…

Og det gør de! Nu kommer der faktisk flere ”udefra” hver gang de holder foredrag, når nu de har opdaget at det ikke er så farligt endda at komme til Kunsthøjskolen. Spisefælleskabet har så at sige åbnet døren mellem dem og højskolen. Mellem dem og kunsten…

For mig er dette sidste en meget værdifuld erfaring – at man kan åbne døren for nogle ind til et ukendt område, et ukendt rum ved det enkle at spise sammen. Og denne erfaring tror jeg og håber jeg, at vi målrettet kan bruge i forbindelse med dette projekt.

Jeg fik også talt med Stinne i et par timer om projektet, og det virker bestemt til at hun er interesseret og tændt på at medvirke og udvikle ideer. Faktisk havde hun allerede flere bud på, hvordan man kunne arbejde videre med de menneskelige musiske fortællinger.

Så vi arbejder med fuld damp fremad ind i mørke og ukendte vande, som altid i kunstneriske projekter. Vi ved egentligt aldrig præcist, hvor vi skal hen, vi har kun en vag ide om det; men vi har dog en retning. Og vi har et skib, og et mandskab. Vi skrives ved om en månedstid, hvor jeg forhåbentligt har flere nyheder om vores færd.

Og vejret? Ja, det er såmænd skiftet til godt gammeldags efterår med blæst, og byger og kølighed, så det er måske ikke så galt fat endda? Hvorom alting er, forbliver jeg bestandigt din hengivne,

Andy-signatur

 

Brev #17

01/09/2016, Holbæk

Kære Carl,

Det er længe siden sidst! Jeg troede, at jeg havde skrevet mit sidste brev til dig sidste år i november, da jeg afsluttede projektet ”Lyden af Fyn” med min Sinfonia Fionia. Men nu skriver jeg altså til dig igen, og jeg håber ikke at det forstyrrer dig alt for meget. Jeg tænker, at et lille afbræk i gravfreden kan være meget godt i ny og næ, især for sådan én som dig, som i den grad var forelsket i livet, og jeg lover at begrænse mig til at skrive højst én gang om måneden, for at holde uroen til et absolut minimum. Ser du, jeg er ikke helt færdig med mine fynske eskapader, viser det sig.  Og hvor er det dejligt! Jeg syntes at mit samarbejde med Odense Symfoniorkester, og interaktionen med befolkningen på Fyn, var så stor en oplevelse, at jeg måtte forsøge at komme tilbage på én eller anden måde.

Inden jeg fortæller hvordan, lidt baggrund: der er meget polemik i Danmark nu om dage om flygtninge og fremmede tilflyttere, forårsaget bl. a. af en voldsom borgerkrig, som raser i Syrien i øjeblikket, samt andre krige som har raset (og egentlig gør det stadig) i Afghanistan, og Irak, som har tvunget mange blandt disse landes befolkninger til at flygte. Blandt andre steder til Europa og Danmark.  Så der er en del ”fremmede” blandt os. Og det gør os bange.

Det at være fremmed er noget jeg kender til qua min egen migration fra USA til Danmark, og mine bedsteforældres migration/flugt fra Østeuropa til USA. Men jeg kender også til det i kraft af mit arbejde som komponist, da nye lyde, ny musik også kan være fremmed, og dermed fornemmes lidt halvfarligt. Du har sikkert oplevet det selv i dit liv som nyskabende komponist. Det er indkodet i os som menneskedyr fra fødslen, og det er for så vidt en vigtig overlevelsesmekanisme, at vi er programmeret til at være varsomme over for det nye. Men at være bange for det fremmede kan også være en stor hæmsko, og i yderste fald kan det måske være endnu mere farligt end afsøge og afdække det fremmede og inddrage det til en ny ”velkendthed”.

Som jeg har skrevet til dig i mine tidligere breve, blev jeg i sidste ende meget betaget af processen i projektet ”Lyden af Fyn”. Det, der betog mig var den cykliske idé om at skabe et stykke musik, ved at det tog sit udspring i en gruppe menneskers historier/ideer, og at stille sig til rådighed som kunstner og komponist. At bearbejde det råstof, som disse mennesker frembragte og forvandle  det på en eller anden måde til et stykke musik. Og at dette stykke musik vendte tilbage til disse mennesker, som en kunstnerisk fortolkning af deres ideer/historier. Der er to sider af denne proces, som betager mig. Den ene er det ejerskabsforhold, som publikum får som resultat af denne proces. Det andet er at jeg på én eller anden måde distancerer mig fra det klassiske-romantiske komponistbegreb om at være eksklusivt original. Komponisten som den musikalsk/kunstneriske alvidende, uafhængige, originale og enestående geni, som henter sine inspirationer i den ukendte tågede romantiske begrebsverden og lægger dem frem for et indforstået publikum. Her er der tale om en rimelig konkret proces, som indebærer flere mennesker end komponisten i skabelsesprocessen, og forhåbentligt nogle mennesker, som ellers ikke ville have lagt deres vej forbi den symfoniske musik.

Så her er hvad jeg skal i løbet af de næste to år: Jeg skal foranstalte et eller flere møder mellem forskellige mennesker, forskellige publikummer, under fællesoverskriften ”migration”. Alle mennesker har migreret til Danmark – nogle fornyelig, nogle for mange år siden. Disse historier, og dette møde skal så afstedkomme en ny symfoni, som således vender tilbage til disse mennesker, og (forhåbentligt) rigtig mange andre mennesker.

Det er så den korte fortælling….

Den lange fortælling er, hvordan jeg egentligt vil bære mig ad med at gøre dette. Og her har jeg atter tænkt mig at trække på dig med disse breve. Du skal endelig, som sidst, give lyd fra dig, som du nu kan. Jeg skal nok have mine ører og øjne åbne for tegn i sol og måne.

Men projektet starter officielt i dag, som meget passende er min fødselsdag – dejligere fødselsdagsgave, kunne jeg slet ikke forestille mig.

Din hengivne

 

0 Brev #16

Odense fredag d. 20/11/2015
Kære Carl!
Jeg sidder i mit hotelrum efter den første fulde orkesterprøve på min Fynske symfoni, ”Sinfonia Fionia”. Jeg er fyldt op med tusind indtryk, og jeg er segnefærdig af træthed, men på en god måde. Der er bare sket så meget siden jeg sidst har skrevet til dig, og selv om jeg havde skrevet, at det forrige brev var mit sidste brev, synes jeg, at jeg skylder dig (mindst) et brev til. Jeg savnede faktisk at skrive til dig – det var blevet en dejlig måde at fortælle om mine inderste tanker om musik og livet og tilværelsen på. Måske fortsætter det ud over Lyden af Fyn…
Jeg sidder midt i et eventyr – det er eventyret om den grimme ælling, der er blevet til en svane; det er historien om Klods Hans som samler alt det forhåndenværende, mudder, en død fugl, og som rider baglæns på et æsel for til sidst at vinde prinsessen og den halve kongerige. Det er næsten for godt til at være sandt, og dog – det er den skinbarlige sandhed.
Jeg må forsøge at starte fra en ende af, før det begynder at rable for mig. Altså: jeg sluttede min korrespondance med, at jeg havde afleveret partiturerne til både ”sinfoniettaen” og ”sinfoniaen”. Vi havde en lille gennemspilningsprøve på sinfoniettaen 14 dage inden vore egentlige koncerter, d. 2. november – og der var kun plads og råd til en enkel prøve ud over denne, før den første koncert i Kerteminde, nærmere bestemt Lundsgård Gods’ Annex, som er et skønt kulturelt initiativ, med forskelligt indhold; musik, billedkunst, og andet kunstnerisk virksomhed med et dejligt og stort udstillingslokale, som endnu var uprøvet hvad angik klassisk musik. Så altså, vi vidste ikke om akustikken ville klæde vores ensemble eller værket, ej heller om vi egentligt havde prøvet tilstrækkeligt for at være sikker på det musikalske udtryk. Jeg var dog fortrøstningsfuld hvad angik det sidste. Du ville have frydet dig over de musikere, som udgjorde kammerorkesteret. De er myreflittige, ultraloyale over for musikken og projektet, og kastede sig ud i alt med fulde sejl og gode miner til noget, som de senere betroede mig, de ikke helt vidste hvad var. Og det er ikke sært, for langt hen ad vejen vidste jeg det heller ikke…
Vores koncert bestod af at Rasmus først læste en tekst op fra din ”Levende Musik” om lyden af Fyn. Om bl. a. pigernes klukken og stærens tjatten, og om hvordan muldvarpen sågar tier på fynsk. Dernæst nogle af Erling og Rasmus’ lydportrætter, så nogle af dine sange, som fremførtes af et lokalt kor, og så sinfoniettaen. Koncerten afsluttedes med endnu et par lydportrætter og så en fællessang, ca en time i alt, med en fin gelejden igennem de forskellige momenter ved Rasmus fine tekster.
Og det har vi nu lavet ni gange på ni forskellige lokaliteter. For småbørn, skolebørn, gymnasieunger, familier, ældre, ja, alle de, der fandt vej til vores koncerter. De fandt sted på Nyborg slot, Summer Bird chokoladefabrik, et  voksen uddannelses center, en skole, to musikefterskoler.
Nå ja, for at vende tilbage til akustikken i Lunsgårds Gods’ Annex; den var helt perfekt, og ensemblet spillede himmelsk, og mærkeligt nok spillede de ovenikøbet bedre og bedre, og mere inspireret for hver ny koncert, og hvert nyt koncertsted.
Der har været så mange begejstrede kommetarer, og eftertænksomme funderinger om man kan forstille sig, at lyden af en bådmotor, af sæbebobler der brister, af lyden af stilhed, ovehoved giver mening i en symfonisk sats. Og langt hen af vejen er svaret et rungende ”JA!”.
Men, Carl, nu er vi kommet til det springende punkt – det sted der skiller fårene fra bukkene, mændene fra tøsedrengene. Vi er kommet til SYMFONIORKESTERET. Symfoniorkesteret er vel nok det allerstørste og måske det mest frygtindgydende instrument, en komponist kan give sig i kast med.
Jeg har aldrig ført en motorcykel, Carl, men jeg forestiller mig at skrive for symfoniorkester må være tæt på den oplevelse, at køre en Harley Davidsen 1200 Custom på en øde landevej i Nevada 200 km i time uden hjelm.
Sådan har jeg det hver gang jeg skriver for symfoniorkester. Og den prøve, som jeg har været til i dag, ja, der var hastigheden måske nærmere op på 250 km/t. Bevares, der var masser at sætte på plads, mange nuancer, som skulle files til, men denne rå energi, dette storslåede og tindrende funklende lydbillede – det er den rene motorcykeltur for mig.
Søndag d. 22/11/2015
Så, kære Carl. Nu har symfonien fået sin uropførelse! Koncerten fandt sted kl. 16, og der viste sig at være flere udfordringer til vores arrangement. Jeg skal nemlig sige dig, at i et Danmark præget af rimelige lune temperaturer for årstiden (ca. 5-12 grader) var der pludselig dømt snestorm  natten mellem lørdag og søndag. Jeg tog det helt roligt, for jeg havde oplevet utallige gange før, at vejrprofeterne overdrev disse prognoser, for at være sikre på at ingen kom til skade, hvis nu det skulle vise sig at være lige så slemt, som de troede. Men lige denne gang havde de altså ret. Det mærkelige var, at vi ikke mærkede meget til sneen i Odense. Men da vi skulle holde vores generalprøve i morges kl. 10, viste det sig, at 11 af orkestrets musikere, som boede i København, og som var på vej i tog, var strandet et sted mellem Ringsted og Sorø. Der var ingen viden om,  hvor længe de skulle være strandet – om de nåede frem til prøven, ja, om de overhovedet nåede frem til koncerten. Vores dirigent, Henrik Vagn Christensen, som er guld værd i enhver situation, presset eller ej, besluttede at gennemføre generalprøven uden de 11 musikere. Nu var det ikke hvilke som helst musikere – der var tale om de 4 ud af 7 celli, de to ud af 4 horn, begge slagtøjsspillere, et par træblæsere, og ikke mindst selveste koncertmesteren. Vi kom igennem prøven med hjælp af musikere, der spillede flere stemmer på én gang, koncertmesterens sidemand spillede violinsoloen, og én af hornisterne, som havde fået fri efter kammerturneen, kom og sad inde! Kort sagt vi klarede den, men altså uden nogen som helst slagtøj (og der er meget slagtøj!). Efter prøven fortalte Henrik mig, at ledelsen havde besluttet at hvis ikke de 11 musikere nåede frem i tide, måtte vi spille sinfoniettaen i stedet for symfonien. Min symfonis skæbne lagt i hænderne på nogle frosne vanddråber! Heldigvis, lige så snart vi havde afsluttet vores prøve kunne vi se 11 meget våde, men målrettede mennesker stadse hen til koncerthuset. Deres tog var kommet frem. Rejsetid mellem København og Odense: 5 en halv time! Og du skal vide Carl, med vores moderne tog (når de kører) tager det normalt kun en time og et kvarter.
Jeg var spændt på om der overhovedet ville være et publikum, som interesserede sig for vores bestræbelser udi at finde lyden af Fyn. Da jeg ankom, en tre kvarter før koncerten, var der allerede pænt med publikum, og da koncerten startede, sad der vel nok en 400-500 mennesker. For mig var det et overdådigt antal set i lyset af dagens (og natten før) begivenheder. Vi var alle udstyret med en lille papirspose (på samme måde som alle kammerkoncerterne), som indeholdt program, to ørepropper, samt en plastik-”mønt”. Mønten skulle ”betales” tilbage til mig, idet der var opstillet fire beholdere, med hver deres stemning – faktisk de stemninger, som jeg har brugt til de forskellige satser. Publikum skulle vælge hvilken af disse fire stemninger var mest fremherskende, da de oplevede symfonien. Her ser du et billede af beholderne.image
De andre effekter skulle bruges til dels at lave en masse rabalder (rasle med – og til sidst knalde papirsposen) dels derefter at opleve lyden af stilhed. Rasmus opførte nogle af deres lydportrætter, truckervalsen, lyden af sæbebobler der brister. Koret sang på smukkeste vis dine sange, og så var der pause. Afdelingen efter pausen var helliget symfonien. Da vi satte os ned igen kunne jeg mærke, at jeg var lidt nervøs, for hvad ville folk få ud af mine lidt personlige tolkninger af Lyden af Fyn. Ville det overhovedet have nogen som helst relevans? Og ville symfonien overhovedet hænge sammen som musikalsk værk med alle de ingredienser, som jeg har fortalt dig om?
Nuvel, Carl, jeg vil ikke holde dig hen i spænding, for det virker som om at alt er gået op i en form for højere enhed. Folk kom hen til mig bagefter og fortalte, at de tydeligt kunne høre lyden af Fyn, Lyden af deres Fyn! Både de konkrete ting (bådmotor, og truckervals) men også i overført betydning. Især er der en slags enighed om at 2. sats er specielt fynsk. Og det kan jeg godt forstå! Her er et lille citat fra anmeldelsen af symfonien, skrevet af Mikael Krarup i Fyns Stiftstidende:
” Pape har begået noget af en genistreg ved at lade symfonien i sin firsatsede struktur beskrive både årstider, døgnrytme og livsaldre – fra f.eks. efterår, aften og voksendom til sommer, middag og ungdom. Det er ikke programmusik, men det er sanselig oplevelsesmusik, som viser film på lytterens indre øjenlåg. Insisterende rytmer, kammermusikalske samtaler i træblæserne, vidunderligt koral-lignende strygerlegato, melodisk, med en tydelig enkelthed, kendt fra f.eks. Carl Nielsens folkelige sange. Et svævende perpetuum mobile, der brat afbrydes af maskinelle brag fra messinggruppen – sådan lyder Fyn også. Familiær idyl og hverdagshandlinger generes af ubudne brovnte gæster; dér opstår dramaet qua de kontrastive virkemidler, som Andy Pape så stilsikkert mestrer, her inspireret af de Nielsenske kampe i bl.a. den 5. symfoni. Nu har Fyn så fået sin helt egen symfoni, på demokratisk vis vokset ud af de fynske lydlag og med venlige tanker til Carl, men med Andy Papes tydelige aftryk.”
Det virker som om at projektet er lykkedes…
Og ved du hvad, Carl? Og det her er helt fortrolig mellem dig og mig; Jeg havde ellers opgivet tanken om, at jeg var en symfoniskrivende komponist. Bevares, jeg har skrevet en del musik for symfoniorkester, bare aldrig en SYMFONI. Det har hele tiden været instrumentkoncerter, eller symfoniorkester med kor, og solister – bare aldrig en SYMFONIsymfoni. Og jeg har forliget mig med tanken om, at jeg var mere en OPERAkomponist, og jeg har for så vidt haft det fint med det. Men nu har jeg som 60årig skrevet min første symfoni, og jeg kan godt se, at der er noget som kunne udforskes der. Sådan havde jeg det efter at jeg havde skrevet min første opera. Det kom bag på mig, at der absolut var noget at udforske der – og det har jeg gjort de sidste 25 år. Og man er vel aldrig for gammel til at opdage nye og spændende ting i denne forunderlige tilværelse. Så, hvem ved? Måske er det ikke min sidste symfoni. Det vil tiden vise…
Her til sidst kan du se et billede af en meget ydmyg, men dog tilfreds komponist.image
Altid, din hengivne,

Andy-signatur

 

 

0 Brev #15

Holbæk, d. 1. oktober, 2015

Kære Carl,

HUUURRRRRAAAA! JEG ER FÆRDIG!! FYRVÆRKERI, HORNFANFARE, BLINKENDE LYS!!!

Hold da op, for et sidste opløb, men jeg er altså færdig med at skrive symfonien. Til Tiden! Hvem skulle have troet det? Og jeg har tilmed skrevet en kammermusikalsk version som jeg kalder Sinfonietta Fionia. Den består kun af tre satser, og varer ca. 20 minutter i forhold til symfoniens ca. 37 minutter. Det er meningen at kammerversionen skal turnere de 10 egne af Fyn,  som Erling og Rasmus har besøgt, på deres jagt efter ”lyden af Fyn”. Det hele skal løbe af stablen ugen inden symfonien skal uropføres i Odense, søndag, d. 22. november kl. 16.

Men jeg må lige spole lidt tilbage, for du har ikke hørt om den sidste (midterste) sats; sats nr. 2. Meget kort fortalt, har jeg her arbejdet med en klassisk form: passacaglia formen. En form, som du ved, styres af en gentaget basgang, hvor komponisten bruger sin snilde til at udforme al den musik som er ”oven på” denne gentaget basgang. I virkeligheden er meget jazz musik lige præcis passacagliaer, hvor solisten improviserer over en givet bas- (og akkord-) gang. En ”live” passacaglia, så at sige. Men jeg ved at du ikke var så glad for jazzmusikken, så jeg springer hurtigt videre.

Her har jeg brugt basgangen i din salme: ”Dybt hælder året sin gang”, som du kan huske, at du sørgede for jeg hørte ved min grannieces dåb (brev # 7). Og for at være helt præcis, så er det en transponerende passacaglia, fordi når basgangen vender tilbage, er det altid i en ny toneart. De allermest spændende steder i satsen, er de steder, hvor basgangen går fra den ene tonalitet til den næste. Jeg bruger da også lidt af melodien fra salmen, men jeg tror ikke (med mindre man hører ekstremt godt efter – du ville høre det med det samme) at man vil tænke på det. Jeg har konstrueret en sats (som jo foregår midt på natten i min cyklus), som er en egal bueform, som kommer af intet og returnerer til intet. En form for død, men ikke tragisk død – nærmere den død, som er betingelsen for al det liv, som vi er omgivet af. I modsætning til de andre tre satser, er 2. sats uden de store kontraster, men er en fuldstændig jævn opbygning; en slags meditation; et landskab uden de store brydninger; et fynsk landskab….

Så, kære Carl, dette bliver det sidste brev, som jeg skriver til dig. I hvert fald i den nære fremtid – man ved jo aldrig… Det har været hyggeligt, og det har været et stort privilegium for mig at skrive til dig. Det har faktisk betydet rigtig meget i forhold til min skriveproces, og min kunstneriske proces i det hele taget, at have dette fortrolige rum at vende det ene og det andet. Jeg har ikke lagt fingre imellem at det har været en svær opgave – en opgave, som jeg har været ved at kløjes i, som man siger. Nu må vi jo se hvordan det bliver modtaget – men det sjove er, at i mit hoved og i mit sind, så er processen fuldbragt. Når jeg har skrevet den sidste node, så har jeg ”hørt” værket. Det er næsten (kun næsten!) som om, at jeg intet andet behøver. Det er selvfølgelig spændende at være med til indstuderingen, og også at mærke publikums reaktion på værket, men jo ældre jeg bliver, og jo mere jeg arbejder med komposition, desto bedre kan jeg forstå min landsman, Charles Ives udtalelse om musikken:

” My God! What has sound got to do with music! Why can’t music go out in the same way it comes in to a man, without having to crawl over a fence of sounds, thoraxes, catguts, wire, wood, and brass?”

Løseligt oversat;

“Du gode Gud! Hvad har lyd med musik at gøre! Hvorfor kan musikken ikke gå ud på samme måde, som den kommer ind til et menneske, uden at den skal kravle over et hegn af lyde, stemmelæber, katte tarme, ledning, træ, og messing?”

Men Carl, jeg arbejder stadig med det – jeg er et håbløst jordbunden menneske, og kan i grunden godt lide stemmelæber, katte tarme, træ og messing. Måske har vi det tilfælles?

Carl! Vi høres ved! Og som man siger nu om dage:

Vi ses lige pludselig

Din

Andy-signatur

0 Brev #14

Holbæk, d. 14. september, 2015

 

Kære Carl,

Sidst jeg skrev til dig, var det dagen før min 60-årsdag, og jeg skylder at fortælle dig, hvordan det hele spændte af.

Dagen startede meget roligt og uden de store armbevægelser; min søde Lisbeth gav mig morgenmad på sengen, og jeg havde for så vidt ”fri” indtil kl. 17, hvor mine børn havde sat mig stævne på Nørrebro, nærmere bestemt på hjørnet af Assistens Kirkegård ved Nørrebrogade. Så vi spiste en rolig frokost, og gik en dejlig tur i vores lokale Munkholmskov, og nød sensommeren. I det hele taget var jeg meget begejstret for, at jeg intet ansvar havde for, hvad der skulle ske. Nogen gange, når man selv står for en festlig begivenhed, er arrangementerne inden festen så anstrengende, at når man endelig når frem til festen, er man næsten for træt til at opleve noget. Sådan var det bestemt ikke denne dag. Det havde Thomas og Sarah sørget for. Klokken lidt over 15 havde vi festtøjet på (det var et påbud) samt badebukser, gummestøvler og skiftetøj med (endnu et påbud; en anelse kryptisk), og vi begav os mod København. Vi havde givet os god tid, da vi er vant til en del trafik på dette tispunkt, især i det indre København. Jeg tror, at du ville tabe både kæbe og mund, hvis du så, hvor mange biler der er på gaderne nu om dage. Men det er en helt anden historie!

Vi nåede frem kvart i fem, og (især jeg) ventede spændt på, hvad der skulle ske. Præcis kl. 17:00 kom Thomas og Sarah os i møde med deres fineste festskrud på, og med store smil bad de os om bilnøglerne, så de kunne tage sig af mine gummistøvler, badebukser, og skiftetøj, som jeg havde ladet stå der, som pr. instruks. Hmmm. Jeg blev mere og mere urolig for, at jeg skulle fragtes til Københavns havn og smides i vandet med mit fineste tøj på, som en besynderlig slags initieringsritus i de ældres rækker. Eller måske gives en gang buksevand for alle mine unoder igennem årene. Der er en del!

Nå, men vi begynder at gå ind mod byen ad Nørrebrogade, og hvem står pludselig der ved hjørnet af Stengade andre end Lisbeths far, Ove, og min svoger Jørgen og Lisbeths søster Hanne. De lader som om, at det er helt tilfældigt at vi mødes lige der (”Nææææ, er du her; det var da sjovt! Skulle vi ikke følges ad?”). Så det gør vi; vi følges ad til et, for mig, ukendt sted.

Og pludseligt lidt længere ned ad gaden, siger de alle sammen ”Er det ikke en fin restaurant? Skulle vi ikke gå herind?”. Så vi – op ad trappen – går derind. Og lige derind til højre i et fint lokale sidder mine to brødre, Jon og Tim, og hele deres familier, alle mine nevøer og niecer og deres kærester (hvis de haves, og er i landet). Og der er øl, og der er dejlig mad, og der er gaver! Og jeg tænker; ”det var vel nok en dejlig overraskelse. Måske skal jeg ikke smides i havnen alligevel. Måske var der ikke helt så mange unoder, som jeg troede…”

Så, altså Carl; jeg kan godt betro dig, at jeg slappede helt af og nød maden og samværet med min familie. Jeg har en rigtig dejlig familie, skal jeg sige dig. Og jeg tror, at det skyldes mange ting. Men fra min side af familien tror jeg at det skyldes det faktum, at for to generationer tilbage var min familie på flugt fra et Europa som ulmede; et Europa som snart skulle stå i brand. Den gang (som du kender så godt) var der ingen nem måde at kommunikere med den del af familien, som blev efterladt tilbage i Europa. Så derfor var det ekstra nødvendigt at holde sammen, dem der nu var familie. Og den tradition kører vi videre i min store dejlige familie.

Så, som sagt, jeg slappede helt af, og tænke ”det er da en dejlig fest”. Men så begynder Sarah og Thomas at skynde lidt på mig. De virker lidt underligt stressede. De synes at jeg skal skynde mig at pakke gaverne op. Og jeg er ikke engang færdig med at drikke min øl! Men jeg gør som jeg får besked på, og der er mange dejlige gaver fra min søde familie. Og de får alle et kys på panden.

Men pludselig må jeg vinke farvel til min øl, for Thomas og Sarah siger, at jeg skal videre. ”Hvorfor skal jeg videre?” spørger jeg, ”Her er øl!”. En helt igennem logisk tankerække i min verden, men næ nej, jeg skal videre!

”Hvor skal jeg hen?”, spørger jeg. ”Det er ikke nødvendigt at vide” er svaret. Og jeg tænker – nu kommer det; nu skal jeg en tur i havnen.

Udenfor venter der en bil, En lille hvid bil med Klavs som chauffør. ”Hvad laver du her, Klavs?”, spørger jeg. ”Det ved jeg ikke” svarer Klavs. Klavs kender jeg særdeles godt. Han har gået i skole med Thomas siden børnehaveklassen til og med studentereksamen på Stenhus Gymnasium. Thomas og Klavs deler også lejlighed.

”Men du skal ind i bilen” siger Klavs. Og jeg, med følge af Lisbeth, stiger ind i bilen.

At køre i bil i indre Nørrebro i 2015 er som at køre i labyrintiske kinesiske æsker. Et ensrettet helvede, krydret med blindgyder. Jeg er glad for, at jeg ikke skal køre, og Klavs er en meget dygtig chauffør. Og han underholder os om sine studier som maskinmesterstuderende, hvor han blandt andet har haft en praktik på Panum Instituttet, med at installere et køleanlæg. Og så synes han helt bestemt at vi skal køre rundt om Panum Instituttet for at se, at de bygger ud, og måske også se, hvor har arbejdede.

”Klavs hvad laver vi her?” spørger jeg, så sødt som jeg kan.

”Det ved jeg ikke” svarer Klavs.

Pludselig er vi ved Sct. Hans Torv.

”Klavs, det er nærmest her, du samlede os op!”

”Ja, det er det også” siger Klavs på en helt igennem forundret og selvmystificeret måde.

Pludselig stopper bilen. ”I skal vist ud her”, siger Klavs.

”Hvad…”, siger jeg, ”hvorfor skulle vi køres? Det er 50 skridt fra restauranten”.

”Det ved jeg ikke” svarer Klavs.

Så får jeg øje på Sebastian, Thomas’ gode ven, i sit stiveste puds på en trappe. Vi er foran Litteraturhaus – et sted som jeg kender godt, og har været til mangen en god koncert eller arrangement. Og Henny, Sarahs gode veninde står også på trappen. De ligner to biograf tjenere, som venter på det fornemme premierepublikum.

Udenfor er der plakater hvor der står: ”1915 – Musikfestival”, og lidt videre står der ”…ny dansk kompositionsmusik fremført af landets topkunstnere!”. Måske en koncert om den spæde musikalske modernismens start i det sidste århundrede?

Jeg studser lidt over udråbstegnet, og i min underbevidsthed er der en stille konflikt mellem ”Nydansk” og ”1915”, men jeg får ikke rigtig tid til at studse, for nu er Sebastian ved min side, og siger, at jeg vist skal ind.

”Er det noget med vand?” spørger jeg lidt beklemt.

”Det ved man aldrig”, siger Sebastian tørt.

Jeg lister op ad trappen, og går ind i den store koncertsal. Det virker helt mørkt og stille. Jeg er spændt på, hvornår vandet kommer.

Pludselig er der lys, og mange mange menneskers brølen og hujen og klappen. Og der… Der sidder vel 120 musikere, sangere, venner, familie, rigtig mange af dem, som jeg har musiceret med, arbejdet med, slidt med, grinet med, grædt med, og levet med de sidste 40 år af mit liv. Og nogle endnu længere…

Det var simpelthen lykkedes Sarah og Thomas at samle alle disse mennesker – og den største bedrift af alle – UDEN MIT KENDSKAB, til en kæmpe hyldestkoncert, som startede lige der, og som indeholdt bl. a. citater fra samtlige mine 11 operaer. Alle indslag med personlige hilsner og mindelser om det rige liv, som vi har skabt med hinanden.

Jeg kan godt sige dig, Carl, at det var en aften som jeg aldrig vil glemme. Der var så meget varme, så meget kærlighed, at det vil være en uendelig kilde af lys og godhed til resten af mit liv. Bare billedet af alle de smilende jublende mennesker, da jeg trådte ind af døren, vil jeg gemme på min nethinde til mine dages ende. Glem alt om buksevand, Carl; det skete ikke.  Og gummistøvlerne etc. var det, som jeg kalder en rød sild. Noget der er til, for bare at forvirre begreberne.

Jeg er så privilegeret at have alle disse mennesker som venner, og så privilegeret at være i deres midte! Vi komponister går så meget alene med vores arbejde, og det kan til tider synes som om der bare ikke er nogen derude, som har glæde af dette arbejde. Men her fik jeg i den grad at vide, at der var glæde og varme og kærlighed. Og det er livets kildevand. Det kan jeg leve på længe!

Da jeg gik hjem efter koncerten og den efterfølgende reception ca. kl. 02, skelede jeg til plakaten udenfor igen. Det gik op for mig at der ikke stod ”1915 – musikfestival”. Der stod ”1-9-15 – musikfestival” altså datoen for min fødselsdag! Meget snedigt – og nu forstod jeg udråbstegnet!

Knus

 Andy-signatur

0 Brev #13

Holbæk, d. 31. august, 2015

Kære Carl,
I morgen er en stor dag for mig. I morgen er det 60 år siden at jeg først hørte denne verdens lyde. Så denne verdens lys. Trak mit første vejr. Og hvor er det pudsigt, at vi begge fylder rundt i det samme år, ja, med knap tre måneders mellemrum. Det er sådan en mærkelig ting, den alder – for indeni føler jeg mig slet ikke som én, der snart skal fylde 60. I min ungdom var en 60-årig et tudsegammelt menneske. Og sådan har jeg det slet ikke. Jeg er stadig et stort legebarn – især når jeg skriver musik. Måske er det derfor, at jeg holder ved dette underlige, og i manges øjne og ører, uddaterede hverv som komponist.
Det mærkelige er, at jeg slet ikke ved, hvad der skal ske i morgen! På grund af alt mit arbejde i denne tid; tre operaer og en symfoni skrevet i løbet af de sidste to-et-halvt år, har jeg slet ikke haft overskud (og måske har det også været en meget avanceret overspringshandling) til at tænke på eller planlægge, hvad der skal ske på min 60-årsdag. Men jeg har to dejlige børn, Thomas og Sarah, som har arrangeret noget hemmeligt. Jeg ved blot, at jeg skal møde et bestemt sted i København på et bestemt tidspunkt, og så sker der ting. Og kender jeg dem ret, sker der mange ting. Mange sjove ting. De har skrevet til mig at jeg skal møde i mit fineste tøj, dog skal jeg have gummistøvler, badebukser og skiftetøj med. Hmmmmm. Jeg kan fortælle dig om det i det næste brev.
Men for at vende tilbage til symfonien, så er det lykkes mig at skrive første sats færdigt! I hvert fald i en foreløbig form, som jeg tror på. Og jeg taler her om den NYE første sats, og ikke den GAMLE første sats, som (stadig) har status som SIDSTESATS. Jeg har måttet justere på denne sidste sats slutning for at gøre den til en definitiv og stor slutning. Jeg er ikke sikker på, at jeg er helt tilfreds endnu med denne slutning, men jeg tror i hvert fald stadig på, at min disposition af storform og satsrækkefølgen er rigtig.
Nu handler det ”bare” om at fylde ud. Jeg har en start og en slut – nu mangler jeg midten. Spørgsmålet er, om jeg skal prøve kræfter med anden eller tredje sats. Min første indskydelse er at starte med 3. sats, da jeg der har nogle skitser som jeg allerede har fabuleret lidt med. Faktisk har jeg gjort dette med alle fire satser, inden jeg overhovedet egentligt gik i gang med at skrive. Det er noget, som jeg har anvendt ret meget på det seneste for at komme i gang med et projekt. Skitser er taknemlige, fordi man bare kan sige, at det er de ikke er vigtige, ikke skal bruges til noget. Det er bare for at komme i gang, og så skal de smides ud. Meeeeen det viser sig tit, at de måske lige kan bruges alligevel.
Da jeg har valgt denne ide med at vælge en klassisk musikform til hver sats (eller næsten…) så har jeg tænkt mig at tredje sats skal være en variationssats – eller næstenvariationssats, quasi variazione. Med en variationssats, skal man have et tema, og jeg har valgt at mit tema er ”Solen er så rød, Mor”, som du naturligvis har skrevet. Traditionelt bygger man en variationssats op således, at komponisten pænt præsenterer temaet i sin ”genkendelige” form, så alle er klar over hvad udgangspunktet er. Derefter viser komponisten sine musikalske muskler ved at variere temaet mere og mere, så det er mindre og mindre genkendeligt, for, til sidst muligvis at bringe temaet tilbage i sin genkendelige form for at vise alle, hvor langt væk vi kom, men nu er vi hjemme og alt er godt.
Det er ikke helt det, som jeg har tænkt mig.
Jeg har tænkt mig (i lighed med de andre satser) at man aldrig helt får has på temaet. At det til stadighed er som et fjernt minde, som er i periferien af ens bevidsthed, men lige så snart man prøver at kigge direkte på det, så er det væk.
Jeg kan vise dig nogle af mine skitser, og du kan se, hvad du synes.
Overordnet er denne sats placering i den store cyklus ”Morgen” eller ”Barndom”. Så rent musikalsk befinder jeg mig i mit barnlige sind – som sagt noget som jeg har det godt med. Som en fisk i vand. Så mange af disse skitser er med et lille smil på læben – at du ved det.
Fagotten har, for mig,  altid haft et skær af komik over sig. Sådan lidt ufrivillig komik. Lidt som mig – en ældre herre som indeni tror at han er barn. Og jeg elsker fagotten som instrument. Det kan være lyrisk som en cello, eller skærende skrattende dyb som en gammel grammofon; sådan én der spiller 78’er med en stor tragt. Den er helt sin egen. I denne skitse til en variation, tænker jeg fagotten som et toethalvtårigt barn, som har fod på hele verden. Det er sådan et skønt fænomen. Som du ville kunne høre, lyder det, som fagotten spiller lidt som melodien til ”Solen er så rød”, men der er noget galt. Og det påtaler strygerne som ledsager fagotten. Men fagotten fortsætter ufortrødent i sin sikre forvisning om, at det selvfølgelig er helt rigtigt. Det tænker jeg at kæde sammen med lyden af ”Legepladsen”, som er klangen fra børnene i Nordfyn. Det lyder sådan her:


En anden variationsskitse, som jeg tænker på at bruge og som er en fortsættelse af denne ”legeplads”-idé er en slags fugato eller kanon, med temaet. Her spiller strygerne temaet nærmest kanonisk med kommentarer fra nogle af de andre instrumenter:


Jeg har også arbejdet med en skitse, som er omvendingen af melodien, som har sin egen sære skønhed. Nu er det sådan, at den musikalske omvending af dur er mol, men det er lykkedes mig at bevare en dur tonalitet med omvendingen. Denne skitse tænker jeg skal henføres til den Fåborgske families klang af ”tryghed”:


Og til sidst har jeg en skitse, hvor jeg har brug for dit gode råd. Det er en variation, som jeg tænker at henføre til xxxx’s klang af ”Vild med dyr”, stadig i legebarnets univers. Her har jeg instrumenteret nogle af de mere dyriske instrumenter i orkesteret – dybe messing, kontrafagot, basklarinet, samt (og det er her jeg har brug for lidt råd) båthorn og pivdyr. Jeg betragter de sidste to instrumenter som legitime slagtøjsinstrumenter – de er nærmest blevet en slags signaturinstrumenter for mig. Jeg bruger pivdyr i min opera ”Andre Bygninger”, mit orkesterværk ”Trash Recycled”. Båthorn bruger jeg i min opera ”Houdini den Store”, mit orkesterværk ”An Americaner in Danmark” og så videre. Men måske er det lige at gå for langt, at det muligvis er skurende, og ikke helt passende. Så hvis du har lidt input her, ville det være kærkomment. Pivdyrsskitsen lyder sådan her:


Så mangler jeg bare at strikke det hele sammen til en sammenhængende sats. Det er dejligt at have sit arbejde foran sig!
Din

Andy-signatur

0 Brev #12

Holbæk, d. 24. august, 2015

 

Kære Carl,

Der er sket noget mærkeligt, for lige i det øjeblik at jeg blev færdig med at skrive den første sats af Sinfonía Fionia, kunne jeg mærke, at der var noget galt. Hvad det var, kunne jeg ikke sige, men det rumlede og skurede i min underbevidsthed. Det er sjovt med den underbevidsthed, som er kunstnerens bedste ven, og som man lærer med tiden at stole mere og mere på. Det er så vidunderligt at vi mennesker er udstyret med en hel anden side, som jeg tror mange af os ikke skænker en tanke, men som er så berigende, hvis man lærer at åbne sig for den. Det drejer sig om det ikke-rationelle, ikke-bevidste… Og hvor er det mærkeligt at beskrivelsen af den side skal ske med ord som er negativer! Men det er vores rationelle bevidste semantiske side, som i vores samfund og vores tid, er i højsædet, og så at sige har magten. Men hvis jeg skulle beskrive den side af mig med positiver skulle det være med ord som det drømmende, det fabulerende, det legende… Igen ord som ikke besidder den helt store værdityngde i vores tid. Og dog er det disse sider, som har den store arbejdsbyrde når jeg skriver musik. Det er disse sider, som har magten når jeg komponerer, og derfor har jeg lært at lytte ekstra meget, når de brokker sig.

 Hvad det var, der var galt med satsen, kunne jeg ikke rigtig greje, men jeg vidste at svaret ville komme, hvis jeg bare lod være med at tænke alt for meget på det. Og det kom da også prompte, mens jeg var i gang med at vaske op; jeg havde slet ikke skrevet symfoniens første sats! Jeg havde skrevet symfoniens sidste sats! Jeg ved ikke om det sket for dig, Carl, men det er faktisk sket for mig før. Som regel er det sådan at jeg føler, at jeg er i gang med en slutning i begyndelsen af min arbejdsproces, og så holder jeg op med at arbejde med det, jeg har gang i og starter forfra; fra begyndelsen! Det er faktisk aldrig sket for mig før, at det er gået op for mig, at jeg havde skrevet en slutning efter jeg var færdig med at skrive den. Men, altså, i dette tilfælde var det tanken, som mit under-jeg bød ind med. Og som sagt, det tager jeg alvorligt. Så tager mit analytiske rationelle jeg over og begynder at regne på ”hvad så” delen af arbejdet. Hvad skal der så ske?

Tja, der var ikke andet for, end at prøve tesen af og se, om det kunne være sandt. Heldigvis har jeg bestemt at mit værk var fire satser i cyklus, så om cyklussen hedder: sommer-efterår-vinter-forår – som var min første indskydelse, eller efterår-vinter-forår-sommer, fungerer lige godt, hvis nu min ”første” sats skal blive den sidste sats. Men der var lige nogle praktiske forhold, som lige skulle grubles over – nemlig om det kunne fungere musikalsk med den ændrede rækkefølge. Nu havde jeg ikke skrevet de første tre satser endnu; så kunne f. eks. ”sommer” være en første sats? Jeg har bestemt mig for butterfly-formen, så symfonien skulle åbne stort, dog ikke så stort som sidste satsen, som jeg altså nu havde færdigskrevet. Det mente jeg godt kunne lade sig gøre, og sommer-energi, eller ”voksendom”-energi, som var en anden af de tillægsord, som jeg har hæftet på ”sommer”, kunne da godt åbne symfonien. I denne terminologi skulle rækkefølgen så hedde: ”Voksendom-Alderdom-Barndom-Ungdom”. Faktisk synes jeg at denne rækkefølge er meget bedre end min første indskydelse: ”Ungdom-Voksendom-Alderdom-Barndom”.

En sidste justering er så varighederne af satserne. Jeg havde bestemt at første og sidste sats skulle vare 10 minutter. Så at flytte første sats til sidste sats er ingen problem på det plan. Men der sker en forskydning af de øvrige satser. Således skal Voksendom ændres fra at vare 7 minutter til at vare 10 minutter, og Barndom skal ændres fra at vare 10 minutter til at vare 7 minutter. Altså hvis jeg vil bevare min oprindelige formmæssige tidsplan – og det kan jeg mærke at jeg gerne vil. Så hele satsstrukturen ser nu således ud:

Pape_SinFion_Skrivebord_Nysats_Small-1

Jeg vil prøve at fortsætte med de oprindelige tema byggesten i hvert sats og se om det holder. Det må komme an på en prøve.

Så med min nye førstesats, er byggestenen ”Jeg ved en lærkerede”, som jeg næsten vil påstå at alle dansker kender. Af samme grund har jeg valgt, at den skal så godt som være ukendelig i satsen på trods af, at den gennemsyrer al musikken i denne sats. Jeg har været inde på dette emne før, men jeg slører dit dejlige tema, fordi jeg gerne vil lave noget nyt, og ikke hænge i en slags folklore stemning af ”Her har vi den store danske komponist Carl Nielsens musik på museum”. Og det håber jeg ikke du tager anstød af, Carl. Jeg mener det bestemt positivt. Man kan ikke forbedre på din musik! Jeg vil gerne have at lytteren for så vidt skal glemme alt om at ”Jeg ved en lærkerede” gennemsyrer satsen, og koncentrere sig om at lytte til musikken. Så jeg har ændret lidt på din ”lærkerede”-struktur. Din melodi er en opadgående række af faldende tertser. Først en stor terts, så to små tertser, og til sidst en stor terts. Sådan her:

laerkerede

Det har jeg så ændret til en opadgående række af faldende tertser, bare i rækkefølgen lilleterts – to store tertser – lille terts. Sådan her:

raekke01opad

Samt en nedadgående række stigende tertser i rækkefølgen storterts – to små tertser – stor terts. Sådan her:

raekke02nedad

Disse to rækker er for så vidt alt, hvad jeg har givet mig selv af musikalsk materiale til denne sats. Min kompositoriske udfordring er, om jeg kan få 10 minutter til at gå med det. Altså på en interessant og vedkommende måde….

Det faldt mig ind, da jeg tog mine analytiske briller på, at når nu min sidste sats var en ”næsten- sonate-form”, at jeg muligvis kunne arbejde formmæssigt med de andre satser. Jeg mener altså traditionelt formmæssigt, for selvfølgelig skal jeg tænke formmæssigt, når jeg skal skrive en hvilket som helst sats. Det faldt mig ind at rondo-formen var et godt bud på en første sats. Men her vil jeg også kalde det en quasi-rondo, for at have den frihed, som jeg gerne vil have i forhold til at blive bundet op af en streng rondo. Det faldt mig også ind, når jeg kiggede på min små gule sedler, at den faaborgensiske families bud på ”pligter” eller de Marstalnavigationsstuderendes version af ”hverdagen” var et godt bud på en ritornel, eller en slags refræn, som rondoen jo er opbygget af. Hverdagen er i den grad noget, der vender tilbage gang på gang! Jeg tænker at en symfonisk hverdag kunne lyde ca. sådan her:

Og en del af hverdagen er selvfølgelig pligter, som familien i Fåborg udtrykte som en velkendt lyd. Men især arbejdet præger vores hverdag, og et af lydklippene, som jeg har glædet mig så meget til at komponere på, nemlig ”Truckervalsen” fra Nyborg. Du skal lige høre den oprindelige ”Truckervals, som lyder sådan her:

Det skønne ved denne vals er, at jeg kan næsten mærke og se for mig hvordan vogn og mand smelter sammen i en symbiose; en slags dans som er på én gang let og forfinet, men samtidigt tung og grov. Min symfoniske version lyder sådan her:

Jeg lover dig at det kommer til at lyde meget bedre når det skal laves af et levende symfoniorkester! Så, som du godt kan høre, er jeg godt i gang med at starte forfra. Det skal blive spændende om jeg nu kan være helt sikker på at jeg nu skriver på symfoniens første sats…

Din

 Andy-signatur

PS – du har måske bemærket, at jeg har været lidt længe om at sende dette brev til dig, Carl. Jeg har ellers været ret flittig med at skrive hver fjortende dag, og det var bestemt min agt at skrive til dig i mandags. Jeg blev dog noget hylet ud af den, da jeg havde en operapremiere sidste weekend. Ja! Endnu én! Denne gang lidt mindre dimensioner end min opera ”Andre Bygninger”. Der var tale om en børneopera i én akt med et orkester på fire musikere og en sangerbesætning syv solister, som fik sin premiere i Sverige på et sted som hedder Drakamöllan, som ligger tæt på Kristianstad. Og helt apropos stednavnet, er denne opera befolket af lutter drager. Operaens tema var det, at blive drillet, da hovedpersonen eller –dragen ikke kan puste ild som alle de andre dragebørn. Og det bliver han drillet med. Men det viser sig at han kan noget, som alle de andre drager ikke kan, nemlig flyve! Så alt ender godt. Børnene tog vældig godt imod operaen, og jeg glæder mig at opleve den sammen med danske børn, da det er meningen at det skal turnere i hele norden. Som du kan forstå, er der godt gang i den. Nogen gange lige det meste…

0 Brev #11

Holbæk, d. 3. august, 2015

 Kære Carl,

Der er sket meget i løbet af de 4 uger, der er gået siden jeg sidst har skrevet til dig. Det er en mærkelig og forunderlig proces at skrive musik, og trods de ca. 40 år jeg har arbejdet i faget, har jeg ikke helt fået has på det; måske er det det brændstof, der får mig til at fortsætte med at komponere. Men hvorom alting er, har jeg fået hul på bylden, så at sige.

Jeg har taget mine forholdsregler – hjemme hos mig, kalder vi det at ”spidse blyanter” – altså måder at gå rundt om den varme grød på. Dette begreb har både sin positive men også sin negative side. Det er naturligvis vigtigt at have spidse blyanter når man skal i gang med at skrive. Omvendt, kan man få rigtig meget tid til at gå med at spidse blyanter, så det til sidst ender med at blive en overspringshandling. En sådan kreativ proces kræver, at man har en vis mængde brændstof i sine kreative tanke, men det er mig en gåde helt præcis, hvordan man fylder disse tanke op. Eller sagt på en anden måde – jeg har visse tiltag, som plejer at virke med at ”fylde op”, men det er ikke altid sikkert at de gør det. Og så forsøger jeg at opfinde nye opfyldningsstrategier. Som f. eks disse breve til dig. De henhører i særdeleshed til ”spidse blyanter” kategorien. Det kan da siges i den grad at være en overspringshandling at skrive lange breve til en afdød komponist om alt mellem himmel og jord, alt imens værket forbliver uskrevet på skrivepulten. Men Carl, jeg tror faktisk, at det har været lige præcist det, der skulle til for at få mine musikalske tanker ordnede, så der var en varm forbindelse til mit musikalske indre, når noderne skulle fældes på papiret.

Jeg har nemlig lagt mærke til, at det er vigtigt, at der går nogen tid (tit en rum tid), hvor musikken får lov til at modnes i mit indre, før det skal ud på papiret. Det er en af de gode ting ved at skrive opera – at der altid går et pænt langt stykke tid inden musikken skal skrives. Tid til at finde et teater, som interesserer sig for projektet, og ikke mindst har villighed til at stille sin økonomi på højkant; tid til at finde en librettist; skrive librettoen; alt dette inden musikken skal skrives. Det giver god plads til at mine musikalske tanker kan modnes. Mange mennesker spørger mig, om jeg kan ”høre” musikken inde i hovedet inden det bliver skrevet ned. Jeg ved ikke, hvordan du havde det med dette, men jeg hører egentligt ikke selve musikken, altså ikke selve tonerne inden musikken bliver til, men måske nærmere en symbolsk version af musikken. Det lyder lidt kryptisk, men jeg kan sammenligne det med den proces, der foregår når vi taler, eller italesætter en tanke. Det, vi formulerer inde i hovedet inden der kommer ord ud af vores mund er ikke ord, men en symbolsk version af disse ord. Hvis vi skulle ”sige” ordene inde i hovedet inden vi talte dem, ville vi ikke kunne tale med den hastighed, som vi gør. Når man lærer et nyt sprog, så kender man alt til dette, for inden man bliver ”flydende” i sproget er man nemlig nødt til at sige ordene i hovedet, inden man siger dem højt. Man har endnu ikke dannet symbolversion til sproget endnu. Og så går det langsomt!

Nå, men sådan forestiller jeg mig det er med at ”formulere” musikken. Og komponistens væsentligste redskab er at finde musikalske oversættelser af vores indre symbolmusik. En noget abstrakt proces, og en temmelig kompliceret proces, da den indebærer uendelige mange parametre. Jeg tror, at denne kompleksitet var noget som tiltrak mig i sin tid, da jeg bestemte mig for at blive komponist.

Men altså, som jeg indledte, så er der sket rigtig meget. For at starte et sted – min beslutning om at fokusere på klangen af Fyn, frem for lyden af Fyn holder jeg fast ved. Jeg holder fast ved at forsøge at oversætte de symbolske begreber, der knytter sig til de forskellige fynske lyde, til musik. Det er nemmere sagt end gjort, og det er også en meget subjektiv proces. Men da jeg har meget til fælles med dem, der har formuleret deres tanker om lyden af Fyn, har jeg en tiltro til, at det nok skal gå. Vi ser.

Den første ”lyd”, som jeg tog fat i, var skolebørnene fra Middelfarts lyde om ”Vild Forventning”. Deres konkrete lyde omkring dette tema, eller denne ”klang” var bl. a. tændstikker, der tændte lys på fødselsdagskagen, lyden af cockpittet i et fly inden man skulle flyve til et eksotisk sted. I Erling, Rasmus, og Carstens udgave lyder det sådan her:

Jeg havde lovet dig, på én eller anden måde, at anvende dit fugatema fra din 5. symfoni i denne sats, et tema som du jo kender godt:

Det er et vældig fint benspænd, da dit tema ikke just signalerer ”Vild Forventning”. Ikke for mig i hvert tilfælde. Jeg synes at det snarere signalerer en lidt vemodig introspektion, og på en vældig smuk og usædvanlig måde; men ”vild forventning” er det ikke. Det passer mig i øvrigt fint, og det er lidt med vilje at dit tema er så langt fra stemningen i ”Vild Forventning”. Du spørger mig måske, hvorfor i alverden jeg ønsker at gøre mit arbejde mere besværligt end højst nødvendigt? Og mit svar er, at jeg ikke ønsker at skrive en Nielsen pastiche, og jeg ønsker heller ikke at skrive et rapsodisk værk, hvor temaerne bliver vendt på den ene eller den anden underfundige måde i en perlerække efter hinanden. Jeg ønsker at bruge dit temamateriale som en slags byggesten, hvor jeg bygger en anden bygning, end du ville have gjort. Men jeg vil samtidigt mene, at hvis man hører godt efter, kan man genkende dit tema i min ”Vild Forventning”.

Første gang det kommer lyder det sådan her:

Nu kan det være at du tænker (udover hvad du tænker om musikken), hvordan findes der allerede en optagelse af musikken – prøverne er ikke engang startede? Og svaret er: min computer, der sammen med nogle komplicerede og finurlige programmer, kan emulere et orkester og også notere det hele i trykklare noder. Altså en slags musikalsk skrivemaskine, men indlagt lyd! Nogle gange lyder det tæt på, andre gange lyder det som et damporgel – især når jeg bruger mange instrumenter på en gang. Men det er et fantastisk redskab. Heldigvis er der ikke noget, som kan erstatte et symfoniorkester. Og det kommer der aldrig. Igen, der er alt for mange parametre at forholde sig til.

Måske hørte du ikke dit tema? Nej, det er også godt skjult. Anden gang ”Vild Forventning” kommer har jeg taget lidt mere med. Det lyder sådan her:

Men som sagt, det er mit projekt at forvandle. Jeg håber i al fald, at du i det mindste kan genkende klangen af ”Vild Forventning” i det, som jeg har skrevet. Det er en slags ”hovedtema” i satsen. Og når jeg siger hovedtema, er det fordi at jeg er i gang med at skrive en slags sonateform. Jeg tror, at undertitlen til satsen bliver ”quasisonate” med stor tryk på quasi! Og når man siger hovedtema, skal man også sige sidetema. Der har jeg valgt de unge mennesker fra Kerteminde, som har lyde som for dem betyder ”Mig”. Lydene her er måske lidt diffuse, lyden af regn, lyden af at have en kæreste. Det lyder sådan her:

En lidt vemodigklang. Den er så blevet til følgende musik i min klangverden:

Hvis du ikke lige fangede dit tema i den musik, kan jeg ikke bebrejde dig – for det første er det lige kun fløjten i begyndelsen, som har dit tema, og så er det spillet baglæns. Her er en mere udførlig udgave, hvor første violinerne har det fulde tema, men altså baglæns:

Jeg synes selv, at det er et bud på den unge ”mig”, som er lidt usikker på verdens gang og hvilke forventninger verden har til mig samtidig med en tryghed, som måske er er en kæreste, måske bare en længsel efter sådan én – noget der i hvert fald er i skarp modsætning til den ”vilde forventning” som ”jeget” har til verden. Ergo det baglænse tema.

Det er alt sammen måske en anelse krøllet, med alle disse tanker omkring, hvordan musikken er bygget op, men jeg håber så sandelig at musikken bare kan høres for det, den er. Det er jo ikke sikkert, at alle hører de samme ting, som jeg eller du eller de unge i Kerteminde hører. Det er jo det skønne ved musikken. Den har jo ikke nogen semantisk ”betydning”. Jeg vidste bare, at du selvfølgelig ville helt inde i maskinrummet og høre.

Og når vi nu taler om maskinrummet – så har jeg instrumenteret bådmotoren fra navigationsskoleeleverne fra Marstal. Vores kommende sømænd og –kvinder. Lyden af bådmotoren signallerede ”Godt Sømandsskab” for dem, sammen med lydene af godt håndværk, altså når redskaberne klang ”helt rigtigt”, når man arbejdede med tingene. Du skal lige høre motoren og værktøjet først:

Den er så blevet til følgende i symfonien (og her kan du ikke regne med lyden, for min computer kan slet ikke spille som et symfoniorkester kommer til det):

Titlen på afsnittet er ”Godt Sømandsskab”, og det spilles af de dybe strygere, dybe blæsere, både træ- og messing-. Især er jeg spændt på at høre de to omdrejningsforøgelser som antydes i klippet.

Jeg har valgt at sætte flere lydklip sammen til én klang. Således her har jeg valgt, at Igangsætterne fra Svendborgs lyde, som signallerede ”Godt Håndværk”, er så meget i slægt med sømændenes ”Godt sømandsskab”, at de er blevet en og samme musikalsk tanke.

Så her er billedet af den færdige sats som det ser ud på min pult:

LAF_Skrivebord_01 Sats_Crop

Så skal jeg bare finde ud af de resterende tre satser! Jeg har bestemt mit arbejde foran mig, men jeg er samtidig fortrøstningsfuld. Vi skrives ved om fjorten dage,

Knus

Andy-signatur